Pilgrimsruten til Rosalia-grotten (445 moh) er en brolagt, godt 5 kilometer lang udsigtstur. Og, det går kun én vej: OP!

Rigtig god vandretur
Mange hilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

På italiensk kaldes pilgrimsmålet for Santuario di Santa Rosalia

Jeg fulgte den 300 år gamle brolagte vej, der lidt misvisende kaldes for “La Scala Vecchia” (Den Gamle Trappe). Vejen var indtil 1924 den eneste adgang til Santa Rosalia-grotten på toppen af det hellige bjerg Monte Pellegrino i Palermo. (Pilgrimsbjerget)

Men, allerførst vil jeg præsentere hende, det hele handler om: Den unge, smukke adelsfrøken Rosalia Sinibaldi.

HISTORIEN OM DEN HELLIGE JOMFRU ROSALIA

Efter i mange år, fra 827 til 1072, at have været underlagt arabere og fungeret som et muslimsk emirat, blev Sicilien i anden halvdel af 1000-tallet overtaget af de kristne normannere, ledet af Roger Borsa.

I året 1130 lod hans søn Roger sig kåre som Kong Roger II af Sicilien, og i hans regeringstid lykkedes det at samle alle normanniske besiddelser i Syditalien til en samlet stormagt.

Samme år som Sicilien fik en konge, der af respekt for sin afdøde far kaldte sig for ‘den anden’, kom en lille ny adelsfrøken til verden i Palermo. Hun fik navnet Rosalia Sinibaldi.

Rosalia var datter af grev Sinibaldi og Mary Guiscarda delle Rose, der var kusine til den nykårede konge. Familien hævdede desuden at nedstamme fra selveste Karl den Store. Den lille pige var rundet af magtfulde slægter, og umiddelbart var den lille adelsfrøkens livsbane bestemt til at blive gift og få børn. Men, skæbnen ville det anderledes.

Rosalia voksede op og blev meget smuk.

Ved det sicilianske hof i Palermo, levede man ‘på arabisk’, men med en kristen tro. Mændene gik i arabisk tøj og kvinderne tildækkede deres hår. Kongen boede i et arabisk palads, Palazzo dei Normani, der var som taget ud af en fortælling fra 1001 nats eventyr.

Under en jagt blev Roger II angrebet af et vildt dyr, men reddet i sidste øjeblik af sin gæst grev Baldwin, der få år senere skulle blive konge af Jerusalem. Som tak for at have overlevet angrebet, tilbød kongen at hans redningsmand kunne vælge en gave frit efter eget valg. Baldwin ønskede at få den unge smukke Rosalia som sin hustru. Hun var da blot 12-13 år gammel, havde langt smukt hår og blå øjne.

FLUGTEN TIL GROTTEN

Rosalia mistrivedes ved hoffet, og hun var heller ikke interesseret i at blive gift med den fremmede greve. Da hun samtidig var dybt religiøs var hun derfor ikke sen til at følge med, da to engle viste sig for hende.

Først søgte hun ly i en grotte på bjerget Monte Quisquina, der var en del af faderens ejendom. Her boede hun i 12 år, indtil englene ledte hende videre op til grotten på det hellige bjerg Monte Pellegrino i Palermo.

Hér døde hun den 4. september, 36 år gammel, i selvvalgt ensomhed og cølibat. Året var 1166. På grottens ene væg skrev hun: “Jeg, Rosalia, datter af Sinibad og Quisquina, har taget den beslutning at bo i denne grotte i kærlighed til min herre, Jesus Kristus”

Hér kunne historien om Rosalia være sluttet.
Men, den fortsætter helt op til vore dage.

PESTEN, RENÆSANCENS COVID-19

Den 7. maj 1624, over 450 år efter Rosalias ensomme død i grotten, lagde et handelsskib til kaj i Palermo. Skibet var umiddelbart forinden, blevet afvist i den nærliggende by Trapani, da man frygtede at det førte pesten med sig ombord.

Den spanske vicekonge havde godt hørt rygterne, men lod sig lokke af rige gaveløfter. Han gav tilladelse til at skibet lossede. Da alt godset var bragt på land, gik kaptajnen til vicekongen og overrakte ham både kameler, løver og juveler, direkte importeret fra Tunis.

Vicekongen blev den første, der døde af den frygtede pest.

I maj og juni blev Palermos befolkning syge, og døde i hobetal. Der blev udstedt karantæneordrer: “Ingen må forlade byen!!”. Herved ville man forhindre at smitten spredte sig til resten af Sicilien og Europa.
Det var i øvrigt italienerne, der opfandt begrebet “karantæne”, og ordet stammer fra det italienske quarentena, der betyder “omkrig 40 (dage)”

Den forfærdelige pest hærgede, og den slog ned med sygdom og død i alle samfundslag.

Indbyggerne bad dag og nat til byens 4 hellige beskyttere: Santa Christina, Santa Ninfa, Santa Olivia og Santa Agatha. Kirken holdt religiøse processioner og der blev afholdt messer døgnet rundt. Der blev ligeledes bedt til Gud, til Jesus og til Jomfru Maria. Lige lidt hjalp det. De dødes antal steg og sted.

ROSALIAS KNOGLER TIL KAMP MOD PESTEN

Pludselig viste Rosalia sig ved flere lejligheder. Blandt andet til en jæger, som hun bad om at hente sine knoglerne og få dem båret i procession igennem byen.

Jægeren adlød og knoglerne blev efterfølgende båret omkring i Palermo ikke mindre end tre gange. Folk blev raske og pesten forsvandt. Miraklet var sket, og Rosalia blev helgenkåret og overstrålede straks byens tidligere beskyttere med al sin himmelske kraft.

De tidligere helgener blev naturligvis fyret! Palermo havde fået en ny beskytter: Rosalia!

Et kloster blev opført ved hendes afsidesliggende grotte, hvor helligt dryppende vand blev tillagt helende og helbredende kræfter.

Senest har troende i Palermo, også bedt til den hellige Rosalia om at beskytte Palermo mod den ‘nye pest’, Covid-19.

DEN BROLAGTE VEJ TIL KLOSTRET

Det kan blive brølende varmt i Palermo, også i det tidlige efterår.

Jeg gik turen i starten af oktober, og begyndte ‘opstigningen’ kl. 8 om morgenen. Et vidunderligt eventyr ventede forude.

Vi var flere på stien i morgenstunden, hvor solen sendte de første stråler ind over den sicilianske hovedstad og Monte Pellegrino.

Jeg holder af at løbe, og vandre på opdagelse, de steder hvor jeg rejser. Ofte løber jeg lidt på må-og-få, andre gange med et fast mål for øje. Nogle gange mister jeg orienteringen, og oplever noget jeg slet ikke havde forestillet mig ved turens start. Som for eksempel da jeg gik over den sorrentinske højderyg.

Hér var der ingen grund til bekymring: pilgrimsruten til Rosalia-grotten er utrolig let at følge. Som en bonus viste det sig, at den var flot brolagt på hele strækningen.

Efter få hundrede meter var der allerede en flot udsigt over Palermo.

LA SCALA VECCHIA – “DEN GAMLE TRAPPE”

Adskillige før mig, har taget vejen herop, og utallige vil følge efter.

Efter den mirakuløse befrielse fra pestens uhyggelige favntag, blev grotten til et pilgrimsmål for en støt voksende kult af troende. De valfartede, og gør det stadig, hver år, natten før hendes dødsdag den 4. september, til Rosalias tidligere eremithjem.

Der var imidlertid, i de første år, kun nogle få tilgroede naturstier, der førte op til helligdommen på bjerget. En alt for vanskelig vej for de fleste.

Den brolagte vej blev påbegyndt i 1674, 50 år efter miraklet i Palermo. Anlæggelse af vejen blev afbrudt flere gange, men endelig i 1720, næsten 100 år efter Rosalia-kultens grundlæggelse, var vejen endelig færdig.

GEDERNE PÅ BJERGSIDEN

Det gik støt opad og opad. Lodrette bjergsider tårnede sig op og storbyen føltes snart langt, langt væk. Blot 20 minutter efter jeg påbegyndte min optur, stødte jeg på akrobatiske bjerggeder, der fordrev tiden med at springe omkring på en lodret klippevæg.

Tidligere rejste de troende til fods eller til hest. De som ikke havde egen hest, og ejheller var i stand til at gå, kunne ved foden af bjerget henvende sig til en såkaldt “sciccaro”, der udlejede muldyr og æsler til brug for turen op ad bjerget.

Under den årlige pilgrimsfærd til “La Santuzza”, den lille helgeninde, er der troende der tilbagelægger turen på bare fødder, andre kravler afsted på nøgne knæ.

Mine fødder er også nøgne, det vil sige: uden sokker. Dog lykkeligvis iført mine yndlings-trekkingløbesko. Godt slidte og hullede, men still going strong efter utallige vandrede kilometer!

ET ALTER MED SUTTER

Jeg passerede et lille aflåst alter. Bag den grønne gitterlåge anede jeg forskellige gaver, og i det grønne trådnet var der hæftet et par rosenkranse og nogle sutter var kilet fast.

Hvordan, og hvorfor mon sutterne endte hér? Har nogle forældre taget alteret i brug som en slags “suttetræ”?, og således bedt jomfruen om hjælp til afvænning af de små? Eller er det tabte sutter, der er samlet op af forbipasserende? Er alteret mon målet for de yngstes allerførste pilgrimstur på Monte Pellegrino?

ENDNU ET ALTER OG AFSPÆRREDE VEJE

Kort efter kom jeg forbi endnu et alter, eller nærmere et lille kapel. Det er også aflåst.

Flere steder var “La Scala Vecchia” forsøgt afspærret med hegn, som blev der renoveret på brostenene, eller vejen skønnedes at være for usikker at gå.

Ingen af afspærringerne blev imidlertid respekteret, heller ikke af mig. Der var ikke umiddelbart belæg for disse forhinderinger, vejen var ganske udmærket at gå på.

De orange plastikhegn var blevet skubbet til side af folk, der kom før mig. Alternativet til den gamle brolagte vej var da også at følge den asfalterede bilvej. Hvem havde lyst til det, udover cyklister, scootere og biler?

‘LØBE’-TUR I FOTOTEMPO

Jeg har valgt at kalde min opstigen til Santuario di Rosalia for en ‘vandretur’, men hvis ret skal være ret, så tilbagelagde jeg turen i en form for ‘luntetrav’.

Stille og roligt arbejdede jeg mig opad, i et tempo der snildt tillod at knipse et mobilfoto i ny og næ. Det var bedst at holde sig igang. De enkelte gange hvor jeg stoppede op, for eksempel ved “suttealteret” og i forbindelse med den lille ‘luntefilm’, bekræftede mig i, at det kontinuerlige luntetrav var det bedste for mig.

5 KILOMETER-MÆRKET

Det var og er en imponerende og uforglemmelig tur.

• Brostenene var lagt så smukt, at hvert eneste skridt er en fornøjelse trods den lange seje stigning.
• Udsigterne var fantastiske.
• Cikaderne sang, og vimse firben smuttede omkring
• Figenkaktus, cypresser, maki-bevoksning, egetræer og fine græsser
• Fred og ro

Jeg stoppede op, da jeg så en sten, hvori der var indhugget en krone og to R’er. Hvad mon den sten skulle fortælle?

Jeg spurgte en mand, der passerede stenen samtidig med mig. Han svarede at stenen angav at man nu havde tilbagelagt 5 kilometer, siden turens start. Altså en ‘kilometersten’. Kronen, mente han, refererede til at vejen på et tidspunkt var blevet renoveret af en konge, eller muligvis en dronning. Hvad de to RR’er betød, havde han intet svar på.

ILD-VOGTERNE PÅ MONTE PELLEGRINO

Et lille stykke vej længere fremme, så jeg nogle folk, der holdt picnic ved et udsigtspunkt. Det var min første tanke.

Jeg fik lyst til at se den flotte udsigt, og det blev samtidig et møde med ‘ild-vogterne’ (skovpatruljen).

De bød på kaffe, samtidig med at de indbyrdes havde en mindre diskussion kørende om hvorvidt “hun talte italiensk‘. Men, det gjorde ‘hun’! I hvertfald nok til at vi fik en hyggelig snak om Danish Butter Cookies. De kunne ikke forstå at jeg takkede nej til en cremefyldt croissant, når nu jeg kom fra landet der flyder med smørbagte småkager.

Den lille gruppe var ikke på bjerget for at nyde udsigten. Deres mission var at holde øje med skovbrande. Påsatte brande vel at mærke. Disse mænd er ‘non buoni’ (ikke gode). Så sent som ugen tidligere, havde der været ild et skovområde på bjerget. Ingen af os nævnte m-ordet, men det lå implicit i samtalen. Godfather&Co lever stadig på Sicilien.

Jeg spurgte hvad planterne hed, som voksede ved udkigsstedet. Det vidste de ikke. De skulle bare holde øje med røg fra brande…

De kunne godt svare på hvor langt der var til helligdomme: “Cinque minuti a piedi”, – altså blot 5 minutter til fods. Kunne det virkelig passe? Jeg syntes vi var så langt borte fra alting.

SANTUARIO DI SANTA ROSALIA

Jeg var fremme førend jeg næsten anede det. Den brolagte vej, var pludselig asfalteret og svingede til højre. For første gang siden jeg påbegyndte turen, gik det en smule nedad bakke. Klokken var 9.10 – Lidt over en time havde jeg brugt på at nå hertil.

På pladsen nedenfor helligdommen, var der en lille handelsplads. Ved trappen op til klostret stod en lille bod, der handlede med både hotdogs og røde, hellige lyslanterner. Jeg købte et lille lys, det kostede bare 50 cent. Der var godt gang i biksen, de solgte lige præcis dét som folk gerne ville have: varer til sjæl og krop = fastfood og helliglys.

Med det røde plastiklys i hånden, gik jeg ad trappen op til pladsen foran det gule kloster. Der stod en lille statue af Rosalia. Hun var omgivet af utallige røde plastiklys.

Pudsigt nok er det ikke hendes portræt, der er på lysene. Derimod er det den folkekære katolske helgen Padre Pio. Han døde i 1968 og 34 år senere blev helgenkåret af Pave Johannes II i 2002.

På andre lys er det Jomfru Maria, der er illustreret.

TVIVLEN OM ROSALIAS HELLIGE KNOGLER

Det var meget ualmindeligt at en ung kvinde valgte et liv som eremit. Det var en livsstil der sædvanligvis tiltrak mænd. Rosalia var gjort af et særligt stof.

Da pesten hærgede i Palermo, lå en kone for døden. Hun havde høj feber, og i et drømmesyn viste en ung kvinde sig for den syge. ‘Drømmekvinden’ bød konen at tage til grotten, og dér drikke af det hellige vand.

Den syge fik to hjælpere til at slæbe sig op på bjerget. Hun drak af vandet og faldt i en helbredende søvn. I et nyt drømmesyn udpegede Rosalia nu stedet hvor hendes knogler kunne findes.

Man fandt flere knogler, og ikke mindre end 3 ‘kranier’. Ingen af disse kranier kunne dog godkendes som værende fra en kvinde. Senere undersøgelser viste imidlertid at det ene ‘kranium’ var et potteskår af ler. Det andet ‘kranium’ var en stor sten, hvorimod det tredje kranium stammede fra en kvinde. Hvem havde denne kvinde været, i levende live?

Der var store diskussioner i kirken.
Havde man fundet Rosalia?
Var knoglerne hellige?

Al tvivl blev manet til jorden, da Rosalia den 15. juli, viste sig for jægeren i det stadig pesthærgede Palermo. Hun bød ham at fortælle at man ikke længere skulle betvivle ægtheden af hendes knogler. Ved den efterfølgende procession gennem byen, blev alle pestsyge som knoglerne passerede, raske med det samme og snart kom hele byen på fode igen.

GAVERNE TIL ROSALIA

Udefra ligner ‘kirkegrottens’ facade mange andre italienske kirkefacader. Men, allerede når man træder ind gennem døren, er man på vej ind i en bjerggrotte.

Fugtige klippesider, med grøn bevoksning udgør vægge og loft. Et net er udspændt som en baldakin, muligvis for at skærme for nedfaldne klippestykker?

Til højre for gitterporten, før man går ind i det allerhelligste, er der placeret en mængde flotte gaver til eremit-jomfruen, blandt andet to knallerthjelme (uden skrammer). På venstre væg hænger indrammede votivgaver, givet som tak for helbredelse.

• 

ALTERET OG DET HELLIGE VAND

Der lyder en sagte musik inde i grotterummet. Stemningen er meget andægtig. To troende sidder og messer. Deres rolige, lidt syngende stemmer blander sig med musikken fra højtaleren.

Oppe under loftet hænger metalplader. Arrangementet fik mig i første omgang til at tænke på moderne kunst. Ved nærmere eftertanke tror jeg at det er et sindrigt system, der er beregnet til at opsamle hver eneste dråbe af bjergets hellige vand.

For enden af grotten stod Rosalia, badet i et blåligt lysskær.
Lige præcis hér, blev knoglerne fundet.

Hun er Palermos beskytter, men også internationalt er hun en vigtig helgen. Hun påberåbes under pest-epidemier – og nu også, i hvertfald i Palermo, i kampen mod corona.

En liggende statue viser Rosalia, der drager sit sidste suk.
Fra et stort ‘nedløbsrør’ drypper med jævne mellemrum en dråbe af det hellige vand ned i et stort kar, – eller i hænderne på besøgende, der straks påfører det et andet sted på kroppen. Sædvanligvis i ansigtet.

GRANITA DI MELOGRANO

Klokken var efterhånden blevet 9.50.
Inden turen tilbage til Palermo nød jeg en dejlig forfriskning hos ‘La Signora’, der også var indehaver af den kombinerede helliglys- og hotdogbod.

I løbet af nul-komma-dut, tryllede hun sig over i granita-boden, hvor hun pressede den mest vidunder-mirakuløse, iskolde granatæble-drik.

Således fyldt med god, ny energi, påbegyndte jeg turen ned ad “La Scala Vecchia”.

TILBAGETUREN TIL PALERMO

Selvom turen er den samme, så er udsigten anderledes når man går i modsat retning. Det er sjældent man bliver skuffet af at gå en smuk vej, flere gange i forskellige retninger.

På denne nedtur var der konstant en pragtfuld udsigt over storbyen og vandet.

Jeg mødte et par mountainbikere der tog ‘den brolagte’.
Racercyklerne holdt sig til den asfalterede vej.

WOLFANG VON GOETHE WAS HERE

Udover cyklisterne, mødte jeg løbere, vandrere og hundeluftere. Der var folk, der som jeg var alene afsted. Andre gik to-og-to, og nogle gik i grupper. Der var både unge og ældre iblandt.

Vi fulgte i pilgrimmenes fodspor, såvel som i kongers, kejseres, prinsers og kunstneres fodspor. Monte Pellegrino har i århundrede været et populært bjerg at ‘bestige’.

Den tyske digter Goethe besøgte bjerget i 1787, og skrev begejstret: “Monte Pellegrino er verdens smukkeste forbjerg”

DET SIDSTE STYKKE NED

Turen ned føltes slet ikke lang. En kendt rute er altid lettere at tilbagelægge, uanset om det går op eller ned. Det uvisse kan godt føles længere end det reelt er.

Snart var jeg tilbage ved vejen og de mange hårnålesving.

• Klokken 11 var jeg tilbage hvor pilgrimsruten til Rosalia-grotten starter. Et dejligt bad ventede på hotellet
• 3 timer havde turen varet
• 5,5 km op ad bakke, 445 m.o.h.
• 5,5 km ned ad bakke
• Dejlig brolagt vej, fint vedligeholdt det meste af vejen
• Flotte udsigter
• Uforglemmelig, eventyrlig tur

DOMKIRKEN OG KNOGLERNE

Efter miraklet og Rosalias saligkåring, opførte man et strålende alter i Palermos store domkirke. Her opbevares hendes relikvier (knogler) i dag i en solid urne af sølv.

• I 1825 blev hendes knogler undersøgt af en engelsk teolog/geolog/palæontolog, der fastslog at de ikke stammede fra et menneske, men nærmere fra en ged !!!
• Dette blev dog afvist med at Santa Rosalia havde gemt sig, da hun ikke ville vist frem for en ikke-katolsk videnskabsmand!

Den hellige Rosalia har følgende attributter (kendetegn): et kranium, en rosenkrans om håret og et krucifiks.

Jeg kan varmt anbefale pilgrimsruten til Rosalia-grotten

• Smukke udsigter over Palermo, bugten og de omkringliggende bjerge.
• En pause fra Palermos travle byliv.
• Tid til eftertanke, meditativ vandring – eller hyggesnak undervejs.
• Flot brolagt strækning, hele vejen til St. Rosalias grotte-kirke.
• Pilgrimsmål er omgæret af andægtighed stemning, der indbyder til fordybelse.
• De 5 kilometer kan tilbagelægges af unge og gamle, i ‘almindelig god kondition’
• Medbring eventuelt vand og snacks til turen
  (jeg må indrømme at jeg ikke selv gjorde det. Jeg købte i stedet en forfriskning ved en af de små boder da jeg nåede frem)