50 kilometer kombineret vandre- & cykeltur med telt

To dages vandre- og cykelrundtur på Ærø
Kan vandring og cykling kombineres?
Svar: JA

Rundtur fra Ærøskøbing til Ærøskøbing.
Via Søbygaard, Vitsø, Bregninge, Voderup Klint og Marstal
Rigtig god fornøjelse
Mange vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

På denne vandretur blev det nødvendigt at tænke i andre baner end på vores tidligere ture. 11-årige Tulle havde meldt sig som deltager. Løsningen blev en vandre- & cyklekombination. Denne gang skulle vi på tur, parvis hver for sig. Vi planlagde at følge nogenlunde samme rute, men i hvert vores tempo og med indlagte træf undervejs.

Hovedfortællingen omhandler vandrernes oplevelser.
Herefter følger et link til cyklisternes beretning.

• DAG 1: ÆRØSKØBING til VODERUP KLINT (23 km)
  • ÆRØSKØBING til SØBYGAARD = Øhavsstien, via Badehusene, Borgnæs, Sagnstenen i Bølgemose, Skovby (13 km)
  • SØBYGAARD til VITSØ = ‘Trampestien‘, afmærket på Øhavssti-kortet/sorte prikker +1 km (14 km)
  • VITSØ til BREGNINGE KIRKE +4 km (18 km)
  • BREGNINGE KIRKE til VODERUP KLINT +5 km = ‘Kyststien‘, afmærket på Øhavssti-kortet/lilla prikker (23 km)
    Overnatning ved Voderup Klint (primitiv teltplads)

• DAG 2: VODERUP KLINT til ÆRØSKØBING (27 km + 7 km i bus)
  • VODERUP TELTPLADS til STORE RISE = Kyststien + vejskilte (9 km)
  • Bus fra RISE TIL MARSTAL HAVN, busser er gratis på Ærø
  • MARSTAL, pause ved badehusene på Eriks Hale +1,5 km fra havnen = 3 km t/r (12 km)
  • MARSTAL til KRAGNÆS HAVN (frokost) +8km (20 km)
  • KRAGNÆS HAVN til ÆRØSKØBING = Øhavsstien + Nevrestien/cykelrute 92 +7 km (27 km) – via Kragnæs jættestue og Dæmningen

DAG 1 PÅ ÆRØ

OVER VANDET TIL ÆRØ

Det er let at komme fra Odense til Svendborg med Svendborgbanen. Togturen tager blot tre kvarter og stationen ligger kun få minutters gang fra havnen. Ved at tage toget sparede vi også parkeringsbøvlet som jeg oplevede i forbindelse med den skønne vandretur på 5 sydfynske øer i 2019.

ÆRØ-FÆRGERNE

• 

• 

• 

Vi havde købt færgebilletter i god tid, belært af vores dyrekøbte erfaring på Roskilde banegård, hvor vi ikke kunne komme med toget hjem til Odense på grund af ‘corona-udsolgte’ pladsbilletter. Denne gang havde vi valgt den rette strategi, færgen var udsolgt både ud og hjem. Til gengæld havde vi nu en vigtig tidsplan, vi måtte ikke misse færgen tilbage til Fyn.

• 

• 

Som gående, er det let at få sig en god vinduesplads. Cyklisterne og bilisterne kommer senere om bord. Snart var vi alle 4 samlet omkring bordet og vi købte færgekaffe, sludrede og nød overfarten i fulde drag.

De fleste af Danmarks øer er efterhånden forbundet af broer. Heldigvis er der stadig øer, der kun kan nås med færge, Ærø er én af disse. Vi sejler under Svendborgsundbroen, der forbinder Fyn med øen Tåsinge. Vi gik under samme bro i 2020, da vi luftede teenagedrengene på Øhavsstien fra Ballen til Svendborg.

• 

Vejret var lettere overskyet, heldigvis var det nogenlunde lunt i weekenden 12-13. juni 2021. Selvfølgelig håbede vi at solen snart ville titte frem.

VI DELER OS:
2 PÅ CYKEL & 2 PÅ GÅBEN

Så snart færgen var fremme i Ærøskøbing splittede vi op, og begav os gruppevis afsted i retning af Søbygaard. Vi havde planlagt at mødes undervejs. Cyklisterne havde, som vi der vandrede, en intension om at følge Øhavsstiens rute. Alligevel valgte de at starte på asfalt, så vi skiltes.

• 

• 

BADEHUSENE PÅ VESTERSTRAND

Småhusene, der ligger ved Ærøskøbing er den ene af to charmerende badehuskolonier på Ærø. De andre badehuse ligger i Marstal, som vi havde på programmet for morgendagens vandring.

De har mange forskellige farver, ikke to huse er ens! Alle har de deres helt egen stil. Ens for dem alle er at de er meget små, og ikke har tilsluttet hverken elektricitet eller vand. Måske er det netop dét, der gør husene så eftertragtede? Eller, måske er det den dejlige beliggenhed på den lille strand? Svaret svævede i vinden, men vi kunne snildt forestille os den ro, der må indfinde sig når ejerne ankommer til deres badehuse og ikke har anden forventning end at tilbringe nogle fredelige timer i vandkants-Ærø.

Hybenroserne fyldte luften med duften af min barndoms sommer, og jeg elskede det. Hybenroserne fylder mig altid med fred og glæde, og de lyserøde blomster samt vandets bløde skvulp var som et godt tegn om en vellykket weekendtur.

FIGNER OG VENLIGE HESTE

Vi fulgte kystvejen et lille stykke, før vi blev ledt ind på en markvej langs frodige hestefolde og med flot udsigt til Øhavet. Jeg sendte et lidt misundeligt blik i retning af nogle grønne figner. De var allerede velvoksne, og i sommervarmen ville de snart blive lige så saftige og lækre, som fignerne i Sydeuropa.

• 

• 

Mine eget figentræ i Odense, var taget af vinterens frost og skulle nu for tredje gang genetablere sin vækst. Ak-ja.

Hestene var nysgerrige og ville gerne hilse på.

I nabohaven var der ved at blive gjort klar til familiefest, dét var i hvert fald vores første tanke. Vi tog fejl. Det viste sig at være festlig reception for den nyåbnede skurvognscafé RococoSol. Der blev lokket med grillede sandwich og kolde Ærø-øl. Vi måtte takke nej til lækkerierne, men nåede en kort snak med ejerægteparret inden vi luskede videre. Vi ville gerne være blevet, men det var alt for tidligt med en længere pause.

Vi fik heldigvis spurgt ind til det spøjse rundhus, og fik oplyst at det ikke var det nederste af en mølle, men derimod et halmhus, muligvis et af Danmarks første? Naboejendommen er i øvrigt et økologisk landbrug, der forhandler lam og grønt til ærøboere og sommerhusgæster.

• 

• 

Det nybagte caféejere fortalte at de og deres småpiger havde sagt farvel til København og goddag til Ærø. Det havde de ikke fortrudt. Café’en er opkaldt efter døtrene.
(Desværre kan jeg ikke huske pigerne navne, men måske er der andre, der kan hjælpe).

KÆMPE BOLD OG MÅGE MED ÅL

Fra Borgnæs gik Øhavsstien videre lang med vandet. Stien var anlagt på toppen, langs kanten af en skrænt, og herfra var der en smuk udsigt over Revkrog Bugt.
To tyske ø-turister kom spadserende med nogle gevaldige hvide svampe. Vi så nok temmelig overraskede ud, over den flotte høst. Begejstrede fortalte svampejægerne at det var champignoner og aftensmaden var i hus!

• 

For anden gang havde en venlig plæneklippersjæl gjort turen let fremkommelig. “Ærø-boerne gør sandelig noget for vandrefolket, det er ganske beundringsværdigt”. Det var nok lidt naivt at tro, at dette ‘forkæleri’ skulle fortsætte hele weekenden. Dét gjorde det ikke, og inden længe skulle vi allerede prøve kræfter med de første forhindringer. Det vidste vi bare ikke endnu, da vi endnu gik på den fine sti.

• 

• 

En måge havde sikret sig dagens fangst, og slugte tilfreds en lang, sprællende fisk. Muligvis en hornfisk, det var svært at se. Den gråbrune edderfugl lod ikke til at have interesse i mågen og fiskens desperate snørklerier.

• 

Hvor mon Cyklisterne var? På nuværende tidspunkt måtte de være langt foran os, denne grønne græsløber var perfekt at cykle på.
Selv hækkene var skarpt klippede og dannede næsten et espalier.

• 

• 

• 

• 

STRANDEN OG DEN GLADE TYR

Alting får en ende. Vi mødte den første forhindring kort efter at vi var blevet vist ned på stranden. Vi stod nu overfor ikke ét, men hele tre udfordringer:

1. Hvordan vil Cyklisterne klare strand og hegnspassage?
2. Hvordan takler man den venlige tyr, i fald den skulle dukke op?
   ….og, var den mon så fredelig som det stod skrevet på skiltet?
3. Vi havde en hund med!

Græsset var imidlertid mistænkeligt langt, og der var ingen tegn på liv bag hegnet. Ej heller kunne vi, efter en inspektionstur bag indhegningen, lokalisere én eneste frisk kokasse, og ej heller friske klovspor eller nedtrampet græs.

Vi ringede til Cyklisterne. Til vores overraskelse var de BAG os!! Og, de til vores endnu større forundring, var fast besluttede på at følge i vore fodspor. De var enten seje, eller også misforstod de advarslerne.

• 

• 

Da vi havde gået turen i “tyrefolden” nåede vi frem til en ny udfordring. Hvordan skulle vi fortsætte? Ind over en mark, eller tilbage på stranden?

Umiddelbart kunne vi ikke finde et vandreskilt, der angav retningen. Fortrøstningsfulde tog vi for første gang kortet frem, uden dog at kunne orientere os. (Det skulle ikke blive sidste gang at vi måtte ty til kortet)

Til alt held dukkede 5 gæve vandringsfolk frem fra stranden. De hjalp os, og vi hjalp dem. Den vigtigste information vi kunne give dem, var at berolige dem, i forhold til den ikke-eksisterinde tyr og hans usynlige flok af køer. Vi blev rådet til at tage trappen ned til stranden, og forsætte videre frem.

Set i bagklogskabens klare skær skulle vi blot være fortsat langs stranden, og vi kunne have undladt alle bekymringer om tyren.

• 

• 

HVOR ER DEN RETTE VEJ?

Måske gik vi ikke den rigtige Øhavsrute, men vi gik i den rigtige retning. Det talte også i plus!

Et skur var det første tegn på menneskelig tilstedeværelse. Hér drejede vi væk fra stranden og fulgte grusvejen op ad “stejle bakke”.

Vi blev ikke meget klogere da vi nåede op til en lille asfalteret landevej, der brystede sig med at være en Europavej!

• 

• 

Nogle cykelturister stoppede op, og spurgte desperat: “Hvor er vi? Hvordan finder vi hjem?“. Tja, hvad skulle vi svare? Vi var kun lige selv ankommet, og var selv i vildrede. Vi frarådede dem på det kraftigste at cykle ned ad grusvejen – der jo endte blindt ved stranden.

De fortsatte videre ind i land. Vi tog en beslutning, og gik i videre parallelt med kysten og kig til et Drejø.

• 

• 

En prustende, og meget arrig dame kom cyklende. “Hvor er de andre?” “Det er umuligt at finde omkring, og jeg magter ikke flere bakker“.

Vi pegede hende i retning af hendes flok, og hun trampede tænderskærende afsted. Forhåbentligt ville de andre stå klar med skulderklap og en kold forfriskning, når hun engang nåede i mål.

FANDEN OG BØLGEMOSESTENEN

Den “Onde” har drevet sit værk på Ærø. Og, magelig det var han, i hin tid kunne han finde på at hvile sig på en kæmpe stor sten, der havde facon som en sofa. For at forhindre ham i at standse op, sprængte man stenen i tusinde dele. Én af stumperne endte ved Bølgemose. Fanden holdt sig imidlertid ikke væk, og en dag kom han op at toppes med en karl fra Borgnæs. Karlen vandt og Fanden flygtede, svømmende væk fra Ærø.

Han er ikke set siden. Og, dog….

• 

• 

I 1963 blev brudstykket af Fandens “sofasten” flyttet til Bregninge, og en anden sten sat i dens sted. Erstatningsstenen avlede imidlertid et nyt sagn, da den på djævelsk vis flækkede i selv samme sekund, den blev sat på Bølgemosestenens tidligere plads.

SKOVBY…OG EN FEJLVEJ

Endelig havde vi fundet ind på Øhavstien og fulgte skiltene.

• 

• 

• 

Vi vandrede frejdigt videre frem. Det var så let og ligetil.
Troede vi!

• 

Det småregnede. Jeg kan se det på billedet, men det var så lidt at jeg knap husker det. Hvad jeg derimod ikke glemmer, er at vi endnu engang stod uden stedkending. Derfor kom kortet frem.

Efter lidt snakken frem og tilbage, blev der sat en finger på kortet og vi besluttede os for at droppe ‘blå rute’ (Øhavsstien). I stedet ville vi fortsætte direkte til Skovby ad rød cykelrute.

• 

• 

• 

• 

Skovby er en landsby, med hyggelige huse og småveje. Uden at tænke videre over hvad der var nord og syd, op og ned, gik vi lige tværs gennem byen i hvad vi mente var retningen til Søbygaard. Øhavsstien så vi ikke noget til, hvilket var vores egen dumme fejl, eftersom vi havde ‘snydt’ Blå Rute fra, og dermed ikke var havnet dér, hvor vi troede.

• 

• 

Således ude af kurs endte vi omtrent 5-600 meter i forkert retning. En venlig gårdkone fik os overbevist om, at vi skulle vende snuderne tilbage i retning af Skovby, for at genfinde Øhavsstien og Søbygaard.

• 

• 

• 

Røde valmuer i en blågrøn kornmark var et kunststykke at betragte og på en bakketop tronede Vester Mølle, en af Danmarks ældste hollandske vindmøller. I dag males der ikke længere korn, og møllen fungerer i dag som kunsthøjskole. Så, mon ikke der bliver ‘malet’ stadigvæk!

FROKOST VED SØBYGAARD

Klokken var blevet 14. Da vi nåede frem til voldgraven omkring Søbygaard havde vi brugt 3,5 time på at tilbagelægge 13 kilometer.
Hvor var tiden blevet af?
Hvor var de andre?

• 

Sidst vi havde dem i telefonen, var de bag os. De ville nok dukke op i løbet af få øjeblikke. Vi pakkede vores frokost ud og gjorde os det mageligt ved bord-&-bænke-sættet med udsigt til får og gods.

• 

• 

Den lille herregård Søbygaard kan spores tilbage til slutningen 1500-tallet, hvor den blev opført af hertugen af Slesvig-Holsten-Sønderborg Hans den Yngre, der var søn af Kong Christian 3.

Søbygaard forfaldt siden meget, men gården blev reddet da en gruppe lokale købte stedet i 1990’erne. Det lykkedes dem at skaffet midler til renovering for omkring 90 millioner kroner.
Man kan kontakte Søbygaard på kontakt@soebygaard.dk eller på telefon: 30535958
Læs mere her: Søbyggard.

• 

Det lykkedes ikke at spise frokost med Cyklisterne, det viste sig at de var endt i Bregninge.

Nu var det tid til at finde de andre.

NATURRESERVATET VITSØ – IKKE PÅ CYKEL

Efter en kort telefonsamtale, lokaliserede vi hinanden. Cyklisterne befandt sig på trampestien ved Vitsø, kun få hundrede meter fra Søbygaard.

• 

• 

• 

Hvordan mon de havde klaret stranden og tyrefolden?
Hvordan var det lykkedes dem at overhale os, fuldstændigt ubemærket?

Gensynsglæden var stor, og sammen stred vi os frem i det høje græs ved Vitsø. Det viste sig at de både havde trukket afsted på stranden, kørt forkert (ak-ja, også dem!), og meget andet.

• 

• 

Vitsø er et stort naturområde, der ejes af Danmarks største jordbesidder: Aage V. Jensens Naturfond. Vitsø Nor var i mange år inddæmmet og opdyrket, men er i dag efter naturgenopretning blevet til en stor lavvandet sø.

Aage V. Jensens Naturfond ejer også Æbelø, der er et populært udflugtsmål på Nordfyn.

• 

Det var blevet tid til at forlade Øhavsstien der fortsatte videre i retning af Søby. I stedet slog vi ind på trampestien ved den sydlige ende af det store vådområde.

AD LANDEVEJEN TIL BREGNINGE

Næste stop skulle nås FØR klokken 16, for da ville dørene i Bregninge kirke låse sig automatisk.
Vi ville ikke risikere at komme for sent til et meget vigtigt møde. Vi valgte derfor at tage landevejen, 3,5 kilometer.

• 

• 

• 

Landeveje er sjældent at foretrække. Heldigvis er der ikke meget trafik på Ærø og bilerne tager fint hensyn. Desuden var der nok at se på undervejs. Blandt andet fine “babymajs”, der så ud til at trives fortrindeligt på de ærøske marker.

ÆRØS EGET LOKALFLAG

Vel ankomne til Bregninge stiftede vi for første gang bekendtskab med Ærøs lokale flag, der er trefarvet i ni striber: Guldgul, søgrøn og rød. Fanen blev i følge historien skabt i 1600-tallet, på foranledning af Hertug Hans den Yngres ældste søn og arving, Hertug Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Ærø. Han er eneste hertug med Ærø i sin titel.

• 

• 

Vi talte med en Bregninge-bo der, ikke uden en vis stolthed i stemmen, forklarede at det 9-stribede flag er det historisk korrekte Ærø-flag. I modsætning til et andet flag, trikoloren, der meget fejlagtigt er blevet indført af turistforeningen i en ikke så fjern fortid.

CLAUS BERGS ALTERTAVLE I BREGNINGE KIRKE

Bregninge har haft sin kirke siden 1200-tallet, men det helt store tilløbsstykke og grunden til at vi skulle og ville frem inden lukketid, var ønsket om at opleve kirkens fantastiske altertavle, der blev udført af Claus Berg i starten af 1500-tallet.

• 

Vi blev ikke skuffede, altertavlen er et gyldent mesterværk, der lyser op i den gamle middelalderkirke. Hvilket skue!

• 

• 

• 

Altertavlen blev skabt af den lübske billedskærer Claus Berg, der også var manden bag altertavlen, der i dag står i Odense Domkirke. Fantastiske figurer og flotte gevandter skåret i egetræ. Smerte, sorg og grimasser… og, 2 kongelige til hest?

• 

• 

• 

• 

Claus Berg var inviteret til Odense af Dronning Christine for at skabe en kongelig altertavle til byens daværende Gråbrødre kirke. Hun havde forladt sin mand Kong Hans og bosat sig på Næsbyhoved Slot. Hans værksted skabte flere kunstværker, og et af disse havnede på Ærø.

Er det mon et tilfælde at to af Bregninge-tavlens ryttere ligner henholdsvis Kong Hans og sønnen, Kong Christian 2?

• 

• 

Bregninge kirke er også udsmykket med kalkmalerier, fyldt med symbolik som de færreste forstår i dag. Der er også et par kirkeskibe, men slet ikke som vi senere skal opleve skibe i Marstal Kirke.

• 

• 

• 

• 

• Ærøs kirker (undtagen Ommel) er åbne hele året kl. 8.00-16.00, bortset fra, når der finder kirkelige handlinger sted.

ER DETTE KIRKEKUNST PÅ ÆRØ?

I kapellet er der også spændende kunst, dog ikke lige hvad vi ville forvente på kirkens område. Er det bare mig, der blev lidt overrasket?

• 

• 

• 

PÅ SHOPPING OG GALE VEJE

Cylisterne fandt et ølsalg i Genbrugsladen, og sørgede for at aftensmaden senere kunne skylles ned med en ægte Ærø drik. Vi var faktisk ved at være lidt nervøse for om det ville lykkes at få lokaløllen indkøbt, eftersom vi ikke havde mødt en eneste købmand siden vi i hast havde lagt Ærøskøbing bag os, uden proviantering.

• 

• 

Vi ville gerne have set besøgshaven Via Dolorosa, men desværre var hunde ikke velkomne. I stedet gik vi fornøjede videre, mens vi sang “Himmelhunden”, det bedste vi havde lært:

• 

• 

• 

“Hej du spillemand, vil du si’ mig med det samme
og vær’ ærlig for jeg mener hvert et ord:
når Vor Herre slukker livets flamme,
og man skal forlade denne jord.
Må man ta’ hunden med sig ind i himlen
den er sød og den har vær’t min bedste ven
den er klog og fin
og har lige vær’t i bad
hvis man må du spillemand så bli’r jeg glad”‘

• 

Vi var slået ind på Kyststien, som skulle føre os til Voderup Klint. Uheldigvis gik vi mod nord, og efter en lille kilometer måtte vi sande at vi endnu engang var på vej i den gale retning. Vi gik efter næsen, eftersom vi ikke umiddelbart kunne lokalisere rute-skilte med destinationsangivelse. Eller, måske var det lysten til at synge, der fik os til at miste orienteringsansen?

Vi så et lille jernkors, der var banket på en hegnspæl. Vi begyndte at se religøse symboler alle vegne.

• 

• 

Heldigvis havde vi ikke længere noget vi skulle nå. Så de ekstra meter tog vi ikke så tungt. På vej ud af Bregninge, nu i rette sydlige retning, passerede vi et lille gult hus med en stor planche i forhaven: “SMAG PÅ ØLIVET”. Huset er et tilflytter-tilbud, om at bo til leje i det fuldtmøblerede hus i en tidsbegrænset periode. Det var tydeligt at i Bregninge ville de gerne have at vi blev lidt længere, men vi skulle videre.

• 

• 

• 

PÅ VEJ MOD VODERUP KLINT

Efter Bregninge var skiltene som skabt for vores lille vandre-& cykelgruppe. Kyststien og Cykelrute 91 er slået sammen, og ifølge tur-kortet er det samme koncept der gør sig gældende i den retning vi kom fra. Vi havde bare valgt at gå på ‘landevej uden cykelsti’, for at nå i kirke og se altertavlen.

• 

• 

Dette var perfekt til sådan nogen som os: roligt, let at cykle på og fin at gå, smuk og kun os.
Sådan kunne det da heller ikke fortsætte. Snart måtte vore veje atter skilles.

• 

• 

KYSTSTI TIL ARMHULERNE

Cyklisterne havde i løbet af dagen, været på afveje. Vi vidste ikke hvor?. De havde kæmpet sig afsted på stranden ved Revskrog og trukket sig frem i knæhøjt græs ved Vitsø.

Da Kyststien drejede i retning mod vandet, besluttede Cyklisterne og Vandrene sig derfor for at splitte op, og tage hver sin rute til Voderup Klint.

Vi var helt uvidende om at vi på netop dét tidspunkt, tog dagens allerbedste beslutning. Næste etape havde været umulig at gennemføre med cykler.

• 

• 

Med udsigt til en faldefærdig skorsten i ensom majestæt, travede Vandrene ud ad et hjulspor.

Skorstenen sendte fra 1888 til 1935 røg fra Bregninge Teglværk højt op i luften. I tiden omkring år 1900 opstod der ikke mindre end 8 teglværker, fordelt over hele Ærø. Ingen af dem fik dog en længere levetid og ophørte næsten samtidig.

• 

• 

Snart kæmpede vi os afsted gennem et vildt krat, der både stak og brændte. Snirklede tentakler greb ud efter os, og filtrede os ind i et grønt spind af ufremkommelighed. Tanken strejfede os: Var denne del af Kyststien nedlagt, gemt og glemt.

SAND, STEN, VAND OG HIMMELHØJE KLINTER

Vi kæmpede os ned til stranden og blev en nok kende overraskede da der stod et flot ruteskilt i småstenene.

Vi var på rette vej. Denne gang var det let at følge pilen: vi skulle til venstre! Længere fremme rejste høje klinter sig lodret op fra stranden.

• 

• 

• 

• 

I en skrænt bemærkede vi nogle besynderlige små kunstværker. Hvad var mon dette. Var det bo? Var det pupper? Var det bier, hvepse eller myrer? (Efterfølgende Googlesøgninger og forespørgsler på nettet foreslog dette: Odynerus melanocephalus)

• 

• 

Det var dejligt at gå langs med stranden og vi følte os helt alene i ‘hele verden’. Dog var der tegn på andres tilstedeværelse da vi nåede et par arkitekttegnede shelters ved Vesteraas. På bookingsiden for denne shelterplads gøres der opmærksom på at der kun er adgang fra vandside (kajak og lign.) eller for gående langs kysten.

• 

• 

• 

Vi fortsatte videre langs med kysten. Klinerne blev højere og højere. Efterhånden gik det op for os, at vi ikke havde mange andre muligheder end at forsætte videre frem.

VODERUP KLINT SET FRA STRANDEN

De lodrette skrænter var umulige at komme op ad, og da slet ikke med tunge rygsække.

• 

• 

Ved dét, der syntes at være den allerhøjeste skrænt, gik en lille sti lodret op til toppen. Tvivlen nagede: var dette mon vejten til teltpladsen ved Voderup Klint? Den eneste mulighed for at findes svaret, var at klatre til tops og få et overblik.

• 

• 

“Spiderman, – go home!”, siger jeg bare. Og, så var det ikke engang den rigtige skrænt. Vi måtte videre langs stranden, usikre på om vi kunne komme op og mødes med Cyklisterne. Eller om vi ville være nødsaget til at overnatte på stranden, for foden af Cyklisternes soveplads?

• 

• 

• 

Vi kunne ikke være langt fra vores mødested, og vi fortsatte i delvis forvisning om at der snart ville komme ét eller andet form for tegn på at vi var fremme.

Længere fremme antydede fint arrangerede sten og en balancerende stente, at strandvandringen var ved at nå sin afslutning.

• 

• 

.Pludselig stod det dér: Kyststi-skiltet!
Gid det altid må blive stående, og aldrig fjernes!

Når ret skal være ret, gik vi kun to små kilometer på stranden under skrænterne. Når jeg tænker tilbage, var det vel egentligt mere den lidt klaustrofobiske tanke om at være ‘fanget’ på et smalt stykke stenet strand, der gjorde at strækningen føltes længere end den var. Tanken om at være indespærret, uden mulighed for komme væk hvis vandet stiger.

ÆRØS GRØNNE TERRASSER

Voderup Klint er en 33 meter høj og 3,5 kilometer lang klint, der består af skredterrasser, der som kæmpemæssige græsklædte trappetrin forbinder havet og den høje ø. Kyststrækning blev fredet i 1957, og siden 1991 har klinten været klassificeret som et særligt landskabeligt og geologisk beskyttelsesområde.

Det var skøn, skønnere, skønnest at krydse henover den store bølgende græsslette. Få øjeblikke tidligere, havde vi været i tvivl om hvorvidt det skulle lykkes.

• 

• 

• 

• 

TELTNING I SOL OG BLÆST

• Klokken var 18, da vi slog vores 3 telte op på Voderup primitive teltplads
• De blege ben, blev strakt ud i græsset
• Humøret var i top og øllen lokal
• Aftensmaden var tørkost, blandet med lidt friskplukket strandkål
• Dagens oplevelser blev delt, og grinet af
• Tulle så EM-fodbold. Åbningskampen blev brat afbrudt da Christian Eriksen faldt om med et hjerteanfald.
• Vi nød stilheden og den lune, men temmelig blæsende sommeraften
• Teltene stod i læ og kort efter sov vi som sten

DAG 2 PÅ ÆRØ

9 KILOMETER TIL BUSSEN

Vi stiller sjældent vækkeuret når vi er på vandretur. Normalt lader vi os vække af morgensol og fuglesang. Så snart den første møffer ud ad i sit telt, følger de andre efter. Således var det også på denne tur. Vi ville dog også meget gerne nå bussen i Store Rise kl. 9.39. Heldigvis vågnede vi tidligt.

Klokken 8 var vi klar til afgang.

• 

VEJEN TIL STORE RISE

Vi skulle tilbagelægge 9 kilometer før vi var fremme ved busstoppestedet i Rise. Undervejs fulgte vi både små lande- og grusveje. Igen var det slående, hvor lidt trafik vi mødte undervejs.

• 

• 

• 

Det meste af strækningen fulgtes vi ad, men på den sidste kilometer satte Cyklisterne ind med en spurt og trak fra.

• 

• 

• 

• 

Kyststien og Cykelrute 91 var igen slået sammen, og skiltningen var ok. Imidlertid går ingen af ruterne ind til Rise. I stedet fulgte Vandrene retningen af kirkespiret, og anvisningerne fra Cyklisterne, der havde påtaget sig rollen som vejvisere. Vi måtte ikke komme for sent til bussen.

• 

• 

I skarpt trav, småløb vi ind i Rise. Det var lidt ærgerligt at vi ikke havde tid til et hvil ved bryggeriet. Men, hvis ret skal være ret, så var morgenen endnu ganske ung og det var vel alt for tidligt til en øl, også selvom den var nok så lokal.

Til trods for at tiden var knap, og vi havde en bus at nå, tog vi tid til at stoppe op ved en særpræget sten, der stod i en forhave. På stenen stod budskabet “When the going gets tough, the tough gets going”, men det var især de mange figurer, der tiltrak min nysgerrighed – og sendte tankerne til både HCA i Odense og til Che Guevara på Cuba.

Der var ikke tid til at studere kunstværket nærmere, bussen til Marstal ventede ikke.

BUSSEN TIL MARSTAL – SKIPPERBYEN PÅ ÆRØ

Den mindste cykel blev læsset ind i bussens bagagerum og turen til Marstal var helt og aldeles gratis.

Den høje cyklist foretrak at cykle. Vi aftalte at mødes ved kirken i Marstal og ønskede hverandre en fornøjelig tur. Vi susede afsted på landevejen.

• 

• 

• 

Det var en køretur med udsigt til grønne marker og langs vandet, hvor vejen er anlagt på Drejet.

Indtil midten af 1800-tallet var Marstal og den østlige del af Ærø kun forbundet med resten af øen ved vadestedet Drejet. Det var først da man inddæmmede Gråsten Nor i 1856, at det blev muligt at anlægge en fast vejforbindelse. Dæmningen blev anlagt på den nordlige side hvor vi skulle gå senere på dagen.

MARSTAL ER ÆRØS STØRSTE BY

Eftersom bussen kørte hurtigere end Cyklisten, havde vi lidt tid til at se os omkring før vi igen kunne samles. Vi betragtede havnens graffiti/street art der prydede værftet såvel som plankeværket foran den store dieseltank.

Marstal er Ærøs største by, og havet har altid været omdrejningspunktet for byens eksistens.

I 1600-tallet kom der skub i væksten, da byen blev en illegal konkurrent til købstaden Ærøskøbing. Herefter udviklede Marstal sig fra at være et lidt anonymt fiskerleje til at manifestere sig som et maritimt kraftcenter. Ulovlighederne blev orkestreret af den hertug der styrede Marstal-området.

I dag, over 400 år senere er Marstal stadig præget af tilknytningen til havet. I byen findes blandt andet Navigationsskolen, værfter, en række rederier, søassurancer, forskellige maritime virksomheder, et søfartsmuseum og en kirke med ikke mindre end 7 kirkeskibe.

STORMFLODEN I 1872

Havet gav vækst og velstand til byen, men ved Marstal Museum angiver et vandstandsmærke hvor højt vandet steg i 1872, da en katastrofal efterårsstorm blæste store mængder vand ind i Østersøen.

Stormfloden ramte blandt andet de sydfynske øer, Lolland, Falster og dele af de nordtyske kyster. Det var en stormflodskatastrofe, der kostede mange menneske- og dyreliv, der medførte kolossale skader.

• 

Marstal blev udsat for stormens fulde styrke og da vandet var på sit højeste stod det godt en meter over molens overkant, næsten 4 meter over normal vandstand.

Vi oplevede også vandsstandsmærker på Avernakø, i forbindelse med vores Ø-hop i 2019.

KALKBRÆNDERI OG EN SORT KANON

Vi satte kurs mod badehusene på Eriks Hale, hvor vi ville drikke en morgenkaffe, snack’e og slappe af i sandet.

• 

• 

Der er 1,5 kilometers gang fra havnepladsen ud til de små huse. På turen dertil kiggede vi på værfter, beddinger, lystbåde og småjoller, da en lille, hvid bygning med en høj skorsten fangede vores blikke hen over vandet.

Den hvide kalkovn blev opført i 1863 og ligger nærmest midt i havnen. Det er muligt at gå hele vejen derud via Eriks Hale. En oplevelse vi dog måtte have til gode.

• 

• 

Til historien om Marstal hører også historien om dengang englænderne i 1808 forsøgte at stjæle marstallernes skibe. Da det ikke lykkedes sendte de i stedet 20 kanonkugler ind over byen. Måske var det årsagen til at man senere etablerede et batteri til forsvar af byen, mystisk nok først 5 år efter angrebet. En enkelt af kanonerne fra batteriet er stadig bevaret.

HVEM ER ÆRØS ERIK?

Cyklisterne trådte til i pedalerne og kørte i forvejen. Da vi andre nåede frem til badehusene, havde de allerede slået sig ned.

• 

• 

• 

Vandrerne fortsatte et stykke videre ud på halen, der er en sandtange bestående af lave klitter, strandsøer og strandvolde.

I 1600-tallet blev tangen omtalt som Erzhs Hale, eller Ershale, hvilket angiveligt skulle betyde Ærøs Hale. I folkemunde er det med årene blevet fordrejet og fordansket til at være Eriks Hale. Vi er nok ikke de eneste, der har undret os: “Hvem er mon denne Erik?“.

• 

• 

• 

• 

Efter den lille afstikker ud langs de små farveglade badehuse, slog vi os ned i læ bag et af husene. Snart kogte vandet på primussen, og kaffen blev brygget på instant kaffepulver. Livet er herligt.

• 

• 

Vi nød vores kaffestund, men klokken var efterhånden blevet elleve og vi skulle nødig blive alt for magelige. Desuden var der en kirke, der lige skulle besøges inden turen gik videre til Ærøskøbing. Alt i alt tilbragte vi en skøn halv time på Eriks Hale.

ÉN KIRKE – SYV SKIBE

I gaden vajrede signalflagne. “Selvfølgelig”, fristedes man til at sige, “vi er jo i Marstal”

• 

Siden 1100-tallet har marstallerne hver søndag gået hele vejen til kirken i Rise for at komme til gudstjeneste. Præcis den strækning vi kørte med bussen tidligere på dagen. Marstal Kirke blev først opført 1738.

• 

• 

I kirken så vi de syv kirkeskibe. Marstal kirke har landets tredjestørste samling af kirkeskibe, kun Fanø-kirkerne har flere, Sønderho (15) og Nordby Kirke (9).

• 

• 

• 

• 

• 

Bænkene er malet i en stærk blå farve, der symboliserer havet. Det maritime er hele tiden nærværende i søfartsbyen Marstal.

UD AD MARSTALS STRANDVEJ

Der ligger mange smukke, ældre hus på Strandvejen. Solen skinnede og trafikken var som de andre steder på Ærø, ganske fraværende. Vi slugte solen, det gode vejr og den dejlige dag.

• 

• 

IGENNEM SKOVLANDET

Fra Marstal fulgte vi Øhavsstien, der ledte os væk fra kysten og tog os ind i Skovlandet, der består af ungskov, grønne hvede- og babymajsmarker samt juletræsplantager. Igen kunne vi glæde os over at gå på nyslåede græsstier.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

En vejrhane var udformet som en sammensmeltning af en skonnert og to grantræer, der gjorde det ud for sejl. Selv i skoven var havet tæt ved.

KIRKEGEMMELEG I OMMEL

Pludselig bemærkede vi et træskilt med teksten: Kirkesti. Pilen pegede i samme retning som vi skulle følge. Underligt nok var der ingen kirke i sigte? Græsset var slået, men det var vi efterhånden vant til. Til trods for den nyslåede sti, følte vi os langt ude på landet…Ville der nu også dukke en kirke op?

• 

• 

Vi undrede os en smule over kirkestien, der tilsyneladende var endnu et nyslået græsbælte, der løb langs et levende hegn og grønne agre. Der var intet der lignede en by.

Og, så alligevel…
Da vi kom helt tæt på de store træer forenden af stien, dukkede en rød murstenskirke frem fra træernes kroner. Ommel-boerne har virkelig haft held med at skjule deres kirke, som de så ovenikøbet placerede 500 meter uden for landsbyen.

• 

• 

Ommel Kirke er den yngste af Ærøs syv kirker. Den blev tegnet i 1892 af den produktive Odensearkitekt Niels Jacobsen, der også kan skrive blandt andet Odense Teater, Odense Forsamlingshus, Odense Tekniske Skole og meget andet på CV’et.
Kirken var lukket. Vi fortsatte og snart var den atter gemt bag høje træer.

• 

LANGS KLEVENS BLÅ VAND

Ved at følge Øhavsstien blev vi nu ført ud flade strandenge, der ligger helt ud til bugten, der kaldes for Kleven. I de store træskibes tid var den beskyttede bugt et godt sted at vinteropbevare skibene, der ikke kunne trækkes på land som vi gør med lystbåde i dag.

• 

Trampestien var blød og lækker at gå på. Cyklisterne var imidlertid en anelse udfordrede, og valgte at stå af deres jernheste, for i stedet at trække henover området. Humøret fejlede heldigvis ikke noget.

• 

• 

• 

Yngstecyklisten, der denne weekende var på sin første lange cykeltur med teltovernatning, var træt af at træde i pedalerne. Nu travede hun afsted i følge med Ældstecyklisten, der havde fornøjelse af trække afsted med begge cykler.

• 

Trods Cyklisternes vanskeligheder, nød vi smukke område, hvor sølvgrå malurt og spredte lilla blomster gav et malerisk farvespil til grønne græsser og vandets og himlens blå nuancer.

• 

KRAGNÆS HAVN OG TID TIL PAUSE

Den lille Kragnæs Havn tilbød hverken is eller læskende drikke, i stedet kunne vi slå os ned ved bord og bænk på den dejligste “Kaffeplet”.

Vi gorde et pausestop ved bådlejet, hvorfra vi havde udsigt til den lidt større Kleven Havn og landsbyen Ommel, på modsatte side af bugten.

• 

• 

• 

Et skilt informerede om områdets historie, der omfatter en temmelig aktiv smuglervirksomhed. Fra 1300-tallet og helt frem til 1864 var Ærø ikke en del af kongeriget Danmark, men hørte derimod under hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Ærø lå uden for de danske toldmure og man fandt snart ud af at smugle varer fra hertugdømmerne og ind i Danmark.

• 

• 

Efter pausen splittede vi op. Cyklisterne agtede at finde en masse asfalt!!.

KRAGNÆS JÆTTESTUE

Vandrerne fortsatte ad Øhavsstien, hvor vi håbede at finde en jættestue.

Jættestuer er imponerende bygningsværker, der blev opført for omkring 5000 år siden. De er ældre end Egyptens pyramider. Jeg finder det fascinerende at vore forfædre byggede gravkamre med enorme stenblokke, i et land uden bjerge.

• 

• 

• 

• 

Som det kan ses af billederne, så lykkedes det os at finde Kragnæs Jættestue. Det var ganske simpelt eftersom Øhavsstien går så tæt forbi, at vi nærmest faldt over den.

• 

• 

Vi undlod at gå ind i jættestuen, da der blev advaret med nedstyrtningsfare. Da vi igen havde taget rygsækkene på og var på vej videre, kom der en gruppe, der tilsyneladende var lokalkendte. De gik ind uden videre betænkning! Vi følte os alligevel ikke fristede.

Jeg vedhæfter i stedet et link til et besøg i jættestuen ved Mårhøj på Hindsholm. (inklusiv en lille film)

DÆMNINGEN VED GRÅSTEN NOR

Ærø eller Erre, tolkes af sprogforskere som “den bugtede” ø. Tidligere var øen meget mere ujævn i omkreds end den er i dag. Inddæmningerne har udjævnet de naturlige kystlinjer en hel del.

• 

• 

• 

I går gik vi på dæmningen ved Stokkeby Nor, og vi var forbi det tidligere inddæmmede, nu naturgenoprettede område ved Vitsø naturreservat.
I formiddags kørte vi med bussen på Drejet, der tidligere var eneste forbindelse mellem det vestlige og det østlige Ærø.

• 

• 

• 

På vores oplevelsesture har vi oplevet at der er flere måder hvorpå ‘dobbeltøer’, takler deres drej/landtanger:

• Avernakø og Drejø har asfalteret deres drej
• Æbeløs drej er stadig ‘naturligt’ og foranderligt

Gråsten Nor var oprindeligt et stort, fladvandet havområde. Da det blev inddæmmet i 1856, fik Ærø næsten 4 km² nyt land, og Marstal blev landfast med det øvrige Ærø.

• 

Fra stien på dæmningen havde vi til venstre, et flot kig ind over det inddæmmede land, der i dag består af dyrkede marker, mindre moser og græsningsenge. Til højre lå vandet, og i det fjerne kunne vi skimte Ærøfærgen, der var på vej i havn i Ærøskøbing.

• 

• 

For enden af dæmningen lå en af de gamle afvandingssluser, og inden turen fortsatte sendte vi et blik tilbage på den lange dæmning.

FRA ØHAVSSTI TIL NEVRESTI

Ved slusen drejede Øhavsstien ind i land. Vandrerne behøvede ikke megen betænkningstid, før de slog ind på Nevrestien (en del af cykelrute 92), der følger kysten.
Den 3,5 kilometer lange sti er den mest direkte vej til færgen i Ærøskøbing.

• 

• 

• 

Nevrestien er til glæde for både cyklister og gående. Der var ikke megen trafik da vi var undervejs. Vi havde stort set stien for os selv.

• 

På marken blomstrede valmuer og kornblomster, og til vandsiden oplevede vi både en svane, en hejre, måger, får og edderfugle.

• 

• 

• 

ÆRØSKØBINGS GRØNNE ENERGI

For enden af Nevrestien, i udkanten af Ærøskøbing fik vi øje på et stort solfangeranlæg. Det er Ærøs første fjernvarmeanlæg baseret udelukkende på grøn energi. Anlægget er fra 1998 og der kan veksles mellem udnyttelse af solen og halm/træpiller fra lokale landmænd.

• 

Der er tre fjernvarmeanlæg på Ærø, dette i Ærøskøbing samt et i henholdsvis Marstal og i Rise. Alle tre anlæg arbejder med udnyttelse af vedvarende energi.
Ærøs elektricitet kommer fra øens vindmøller, der producerer mere end øens samlede forbrug.

DEN HØJE SKORSTEN?

Vores blikke blev draget af et lille rødt hus med en usædvanlig høj skorsten. Sidst vi så en høj, skorsten i røde mursten var ved Voderup Klint, hvor ruin-skorstenen vidnede om det længst forsvundne teglværk,

• 

• 

Skorstenshuset i Ærøskøbing var Ærøskøbings tidligere brandstation, og ‘skorstenen’ var et tårn opført til tørring af slanger.

Brandstationen blev solgt i 2014 og bruges i dag til privatbeboelse. Hvad mon husets beboere bruger det høje tørre-tårn til? …. skorsten?

JOMFRUSTIEN

Fra Nevrestien, ved Den Gamle Brandstation, drejede vi ind på weekendens sidste strækning: Jomfrustien, hvor det heldigvis kun er tilladt at spadsere.

• 

Vi slentrede afsted i roligt tempo. På den 500 meter lange strækning er det lykkedes at presse så meget charme og idyl ind at vi måtte knibe os i armen. Det føltes som en drøm. Hvilken smuk måde at afslutte vores lille vandreferie.

• 

• 

• 

• 

Himlen var blå og vejret var lunt. Vi stoppede op igen og igen, pegede og beundrede. “Se dér”, sagde den ene. “Se hér”, sagde den anden. Gruset knasede når vi gik, og i de små velholdte baghaver voksede en mangfoldighed af blomster, træer og buske.

• 

• 

Det er sjovt med stednavne. Nogle navne er ganske indlysende, andre navne er mere tricky. Hvorfor mon denne sti kaldes for Jomfrustien?

ANDEBY I GADEKÆRRET

Jomfrustien endte ved en lille vej, som vi krydsede. På den anden side fortsatte vi videre ad Jomfruvejen, der tog os forbi gadekæret med en græsklædt ø. På øen ligger der en lille miniby. Det syntes vi begge var en sjov og hyggelig idé. Vi så nu ingen ænder, men mon ikke de gemte sig i sivene langs kærets bred.

• 

Klokken var 14:30 og Ærøfærgen var ved at gøre klar til at sejle til Svendborg. Vi var i god tid, hvilket var helt efter planen, vores billetter var booket til næste afgang 16:35.

Nu skulle vi finde Cyklisterne, få en velfortjent is og se os lidt omkring i de gamle købstad.

ÆRØ-LAKRIDSKONFEKT OG -IS

Endelig blev holdet samlet igen, og dagens oplevelser blev vendt omkring et lille bord ved fortorvscaféen Aroma og Ærø Ismageri, der ligger ved havnen.

Vi købte kaffe på caféen og dertil supplerede vi alle 4 med den mest pragtfulde, hjemmelavede is.

• 

• 

• 

Jeg valgte 3 x sorbet (stikkelsbær, ribs, rabarber) – åh, så herligt at kunne føle smagen af dansk sommer smelte på tungen.
Inden vi gik videre røg der 2 dåser hjemmelavet Ærø-lakridskonfekt fra Hattesen ned i rygsækken. Vi skulle nødigt mangle søde sager på færgen!

PÅ SLENTRETUR I ÆRØSKØBING

Efter is og kaffe, gik vi en tur i byen med fine huse, der er bevaret siden 1700-tallet, enkelte helt siden 1600-tallet. Især var vi meget betaget af de flotte døre med smukke udskæringer og flotte farver.

I den sene middelalder fik Ærøskøbing privilegier til al Ærøs handel. Men, ét er retmæssighed, noget andet er det øvrige Ærøs ‘fortolkning af lovteksten’ : Ærøskøbing fik hurtigt konkurrence fra øens mange ulovlige havne, samt byen Marstal.

• 

• 

• 

• 

• 

Vi gik op ad byens hovedstrøg, Vestergade. Der var store huse, små huse og alskens spændende sager at kigge på. Der var spisesteder, hoteller, små forretninger, privat beboelse, gallerier…

• 

• 

Vi stilede efter kirken, og drejede ned ad Søndergade.

TORVET OG KIRKEN

Kirken ligger nær torvet, i købstadens midte. Her findes blandt andet det gamle rådhus, det gamle domhus og en latinerskole, to gamle vandposte, caféer og udendørsservering.

• 

Den hvide kirke med det irrede kobbertag og -spir ligger en smule tilbagetrukket fra torvet, dog ikke længere end at kirkegængerne let kan skylle altervinen ned med endnu en tår efter gudstjenesten. Hvis ikke vi lige havde rejst os fra et andet cafébord, kunne vi sagtens have været fristet til et hvil på Ærøskøbings hyggelige torv.

• 

• 

Inde i kirken ledte de havblå kirkebænke og skibene tankerne tilbage på Marstal Kirke. Fint afstemte blå nuancer var også at finde på den rigt udskårne prædikestol.

• 

• 

• 

På kirkebænkenes gavle er der malet enkle blomstermotiver. Blandt disse var der flere vi var stødt på undervejs på vandreturen. Det synes meget sympatisk, at hvis man ikke har interesse i præstens prædiken, så kan man studere øens botaniske mangfoldighed.

• 

Vandrerne syntes at Cyklisterne skulle opleve Jomfrustien, som vi selv havde været meget begejstrede for. Cyklerne stod ved havnen, og eftersom de nu var ‘cykelfri’, var de også velkomne på den cykelfri Jomfrusti.

Vi forlod kirken ad baghaven, og gik videre ad Nørregade, og Østergade. På denne relativ korte bytur, fik gået på de fire gader, der er opkaldt efter verdenshjørnerne: vest, syd, nord og øst.

• 

• 

I Nørregade ligger de huse, hvis baghaver støder ned til Jomfrustien og havudsigten. Fra vejsiden er vandet ikke helt let at se, eftersom husene ligger helt tæt.

I Østergade ligger små fine huse også side-om-side, men for enden af denne gade er det som om at den ‘gamle by’ ender. Hvis Ærøskøbing har haft en middelalderlig byport, kunne den godt have sået på dette sted. De danske byporte forsvandt i midten af 1800-tallet, og kun få byer har bevaret de gamle porte.

• 

• 

• 

• 

RØG TIL SKIBET

En liflig duft af nyrøgede fisk fik det til at vimre i næseborene. Vi fik en uimodståelig trang til at få nogle lækkerier med ombord på færgen.

• 

Der blev indkøbt både røget smørfisk, røget laks og skønne fiskefrikadeller. Rikja-hunden, der pænt stod udenfor og ventede, blev spurgt om hun havde lyst til fiskefrikadelle. Dét havde hun, og dellen blev grebet i luften. Dygtig hund!

VEJEN TIL SVENDBORG

Således godt forsynede med både lakridskonfekt og røgvarer var vi klar til at sejle retur til Svendborg med Ærøfærgen.

• 

Vejret var skønt, solrigt og lunt. Der var rift om pladserne på dækket. Som gående ombord på færgen, havde vandrerne den fordel at være førstevælger til pladserne.

• 

• 

• 

Vi fik fat i nogle Ærø-Færgeøl og dertil fortærede vi en herlig blanding af konfekt, røgede fisk og færge-fritter. Det var en “Kongetur”, og vi viste at vi havde fortjent det hele efter 2 fantastiske vandre- & cykeldage.

• 

CYKLISTERNES OPLEVELSER PÅ ÆRØ

“Med eventyr i blodet og forventningerne i hjertet stod Christine og jeg op tidlig lørdag morgen for at begive os ud på vores første bikepacking-tur sammen.…” (læs beretningen fra Cyklisternes Ærø)

ÆRØSKØBING TIL ÆRØSKØBING (RUNDTUR)		Via Søbygaard, Vitsø, Bregninge, Voderup Klint og Marstal
Distance	50 km	DAG 1: Ærøskøbing til Voderup Klint (23 km) DAG 2: Voderup Klint til Ærøskøbing (27 km)
Sværhedsgrad	⛺⛺⛺	VANDRING: Flere steder var græsset slået i fine bælter. Andre steder gik ruten på strand, trampestier, stier, grus- og landeveje. Det vanskeligste var det nærmest ufremkommelige stykke til kysten, der førte til Voderup Klint. CYKLING: Vores cyklister forsøgte at følge vandreruten, hvilket ikke er let.
Afmærkning af rute	⛺	Vi måtte flere gange ty til både fysisk kort og til GoogleMaps. Undervejs mødte vi andre vildfarne, der havde mistet stedkending. HUSK kort!
Badetur	⛺⛺⛺	Flere fine bademuligheder undervejs. Vi badede ikke.
Underlag / terræn	⛺⛺⛺	Stor ros til plæneklipperne på Ærø.
Kirker og toiletter	⛺⛺⛺⛺⛺	Fine kirker undervejs Vi besøgte: Bregninge Kirke, Marstal Kirke og Ærøskøbing Kirke. Muldtoilet ved Voderup primitive teltplads
Drikkevand	⛺⛺⛺⛺	Fine muligheder for at få vand undervejs (Kirker, butikker, teltplads)
Indkøb	⛺⛺	Ærøskøbing og Marstal
Overnatning	⛺⛺⛺	Vi overnattede på Voderup primitiv teltplads
Bedste etaper	⛺⛺⛺⛺⛺	1: Kyststrækningen ved Voderup Klint 2: Kyststrækningen ved Kleven 3: Dæmningen ved Gråsten Nor 4: Jomfrustien i Ærøskøbing