“Med eventyr i blodet og forventningerne i hjertet stod Christine og jeg op tidligt lørdag morgen. Vi skulle ud på vores første ‘bikepacking-tur’ sammen.
Om morgenen var vi i fuld gang med at pakke det sidste, og vanen tro var tiden pludselig knap. Vi endte med at kyle forskelligt nyttigt og unyttigt ned i cykeltraileren.
Kun 10 minutter efter tidsplanen forlod vi huset og cyklede så hurtigt, vi kunne ind til banegården.
Set i bakspejlet havde det været fornuftigt at medbringe lange bukser til lørdag aften.
Heldigvis var vi i god tid til toget til Svendborg, og vi kunne slappe af.
Vi havde aftalt med Anne og Dorte, mine trofaste vandrevenner, at de skulle stå på i Fruens Bøge. Planen var at de skulle vandre den samme tur som vi skulle cykle.
Ved stationen i Fruens Bøge sluttede Dorte, Anne og Rikja-hunden sig til vores lille rejseselskab, og efter en behagelig og begivenhedsløs togtur ankom vi til Svendborg, hvorfra vi fortsatte videre med færgen til Ærø.
Vel ankommet til Ærøskøbing begyndte eventyret for alvor.
Vi havde besluttet, at starte med at følge Øhavsstien i retning af Søby. Ved Vitsø Fuglereservat ville vi dreje fra, og følge sydkysten til Voderup Klint, hvor vi skulle overnatte på en primitiv teltplads.
Hvad kunne gå galt?
Turen ud af Ærøskøbing gik glat og vi susede afsted, trods lidt modvind. Allerede efter et par kilometer måtte vi dog sande, at skønne vandrestier ikke altid er lig med fine cykelstier.
Heller ikke selvom vi havde gode mountainbikes.
Vi måtte af cyklerne og trække. Men hvad gør det? Vi havde god tid og turen skulle jo nydes. Dorte og Anne var bag os, og dem skulle vi jo også vente på fra tid til anden. Op på cyklen igen, og så viste cykelcomputeren pludseligt, at vi var kørt forkert. Vi vendte om og cyklede ned ad dén sidevej, der var den rigtige. Troede vi. Men ak, nu var vi faret vild.
Ærø er da heldigvis en ø, så helt væk bliver man vel aldrig? Efter at have slået en kæmpe bue ind i landet kom vi tilbage til Øhavsstien.
”Blå mand” råbte vi, da vi så det karakteristiske skilt.
En opringning til Anne og Dorte gjorde det klar for os, at vi var langt bagefter dem. Vi kløede på. Vi ville gerne spise frokost sammen med dem. Snart efter måtte vi imidlertid trække cyklerne ad de smukkeste vandrestier langs vandet. Til sidst endte vi til-og-med på en stenet strand.
Vi mødte et par vandrere der oplyste, at vi måtte trække endnu en lille kilometer langs stranden, før stien ville blive god igen.
Vi trak cyklerne gennem sand og sten.
Vi glædede os til at komme væk fra stranden. For at komme væk skulle vi forcere en trappe, to elhegn, en skydebane og endnu to elhegn. Endelig var vi tilbage på en grusvej.
Vi var trætte og så begyndte det at regne. Ikke ret meget heldigvis.
Jagten fortsatte på Dorte, Anne og den blå mand. De måtte være lige foran os, men vi orkede ikke flere vandrestier lige nu. I stedet vi slog ind på asfaltvejen til Bregninge, hvor vi fandt et sted at spise vores medbragte frokost.
Så kom der pludselig en sms-besked: Anne og Dorte var ved Søbygård, 3 kilometer længere fremme. Vi sprang i sadlen, og efter lidt cyklen-frem-og-tilbage fandt vi dem endelig ved Vitsø Fuglereservat.
I samlet trop drog vi nu, tilbage til Bregninge, hvor vi gerne skulle nå ind i kirken inden døren låste automatisk kl. 16.
I kirken er der en altertavle fra Claus Bergs værksted i Odense, vi forfærdelig gerne ville se.
Vi skulle også have købt nogle øl til aftenhygge.
Mon der var en købmand i Bregninge?
Christine og jeg cyklede i forvejen for at finde ud af det. Svaret var”nej”, men der var en genbrugsbutik, der solgte lokale Ærø øl. Missionen var fuldført.
Efter kirkebesøget, besøgte vi et lille galleri med kunst, der ikke kan beskrives, men skal ses.
Efter et par svinkeærinder sluttede vi dagen på den hyggeligste lille teltplads ved Voderup Klint. Det blæste, og det blev koldt, da solen begyndte at gå ned. På grund af blæsten undlod vi at tænde bål, så efter aftensmad og udveksling af dagens oplevelser krøb vi alle ind i vores telte og faldt snart i søvn.
Omkring kl. 7 søndag morgen vågnede vi. Det havde været stiv kuling om natten, og selvom vi lå i læ, så troede jeg flere gange i løbet af natten, at teltet ville lægge sig ned over os. Om morgenen var vinden heldigvis løjet af.
Man er vel på tur med far!
Morgenmaden bestod af havregrød med sukker og rosiner.
Dertil kaffe og Faxe Kondi.
Kl. 8 forlod vi teltpladsen. Vi cyklede mod Store Rise, hvor vi skulle nå en bus til Marstal kl. 9.39.
Alt gik efter planen og vi havde tid til at sidde og slappe af ved busstoppestedet. Solen var ved at komme frem fra skyerne.
Da bussen kom opdagede vi, at vi sad på den forkerte side af vejen, og stormede ud på vejen for at standse bussen. Busoplevelsen startede derfor med en skideballe fra chaufføren, der belærte os om, at man ikke må løbe ud foran biler og busser.
Christine, Anne, Dorte og Rikja kørte med bussen til Marstal, mens jeg cyklede de ca. 7 km dertil. Vi mødtes på havnen og gik ud på Eriks Hale, hvor vi spiste frokost. Endnu et kirkebesøg. Jeg tror, at Christine er ved at være lige så træt af kirker, som jeg var som barn.
Øhavsstien er ikke en cykelsti
Vi cyklede nu mod Ærøskøbing ad Øhavsstien, og endnu engang erkendte vi, at det er en vandresti og ikke en cykelsti.
Ved Ommel havde vi fået nok af at trække cyklerne, og vi skiftede til cykelrute 92, der viste sig at være en fantastisk smuk grussti langs med vandet ind til Ærøskøbing.
Trætte satte vi os på en café og fik et par colaer, mens vi ventede på Dorte og Anne. Da de kom, spiste vi hjemmelavet Ærø is. Vi sundede os og nåede også en lille sightseeingtur i Ærøskøbing inden vi skulle med færgen til Svendborg. På færgen fik vi pommes fritter og færgeøl. Vejret var dejligt og vi kunne sidde på soldækket og nyde indsejlingen til Svendborg gennem Svendborgsund.
Cykeltur med indlagte udfordringer
Så manglede der bare en lille togtur, før vi ville være hjemme. Men ak, toget var aflyst. I stedet fik vi en lang tur med togbus, der kørte ind til alle de stationer, der er på Svendborgbanen. Det føltes som en evighed inden vi kunne tage cyklerne ud af bussen.
Alt i alt var det en dejlig tur, og det er ikke sidste gang, at vi tager på bikepacking-tur.
Vi er blevet meget klogere og en masse oplevelser rigere, og det er da ikke så ringe endda“
