Sjælland VANDRETUR

ORØ – JÆGERSPRIS – ROSKILDE – langs to fjorde

by odenseguide 19. maj 202116. februar 2022

ORØ – JÆGERSPRIS – ROSKILDE, langs to fjorde

Vandretur langs Isefjorden & Roskilde Fjord

45 km på 2 dage

Vandretur fra Holbæk via Orø til Jægerspris, og videre til Roskilde
1 teltovernatning i privat have ved Jægerspris Slot

Orø, Jægerspris, Roskilde, langs to fjorde — Dag 1: ORØ til JÆGERSPRIS

1. dag: 25 km
- Vandring: Holbæk Station – Orø – Jægerspris Slot (Fjordstien kort 6)
- Logbog:
  – Vandring: Holbæk Station til Orø-færgen (500 m)
  – Færge fra Holbæk til Orø
  – Vandring: på Orø, fra færge til færge (3,5 km)
  – Trækfærge fra Orø til Hammer Bakke
  – Vandring: Hammer Bakke til Jægerspris Slot (21 km)
2. dag: 20 km
- Vandring: Frederikssund til Roskilde (Fjordstien kort 4)
- Logbog:
  – Vandring: Jægerspris Slot via parken til Jægerspris (1 km)
  – Bus 1: Jægerspris til Frederikssund (7 km)
  – Vandring: Frederikssund til Jyllinge (15 km)
  – Bus 2: Jyllinge til Himmelev (cirka 13 km)
  – Vandring: Himmerlev til Roskilde station (4 km)
  – Tog: Roskilde til Odense (det blev anderledes på grund af corona-restriktioner og manglende pladsbilletter)

Psst: Det gik jo meget godt sidst vi vandrede på Sjælland
– Kystvandring fra Skælskør til Kalundborg

DAG 1:
HOLBÆK – ORØ -JÆGERSPRIS SLOT (25 km)

Vi stod tidligt op lørdag morgen, for at nå morgentoget kl. 07.25 fra Odense til Ringsted, ankomst kl. 08.19. Orangebilletterne var købt, -inklusive de obligatoriske pladsbilletter, der er så nødvendige midt i en corona-tid. Eftersom vi ikke vidste hvornår vi havde behov for returbilletter om søndagen, ville vi bestille dem senere.
Det var et beslutning, vi ville kom til at fortryde bittert søndag eftermiddag i Roskilde. (….)

Fra Ringsted fortsatte vi med rutebil til Holbæk. Ventetiden blev brugt til at købe en kop varm kaffe fra stationskiosken, og lidt snacks. Heldigvis tillod chaufføren at vi tog kaffen med ind i rutebilen, da der var låg på krusene. Ankomst til Holbæk kl. 9.43.

FÆRGEN ORØ

Holbæk Station var rutebilens endestation, herfra var der kun et kort stykke vej til færgelejet. “Heldet følger de tossede”, siges der!! – og, “tillige de uforberedte”: Af en eller anden grund havde vi fået den opfattelses at Orø-færgen sejlede hvert 20. minut. Det var imidlertid ikke tilfældet!
(det gør til gengæld Orøs østre færge)
Heldigvis lagde færgen til havn, netop som vi ankom. Klokken 10:05 sad vi godt bænkede på soldækket og vi sejlede ud gennem Holbæk Fjord, og videre ud i Isefjorden, til Orø.

Havde vi ikke nået denne afgang, var ventetiden til næste overfart halvanden time… Det var held, og ikke planlægning, der sparede os for en lang ventetid!

Fantastisk vejr!
Flot udsigt til Holbæk, som vi slet ikke nåede at se nærmere på.
Godt bænkede og iført mundbind, på toppen af Orø-færgen.
Højt humør
Og så er der toilet ombord på færgen! (ikke corona-lukket)

Bare en enkelt bil var med ombord, og dertil nogle få andre passagerer. Overfartstiden var 25 minutter, og vi tilbragte hele turen siddende på ‘vores’ lille udsigtsplads øverst på skibet, hvor vi nød det gode vejr og vores smukke land.

ORØ I ISEFJORDEN

Det er altid spændende at besøge Danmarks dejlige øer.
Ingen af os havde tidligere besøgt Orø, og vi glædede os til dette korte visit.

Planen var at krydse sydspidsen af øen, og via hovedbyen Bybjerg gå fra færge til færge. Vi agtede at vandre på Horns Herred, halvøen mellem Isefjorden og Roskilde Fjord, og dages mål var Jægerspris Slot.

Orø er forbundet til fastlandet med to færgeruter:

Holbæk – Orø (færge) overfart 25 min.
Orø – Hammer Bakker (Østre Færge = kabelfærge) overfart 6 min.

Eftersom der ikke var mange med færgen, var det let at holde afstand da vi gik fra borde. Få minutter efter vi havde forladt færgen, vendte jeg mig om for at tage et foto af den lille havn, og vips den syntes allerede mennesketom. Vi 4 var de eneste som gik ind mod byen.

Et lille turisttog futtede forbi os, i retning af færgelejet. Det sad ingen passagerer i vognene! Da toget lidt senere, overhalede os på returturen – var det stadigvæk akkurat lige så tomt. Vi undrede os over, at det lille tog ikke holdt klar da færgen kom i havn. Toget futtede ligesom afsted i sin egen rytme… Noget sagde os, at man på Orø havde et meget afslappet forhold til begrebet: tid.

ORØ BYVÅBEN OG ORØKORSET

Der er 1,5 kilometer fra færgen til kirken i Bybjerg. Undervejs passerede vi en informationstavle, der beskrev Orøs flotte byvåben, hvor Orøkorset hænger om halsen på Dronning Margrethe 1.

Korset blev fundet i 1849, da en unge pige ved navn Bodil Margrethe Hansdatter, samlede det op af en nypløjet mark. Korset var lavet af det pureste guld, og er et såkaldt relikviekors. Det kan åbnes, og gemme på for eksempel en lille splint fra en helgen, eller fra Kristi kors. Mon dette kors har indeholdt et lillebitte stykke af den norske helgenkonge Olav den Hellige? Navnet ‘Olav’, er indridset i korset, sammen med den korsfæstede Kristus. Der er også gisnet om, at korsets ‘Olav’ muligvis har forbindelse til Margrethes søn Oluf, der i Norge blev kaldt for Olav.

Orøkorset, også kaldet Margrethekorset, efter finderen – ikke efter dronningen, menes at stamme fra den sidste del af vikingetiden eller den tidlige middelalder.

Det er uvist hvorledes en af Danmarks fineste skatte, havnede i den mørke muld på Orø, gemt og glemt i århundrede.

DRONNING MARGRETES Ø

Vi stilede efter kirken i Bybjerg, “byen ved bjerget”. Overfor kirken ligger kroen, og bag kirken ligger “bjerget”.

Vi besluttede os for at bestige Orøs højeste punkt, Magrethe Bakken.

Hér på toppen af den store bakke, har man fundet fundamentet af et mindre borganlæg med halvanden meter tykke mure.

Gamle historier beretter om, at der skulle være foretaget et kongevalg på dette sted, og at Kong Erik Menved holdt et fredsmøde den den norske konge Harald Magnusson.
Én ting er vist: Dronning Margrete den 1. har været på Orø. Det siges at borganlægget, der blev kaldt for Dronning Margretes Slot, var hendes lille jagtslot.
Var det mon hende, der tabte det gyldne kors under en jagt?

Godt 600 år senere, i 2013, kom en ny dronning Margrethe på besøg. Som regentparret, nød vi, fra dette fredede geologiske højdepunkt, udsigten over Orø, kirken og helt over til Kyndbyværket på den anden side af vandet. Dét skulle vi forbi senere på dagens tur!

På vej tilbage fra Margrethes bakke, kiggede vi indenfor i den gamle vandbeholder, der nærmest ligger i baghaven til Orø Kro & Hotel.

KULTUR I DEN GAMLE VANDBEHOLDER

I den tidligere vandbeholder har Orøboere indrettet en lille udstilling med fortællinger om deres øs historie.

Den lokale kunstner Steen Langvad har stået for udsmykningen, og han er også manden bag den smukke, ranke dronning med falken.

Vi syntes at Orø ligner en knyttet hånd!!

ORØ (lidt fakta)
– 14 km²
– beliggende inderst i Isefjorden
– cirka 900 faste øboer
– cirka 1200 sommerhuse
– 4 byer: Bybjerg, Brønde, Gamløse og Næsby

FORTÆLLINGER PÅ KIRKEGÅRDEN

Overfor den gule kro ligger Orø kirke, der er en såkaldt vejkirke og under normale omstændigheder åben hver dag.
På grund af corona, var den desværre lukket, da vi kom forbi.

Kirkegården var heldigvis ‘åben’, og den er fyldt med spændende gravstene, hvoraf flere er meget kunstneriske.
Vi faldt i snak med en venlig dame, og hun tog os med hen til gravstedet for “Den lille Mand Erik Møller”.
Gravstenen blev for år tilbage Danmarksberømt, da den blev købt og opsat af Erik Møller selv, dengang kun med navn og fødselsdato.
I medierne gik den under betegnelsen: “gravstenen uden udløbsdato”.
(I dag er også Erik Møllers udløbsdato kendt, – og tilføjet).

Vores guide tog os herefter med over til et andet gravsted. Det var et hjerteformet bed, og fyldt med lyserøde blomster. Her hørte vi den tragiske historie om en blot 15-årige Orø-pige, der var blevet myrdet under sit sprogskoleophold på engelske Isle of Wight.

I baggrunden, stadig på kirkegårdens omåde, kunne vi se en gravhøj fra den hedenske tid. Højen blev indtil for få år siden, brugt til urnenedsættelser.

Vores kirkegårdsguide fortalte livligt om Orøs døde og levende befolkning. Således var vi, da vi gik videre, kommet på fornavn med både Erik (Møller), Kirsten og Nicolai.
De to sidstnævnte kan man stadig, og ofte møde i den lokale brugs.
Kirsten, er Orøs TV-berømte og farverige præst, Kirsten Schmidt, der både kører på motorcykel og har tatoveringer. Nicolai, er den kendte, danske skuespiller Nicolai Coster-Waldau.

BARKKEDEL OG SLÆBEBÅD

Fra kirken fulgte vi Østre Færgevej, til kabelfærgen.
Blot 2 kilometer skulle vi gå, før vi var fremme ved den lille gule færge.

I tilfælde af regn, har man siden 1932 kunne krybe i læ i en gammel slæbebåd, der er overdækket med tagpap. Båden blev tidligere slæbt efter damp-passagerbåden, og brugt til at fragte gods, som køer, grise og korn mellem Orø og Holbæk.
Jeg ville nødig være ko, eller i selskab med en ko, i dén træbåd!!!

Ved siden af slæbebåden står en flot barkkedel. Tidligere behandlede fiskerne deres net ved at koge dem i kateku, der er et garvesyreekstrakt afkogt og inddampet af bark og kerneved fra en tropisk akacieart. Andre steder brugte man det mere holdbare tjære. Det så vi et fint eksempel på, da vi på en tidligere tur vandrede rundt om Helnæs.

KABELFÆRGEN KAREN

Vi var nu nået frem til færgen, der sejlede hvert 20. minut!! Hvilket var vældigt heldigt eftersom vi lige præcis, missede at komme med ombord.

Ventetiden brugte vi på at slappe af og nyde stilheden i den meget rolige havn. Det lille hus, der meget vel kunne gemme på et toilet, var aflåst, muligvis på grund af corona.
Da “Karen Orø” kom i havn, strøg billetdamen direkte til skuret og låste sig ind…
Vi tænkte vores: “Var det mon et toilet?”.

Overfarten tog blot 6 minutter, og så gik vi land ved Hammer Bakke på Horns Herreds vestlige kyst.

HAMMER BAKKE OG UDSIGTEN

Jeg glemmer altid at tælle trappetrin, når jeg stryger mod toppen for at nyde diverse udsigter. Således også ved Hammer Bakke; jeg ved ikke hvor mange trappetrin vi måtte forcere. Men, det var mange!
Udsigten var det hele værd!

Herfra kunne se ‘Karen Orø’ blive trukket tilbage til Orø! Og, vi nød udsigten over Østerløb, vandet mellem Orø og Horns Herred. I det fjerne kunne vi se Kyndbyværket. “Here we come”.

Hammer Bakke er en 18 m høj moræneknold, der i stenalderen, for næsten 20.000 år siden, var en ø.
Psst: Det ER ikke et must, at bestige Hammer Bakke for at fortsætte videre ad Rute 40 til Jægerspris.

Vores tissetrængende veninde sprang udsigten over, og gik i stedet til toilettet, som ligger ved den lille sejlklub, lige til venstre for ‘knolden’.

Fra sejlklubben gik turen videre mod nord.

Klokken var efterhånden blevet 12.30.
Vi havde tilbagelagt cirka 4 kilometer.

AF STI – AF STED

Vi fulgte Fjordstien, der er en kombineret vandre- og cykelrute. Ruten er fantastisk godt afmærket og vedligeholdt. Kun én enkelt gang måtte vi samle et par skilte op, der var skruet af og smidt på jorden.

Snart gik vi ud ad en markvej. Fjordstien førte os væk fra kysten.
Vejret var med os, her i april måned. Vi var kun i det allerførste, spæde forår.

Stien løber gennem det åbne landskab, hvor vinterbrune marker er ved at vågne til forårets vækst. Overalt spirer det lysegrønne frem.

En stor høj, rejser sig fra det flade landskab. Vi enedes om at det måtte være den 56 meter høje Allingebjerg.
Træernes hvide og grønne forårsfarver er utroligt smukke.

Vi fik udsigt til Isefjorden.

Det er pudsigt som tiderne skifter. I dag kan man ikke få nok af vandudsigter, der handles til store summer. Tidligere byggede man sit hjem, så det lå beskyttet mod kulde og fugt fra fjord og hav. Ofte har vi set ældre gårde, hvor hovedhuset ligger i læ bag lader og udlænger.
I dag vil de færreste vælge en byggestil, hvor længerne dækker for attraktive vandudsigter.

STENDYSSER FRA OLDTIDEN

Efter 3-4 kilometers vandring nærmede vi os kysten igen. Undervejs passerede vi flere stendysser. Den første vi bemærkede, var Sandager-dyssen, ikke langt fra Allingebjerg.

Mange af Danmarks gamle gravhøje og stendysser blev pløjet væk, længe før nogen fandt på at frede dem. Om Sandager-dyssen, skrev Nationalmuseet tilbage i 1873:

“Af 4 dysser som have ligget på denne lod ere de 3 såvel som 8 sammesteds liggende høje blevne ryddede i de sidste 30 år (1843-1873) af den nuværende gårdfæster.
Den eneste tilbageværende dysse er “Sandager Dys, som i 1809 frededes ved kancelliets skrivelse“.

Nogle gravhøje/jættestuer kan man stadig komme ind i, for eksempel den fantastisk Mårhøj Jættestue, som vi tidligere har besøgt på den nordfynske halvø Hindsholm.

MARKER, RILLEDE SOM ET VASKEBRÆT

Klokken nærmede sig 13. Vi besluttede os for at finde et godt sted til et frokosthvil. “Vi går 30 minutter mere!“, blev der foreslået. “Forhåbentligt kan vi holde middagspause helt nede ved vandet“. Ingen sagde forslaget imod, og vi fortsatte videre fremad. Til venstre havde vi udsigt til Østerløb og Orø, til højre lå de første af mange rillede, kartoffelmarker.

Det var i den lille, rolige bebyggelse, Rendebæk, at vi blev vildfarne for en stund. I Rendebæk kunne man tidligere bryste sig af både en kro og et færgested til Orø, men hvad stiller man op når de små skilte er væk?

Vi fandt dem i græsset, skiltene! Ved at holde dem op til deres ødelagte beslag, fik vi løst turens eneste gordiske vejviserknude.
Turen gik videre i den rigtige retning.
Heldigvis skulle vi fortsætte langs med kysten, og snart efter fandt vi en lille stikvej, der førte helt ned til vandet.

Frokosten bestod af bananer, snacks og rugbrødsmadder.
Ingen af os havde stor sult, da vi hver især småspiste müslibarer og chokoladesnacks undervejs.

Vi havde været tidligt oppe for at nå morgentoget fra Odense til Ringsted. Da jeg dertil havde fået den idé at gå de cirka 5 kilometer fra hjem til banegård, var min vandretur påbegyndt 1 time tidligere.

Klokken var 13.40
Vi havde tilbagelagt 6 kilometer (+ Orø).
I alt havde vi nu tilbagelagt omkring 9 kilometer af vores samlede rute, kørt med både tog og bus, sejlet to gange + været på lidt Orø sight seeing.

Hvor herligt er det ikke at smide sig i græsset, tage vandreskoene af, læne sig tilbage og lukke øjnene for en lille stund.

EN TUR I SØMER SKOV

Den næste strækning tog os med ind i et skovområde, der vokser på stenalderhavets hævede havbund. Det var ikke noget vi hæftede os ved, da vi gik. I stedet beundrede vi de små anemoner i den forårsnøgne, og – brune skov. De lysende hvide blomster er et herligt tegn på at forårets komme.

Sømer Skov blev plantet i slutningen af 1800-tallet, så den er forholdsvis ny og træerne endnu forholdsvis små.

For 50 år siden, i 60’erne og 70’erne var det planen at etablere et kernekraftværk på dette sted. Flere gårde, samt hele Sømer Skov blev opkøbt til dette formål. Projektet blev opgivet i ’85.

NATURA 2000 VED KYNDBY KYST

Fra skoven trådte vi direkte ud på en strandengen, der ligger eventyrligt smukt ud til Isefjorden.
Kyndby Strandeng er fredet, og ét af Danmarks mange Natura 2000-områder.

Den næste kilometer langs kysten, tog vi pejling efter Kyndbyværkets 130 meter høje skorsten. På det mest sumpede sted har venlige sjæle anlagt en praktisk lavbro, så vandringsfolk, hundeluftere og andet godtfolk kan komme tørskoede frem.

På den korte strækning fra skov til kraftværk passerede vi både en kystnær teltplads og en shelterplads, der ligger naturskønt for foden af en store bakke.

Landskabet er skabt af tidligere tiders voldsomme naturkræfter, der har give os stenalderens hævede havbund, og istidens skrænter og dale.

DANMARKS FØRSTE STORE KRAFTVÆRK

Kyndbyværket ligger som områdets kæmpe mastodont. Det blev som det første landsdelsværk sat i drift i 1940.
På Filmcentralen.dk ligger en kort dokumentarfilm (19 min.), fra 1951, om værket:

“På en øde kyststrækning ved Isefjorden, på vestsiden af Horns Herred, ligger en ensom kæmpe fabrik.
Industrialderens vartegn, midt i en vildsom natur“

Som det eneste kraftværk i Danmark kan Kyndbyværket bistå de sjællandske værker fra et strømløst højspændingsnet. Anlægget kan startes på få minutter hvis der opstår driftsforstyrrelser andre steder.

Det er interessant at se Danmarks store kraftværker, undervejs på vores vandreture. Tidligere har vi vandret forbi Fynsværket i hjembyen Odense og Asnæsværket ved Kalundborg.

KARTOFFELRÆKKERNE

Vi fik et imponerende vue over kraftværkområdet fra den høje skrænt hvor vi vandrede. Kort efter ledte Fjordstien os ind i et lille skovområde.

På den anden side af træerne, ventede det åbne land med bølgende agre. Det første stykke gik vi langs nyspirende kornmarker, men hurtigt efter blev de vårgrønne marker, vi kender fra Fyn, afløst af jordbrune, rillede kartoffelmarker.

Horns Herred er et “kartoffelland”.

Der dyrkes rigtig, mange knolde i Horns Herred på grund af den megen morænesand. Kartoffelavlens udbytte er stort på sandjord, men småt på fra fede muld, vi er vant til hjemmefra.

MØDET PÅ OREBJERG

Sædvanligvis går vi med fuld oppakning når vi vandrer. Rygsæk, telt, sovepose, forplejning, primus – og så videre. På denne tur blev vi tilbudt at få det tunge skyts fragtet til overnatningsstedet Jægerspris Slot, i bil. Et tilbud, vi ikke kunne sige “nej” til.

Vores ‘oppakning’ bestod nu kun af små tur-rygsække, pakket med lidt snacks, juice, vand, nescafé og primuskoger. Lidt heldige har man lov at være engang i mellem.

Vores ‘kørende duo’ ville sove længe, for senere at følge i vores fodspor og forhåbentligt møde os undervejs.

Vi havde kun lige slået os ned for at gøre et lille hvil ved herregården Orebjerg, da mobilen ringede. Sjovt nok var de andre lige i hælene på os, og 5 minutter senere svingede bilen ind i rabatten ved godsets særprægede vandtårn.

Gensynsglæden var stor. Det var, som havde vi ikke set hinanden meget længe.

16 km var nu tilbagelagt i Horns Herred.
Det var 11 km, og 3 timer, siden frokosthvilet ved vandet i Rendebæk.
Klokken var efterhånden blevet 16.45

Orebjerg gods kan spores tilbage til 12-1300 tallet, men nævnes første gang i 1329. Helt så gammelt er gårdens 13 meter høje vandtårn ikke, det kom til i 1920’erne.

I 1805 blev Horns Herred-herregårdene Orebjerg og det nærliggende Svanholm, købt af den fynske godsejer og godssamler Preben Bille-Brahe, som i 1798 var blevet ophøjet til grevestanden, da han oprettede Grevskabet Brahesminde. Det bestod af de fynske herregårde Hvedholm, Damsbo, Stensgaard, Østrupgård tillige med de sydfynske øer Avernakø og Drejø.
I 1810 overtog grev Preben også det berømte Egeskov Slot, der stadig er i slægtens eje. Nu ejet af grev Michaels Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

Orebjerg ejes i dag af Pagterold ApS, der er stiftet af Tæppeland-familien.

DER MÅ VÆRE EN DYSSE

Som tidligere skrevet, er Horns Herred et område, hvor der stadig findes mange stengrave, dysser og jættestuer. I vores imaginære logbog for Horns Herreds oldtidgrave, havde vi frem til nu noteret 3-4 oldtidsgrave.

Umiddelbart inden vi kastede et sidste blik i retning af Kyndbyværket, blev dyssen ved Orebjerglund tilføjet til oldtids-samlingen.
Besøg til dyssen er tilladt, når blot markens afgrøder ikke ødelægges. Det turde vi ikke rode os ud i, da det ville være ganske umuligt ikke at træde på de små planter.

JÆGERSPRIS SKOV OG SLOT

Klokken 18 stod vi ved den sydlige ‘indgang’ til Jægerspris skovene.
19 km havde vi tilbagelagt siden vi gik fra borde fra den lille trækfærge mellem Orø og Hammer Bakke.

Dagens sidste par kilometer gik gennem Kong Frederik VII og Grevinde Danners store skovområde, omkring slottet Jægerspris.

Skoven er kendt for gamle kæmpeege, men dem var vi ikke heldige at komme forbi. Skovvejen/Fjordstien (40) passerer i stedet Jægerspris Kaserne kort før vi nåede selve slottet.

Jægersprislejren er en del af et enormt område, der benyttes af forskellige skydende enheder, blandt andet Hjemmeværnet, politiet, civile skytteforeninger og lignende.

Skyde- og øvelsesterrænet ved Jægerspris havde sin spæde start i 1882, da artilleriet begyndte skarpskydninger på private jorder. Beboerne modtog dengang en godtgørelse for at stille deres marker til rådighed, og for at rømme gårdene i de 14 dage som skydningerne normalt varede i de første år.

I dag kan Jægersprislejren boltre sig på et over 1500 hektar stort naturområde, både til lands og til vands.

GREVINDE DANNERS SLOT

Her skal vi sove i nat!

Klokken 18.30 trådte vi ind på pladsen foran Jægerspris Slot.
I alt havde vi tilbagelagt 25 skønne, dejlige kilometer = 21 km på Horns Herred + 4 km på Orø.

Vi skulle overnatte på slottet! …. eller, rettere: Vi havde sagt ‘nej-tak‘ til en invitation om overnatning med udsigt til den brostensbelagte slotsplads.

I stedet havde vi bedt om lov, til at slå vores tre små telte op i værtsparrets private baghave. Hér kunne mini-lejren lige nøjagtigt presses ind.
Det var et godt alternativ til slottet, og det blev en fin lille plads.

Senere sad vi alle, værtspar + vandringsfolk + “køre-duoen”, bænkede omkring køkkenets store massive træbord. Menuen stod på hjemmelavet Mulligatawny suppe, friskbagt brød og den dejligste vino.

Vi berettede om dagens oplevelser, og sammen drøftede vi den følgende dags rute. Vores værter bød ind med en hårrejsende historie om “Den Hovedløse Oberst”, der gik hvileløst omkring i parken ved nattetide….

Hvilken herlig afslutning på en lang og spændende dag.

DAG 2:
JÆGERSPRIS-ROSKILDE
(20 km vandring + 20 km bus)

Jægerspris Slot kan føre sin historie næsten 1000 år tilbage i tiden, og det blev krongods allerede i 1300-tallet. Indtil 1677 hed slottet Abrahamstrup, – det er usikkert, hvem denne Abraham var?

Vi vågnede til en skyfri søndag morgen (kl. 7.30). Værtsparret bød os indenfor på friskbrygget kaffe, nybagte morgenboller og kanelsnegle.
Det kan godt være at vi ikke sov på slottet, men vi beværtet på kongelig vis.

DEN HOVEDLØSE OBERST

Det var da Kong Christian II havde slottet at obersten dukkede op! Kongen skyldte ham penge, og den svenske oberst, som var fra København, blevet henvist til Abrahamstrup. Her havde fogeden imidlertid fået ordre til »at tage vel imod gæsten, men bagefter gøre ham et hoved kortere«, hvilket også skete.

JÆGERENS PRIS

Omtrendt halvandethundrede år senere, i 1673, forærede Kong Christin IV slottet til til sin yndling, overjægermester Vincent von Hahn. Det var i hans korte ejertid at Abramhamstrup skiftede navn til Jægerspris Slot, til ære for ejeren.

Klokken 9:15 var vi klar til dagens vandretur. Inden afgang rundede vi slotspladsen med den stolte bronzehjort.

Hjorten blev opstillet i midten af 1800-tallet, på bestilling af slottets sidste kongelige ejer Frederik VII.

GREVINDEN OG KONGEN

Kongen købte Jægerspris Slot til privat eje i 1854, i forlængelse af, at slottet 5 år tidligere var overgået til Statens ejendom i forbindelse med folkestyrets indførelse og enevældens afskaffelse.
Efter to opløste ægteskaber havde Frederik VII giftet sig med den borglige Louise Rasmussen, ogå kendt som grevinde Danner. Her fik de et tilflugtssted, hvor de kunne skjule sig for forargelse og kritik over deres skandaløse forhold.
(kilde: danske herregårde + Roskildehistorie)

Efter kongens død i 1863 arvede grevinde Daner slottet, hvor hun boede frem til sin død. Hun nåede at oprette et børnehjem, og blot knap et 1/2 år før hun gik bort, stiftede hun den fundats, der medførte at Jægerspris Slot blev til børnehjem for fattige og ulykkeligt stillede piger.

Det var en herlig morgen, da vi gik gennem parken.

For at nå frem til Roskilde i nogenlunde tid, havde vi på dagens etape indlagt 2 buskørsler.

Vi rundede naturligvis Grevinde Danner, der ligger i en gravhøj, der er åben i siden så hendes store marmorkiste kan ses.

FJORDSTIEN I FREDERIKSSUND

Ved at ‘busse’ fra Jægerspris til Frederikssund sparede vi 7 kilometers ‘ørkenvandring’ langs landevejen mellem de to byer.

Overfor busholdepladsen i Frederikssund så vi et Fjordsti-skilt, der informerede om at der herfra var 28,5 kilometer til Roskilde. Også på dette stykke ville vi imidlertid benytte bussen, nemlig på strækningen mellem Jyllinge, forbi Risø og videre til Himmerlev (= 10 km).

Det startede godt i Frederikssund, og vi var ved godt mod da vi fulgte pilens retning. Vi havde dog ikke gået langt før vi var på vildspor! Hvor var skiltene?

Det tog lidt tid, før det lykkedes os at finde tilbage til Fjordsti-ruten, som vi havde mistet kontakten til i vores søgen efter samme.

VIKINGERNE KOMMER

I den sydlige udkant af Frederikssund ligger en vikingeboplads.
Det er et lille åbent frilandsmuseum, og der er altid fri adgang til området.

Den lille bebyggelse består af grubehuse, der er mindre bygninger delvist nedgravet i jorden, samt et stort langhus. Småhusene var åbne. Langhuset var aflåst, omkring gavlens dør slyngede udskårne vikingemotiver sig i dørkarmen.

Vi gik lidt omkring mellem vikingernes huse, og fortsatte herefter videre ud på den modsatte side ved Frederikssund Marina.
Længere væk kunne vi se den Kronprinsesse Marys bro.

I Frederikssund er der to broer, der krydser Roskilde Fjord; Kronprins Frederiks bro og Kronprinsesse Marys bro.
Det lyder jo umiddelbart meget ægteskabeligt, men kronprinsensens bro fra 1935, som vi krydsede med bussen, er muligvis navngivet efter Dronning Margrethes far, Frederik IX, der var kronprins i 1935. Og, muligvis efter den tidligere bro, der var opkaldt efter Kronprinssen, der blev til Frederik 8.

Efter lystbådehaven delte FJORDSTIEN sig i to: vandrerute og cykelrute. Det lokale motionsløb, “3600marathon” var imidlertid i fuld gang på vandrestrækningen. For ikke at komme i vejen for løberne, valgte vi at trække længere ind i land. Snart efter stod vi oppe landevejen, hvor vi fortsatte på cykelstien langs den trafikerede vej.

MARYS LANGE BRO

Umiddelbart før vi nåede frem til Kronprinsesse Mary’s bro, tog vi chancen, – og grusstien mod vandet igen. Det var ikke morsomt at gå i vejsiden af en trafikeret landevej.

Så snart vi nåede kysten drejede grusstien til højre, tilbage i retning af Frederikssund.
Vi drejede mod venstre, og gik videre på stranden hen under broen.

Vi havde vandret 5 kilometer siden vi tod af bussen

Kronprinsesse Marys bro er en af Danmarks nyeste broer. Den blev anlagt for at aflaste den gamle bro, inde i Frederikssund, og indviet i 2019. Det var sparsomt med trafik på den fine, nye bro. Muligvis fordi det va søndag, og midt i en coronatid. Men, højst sandsynligt også fordi det koster penge at bruge broen. Det koster 14 kroner at krydse Marys bro i en personbil, der dermed er Danmarks tredje og billigeste betalingsstrækning. (de øvrige er Storebæltsbroen og Øresundsbroen)

TILBAGE PÅ SPORET

At vi tog beslutningen om at svinge ned til stranden, under broen, var en dejlig afstikker fra Fjordstiens rute langs vejen. Desværre kunne vi ikke fortsætte på stranden, da kysten blev både ufremkommelig, og mere privat.

Det var heldigvis let at finde tilbage til Fjordstien igen. Den officielle rute 40 drejer, efter at have passeret broen, ned på den selvsamme lille landevej, som vi slog ind på efter vores lille strandeventyr.

De næste fem kilometer zig-zag’ede ruten sig længere og længere ind i land. Flere gange mødte vi prustende løbere. Hér langt fra målstregen var feltet fra motionsløbet temmelig spredt. Der blev kæmpet bravt i bakkerne og på de lange lige grusveje. Det var varmt og solen bagte, desuden så vi ingen vanddepoter til deltagerne.

Det er en fantastisk forårsdag. Det faldt helt naturligt at synge som Poul Reichardt, til lærkernes triller:

“Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter, der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og fløjte til en stær
Så har du fundet ud af noget, som er meget værd“

OMKRING LILLE RØRBÆKS GADEKÆR

Stien bragte os omkring gadekærret i den idylliske landsby Lille Rørbæk. Et andepar var ved at indrette deres andehus midt i dammen, der spejlede de velholdte huse.

Ved udskiftningen, også kaldet udflytningen, i forbindelse med landboreformerne, blev mange danske landsbygårde flyttet ud på markerne. Men, hér i Lille Rørbæk er landsbyens oprindelige grundplan fra 1400-tallet stadig forholdsvis intakt.

“I Lille Rørbæk ligger der fem gårde, to mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær. De fem gårde har fine navne: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg”.
(uddrag af Fin Dahl fra Elsenborgs erindringer)

Vi havde nu tilbagelagt 10 kilometer.

Det ville havde været dejligt at slå sig ned i Lille Rørbæk for en kaffestund. Men benene var gode og vandrelysten stor, – så vi fortsatte videre frem.

FREDSEGEN OG MILEPÆLEN

Fjordstien drejede ind på en markvej ved gården Elsenborg, og her passerede vi “Fredsegen”. Træet blev plantet i 1945 af ‘erindringskriver’ og tidligere gårdejer Fin Dahls forældre. De ville dengang gerne markere for eftertiden, at krigen var slut og friheden genvundet.

Længere ned ad markvejen, undrede vi os over en enlig milesten med Frederik VII’s monogram og længdeangivelsen 2 mil!
Men, til hvorhen? Og, fra hvorhenne?
Senere fandt vi ud af, at også i dette tilfælde er det på gården Elsenborg, at svaret skal findes.

Da metertersystemet blev indført i Danmark i 1907, blev landets gamle milesten fjernet. Flere sten endte på vejvæsenets oplagsplads i Hillerød, hvor det senere lykkedes gårdejer Ivar Dahl at erhverve en for 40 kroner. Betingelsen for købet var, at milestenen ikke blev opstillet ved offentlig vej. Den blev derfor placeret ved Elsenborgs egen markvej.
Hvor den oprindeligt har stået vides ikke.

FAR, FÅR FÅR FÅR

“..Nej, får får ikke får, for får får lam!”

Det er altid hyggeligt at møde dyr på vore ture. Dyrebørn er noget af det allerkæreste.

I dag var det tre charmerende lam, der nysgerrigt fulgtes med os et lille stykke vej.

Vi fik også en hilsen fra Kyndbyværket da vi gik under to store højspændingsføringer. Ledningerne trak kilometer lange, sorte linjer over vores hoveder.

11 kilometer
2,5 time, og masser af sol og frisk luft efter dagens første skridt i Frederikssund
Det var tid til pause!

Jeg elsker pauser, akkurat lige så meget som jeg elsker at være igang.
I vores lille vandretrup har vi ikke for vane at strø om os med pauser i tide og utide. Vi spiser hver især små snacks undervejs, og drikker hvad vi finder nødvendigt.

Da vi denne weekendtur havde været så heldige, at vores tunge rygsække blev fragtet fra Odense til Jægerspris t/r, havde vi ikke andet end små tur-tasker at bære på, Behovet for hvil var ikke så stort.

Men, igen: jeg elsker pauser! De små breaks, hvor man smider sig i græsset lige netop på dét sted, der med ét, forvandler sig til den dejligste plet på jord.
Dét er højdepunkter i vandrelivets fantastiske eventyr.

Vi slog os ned i kanten af en lille lund ved markvejen. Her nød vi udsigten over Roskilde Fjord, markerne og hustagene i Jyllinge Nordmark.

OVER VÆREBRO Å TIL NORDMARKEN

Siden vi forlod kysten ved Kronprinssese Marys bro, havde vi vandret i et lettere kuperet terræn, lidt inde i land. Nu nærmede vi os atter den flade kyst. Ikke længe efter, at vi havde rejst os fra vores højtplacerede pauseplet med udsigt til fjorden, førte stien os ned i Værebro Ådal.

Værebro Å er én af de længste åer i Nordsjælland (35 km). Fra udløbet i fjorden og 12 kilometer ind i land, udgør åen den naturlig kommune- og regionsgrænse mellem kommunerne Frederikssund og Egedal (Region Hovedstaden) og Roskilde kommune (Region Sjælland).

Åen er opkaldt efter Værebroen, som tidligere var det eneste egnede overgangssted på åens nedre strækning.

I middelalderen var broen stærkt befærdet og i 1133 slog kong Erik Ejegods søn Erik Emune, kong Niels i et slag ved Værebro.

Vi gik over broen, og det viste sig at broen også blev starten på en helt ny strækning af Fjordstien: Vi gik fra de dejlige landskaber til det tidligere sommerhusområde, der kaldes for Nordmarken. I dag minder det mest et parcelhuskvarter, der er beliggende på kanten til et herligt, men lunefuldt naturområde. Gentagne gange er åen gået over sine bredder og har medført forfærdlige oversvømmeler, med katastrofale ødelæggelser til følge.

NED TIL VANDET I JYLLINGE

Heldigvis skulle vi blot gå 1 1/2 kilometer før vi igen kunne gå i det terræn de fleste vandringsfolk holder allermest af = natursti. Vi lavede en afstikker fra Rute 40 ved den lille Jyllinge Nordhavn (privat marina), og slog ind på en trampestien langs vandet.

Som vi gik langs med vandet mærkede vi ikke at der bor over 10.000 indbyggere i Jyllinge. Fjorden er utroligt nær, og der lå en hel del småbåde og kanoer på land, langs med kyststien.

Det historiske Jyllinge er en blanding af landsby og fiskerleje, og byen kan følge sine rødder tilbage til 11-hundredeårene. Den ældste del ligger dels omkring det gamle fiskerleje med de rødmalede redskabsskure og fiskerhuse, dels oppe på en 10 m høj skrænt med udsigt over Roskilde Fjord.

Ved den gamle fiskerihavn fornemmede vi lidt af ånden fra dengang hvor Jyllinge var et af de største fiskelejer i den sydlige del af Roskilde Fjord.

Vi forlod kysten ved havnen, og drejede med vejen op af en stejl bakke. Fra toppen var der en flot udsigt over de flade øer, der ligger mellem Jyllinge og Horns Herred.

FRA KIRKEN TIL BUSSEN

Det var efterhånden blevet 16 kilometer og cirka 4 timer siden vi påbegyndte dagens tur
Ved Jyllinge Kirke, ville vi tage endnu et “bus-ben”. Således sparede vi os selv for 13 kilometers vandring ad Fjordstiens landevejsetape.

HVOR I HIMMELEV ER FJORDEN?

Det kom bag på os at Himmelev, fra busstoppestedet og ned til fjorden, mest af alt er at sammenligne med en bymæssig labyrint. De næste par kilometer blev en vandring på slingrekurs.

I det fjerne kunne vi se Roskilde Domkirkes to tårne.
Målet var i sigte. Det skulle nok gå alt sammen, – når blot vi fandt ned til fjorden!

STRANDSTIEN TIL ROSKILDE

Fremme ved kysten slog vi ind på Strandstien/Strandpassagen der løber foran husene, helt nede ved vandet.
Nu var der blot 500 meter frem til Vikingeskibsmuseet, der ligger inderst inde, i bunden af Roskilde Fjord.

Omkring vikingernes skibe på det grønne område, og ved havnen på Museumsøen, stimlede folk samlet som før corona’en. Det føltes som var vi dumpet ned midt i en tidslomme fra tidligere års sommerdage. Det var ikke til at se, af vi her i foråret 2021 befandt os midt i en pandemi, der havde lukket Danmark og verden ned.
Det var længe siden at vi sidst havde oplevet så mange afslappede og glade mennesker, samlet på ét sted.

VIKINGESKIBE

I Vikingetiden spillede skibene en stor rolle. Der findes mange beretninger om hvorledes vikingerne rejste omkring til nær og fjern. De var mest afsted som handelsfolk, men det er som plyndringsfolk og krigsmænd de fleste husker dem, når snakken falder på vikingerne.

I 1960’erne blev der fundet og udgravet 5 vikingeskibe, “Skuldelevskibene“, i Roskilde Fjord. (Skuldelev ligger på Horns Herred, på fjordens vestlige bred, omtrent på højde med Lille Rørbæk, hvor vi gik tidligere i dag). Vikingeskibsmuseet blev bygget, så skibene kunne udstilles.

I 1997 blev museet udvidet med værftet, hvor man bygger rekonstruktioner af de originale skibe. I forbindelse med udvidelsen fandt arkæologer yderligere 9 skibe, “Roskildeskibene“, hvoraf det ene, krigskibet Ægir, er verdens længste (37 meter).

Vi gik lidt omkring blandt nutidens vikingeskibe. Om vinteren er de trukket på land, og ligger foran museet.

Hér i april var man så småt igang med at søsætte de elegante sejlere.
Flere rekonstruerede skibe lå allerede og vuggede på vandet.

Det største og mest imponerende var krigsskibet “Havhingsten fra Glendalough” der blev søsat i 2004. Langskibet, der er ét af Skuldelev-skibene, er verdens længste rekonstruerede vikingeskib (30 m).
Jeg mindes da det sejlede til Dublin i 2007, og retur året efter. Det var meget spændende at følge med i.

DEN HELLIGE KILDE

Det var dejligt af opleve den gode før-coronastemning på Museumsøen, men der var de små forskelle: Der var en lang, lang kø ved ishuset. Meget længere end normalt, da alle der ville købe is, skulle holde corona-kø-afstand på 1-2 meter. Den hyggelige Café Knarr havde lukket.
Vi sprang isen og køen over, og gik videre op igennem Byparken.

Kort før domkirken ligger Skt. Hans helligkilde. Tidligere troede man at vandet kunne helbrede alskens dårligdom.

For at blive helbredt skulle den syge drikke af nyt lertøj, og samtidig bede om at blive fri for lidelsen. Når den syge havde drukket, var der meget, meget vigtigt at koppen blev knust og skårerne kastet i kilden. Herved risikerede andre ikke, uforvarende at drikke af den ‘besmittede kop’.

I dag har vi opfundet vaccinationer og penicillin, gad vidst hvad der skal helbrede folk i fremtiden?

ROSKILDE DOMKIRKE VS. DSB

Det var da vi stod foran den store kirke, at det gik op for at vi ikke kunne komme med toget til Odense.

Vi ville bestille, før vi var sikre på hvilket tog vi kunne nå frem til.
Nu, var der bare ikke nogen pladser!

Pludselig havde vi mere fokus på DSB-app’en og togtider, end på domkirken med danske kongeliges sidste hvilesteder. En fantastisk kirke, som vi har besøgt flere gange og nydt ved hvert besøg. I dag var der lukket (corona) og vi var desuden blevet en kende udfordrede på hjemturen.

Da vi nåede banegården var klokken blevet 15.30.
Vi havde gået cirka 20 kilometer.
Næste tog hvortil det var muligt at indløse 4x pladsbilletter (3 voksne + 1 hund) var efter kl. 22.30! = 7 timers ventetid.

På grund af DSBs coronatiltag var det ikke tilladt at køre tog uden pladsbilletter, og de var umulige at komme i nærheden af.

Hér stod vi på på perronen i Roskilde, uden mulighed for at komme hjem med DSB på lovlig vis. Vi overvejede vores situation frem og tilbage: Skulle vi 1) “chance den, uden billet” eller alternativt 2) appellere til togkonduktørernes gode hjerter?

Vi prøvede at tale med et par togkonduktører, uden held! De var hverken til at hugge eller stikke i! Efter at have set baglygterne fra tre toge, der kørte mod vest….gav vi op.

Vi ringede til en ven, en rigtig ven! (TAK)
En ven, der startede sin bil i Odense, og cirka 1 time efter samlede os op i Roskilde.