15 km – 40 km – 25 km

Jeg havde længe drømt om at tage på en solo-vandretur et sted i Danmark.
Det var en tanke, der for mig, var både inspirerende, skræmmende og grænseoverskridende.
Hvordan skulle det dog gå?
Jeg hørte og læste om andre, der havde været af sted på egen hånd. Det fascinerede mig, men var det mon i sidste ende noget for mig. Svaret får du allerede hér: “Et stort og rungende JA“
I sommeren 2024 tog jeg skridtet. Dog gik jeg ikke helt alene, for med turen til Læsø havde jeg selskab af to skønne vizsla’er – min egen Rikja og ‘feriehunden’ Ronja. Således gik jeg som Kraka fra den Nordiske Mytologi: Alene, men dog i selskab!

Rygsækken var pakket med mit lille én-mandstelt, liggeunderlag, sommersovepose, hundenes vandskål og tæppe, hundemad, toiletartikler, vabelkit og skiftetøj. Jeg havde også sørget for to ½-liters vandflasker til genopfyldning samt lidt vino til “Kraka” (…når vinen var drukket, skulle der ikke være genopfyldning). Ekstra vandresko blev også lagt i sækken – mere om det senere! (dag 2)
Bilen parkerede jeg på den store betalingsparkeringsplads ved færgerne i Frederikshavn, og så var det farvel for nu.
Kort efter stævnede Læsøfærgen ind, vi gik ombord – og eventyret kunne begynde!
Link: Læsøfærgen.dk

• Vi afsejlede fra Frederikshavn en søndag i juli kl. 16.50.
• Sejturen varede 1,5 time.

DAG 1 – Fra Vesterø Havn til Hvidebakker (15km)

ANKOMST TIL VESTERØ HAVN PÅ LÆSØ

Det var en fin sejltur. Lidt køligt på dækket, men ikke mere end at vi fandt en plads udenfor. Vi kunne ligeså godt vænne os til at tilbringe tiden i den friske luft.

Jeg fandt et Læsø-kort i kiosken; det kostede en lille smule, beløbet var nærmest symbolsk. Jeg synes, det er rart at have et fysisk kort som supplement til mobiltelefonens ‘maps’ og øvrige funktioner.

Der burde have været et “Læsø-Camino-kort” om bord på færgen, men desværre var de alle revet væk. Der var kun tomme kassetter tilbage. Derfor blev det ‘standardkortet’, hvilket viste sig at være rigtig fint og brugbart!

• Kl. 18:20 gik vi i land på Læsø.

Planen var at gå Læsø Rundt så tæt på vandet som muligt, og tilbagelægge omkring 10 kilometer på den første dag. Derefter ville jeg tage de efterfølgende dage ad hoc, som det kom. Ved hjælp af kortet, som jeg netop havde erhvervet på færgen, fandt jeg en primitiv overnatningsmulighed ved Hvidebakker.
Der var faktisk ikke så mange muligheder for at slå et telt op ‘i det fri’, så jeg var heldig at det lige passede med mine planer for turens første dag. Af sti, af sted!

Vesterø Havn er meget overskuelig. Fra havnen var der kun få hundrede meter ud af byen, som snart var lagt agterud!

Foran os ventede de lange, mennesketomme strande.

LÆSØ – lidt FAKTA

• 118 km2
   21 km lang og 12 km bred
• Næsten 2000 indbyggere
• Tre byer: øens tre største byer –  Vesterø, Østerby og Byrum
• 3/4 = naturområder, 1/4 = landbrug og byer
• 3 kirker (Vesterø Havnekirke, Vesterø Søndre Kirke, Østerby Kirke og Byrum Kirke…Samt en ruin, Hals Kirke og en ‘spa-kirke’ i Vesterø Havn)
• Læsø er særligt kendt for sine tanghustage, jomfruhummer, saltsydning, natur, strande og strik

Vi skal opleve det hele på denne tur!

HOLTEMMEN – SUMPEN!

Turen gik nordenom Læsø, hvor vi gik i retning af Holtemmen.
Læsøs kystlinje er berømt for sine strande og naturskønne omgivelser, og nu var vi lige midt i det! Vi gik i bæltet mellem Kattegat og de vidtstrakte lyngområder inde i land. Og vi havde det for sig selv, trods det at jeg så mange sommerhuse længere inde i land.

I starten gik vi skiftevis på stranden, og lidt på en sti nær kysten.
Det var en smuk dansk sommeraften, tæt på midsommer med de lyseste nætter.
Vi gik i det våde sand og på sten.

Lyngen blomstrede, og gav de store hedeomåder et skær af lilla.

Jeg havde tidligere læst, at Holtemmen oprindeligt var en strandvoldslagune, der efterhånden har udviklet sig til en mose med småsøer. Denne information havde jeg lagret et gemmested, langt væk i mit baghoved.

Så det var helt uventet, da vi stod for at skulle krydse et mistænkeligt udseende område. Vores videre vandring langs vandet var spærret af en blød substans, der var svært at vurdere med hensyn til farbarheden. Der var spor efter en tidligere passerende, men det overbeviste mig ikke om, at det også skulle være okay for mig… Ville det mørke tang-mudder-miks kunne bære min vægt?

Jeg besluttede at sende min egen hund ud som en slags prøvekanin. Det så ikke lovende ud; hun sank godt ned i det mystiske dyng. Derfor besluttede jeg at vende om og finde en alternativ rute med mere fast underlag.

VIDERE LANGS NORDSTRANDEN

Vi måtte et par hundrede meter tilbage, før vi fandt en gangbar sti. Således kom vi lidt ind i land, og nåede lige at se et rådyr smutte ind mellem de grantræer, der afgrænser det åbne hedelandskab.

Snart kunne vi atter komme tilbage til strandarealet, der nu havde skiftet karakter til det, der måtte være kær-området Holtemmen. Det var en fladstrandsblanding, mikset af siv, græsser, kildeløb og sten. Det var ikke en attraktiv badestrand, men til gengæld et spændende område, der siges at gro mange sjældne planter.

EN REGNBYGE

Vejret havde været fint og godt indtil nu. Tørvejr, lunt og blå himmel. Dog iblandet flere skyer, der efterhånden havde samlet sig til at være mørke og truende.

Ville det mon give regn?

Det var ikke noget jeg tænkte synderligt over, heller ikke da vi krydsede over den lange lavbro til en lille lund.

1-2-3… dryp-dryp-DRYP!!! Vi var knap nok inde under træerne, da himlen pludselig åbnede sig. Tunge, våde regndråber væltede ned fra oven. Jeg nåede kun lige at få regnslaget frem og holde det op som læ i et lille minut. Regnen stoppede lige så hurtigt, som den var begyndt. Jeg fik ikke engang knipset et dokumentationsfoto.

DEN UENDELIGE SANDSTRAND

Den lille lund, der gav os ly for regnen, var vitterligt kun en mindre samling træer, der stod lige præcist der, hvor vi det gavnede os allermest. Da regnen var slut, var vi atter fremme ved det åbne land. Den mørke sky var drevet videre! Vi nåede knap nok at blive våde, og i hvert fald var vi lynhurtigt tørre igen.

Foran os lå den mest fantastiske sandstrand, der strakte sig så langt øjet rakte. Det var så smukt på denne sommeraften. Vandet var lavt, og i det våde sand havde bølgerne efterladt deres stribede aftryk.

• Klokken var 20, og vi havde været undervejs fra havnen i godt halvanden time.

Alt var så fint og flot, men der var én ting, der undrede mig ved denne strand: Der var ikke en eneste levende sjæl at se! Vi havde hele stranden for os selv, og vi nød det!

REDNINGSHUSET

Hvorfor fik jeg den idé at forlade stranden og gå lidt ind i land? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at vi gjorde det.

For netop dér lå et ensomt beliggende hus på heden – Redningshuset.
Det blev bygget i 1891 til at hjælpe ved de mange strandinger, der fandt sted ved Læsø i gamle dage. Huset stod der som et vidne til historien, og jeg kunne næsten forestille mig de mange skibe og besætninger, der havde haft brug for redning, og de mennesker, der havde arbejdet her for at hjælpe dem.

Den store gavlport var ulåst, og vi trådte indenfor til en udstilling om Læsøs tidligste historie, strandinger og hedetilplantninger. Det føltes som om, tiden i dette mørke rum, med fugleklatter overalt og døde fluer, havde stået stille alt for længe.

Efter at have studeret de informative plancher lukkede vi udstillingen igen.
Gad vide, hvornår der mon igen vil komme besøgende til det lille museum?
Jeg håber, at der en dag kommer en rengøringsperson forbi, for det har stedet fortjent.

DEN GYLDNE TIME

• Klokken var blevet 20.40 – Det var ikke meningen at vi skulle blive ved den gamle redningsstation.

Vi fortsatte vandringen ud over heden, men med en dragning mod stranden. Da vi igen nåede vandet et stykke længere mod øst end da vi havde forladt den, trådte vi ikke ned på den fine sandstrand, vi kendte fra tidligere.
Igen var der mange sten, og det bløde, hvide puddersand havde vi lagt bag os, selvom det tidligere havde lignet en uendelig sandstrand.

HORNEKSHUSET

Vi nåede frem til Hornekshuset, opkaldt efter Horneks Odde, et populært sted for sæler og lystfiskere – der må være mange fisk derude i vandet! Det lille stenhus blev bygget i 1936, med fokus på at integrere det smukt i naturen. Taget bestod oprindeligt af brun blæretang fastgjort med ståltråd, og kunne nemt fornyes fra stranden, hvis det faldt af i blæsten. I dag er taget moderniseret og meget mere praktisk og vejrbestandigt.

Døren stod døren ulåst, så vi gik indenfor. Der var ikke meget at se på, udover en lille udstoppet sælunge, der kiggede på os med sine store sorte perleøjne. Uden for huset var der en kikkert, så man kunne kigge efter sælungens levende slægtninge. Det droppede jeg imidlertid, for solnedgangen tog hele opmærksomheden. Den var så smuk!

• Klokken var 21
  Desværre var toilettet lukket – måske fordi det var ved at være lidt sent.

OVERNATNING I HUMMERHYTTERNE?

I årene omkring opførelsen af Hornekshuset blev der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet bygget otte hummerhytter ikke langt derfra. Her overnattede fiskerne, der fangede stenbider og hummer, om sommeren. Selvom hytterne var små, kunne flere fiskere let finde plads indendørs, især når det var koldt udenfor! Hér var der plads til alle!

Vi kiggede på hytternes komfort med tanke på en mulig overnatning – bare for sjov, naturligvis.
Jeg studerede i stedet kortet for at få et overblik over, hvor langt vi endnu havde til vores overnatningssted, Hvidebakker.
Afstanden så meget overkommeligt ud, og det var stadig lyst!

HIMLEN ER SÅ RØD, MOR

I det fjerne kunne vi skimte fyret på den lille ø Nordre Rønner, 8 kilometer nord for Læsø. Det ville være spændende at besøge stedet en dag, men det må vente til en anden gang.
Lige nu nød vi blot at se silhuetten tegne sig mod den røde himmel fra den nedadgående sol.

HVIDEBAKKER – VORES OVERNATNING

Skyggerne var blevet meget lange!
Snart ville det blive mørkt, og det var derfor dejligt, da vi nåede dagens endestation: Hvidebakker primitiv overnatning!

Heldigvis stod en far med sine to sønner på stranden, da vi nåede frem. Uden dem ville jeg måske være gået forbi overnatningsstedet, da jeg kun vidste, at jeg var tæt på, men ikke hvad jeg helt præcis skulle kigge efter.

“Er der en teltplads heromkring?“, spurgte jeg
“Please, try again in English“, svarede faderen til drengene

Mit spørgsmål fik hurtigt et bekræftende svar; vi skulle gå op til toiletbygningen og derefter følge den lille vej frem til skiltet med telt-logoet.
Det var fint at få fyldt drikkevand på flaskerne til hundene, før vi gik de sidste cirka 400 meter til pladsen.

• Overnatning: Primitiv overnatningsplads
• Toilet, og drikkevand: Ved p-pladsen, 400 meter overnatningspladsen

GODNAT OG SOV GODT

• Klokken 21:40 nåede vi frem til vores overnatningsplads
• 15 kilometer havde vi tilbagelagt fra færgelejet i Vesterø Havn til vores nattelogi

Det tog kun få minutter at få teltet slået op. Herefter sad vi og hyggede med snacks og en kop vino fra halvliters-flasken. Hundene fik deres vand og dejlige hundemad (tørkost).

• Klokken 22:30 krøb vi alle 3 ind i det lille telt.
• Det var en fornøjelse at være på solo-tur med de hundebasser!

DAG 2
– Fra Hvidebakker til Museumsgården (40 km)

MORGENSTUND I HVIDEBAKKER

• Klokken var 7, da vi stak hovederne ud af vores lille telt.
  Vi var vågnet en time tidligere, men havde ikke lyst til at lave andet end at slappe af lidt længere.

Der var fuldstændig stille. Ingen lyde. De andre overnattende lå stadig og slumrede – eller mon de sov dybt? Hundene og jeg listede ind mellem træerne for at gøre det, vi trængte allermest til: nemlig, at tisse!

Bagefter gik vi en tur til toiletbygningen for at tanke frisk vand, børste tænder og tage en opfriskende etagevask. Klar til dagen fortsatte vi på det bløde tæppe af tyk, eftergivende rensdyrlav. Det var dejligt at gå en lille morgentur med hundene uden at skulle bære den store rygsæk.

Hvidebakker er bevokset med revling, hedelyng, rensdyrlav og små nøjsomme engsød-bregner… vækster, der formår at klare sig i den sure, sandholdige og næringsfattige jord. Vi gik ikke ned til stranden, der er kendt for at være en af Læsøs fineste badestrande. Da vi ikke skulle bade, nød vi at gå rundt i det, for os fynboer, helt særlige landskab.

• Klokken 8:15 var teltet pakket sammen, og rygsækken var igen spændt op på skuldrene. Det var tid til at komme videre.
  Morgenmad og kaffe sprang vi over — nu ville vi afsted!
  Næste stop: Østerby.

ØSTERBY FORUDE

Vi gik tilbage til stranden, hen over det bløde område, som vi lige havde lært at kende på morgenturen.
I det fjerne kunne vi se konturerne af Østerby Havn og de hvide master fra sejlskibene i marinaen.

Det første stykke var en ‘sand’ fortsættelse af badestranden ved Hvidebakker, men snart ændrede det sig til at blive mere stenet. Vi var ikke uvant med, at der flere steder langs Læsøs nordkyst lå sten i alle størrelser. Den største, Banstenen, ligger cirka 25 meter ude i vandet nedenfor Bansten Bakke, hvor vi nu befandt os. Efter sigende var det en jætte, der engang i fordums tid forgæves forsøgte at ramme og smadre Hals Kirke. Jætten lykkedes ikke med sit mål, og vi havde heller ikke held med at lokalisere stenen… (men, vi fandt senere kirken!)

ØSTERBY – IKKE RIGTIG VÅGEN…

• Kl. 9:30 – Ankomst til Østerby
• 5 km tilbagelagt – 1 time og 1 kvarter

ØSTERBY

• 272 indbyggere + dertil alle sejlerne og turisterne i sæsonen
• Fiskeri- og lystbådehavn
• Vi gik forbi skulpturen WINGED HUT, der siden sommeren 2022 har stået placeret ved havnen, men måske ender i skoven et sted.
• LÆSØ KUNSTHAL var lukket

På trods af at klokken var over 9, og det var en sommermandag i juli, føltes det som om, byen ikke rigtigt var vågnet. Det var meget stille. Jeg bandt hundene uden for Min Købmand, og gik ind for at kigge mig omkring. Der var mange gode varer, men ikke noget, der lige fristede.

Overfor købmanden lå Huset Palsgaard der solgte friskbagte, koldhævede boller. Det var bestemt noget, der lokkede! De åbnede imidlertid først kl. 10, – så i ventetiden tog vi en lille spadseretur til lystbådehavnen og kiggede på skibene, der lå og vuggede. Udover hundene og mig var der ikke meget liv.

Desværre blev det ikke til de fine boller, da man skulle købe flere end én. I stedet fik jeg en god snak med ekspeditricen om tanghusene og Hals Kirkeruin, som begge stod på min ønskeliste. Heldigvis var jeg ikke helt tomhændet, da jeg forlod stedet; i min rygsæk lå nu en lækker sandwich med let røget torsk!
Jeg glædede mig til at nyde min morgenmad, som efterhånden skulle have navneforandring til: Brunch.

Nu ville jeg finde det perfekte sted…

VEJBODER

Fra Østerby til Gl. Østerby er der 2,5 kilometer, og vi bevægede os væk fra den kyst, vi havde fulgt siden vores ankomst til Læsø i går aftes.
Men hvorfor denne pludselige omlægning af ruten?
Hvorfor fortsatte vi ikke bare langs stranden?
Svaret er Læsøs berømte tanghuse! Der findes tanghuse flere steder på Læsø, men især ved Gl. Østerby.

Vi passerede flere vejboder, den første solgte friske, orange kantareller. Det var fristende at handle, men på denne vandretur havde jeg ikke planer om at tilberede delikatesser. Ved den næste bod fandt jeg fine stenfigurer, nogle prydet med det gyldne rav, men heller ikke hér lod jeg mig friste; jeg ønskede ikke at forøge rygsækkens vægt. Den tredje bod solgte smykker og pyntegenstande, men jeg holdt mig fra alt sammen. Det så dog flot ud!

Sådan nåede vi frem til Gl. Østerby.

TANGHUSENE – på “MUST SEE”-listen

Læsø er berømt for sine gamle tanghuse. For nogle år siden var husene med de unikke, tonstunge tage i fare for at forsvinde, men heldigvis har Læsø Kommune og forskellige fonde etableret en tilskudsordning, der muliggør restaurering og bevaring af de tilbageværende tage.

• Tanghusruten (link)

Læsø er det eneste sted i verden, hvor der findes huse med tangtag. Tangtagene opstod som en nødforanstaltning, da saltsyderiet ryddede øens træer til brug for brændsel – og skabte en lang periode med fattigdom, hvor folk måtte bruge de materialer, de havde til rådighed. Man byggede med strandingsgods og anvendte ilanddrevet ålegræs som tagmateriale. På den tid var det kvinderne, der styrede Læsø. Mændene sejlede ud og sjældent kom hjem.

• “Pas på tangtagene – gør hvad I kan for at vedligeholde dem“, sagde Kong Frederik 9. da han i 1962 besøgte Læsø sammen med Dronning Ingrid og de 3 prinsesser.
• Det var kvinderne, som udviklede teknikken med at tænge et tag med ålegræs. 
• Mellem 50 og 100 tons tang på et tag.
• Et tangtag kan holde flere hundrede år.
• Engang var der over 300 tanghuse på Læsø, – i dag er der kun omkring 30 bevarede
• UNESCO TENTATIVLISTE (link) – Tanghusene, såvel som Læsø saltsyderi er begge optaget på den danske tentativliste (Projekt: ”Salt og Tang på Læsø”) , med henblik på at blive godkendt som UNESCOs verdensarv.

Husene er private. De fleste er flot restaurerede, eller på vej til at blive det. Mange benyttes som sommerhuse, og flere er lejet ud til udenlandske feriegæster.

Nogle af husene var gemt væk bag vild bevoksning, mens andre var omgivet af nyslåede græsplæner og velplejede haver. Fælles for alle tanghusene var de enorme tangtage, der nogle steder skærmede for vinduerne.

Ved en lille vejbod modstod jeg endnu engang fristelsen til at handle, denne gang var jeg nær ved at erhverve et tanghus…i sten!

Jeg glemte helt at se mig omkring efter et sted, hvor vi kunne slå os ned, hvile os og få en bid mad. Jeg var alt for optaget af at gå fra tanghus til tanghus. Som ved et mirakel opdagede jeg pludselig et shelter i et tilgroet område, blot et stenkast fra vejen.

BRUNCH I EN SHELTER

Nu, bagefter, er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt det var i orden at holde pause i det fine shelter. Var det mon privat? Jeg er usikker, fordi jeg ikke kan finde det registreret nogen steder på nettet. Så jeg vil gerne sige tak for lånet, og undskylde for vores muligvis ulovlige ophold på privat grund.

• Klokken var 11.30
  Vi havde været på farten i lidt over 3 timer og tilbagelagt godt 10 km

Nu var det tid til at nyde en kop friskbrygget instantkaffe sammen med den lækre torskesandwich fra Østerby Havn.
Hundene fik også at spise, samt naturligvis vand at drikke.
Fødderne blev sluppet fri af sandalerne.
Dette luksuriøse driverliv var herligt!

RAV VED DANZIGMAND

• Kl. 12:30 – Tid til at gå videre

Selvom vi holdt et langt hvil, var dagen stadig ung, da vi brød op og gik videre.
Jeg besluttede mig for at fortsætte til den nordlige strand, som øst for Østerby kaldes Danzigmand. Navnet stammer fra et skib fra Danzig, der strandede tilbage i året 1741. De mange strandinger ved Læsø udgjorde tidligere en livsvigtig indtægt for læsøboerne. Aftenbønnen blev ikke sjældent afsluttet med ønsket om, at: “…men er det Herrens vilje, at de skal strande, så lad det da ske på vores revler.“

På denne rolige julidag var havet stille, men det var tydeligt at der var nogen, der alligevel håbede på en gevinst derudefra.

I den lange bræmme af tang ved havstokken gik folk med river og rodede i den våde, sorte masse. De ledte efter rav! Læsø er et af de steder i Danmark, hvor man kan finde rav, og stranden ved Danzigmand siges at være et rigtig godt sted for ravsøgning. Desværre har jeg aldrig haft held til at finde bare det mindste stykke forstenet harpiks. Men jeg finder mange andre fine ting ved stranden; skaller, sten, døde dyr og lignende. Min mor var god til den slags skattejagt, – hun fandt både rav, forstenede søpindsvin, vættelys og sten med huller i et væk!

Vi forlod ravfolkene og fortsatte langs stranden.
Danzigmand er en forblæst strand, og det fine sand havde flere steder samlet sig som små komethaler bag små sten og muslingeskaller.

BLØDEN HALES SYDSPIDS – NEJ TAK

Skridt for skridt… Denne strand syntes uendelig lang!
Et eller andet sted derude lå Bløden Hales sydspids, et naturområde kaldet “det nyeste land i Danmark,” og et af de steder, hvor Læsø vokser.
Jeg havde været tidsoptimist!
Jeg havde troet på det!
Men lidt efter lidt begyndte jeg at indse, at dette mål var urealistisk i forhold til dagens øvrige program.

• Kl. 13.45 stoppede vi den videre vandring, gik væk fra stranden og fulgte vejen tilbage mod Østerby.

HØJT TIL HIMLEN, GRÆSSENDE KVÆG, FUGLEFLOKKE

Det er ikke første gang, jeg forundres over kontrasten mellem at gå langs vandet og oplevelsen af at gå ‘inde i land’. Der er en verden til forskel, selvom det kun drejer sig en kort afstand.

Her, få meter fra stranden, mærkede jeg varmen fra det omgivende landskab. Duftene var anderledes. Blomsterne, insekterne og fuglene var anderledes, og inde på de store engarealer gik kvæget og græssede. Jeg er glad for, at jeg fik denne oplevelse med – selvom det samtidig blev et farvel til sandet og vandet.

FODSÅLER I BRAND

Da vi var kommet igennem Gl. Østerby smed vi os i en grøftekant og tog et lille hvil.
Mine fødder havde det ikke alt for godt, efter de efterhånden mange kilometer med sand i sandalerne.
Fodsålerne var begyndt at brænde!

• Klokken var 16
• Vi havde tilbagelagt 25 kilometer

ØSTERBY KIRKE

Lidt længere henne ad vejen lå den gule kirke, Østerby Kirke. Jeg tog i døren, men den var blevet lukket kl. 16. Det var akkurat lige blevet for sent at kigge indenfor.

Kirken blev opført i 1867 som et kapel, der afløste Hals Kirke. Sandflugten havde affolket området omkring den tidligere kirke, som blev nedlagt samme år. På det tidspunkt var havnen i Østerby endnu ikke anlagt, så stenene til den nye kirke blev sejlet ind i fladbundede både, kaldet ‘kåger’. I begyndelsen var der intet tårn, det kom først til i 1928.

ÆGIRS HAVE & LÆSØ LABYRINTEN

Fra den kristne kirke var der ikke langt til Ægirs Have.
Ægir er en magtfuld jætte fra nordisk mytologi og personificeringen af havet. Han er bror til Lue, og ifølge gamle eddaer bor Ægir på Læsø med jættekvinden Ran, en barsk kvinde, der forårsager storme og forlis.

Vi var på vej mod Hedvigs Hus, en tanggård der i dag fungerer som museum, da vi pludselig så skiltet, der pegede i retning af Ægirs Have.
Jeg besluttede, at vi godt kunne tage en lille afstikker væk fra vores vandrerute. På vejen ind i havjættens landlige univers passerede vi et fint lille tanghus med hængekøje og nysgerrigt højlandskvæg.

I Ægirs Have blev vi tiltrukket af en specielt udseende hytte, flettet af pil. Det var uden vinduer og med tang på taget. Den mindede umiddelbart om et fårehus eller et hjemmegjort skur. Eller var det måske Ægirs og Rans private bolig? Ingen af delene! Det var land art-kunstværket Læsø Labyrinten, udført af den amerikanske kunstner Herbert Parker i 2016. Som en kuriositet havde han valgt at genbruge det 300 år gamle tang fra den første tanggård, der blev nytænget i forbindelse med det stort bevaringsprojekt for Læsøs tangtage.

Vi gik naturligvis ind i labyrinten, hvor der stod et bord og nogle forvitrede træstubbe. De fungerede (ikke-fungerede) som helt ubrugelige taburetter.

Vi mødte ikke Ægir, og i det hele taget var der ikke mange andre besøgende, da stedet var lukket for dagen. På nettet kunne jeg læse, at haven er en blanding af mange ting, herunder plantesalg, loppemarked, café med hjemmebag, Skt. Hans-bål og forskellige kulturarrangementer.

HEDVIGS HUS

Da vi tidligere på dagen gik Tanghusruten i Gl. Østerby, måtte vi nøjes med at betragte og beundre tanggårdene fra vejen. For at komme helt tæt på, ja ligefrem røre ved et tangtag, slog vi vejen ind om Hedvigs Hus, som er opført med bindingsværk af strandingstømmer og tangtag.

Læsø Museum købte huset i 1994 da huset var i en miserabel forfatning og ved at falde sammen. Dengang stod klar til nedrivning. I dag, efter mange års frivilligt arbejde, var man i gang med at lægge sidste hånd på værket: tagtængningen!
Hedvigs Hus blev færdig senere på året (2024).

• SE FILM: På Facebook findes et opslag med: HEDVIGS HUS TANGTÆNGNING
  Det viser hvorledes man tangtænger et Læsøtag, blandt andet ses hvordan man vrider en vasker og lægger ålegræs på taget.
• SE FILM: TANGTAGE

• Klokken var 17:15
• Vi havde gået 27 km

SANDFLUGTEN & HALS KIRKETOMT – på “MUST SEE”-listen

Udover Læsøs tre fungerende kirker, er der også kirken i Vesterø Havn, der er ombygget til et kurbad, samt ruinen af en femte: Hals Kirkeruin. Jeg synes, at kirkeruiner er mindst lige så interessante som eksisterende kirker. Ofte mere, fordi man hér kender hele historien – også afslutningen!
Jeg havde sat kirketomten i Hals på min “MUST SEE”-liste. Det var kun nogle få ekstra skridt.

• Klokken 17:45 nåede vi frem til kirketomten, der ved vejen er markeret med et seværdighedsskilt.
• Vi havde gået 30 km – Mine fodsåler brændte. Hvert skridt var som at gå på glødende kul.

Det vides ikke, hvornår Hals Kirke er opført, men den blev sandsynligvis bygget senere end 1200-talskirkerne i Byrum og Vesterø. Umådeholden skovhugst for at skaffe brændsel til saltsydningerne medførte at sandflugt lagde størstedelen af det nordlige Læsø øde i løbet af 1500-tallet. Saltsydningen ophørte i midten af 1600-tallet og da var al øens skov blevet brugt som brændsel under saltkedlerne

1600-tallet var det rigtig slemt for beboerne i Hals Sogn, hvor deres marker og haver blev dækket af sand. Middelalderkirke forfaldt – og fuldstændigt forarmede flyttede folk efterhånden fra området. De sidste gudstjenester blev afholdt i starten af 1700-tallet. Herefter blev kirken forladt, – for til sidst at blive revet ned omkring 1800.

I dag står der en mindesten, der angiver, hvor kirken engang stod. Derudover er der et par enkelte store sten fra kirkebygningen
Området er fredet, til minde om sandflugten.

AV – AV – AV – BRÆNDENDE FODSÅLER

Der var desværre ikke meget, jeg kunne gøre for at lindre den ulidelige smerte, der martrede mig ved hvert eneste skridt. I løbet af årene har jeg gået mange vandreture i sandaler, også på sandstrande. Jeg har erfaring med, at sandaler hjælper mig med at undgå de værste vabler. Således har jeg kunne gennemføre en dagsmarch i nogenlunde god stil. Om ikke andet så ved hjælp af vabelplastre, sportstape samt måske et lille nålestik for at få vabelvæsken ud.

I dag føltes det som om, jeg var fanget i en ond cirkel, hvor smerten kun blev værre, og mine metoder syntes at svigte mig.

Fra kirkeruinen fulgte vi Hals Kirkevej i sydlig retning, indtil vi nåede bugten ved Bovet Bugt. Her drejede vi til højre, mod vest. De næste kilometer skulle bare overstås. Hver bevægelse sendte bølger af smerte op gennem benene. Det eneste jeg ønskede var at komme frem til mit overnatningssted, slå teltet op og få hvile, så mine fødder kunne blive raske igen. Hvert skridt var en kamp.

MUSEUMSGÅRDEN – JUBIII – FREMME !!

• Klokken 19.30 nåede vi endelig frem
• 40 km havde vi tilbagelagt

På kortet over Læsø har Museumsgården et ‘telt-ikon’ magen til ‘telt-ikonet’ for Hvidebakker = sidste nats overnatningssted. Men da jeg nåede frem til gården, var der umiddelbart ikke noget sted at slå teltet op. Det virkede ikke helt rigtigt det jeg havde gang i. Hvad skulle jeg gøre? Der var ingen at spørge…

Mine fødder var så medtagne, at tanken om at skulle finde et andet sted var utænkeligt.

Jeg endte med at slå teltet op under en stor busk, hvor det lige præcis kunne gemme sig. Her kunne vi sove ubemærket. Vores impulsivt udvalgte teltplads lå kun et lille stenkast fra en sort træbygning, med ulåste toiletter. Det var fine forhold, og det var især dejligt at det ikke lå 400 meter væk som i går. Det ville have været helt umuligt for mig at klare. Og ærligt talt, så føltes bare disse få meter som ren tortur.
Aftensmaden bestod af den nemmeste løsning: tørkost, cremet pasta med kylling og spinat. Det smagte himmelsk!
Umiddelbart bagefter gik vi til ro.

DAG 3
– Fra Museumsgården til Vesterø Havn (25 km)

FODBAD I MORGENSTUNDEN

Vi sov trygt og godt hele natten. Selvom vi lå få meter fra landevejen og et offentligt toiletIkke, så kom der ikke en eneste en bil forbi i løbet af natten. Der var ingen lyde! Og, dog… én enkelt gang bemærkede jeg at hundene pludselig blev vagtsomme og knurrede af noget derude foran teltet. De fornemmede et eller andet som jeg ikke kunne afkode. Jeg tyssede dem til ro. Lå og lyttede lidt efter den mindste lyd eller bevægelse… men alt var stille!

• Kl. 7 – Tid til at stå op!ddd

Mobiltelefonen var ved at gå tør for strøm og den lille powerbank var helt død.
Hvad kunne jeg gøre for at få gang i det elektronikken igen?
Jeg gik til toilettet, primært for at se om der var en stikkontakt, jeg kunne bruge til opladning.
Forgæves. Dette var desværre ikke et strømførende toilet!

En bil nærmede sig og holdt ind ved Museumsgården på den anden side af vejen. En mand steg ud, låste gårdporten op og gik hurtigt derind. Hvem var mon han? Mon jeg kunne få en kontakt gennem ham? Jeg besluttede mig for, at humpe derover på mine ødelagte fødder.

Jeg var heldig. Meget heldigere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Opsynsmanden, for det var dét han var, skulle hurtigt videre til andre ærinder. Men før han kørte, låste han op til kontoret, der også lå i ‘min’ toiletbygning: “Du kan lade op her, så længe du vil, og du er velkommen til at brygge kaffe” sagde han, og så var han væk igen!

Jeg gik ind i det lille kontor og fik sat opladningen i gang. Jeg så mig lidt omkring. Og dér fandt jeg det bedste af det allerbedste: en el-koger OG vigtigst af alt på denne jord i dette øjeblik: en vaskebalje!!!.
Nu kunne jeg lave mig et tiltrængt fodbad!! Der var også læsestof; en lille museumsbog om tanghuse.

Således fik jeg ny energi med et dejligt langt, varmt og helende fodbad. Samtidig blev jeg klogere på Læsøs historie, og som bonus fik jeg ovenikøbet en ny ven: en lille grøn-røvet agurkeedderkop, der nysgerrigt kravlede rundt på mit ene ben.
Det var den skønneste morgen. I løbet af natten havde slet ikke turde drømme om en luksus som dette.

Sandalerne blev pakket i rygsækken!! Det var blevet tid til at skifte til min flere år gamle, højstelskede, tyndslidte trailrunners. Det er imponerende, at de holder endnu! De har gået og løbet så mange, mange kilometer at de anbefalede 1000 kilometers-grænse forlængst er overskredet.
Jeg købte skoene tilbage i 2018, hvor de gik deres første lange distance: Kyst-til-Kyst i 2018 (137 km).

TANG-SHELTEREN

Opsynsmanden fortalte mig at Museumsgårdens primitive overnatning slet ikke er beregnet til teltning. I stedet skal man benytte tangtags-shelteret. Heldigvis var han ikke sur over min ‘ulydighed’, det var helt okay, at vi havde sovet som vi gjorde. Vi var ikke de første, der havde overnattet i et telt under busken.

• Kl. 9.30 var vi klar til afgang

Inden vi gik videre, ville jeg lige tage et kig på tangtags-shelteret. Og hvad så jeg? Jo, tro det eller ej: et telt! Der var slået et telt op inde i shelteret. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Forsigtigt spurgte jeg, om der monstro var nogen derinde? Og minsandten om ikke det rumsterede derinde, hvorefter lynlåsen blev lynet op og to morgenforpjuskede hoveder dukkede frem. Det unge par fortalte at årsagen til dette alternative set-up, med et telt i et shelter, var at de havde søgt ly fra et skrækkeligt uvejr nogle dage tidligere. Og så var de blevet hængende. De befandt sig så godt. Det handlede altså ikke blot om luksus under tangtag, men om en hel redningsaktion, der havde fundet sted!

Vi ønskede hinanden en rigtig god dag, og så drog hundene og jeg afsted på landevejen.

DET GAMLE TINGSTED I BYRUM

• Kl. 9.40 forlod vi pladsen ved Museumsgården

Kort før vi nåede Byrum kom en stor gøende hund løbende ud på vejen. Den var truende, hvilket smittede af på mine to, – de rejste børster og stillede sig i position. To hunde i snor, og en løsgående ukendt galning – det var ikke rart. Jeg pustede mig derfor også op, og forsøgte at gøre mig farlig: “Gå hjem, dumme køter!“ – sagde jeg, og gik frem mod den. Jeg måtte ikke vise angst, og det lykkedes heldigvis at få den fremmede hund til at tøve.

En ung fyr, der var kommet gående fra en sidevej, kom mig til hjælp. Han fik hunden gennet tilbage, – hjem på sin matrikel. Det var tydeligt, at han kendte hunden. Fyren var elegant klædt i sort tøj og han bar en opslået sort paraply, som var sprunget i en af stiverne. Han undskyldte mange gange for hundens opførsel og fortalte, at han ville påtale det for ejeren. Lige nu var han på vej til sin bedstefars begravelse i Byrum Kirke. Jeg kondolerede med hans tab og takkede mange gange for hans venlige hjælp med hunden. Vi slog følge, – og gik småsludrende videre…

Da vi passerede nogle store sten i udkanten af Byrum, tog vi afsked. Han skulle videre til kirken, og jeg begav mig nysgerrigt op til stenene, som var rester af landsbyens gamle tingsted. Et sagn fortæller, at Dronning Margrethe I engang havde været ombord på et skib, som strandede på Læsø. Hun fik husly i Byrum og talte til Læsøboerne ved tingstedet. Som tak for sin redning skænkede hun Læsøkvinderne deres smukke nationaldragt.
Tingstedet var i vikingetiden og middelalderen det sted, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt traf beslutninger. I 1773 blev tingstedet flyttet indendørs i et nyopført tings- og arresthus.

Fra tingstedets stensætning kunne jeg se det røde Læsøtårn, som var et af de steder, jeg havde planlagt at besøge i Byrum.
Derudover havde min far givet mig en udfordring med på turen: At finde en bestemt gravsten på kirkegården. På grund af begravelsen, besluttede jeg mig til at udskyde denne ‘søgning’ til senere på dagen.

LÆSØTÅRNET

BYRUM

• 440 indbyggere
• Største by på Læsø
• Læsøs kommunekontor + eneste kommuneskole ligger i Byrum
• Læsøtårnet og Byrum kirke (gravstenen) = MUST SEES

Vores første gøremål var at handle lidt morgenmad i Brugsen.
Herefter gik vi direkte videre til Læsøtårnet, et fyrtårnlignende tårn, der blev opført i 1927 af den lokale træskomager, blikkenslager og cykelsmed Thorvald Hansen.

• Klokken var 10:30
• Vi havde gået 3 km

Thorvald Hansen ønskede at få en flot udsigt over hele Læsø. Historien fortæller, at han derfor tog på ‘spiontogt’ til Skagen for at lure deres fyrtårn af. På turen medbragte Thorvald en snor og en sten, kravlede op i fyrtårnet og sænkede sin snor med stenen for enden, ud over kanten. Da snoren ramte jorden, slog Thorvald en knude på sin snor. Således vidste han, præcist hvor højt hans eget tårn skulle være for at være et rigtigt tårn!

Thorvald åbnede sin udsigtstårn for besøgende og fungerede selv som tårnpasser. Siden har det i årenes løb haft skiftende ejere. For få år siden var tårnet helt forfaldent, men et stort renoveringsarbejde har gjort, at det i dag kan betragtes som en af Læsøs fine seværdigheder. Ja, det vil være synd forlade Læsø, uden at have været en tur op i det 17 meter høje tårn. De mest prominente gæster, der har været på besøg er Kronprinseparret Mary og Frederik med deres fire børn. Det var i 2019, umiddelbart efter genåbningen.

Neden for tårnet står et bord- og bænke-sæt på græsplænen, det perfekte sted for et lille formiddagshvil. Jeg nød en kop kaffe, og hundene fik lidt vand. Efter begyndte jeg opstigningen mod toppen. Som forventet var udsigten betagende. Jeg spejdede især mod syd. Dér, et eller andet sted i horisonten, lå mit næste mål: Læsø Saltsyderi.

• Klokken 11.30 nåede vi Læsø Saltsyderi, en af de helt store Læsø-seværdigheder.
• Vi havde nu gået 6 km

DET HVIDE GULD OG DE TABTE SKOVE

Jeg afmonterede rygsækken og fik heldigvis lov at sætte den et sikkert sted i salt-butikken. Det var en lettelse at kunne gå omkring på området som andre besøgende – afslappet og nysgerrig, uden en tyngende bagage. Hundene var velkomne, hvilket var rigtig dejligt. Den eneste begrænsning var, at vi ikke kunne gå ud på Rønnerne, et knap 2000 ha stort Natura 2000-vådområde, fyldt med vidtstrakte strandenge og heder. Hunde er totalt forbudt på Rønnerne, uanset om man er på gåben eller hopper på en af de guidede traktorture.

Rønnerne er store strandengsområder, der oversvømmes af havvand ved højvande, og hvor saltet opkoncentreres på grund af fordampning. Det stærkt koncentrerede saltvand samler sig i lunker oven på leret under strandengen og hentes op derfra.

Læsø Sydesalt har en historie, der strækker sig helt tilbage til 1100-tallet, hvor den første produktion af det værdifulde salt begyndte. Det siges, at saltproduktionen på Læsø var Danmarks første storindustri. Tonsvis af salt blev over en periode på cirka 400 år sendt videre fra Læsø.

I midten af 1600-tallet stoppede saltsydningen dog pludseligt, da kongen indførte et forbud. På det tidspunkt var alle Læsøs skove fældet og brugt som brændsel til de store sydepander, der var nødvendige for produktionen.

Omkring år 1900 begyndte genplantningen af Læsøs skove.

I 1991 åbnede Læsø Saltsyderi som et historisk værksted for arbejdsløse unge fra Læsø Produktionsskole, baseret på arkæologiske fund af middelalderens saltsydehytter. Det blev et sted, hvor både fortidens håndværk og nutidens håb for fremtiden kunne mødes.

I 2004, efter mange års arbejde, blev saltsyderiet en sund forretning. Herefter kunne produktionen tilbyde lønnede job og dermed afslutte sin rolle som et projekt for arbejdsløse.

I dag, siden 2005, er Læsø Sydesalt et aktieselskab ejet af Læsø Fonden, og står som et symbol på både historisk arv og moderne innovation. Det er et levn fra fortiden, der atter er blevet en sund forretning, – og som ikke mindst tiltrækker mange besøgende fra nær og fjern.
Og Læsøs genskabte skove leverer brændsel til sydepanderne.

HESTENE FRA RØNNERNE

Det var hyggeligt at gå rundt på området ved Læsø Saltsyderi. Der var masser af salt-relaterede oplevelser at udforske; – informationer og aktiviteter som børn og voksne kunne deltage i. En flok ryttere kom tilbage fra en udflugt. De havde været en tur på Rønnerne, og på et øjeblik var hestene sadlet af og sat på fold.

FOREDRAG OM SALTET

Før hundene og jeg fortsatte vores videre vandretur, besluttede jeg mig for at høre et kort foredrag om Læsøs hvide guld – saltet. Vi fandt et godt sted, hvor vi diskret kunne “lytte med”. Det var spændende at høre om håndværket, der har præget øen i århundreder – på godt og på ondt.

Rundt om Læsø har havvandet, Kattegat, en saltkoncentration på cirka 2 %, men på Rønnerne kan grundvandet indeholde helt op til 14 % salt. Læsø sydesaltet er ganske særligt, det udvindes ved langsomt at inddampe af det mineralrige grundvand.

Vores guide fortalte også om det pyramideformede “jomfrusaltet”, der er verdens dyreste salt.

TÅRNUDSIGT OVER RØNNERNE

På grund af hundeforbuddet på Rønnerne måtte vi desværre springe denne oplevelse over. Men vi fortvivlede nu ikke – det er godt at have noget at komme tilbage til! Og som en lille trøst var der udsigtstårnet, hvorfra jeg kunne spejde ud over det hele. Hundebasserne måtte finde sig i at blive efterladt for en kort stund for foden af trappen.

VI ER PÅ VEJ IGEN…

• Klokken 13 fortsatte vandreturen.
  Vi havde tilbragt halvanden time på saltsyderiet, og nu var det tid til at sætte kursen mod kirkegården i Byrum.
  Tidligere på dagen havde min unge redningsmands bedstefar fået sin sidste hvile der, og jeg havde udskudt mit eget besøg. Kirkegårdsbesøget var vigtigt for mig, – for jeg skulle jo finde min fars gravsten, altså den han havde nævnt for mig.

Vi var ikke kommet langt før vi passerede en sti, der førte ind i skoven i retning mod Byrum. Der var et håndmalet skilt med teksten “Storhaven”, men hvad det betød, vidste jeg ikke. Uden at tænke mig nærmere om, besluttede jeg mig for at følge den!

FRILANDSHØNS OG EN GED PÅ VEJEN

Efter en kort gåtur på en kilometers penge, kom vi forbi en mark fyldt med brune høns, der nød det frie, fjerlette driverliv med støvbade, regnormejagt og skraben i jorden.

Skovstien førte os videre til en lille asfalteret vej og vi var ikke kommet langt, før vi stødte på en velvoksen ged, der lå og slappede af midt på vejen. En bil nærmede sig og sneglede sig forsigtigt forbi den. Geden rørte sig ikke en millimeter – den var fuldstændig upåvirket og ligeglad. Hvad var det her for et sted? Det var ikke et syn, jeg var vant til. Det viste sig endda, at der var endnu flere dyr.

Æsler hyggede sig på en stor, grøn plæne, et får og hendes to lam trissede omkring i vejsiden, og en lille minigris øffede rundt gårdens have – og hvilken gårdhave! Vi var ankommet til besøgsgården Storhaven, et sted fyldt med løstgående dyr, og dyreglade betalende gæster.

LOPPEMARKED, VEJBODER & 1 x KAMEL (måske flere)

På den anden side af vejen lå et loppemarked som hed Loppe-Retro. Gavlen på laden var dekoreret med et farverigt harlekinmønster, der straks fangede øjet. Eftersom jeg ikke havde plads til store indkøb, valgte jeg at gå forbi – uden at kigge indenfor.

Vi fortsatte videre ud ad landevejen og kom ud på en lille omvej. Jeg glemte vist at tjekke kortet, – men pyt i dag var benene friske og fødderne havde fået et helende fodbad.

Der bliver solgt masser af spændende ting i vejboderne på Læsø: kantareller, hjemmelavede smykker, strik, honning, stenfigurer… og ja, en hel del mere! Jeg havde besluttet mig for at være fornuftig og ikke lade mig friste, men så… stod jeg pludselig og kiggede på nogle fine håndledsvarmere. Jeg strikker selv, og syntes måske, det var lidt fjollet at købe noget, jeg egentlig kan lave selv. Men… men, men – håndledsvarmere bliver jeg aldrig træt af! Så til sidst, helt uden at blinke, mobilpay’ede jeg mig til to fine par. Og ved I hvad? Jeg elsker dem! Nogle gange må man bare give sig hen til fristelserne!

Så jeg syner….? Var jeg ved at blive skør? Så jeg en kamel? Det var så mærkeligt!!! Jeg var sikker på, at jeg så skyggen af en kamel smutte ind i et stald-skur. Kunne det være sandt? For lidt siden havde jeg været vidne til en glad samling bondegårdsdyr i fri dressur, og nu… en kamel?
Jeg gik nysgerrigt nærmere til stedet, hvor ‘den’ forsvandt, men dyret viste sig ikke igen. Jeg begyndte at tvivle på mit eget syn.

Først senere, da jeg googlede det, blev jeg bekræftet i, at mit kamelsyn faktisk havde været helt rigtigt. Læsø Antik&Retro ejer ikke bare én, men hele to kameller (Polle og Erik!), samt en samling andre eksotiske dyr. Man må nok sige, at seværdighederne i Byrum virkelig står i kø – og hvem havde troet, at også kameler var på listen?

BYRUM KIRKE

Før turen til Læsø havde jeg talt med min Far om de planer, jeg havde lagt for de tre vandredage. Han bidrog til samtalen med: “Så må du jo se, om du kan finde den hæderværdige olding på Byrum Kirkegård.” Hans ord satte noget i gang i mig – en nysgerrighed, ja nærmest et kald om at finde gravstenen for min Far. (og for mig selv!)

Den rødkalkede Byrum Kirke er en af Danmarks ældste kirker, bygget omkring år 1200 i Valdemarstiden. Det er en typisk landsbykirke, oprindeligt opført i munkesten, men den har været ombygget flere gange. Det var cisterciensermunke fra Vitskøl Kloster ved Limfjorden, der opførte den, efter at de i 1100-tallet havde fået rettighederne til dele af Læsø af selveste kong Valdemar den Store.

Hunde måtte ikke komme ind på kirkens område, heller ikke på kirkegården. De måtte pænt vente udenfor, mens jeg trådte ‘indenfor’ bag kirkelågen.

Før jeg gik på jagt efter ‘oldingen’ tog jeg et kig ind i kirken. Det er er den største af Læsøs kirker og den eneste der har hvælvinger gennem hele kirkerummet. Der er en flot 1400-tals altertavle med mange fine figurer fra den katolske tid.

Kirken rummer mange fine genstande, men særligt en kongekrone synes jeg var spændende. Det viste sig at være et sladrekompas, der tidligere var beregnet til at hænge i kaptajnens kahyt, så han altid – også fra sin køje – kunne overvåge skibets kurs. Dermed kunne han sikre sig, at rorgængeren ikke var faldet i søvn. Et sladrekompas aflæses nedefra og har derfor vest til højre og øst til venstre for nord.

DEN HÆDERVÆRDIG OLDING – på “MUST SEE”-listen

At finde en bestemt gravsten, blandt mange gravsten, syntes umiddelbart uoverskueligt. Kirkegården var ikke stor, men det var som at finde en nål i en høstak. Heldet var med mig da jeg spottede kirkegårdstjeneren. Hun gik og ordnede efter begravelsen af min redningsmands bedstefar. Desværre kendte hun ikke til oldingen, men hun var både hjælpsom og nysgerrig, så sammen indledte vi eftersøgningen, – og voila! Vi fandt ham!

“Den hæderværdige Olding,
Retskafne Embedsmand,
Trofaste Ægtefælle
og kjærlige Fader.
Jens Hesselholt.
Hans kongelige Majestæts
virkelige Cancelliraad,
Brandirecteur og i 42 Aar Landfoged paa Læsøe,
død den 18de Juni 1827,
76 Aar gammel
gift med Kirstine Elisabeth Holm,
død den 19de Marts 1832
i hendes 79de Aars Alder.”

Hundene blev meget glade for at se mig igen, – det var som om, at jeg havde været væk i uendelige tider. Jeg var selvfølgelig også glad for at se dem igen. Så gensynet var da gengældt, omend jeg ikke satte i en jublende hylekoncert, og ej heller dansede, hoppende omkring.

• Klokken var 14:30
• Vi havde gået 10 km

STRIK & LOPPER

På vej ud af byen passerede vi flere vejboder, der solgte loppefund og strik. En af boderne solgte fine trøjer med Lærke Baggers magiske knude-strik, som er perfekt til brug af garnresterne. Som Lærke siger: “Bind nu bare den knude: Livet er for kort til at hæfte ender …”
Jeg har endnu ikke kastet mig over teknikken – måske bliver det et vinterprojekt en dag?

PÅ LANDEVEJEN IGEN… PÅ VEJ TIL KIRKE

Fra Byrum er der cirka 7 kilometer til Vesterø Havn, hvor hundene og jeg havde en færgebooking klokken 20.40, tilbage til Frederikshavn. Vi kunne godt have nået færgen allerede kl. 17, men så skulle vi skynde os så meget at der ikke ville være tid til det afsluttende punkt på min “MUST DO-liste” (jomfruhummer).

Jeg besluttede derfor at gøre ‘rent bord’ på kirkerne. Hvad kunne da være bedre end en afstikker på ekstra 7 km. Vi ville snuppe en kirke mere.

Vesterø Søndre Kirke, here we come!

Undervejs passerede vi flere vejboder – blandt andet én med hjemmelavede cremer og en fantastisk flot Læsø-malerbog. Jeg fortryder stadig, at jeg ikke købte et eksemplar med hjem (men hey, jeg må slå mig i hovedet og indse, at den ikke ville havde været til at få ukrøllet hjem i rygsækken). Vi kom også forbi det tidligere missionshus på Hundetudevej som siden sommeren 2023 har været café “Bagt og Brændt”. De bager økologisk brød med mel fra Læsø Mølle og serverer det på egen keramik. Der var lukket, da vi gik forbi, men det så så spændende ud, at jeg næsten kunne lugte duften af friskbagt brød.

VESTERØ SØNDRE KIRKE – OG EN BYGE

• Kl. 16:02 nåede vi kirken, – der lukkede kl. 16!
• Vi havde gået 17 km

Kirken har flere lighedspunkter med Byrum Kirke: Den er rødkalket, bygget i 1200-tallet af munkene fra Vitskøl Kloster og hører derfor også til blandt landets ældste kirker. Begge kirker har flotte 1400-tals fløjaltere, men hvor Byrum Kirke har de flotte hvælvede lofter, har Vesterø Søndre Kirke et fladt bjælkeloft og kalkmalerier i korhvælvet.

Alt det indendørs måtte jeg desværre nøjes med at forestille mig mens jeg kogte vand til kaffe på min lille primus. Vi var kommet to minutter for sent til åbningstid.

Hunde var forbudt på kirkens område (endnu en lighed med kirkegården i Byrum). Denne gang havde jeg intet ærinde på kirkegården, så jeg nøjedes med at hente vand fra kirkens toiletbygning.

Det begyndte at småregne, og i hast fik vi regnslaget pakket ud og krøb i ly.
Således sad vi tørt under dække, udenfor kirkegårdens stensætning, og drømte om hvælvinger og kalkmalerier, mens vi nød en velfortjent pause. Heldigvis var instant-kaffen god!!

LANGS KONGESTRANDEN TIL VESTERØ HAVN

• Kl. 16.45 gik vi videre

Efter en god lang pause blev det tid til at komme videre.
Fra kirken er der en lille kilometer til stranden, og herfra ventede blot den afsluttende sandstrand-vandring til Vesterø Havn. (cirka 3 km)

Jeg glædede mig over at kunne afslutte de tre vandredage præcis som jeg begyndte – gående i sandet i vandkanten. Jeg elsker at gå langs vandet, lytte til bølgerne, mærke havets nærvær og dufte, og følge bølgernes bevægelser.

VESTERØ HAVNEKIRKE = ET KURBAD

• Kl. 17:45
• 24 km

Ved Vesterø Havns hvide kirketårn forlod vi stranden og gik op forbi kirken. Og med et tilfreds smil, kunne jeg dermed sætte kryds ved samtlige af Læsøs 5 kirker: de tre fungerende kirker: den gule Østerby Kirke + de to røde kirker, Byrum Kirke og Vesterø Søndre Kirke. Kirkeruinen i Hals og endelig spakirken i Vesterø Havn.

Kirken er ikke en gammel middelalderkirke. Den blev bygget så sent som i 1954 og fungerede som sognekirke indtil 2003. I 2008 blev den solgt for én krone til Læsø Saltsyderi og omdannet til kurstedet Læsø Kur. Her kan man rigtig forkæle sig selv i varme saltbassiner, spabade, sauna og dampbade. (men, ikke med hunde)

Vi var nået til afslutningen af vores Læsø-vandring. Kun det allersidste punktum manglede at blive sat: Læsøs berømte jomfruhummer! En velfortjent Grande Finale efter de mange kilometer!

JOMFRUHUMMER OG HONNING ALE

Det begyndte at småregne. Udsigten til udeservering så ikke lovende ud. På det første sted, jeg spurgte, sagde den første tjener ja, mens den anden – mere autoritære – sagde nej. Vi måtte gå videre. Jeg krydsede i smug mine fingre og håbede på et mirakel.

Det næste sted var mere imødekommende og tilbød os en plads på terrassen, men… de serverede desværre ikke jomfruhummer.

• Kl. 18.30

Det lykkedes på Badehotel Havnebakken – og hvilken glæde! Her var det hele: søde tjenere, et fantastisk udsigtsbord med en stor parasol til ly for regnen, god plads til hundene under bordet… og vigtigst af alt: masser af jomfruhummer! Vi kunne ikke have ønsket os en bedre afslutning på turen.

Læsø er berømt for jomfruhummerfiskeriet, der i generationer har givet indtjening til øens fiskere.
Hvert år afholdes Jomfruhummerfestival på Læsø.

TAK FOR DENNE GANG

Hundene fik også noget at spise og drikke. Vi gav os god tid – vejret var lunt og der var blot en lille smule regn. Det var hyggeligt at sidde og betragte de rolige havne-ferieliv. Nogle drenge gik omkring med store sorte affaldssække, på jagt efter tomme dåser. Ud fra sækkenes fylde var jeg ikke i tvivl om at de havde haft en ganske god dag. En kutter sejlede ud på fiskeri – måske efter jomfruhummer.