KILOMETER OG KUNST FRA SYDHAVNEN TIL MARMORKIRKEN.

En vandretur Fra Sydhavnen til Marmorkirken med moderne byggeri, kunstneriske metrostationer, kanaler, skjulte perler og gode snakke.

Lydfil: LYT TIL VANDRETUREN i bilen, eller hvor du ellers hører dine eventyr

• Metrokørsel til de 5 nye stationer
  (Havneholmen-Enghave Brygge-Sluseholmen-Mozarts Plads-Sydhavnen)
• Vandretur: Mozarts Plads til Mellemfortet (2,5 km)
• Frokost på Tutten på Mellemfortet
• Vandretur: Mellemfortet til Sluseholmen (1,5 km)
• Vandretur: Havneholmen/Fisketorvet til Marmorkirken (7 km)

Februar viste sig fra sin kølige side med grå himmel og en høj chillfaktor, men det afholdt os ikke fra at tage på en kunstnerisk kombination af metro- og vandretur. Vi ønskede blandt andet at se de fem nyeste metrostationer i København, som åbnede i sommeren 2024. De er ikke bare trafikknudepunkter, men også gennemtænkte kunstoplevelser. For første gang har man fra starten integreret kunsten i metrobyggeriet, hvilket har resulteret i unikke kunstoplevelser på hver af de fem stationer.

Godt klædt på endte vi med at gå knap 12 kilometer.
Det blev en dag fyldt med arkitektur, kunst, bevægelse og ikke mindst nogle rigtig gode snakke.

KUNST PÅ DE NYE METROSTATIONER

Vi startede med at tage metroen til de fire stationer Havneholmen/Fisketorvet, Enghave Brygge/Ørstedværket, København Syd og Mozarts Plads/København Sydhavn. Herfra vandrede vi videre, eller retter tilbage til Sluseholmen, som den sidste af de 5 nye metrostationer. Årsagen til at vi ikke tog stationerne i den rækkefølge som de er placeret, skyldes at vi skulle samle nogle flere op undervejs.

Metrotogene er førerløse, så man kan sidde helt foran og kigge på skinnerne. For en ikke-københavner som mig er det vældig morsomt at sidde forrest og spejde fremad i det lange metrorør. Nogle vil måske synes, det er lidt barnligt, men jeg synes, der er noget beroligende – næsten meditativt – ved at betragte de to parallelle spor foran toget.

Ved hver station smuttede vi op for at orientere os. Man mister hurtigt fornemmelsen af, hvor man er, når man er nede i de lange metrorør under jorden. Samtidig ville vi gerne se de nye boligområder, med de mange lejlighedsblokke, der er vokset op med rekordfart de seneste år.

‘HARRY POTTER’ PÅ HAVNEHOLMEN STATION

Første stop efter Hovedbanegården var Havneholmen Station ved Københavns store shoppingmekka Fisketorvet. Her havde Kunstnergruppen Superflex fået frie hænder og skabt en station, hvor urene går amok, både i tempo og retning – nogle fremad, andre bagud. Det var svært at vide, hvad klokken egentlig var. Bænke, skilte og rejsekort-standere er placeret på væggene, hvad er op og hvad var ned?

Vi døbte stationen “Harry Potter”, for her føltes det som at træde ind på Perron 9 ¾ – blot skulle vi ikke videre til Hogwarts, men til næste kunstneriske metrostation.

ENGHAVE BRYGGE STATION VED H. C. ØRSTED VÆRKET

Næste stop på vores kunstneriske metrotur blev en noget mere afdæmpet oplevelse på Enghave Brygge Station. Her har kunstneren Pernille With Madsen designet en interaktiv lysinstallation, hvor lyset reagerer på passagerernes bevægelser.

I teorien lyder det som som sanselig oplevelse, i praksis krævede det en skarpere øjenlinse end vores blikke lige kunne præstere. Efter ‘hurlumhejhuset’ på den forrige station var dette som den stille lillesøster, der helst ikke ville forstyrre. Havde vi ikke været på stationen med et særligt fokus på at se kunsten, tror jeg faktisk ikke vi ville have opdaget den. Og, det er måske netop det fine ved denne kunst, at den skaber ro og balance? Måske, er det ikke så dumt endda.

Der var helt anderledes spræl på farverne på overfladen, hvor det enorme, røde H.C. Ørsted Værket ligger.

Værket blev indviet i 1920 og var indtil 1940 Danmarks største producent af elektricitet. I næsten 75 år brændte det kul store mængder af, indtil det i 1996 skiftede til en grønnere profil med naturgas.

H.C. Ørsted Værket er ved at blive afviklet, og forventes at blive helt udfaset i 2030’erne. Men allerede nu er man i fuld gang med at omlægge området omkring værket til boliger.

DRUKNEHUSET

Overalt, hvor vi kiggede, skød nye bygninger op – beton, glas og stål. Alt var under forandring. Midt i al fornyelsen fangede et lille, hvidt kamtakket hus vores blik. Det stod som en lille hilsen fra en svunden tid.

Nysgerrige spurgte vi en forbipasserende hundelufter: “Hvad er det for et hus?”

Hun standsede et øjeblik og svarede: “Det er Druknehuset! Her lagde man tidligere de ukendte druknede. Når de var trukket op af havnen, kunne de pårørende kunne komme hertil og identificere dem”.

Fra stationen havde vi ikke kunne se andet end byggepladser og nybyggeri. Nu gik vi nysgerrige hen til det lille, hvide hus og opdagede dermed hvor tæt vi var på vandet.

Måske var huset tidligere beregnet til våde lig, måske ikke?. Hvad der derimod er sikkert, er, at bygningen i sin seneste udformning fra 1923, spillede en vigtig rolle i Københavns vandforsyning da det i mange år fungerede som pumpestation for Amager.

Huset står ikke længere på sin oprindelige plads. Som et resultat af udviklingen er det flyttet til denne placering fra hvor det tidligere stod, ikke langt herfra. Historien lever videre, og i folkemunde kaldes det stadig Druknehuset.

Havnebussen har i øvrigt et stoppested ved Druknehuset.
Det kunne være en god transportmulighed, men ikke på denne tur.

Vi skulle tilbage til metroen! Ned i mørket under jorden!

KØBENHAVN SYD STATION OG HIMLEN OVER OS

Vi fløj videre med metroen gennem det runde rør, og endte i et himmelblåt rum på den smukke metrostation København Syd, der er endestation for Metroen. Her har Kunstneren Henrik Plenge Jakobsen bragt himmelrummet ned i metrostationen med værket Stella Nova. På den ene endevæg hænger et stort astronomiske guldur. Det viser et præcist billede af flere af himmellegemernes aktuelle positioner over os.

København Syd begyndte som en S-togsstation i 2007 (Ny Ellebjerg). Et par år senere kom regionaltoget, og i sommeren 2024 blev metrostationen indviet. Samtidig fik stationen navneforandring til København Syd, da den er udset til at skulle spille en central rolle som Danmarks næststørste togstation. I fremtiden vil stationen således få skinner til fjerntog og internationale forbindelser.

Også her var byggeriet i fuld gang. Overalt, hvor vi kiggede, skød nye etageejendomme op. Vi befandt os i den sydlige del af Valby, et spændende område, der bestemt fortjener at blive udforsket nærmere.

I dag havde vi en anden mission, kunsten i metroen!
Næste stop var Mozarts Plads Station. Det var tid til at dykke tilbage i metroverdenen!

MOZARTS PLADS STATION , EN FORTRYLLET VERDEN

På Mozarts Plads Station føltes det, som om vi trådte direkte ind i kulisse fra Tryllefløjten, Mozarts eventyrlige opera. Vægmalerierne var fyldt med drømmende motiver: legende børn, en Pegasus, planeter og stjerner. Farverne danser på væggene som toner i en symfoni, og jeg fornemmede den samme eventyrlige stemning, der kendetegner Tryllefløjten. Kunstneren er den lokale Christian Schmidt-Rasmussen, der er inspirere af livet omkring Sydhavnens Mozarts Plads, der ligger lige over vore hoveder.

Det hele er malet i hånden, med pensler, ruller og kost. Kunstneren har fortalt at det var et utroligt hårdt arbejde der også krævede stor tålmodighed. Bare grundfarven tog 10 arbejdsdage at male med 10-12 lag.

TIL ‘TUTTEN’ VIA SKYBRUDSPARK OG GRØNNE OMRÅDER

Vi havde været på metro-sightseeing i halvanden times tid og klokken var efterhånden blevet lidt over 12. Vi manglede stadig at se den sidste af de 5 stationer, Sluseholmen Station, som vi helt bevist havde sprunget over for at gemme til senere.

• Vi havde bestilt bord på ‘Tutten’ (fra Mozarts plads skulle vi gå 2,5 km)
  Og efter frokost ville vi gå videre til metro Sluseholmen (1,5 km)
• Vores rute: Mozarts Plads – Tutten på Mellemfortet – Sluseholmen (4 km)

Årsagen til denne planlægning stammer fra dengang da vi gik Amarminoen i oktober 2023. Dengang havde vi gået og set over på sejlklubben og Tutten på Mellemfortet og vi havde aftalt, at dér ville vi spise vores frokost engang i fremtiden. Nu var fremtiden blevet til nutid, og vi havde bestilt bord til kl. 13.

KARENS MINDE AKSEN

Parken, der blev indviet i 2023, er et smukt eksempel på at funktion og æstetik kan forenes i harmoni. Anlægget blev skabt til at håndtere store mængder af regnvand, men er samtidig et smukt parkanlæg.

En sti af gule teglsten bugter sig som en flod gennem det grønne. Stenene er lagt, så de danner bløde, kurver og små bakker, der blender ind i landskabet. Jeg holder meget af, når funktionalitet på den måde bliver til kunst.

I parken ligger en smuk gammel rødstensbygning Karens Minde Kulturhus, der også kaldes for Sydhavnens røde slot. Her kunne vi have taget en pause og dyrket Sømands-Yoga, eller drukket kaffe på Café Karen, – hvis det da ikke lige havde været lørdag og derfor lukket.

Navnet Karens Minde stammer helt tilbage fra 1856, hvor grosserer og vinhandler Jacob Arnkiel opkaldte gården efter sin mormor, Karen. Siden da har navnet holdt ved, og i dag er stedet en vigtig del af Sydhavnens historie og kultur.

Vi fulgte ‘vandløbet’ af gule sten, det var tørt på denne dag, gennem anlægget, og videre til en risleeng med filtreringsbassiner. Her skal vandet passere inden det til sidst ender i det egentlige regnvandsbassin. Hér var der en lille sø, og der stod en fiskehejre helt urokkelig. Den havde sit blik stift rettet mod vandet og var helt upåvirket af, at vi gik så tæt forbi. Der var også heste og ponyer, ja der herskede alt i alt en dejlig fred og ro over det hele.
Og hestepærer på stien!!….- det er da hyggeligt! Vi kunne godt lide det alt sammen!

SYDHAVNSTIPPEN

Fra den velanlagte park fortsatte vi videre ud over Sydhavnstippen, også bare kaldet for Tippen. Det er et stort naturområde, hvor byliv pludselig føltes langt væk.

Her græsser både får, lamaer og alpakaer for at holde landskabet åbent og hjælpe til med at bekæmpe invasive planter, som for eksempel bjørneklo.

Det var dejligt at komme ud i det åbne land, om end den iskolde vind bed lidt mere i kinderne.

TUTTEN PÅ MELLEMFORTET – HVAD SKAL VI VÆLGE?

Herligt! Så nåede vi til frokost! Uhmm, vi havde glæde os længe til at spise på Tutten.
Det var ikke nemt at vælge frokost med så mange fristende muligheder. Skulle det være Sildetallerken, Mors eller Fars? Eller måske noget helt tredje… eller fjerde? Og så var der jo også øl og snaps – uhh, en svær beslutning!

Til sidst gik vi efter lidt af hvert. Det blev stjerneskud til mig. Hundi fik en hånddelle og var yderst tilfreds, – hun lå under bordet og lunede sig tilfreds ved radiatoren.

Vi var alle meget tilfredse med hver vores madvalg, og alligevel sad vi alle og sendte nysgerrige blikke efter det de andre havde valgt. Jeg fik stjerneskud.

Inde i den hyggelige restaurant var der en afslappet og folkelig stemning, hvor alle er lige… selvom medlemmerne af sejlklubben selvfølgelig var en anelse mere lige end os andre. Det er helt naturligt i en lokal sejlklub. På deres bord stod et lille skilt med teksten “Reserveret for medlemmer” samt en stor skål fyldt med julens efterladte pebernødder.

FISKERIHAVNEN OG DENS SIDSTE FISKER

Efter frokost fortsatte vi, mætte og med fornyet energi, videre mod Fiskerihavnen. Det var en befrielse at være her, hvor der endnu ikke var blevet glattet ud af moderniseringens gode intensioner. Her var ingen snorlige ejendomsblokke i stenørkner med få og små træer, der stadig befinder sig i teenageårene.

Her i Sydhavnen finder man stadig den helt særlige atmosfære, der er skabt af flere generationers liv og arbejde. Havneskure, skibe – nogle i vandet andre trukket på land, en rå, men ægte stemning, som efterhånden er ved at være en sjældenhed, nu hvor så meget forandrer sig i et rivende tempo.

Når jeg oplever små lommer som dette, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på The Little House, den lille rørende børnebog af Virginia Lee Burton fra 1942. Historien om det lille hus, der langsomt bliver opslugt af byens vækst.

Jeg fik et pludselig déjà vu til Erik Ballings filmklassiker Midt om natten fra 1984, med Kim Larsen og Erik Clausen. Filmen blev blandt andet optaget på Teglholmen, en lille kilometer herfra, dengang var det et område præget af industri, arbejderkultur og en frihed, som nu også er blevet opslugt af byudviklingen.

Jeg håber, at der i fremtiden stadig vil være plads til disse skønne, lidt skæve livslommer. Men, udviklingen og fremtiden rykker tættere og tættere på, og presser hårdere for hver dag!

Og netop her, midt mellem gammelt og nyt, stødte vi på en mand, der gik og arbejdede langs kajen. “Jeg er Fiskerihavnens eneste og sidste fisker,” sagde han med et skævt smil og et skuldertræk. “Alle nettene er mine, men de har endnu ikke været i vandet i år.”

SLUSEHOLMEN – FRA INDUSTRI TIL FIRKANTEDE BOLIGHOLME

Sluseholmen blev anlagt under krigen, i perioden 1942-1944, ved opfyldning. Det udviklede sig siden til et travlt industriområde. Her lå cementfabrikken Aalborg Portland, en DFDS godsterminal og stålvirksomheden Lemvigh-Müller, side om side med andre virksomheder, lagerhaller og værksteder.

I dag er industrien væk, og Sluseholmen er omdannet til en eksklusiv bydel med boligkarreer på firkantede holme omkransede af kanaler.

De første beboere flyttede ind i 2006 og der bygges stadig på livet løs. Vi passerede et par ældre husbåde og jeg holdt af dem, blogt fordi de lå der. De mindede mig om bruden der til sit bryllup skal bære noget gammelt for ikke at glemme sin fortid. Jeg håber, bådene får lov at blive liggende, så det hele ikke bliver for pænt, for poleret, og …. en smule kedeligt.

SLUSEHOLMEN STATION

Vi nåede til den sidste af de fem kunstneriske metrostationer, Sluseholmen.
Herfra tog vi metroen videre til dagens første kunststop, Havneholmen ved Fisketorvet.
Fra Havneholmen ville vi fortsætte til fods langs vandet, mod Nyhavn og Amalienborg (7 km)

Kunsten på Sluseholmen Metrostation er skabt af billedhugger René Schmidt. Over rulletrapperne svæver en otte meter lang stålskulptur som han har kaldt for Siphonophore Geometri. Det er en tonstung, aflang dråbeformet konstruktion af intet mindre en 3.000 trekanter.

Nede på selve perronen har han tilføjet en bærende kunstbjælke i beton til sit værk. Overfladen er præget af aftryk, næsten som fossiler. Jeg kunne se blomster, måske vil andre se noget helt andet? Mon kunstneren har haft en bestemt tanke, eller er det op til os, beskuerne, at se et mønster i aftrykket?

TØMMERGRAVEN – EN LILLE OASE

Ruten: Fisketorvet – Islands Brygge – Nyhavn – Marmorkirken (7km)

Undervejs i metroen mod Havneholmen/Fisketorvet begyndte snakken, måske ikke så overraskende, at kredse om kaffe. Udfordringen var dog hundi, som de fleste steder ikke ligefrem er en velkommen gæst. Og slet ikke i et shoppingcenter som Fisketorvet.

Mange tror, at det er Fødevarestyrelsen, der forbyder hunde på caféer, barer og restauranter, men det passer ikke. Det er helt op til den enkelte ejer, Fødevarestyrelsen blander sig ikke i den slags.

Som hundeejer er jeg vant til at blive holdt udenfor (bogstaveligt talt), men vi prøver selvfølgelig altid, om der skulle være en løsning. Med lidt hjælp fra Google fandt vi frem til Kahyt & Kaffe ved Skibsbroen i Tømmergraven (også på facebook). Det var kun få skridt fra metrostationen. Det lød lovende!

Tømmergraven blev tidligere brugt til at opbevare tømmer i vand, så det ikke gik i forrådnelse. Det er ilten fra luften, der får træ til at rådne, ikke vandet. I dag er kun navnet bevaret, mens byudviklingen har overtaget området

Vi fandt aldrig ud af, om hunde var velkomne på den hyggelige café-båd, den var nemlig lukket, da vi kom. Til gengæld var vi glade for afstikkeren til den charmerende lille havn, hvor husbådene ligger side om side og skaber en lille maritim oase af hyggelig stemning.

KAFFE OG LIDT TID PÅ EGEN HÅND

Vi gik tilbage til Fisketorvet, hvor jeg næsten måtte skubbe de andre ind for at få deres kaffe. De var søde og tilbød at tage en to-go-kaffe med ud til mig, men jeg afslog. Jeg forsikrede dem om, at jeg sagtens kunne underholde mig selv, at jeg ikke skulle have kaffe, at jeg var både glad og tilfreds, og alt derimellem.

Mens de sad lunt indenfor i varmen, spadserede hundi og jeg en tur ud på spidsen af Havneholmen. Her, ved et byens store mediehuse, Aller Huset fra 2006, er der en flot udsigt ud over vandet der adskiller Sjælland fra Amager. I det fjerne var der to kirketårne, der rejste sig som høje silhouetter mod himlen. Det var Christianskirkens tårn og Vor Frelsers Kirkes snoede spir, begge på Christianshavn.

DET KOLDE GYS OG EN VARM SAUNA

På vej tilbage til Fisketorvet fik jeg øje på havnebadet, med tilhørende flydesauna- og ‘dyppezone’.

København har mange havnebade med gratis adgang, men saunaerne er forbeholdt medlemmer, og ventelisterne kan være lange. Heldigvis findes der muligheder, hvor ikke-medlemmer også kan få en sauna- og vinterbadeoplevelse, dog kun på bestemte tidspunkter og via bookingsystemer.

Book tid tirsdag og søndag (for ikke-medlemmer)

Vinterbadning er blevet enormt populært i Danmark og det virker ikke, som om vi har set toppen af isbjerget endnu. Man bliver glad i låget! Jo koldere vandet er, desto flere endorfiner frigives, ja faktisk kan et koldt gys give op til seks timers endorfinrus. Endorfiner opstår ved velvære, og kan have en morfinlignende effekt, der dæmper smerte. Man kan få et endorfinboost på flere måder, motion, sex, forelskelse og latter er nogle af de mest kendte.

Mit første vinterbad tog jeg ved ved kajakklubben i Odense Kanal for snart 20 år siden, længe før vi fik vores flotte havnebad inderhavnen. Vi tog det første kolde dyk en dag i januar, efter en kajaktur, – og så var det direkte i klubsaunaen!
Dengang var vinterbadning ikke noget, man snakkede så meget om, og de fleste mente at hvis man startede badesæsonen tidligere end 1. maj, så var man virkelig en viking! Som guide for mange udenlandske gæster der besøger Odense, oplever jeg gang på gang at de opfatter vinterbaderne som rablende vanvittige vikings!

For nylig hørte jeg tilfældigvis podcasten Kender du typen med Anne Glad (episoden med Sara Bro/2022), hvor det blev nævnt, at hele 6 % af den danske voksne befolkning vinterbadede i 2020, og at det faktisk gør det til en mere udbredt aktivitet end golf!
Ved årsskiftet 2024/25 var antallet af medlemmer i landets 188 vinterbadeklubber steget fra cirka 25.000 til 75.000 medlemmer på ti år. Dertil kommer så alle os, der ikke er registrerede medlemmer.

Så hvad skal jeg sige til dig, der måske endnu ikke har prøvet det kolde gys? – Jo!, – se at komme afsted, -jeg kan kun anbefale dig at prøve. (man fortryder aldrig en vinterbadetur)

OVER BRYGGEBROEN TIL ISLANDS BRYGGE

Efter en god halv times gåen omkring, var det tid til at mødes med de andre igen. Vi fortsatte vores vandretur ved at krydse over Bryggebroen, der er en 200 meter lang cykel- og gangbro, der forbinder Havneholmen på Kalvebod Brygge med Islands Brygge på Amagersiden.

Bryggebroen var i øvrigt den første nye bro i 50 år i Københavns Havn, da den åbnede i 2006. I dag er den ikke bare en praktisk smutvej over vandet, men også et populært sted at erklære evig kærlighed med “love-locks”.

For enden af broen ligger to ombyggede runde frøsiloer fra 1963. I stedet for at rive de gamle frøsiloer ned da de ikke længere skulle bruges, blev de i starten af 2000’erne omdannet til en spektakulær beboelsesbygning. Lejlighederne er monteret udenpå de runde siloer, mens det indre rum bevaret som et åbent, næsten skulpturelt foyerområde med trapper og elevatorer. Set fra oven danner bygningen et ottetal. Om det er kønt? Det er et interessant eksempel på, hvordan industrihistorie bevares, og omformes til moderne arkitektur. Jeg synes det er fedt!

ISLANDS BRYGGE – FRA INDUSTRI TIL HAVNEPROMENADE

København har forandret sig markant gennem århundreder, og store dele af byen hviler i dag på opfyldt land. Allerede i 1600-tallet iværksatte Christian 4. de første omfattende byudvidelser, blandt andet Christianshavn, der består af opfyld på nogle sandbanker ved Amagers nordkyst.
I dag består næsten 30 % af København af opfyldt areal. Det svarer til 26 km².

Islands Brygge begyndte sin forvandling fra vand til land i starten af 1900-tallet, og Københavns Havn fik dermed næsten en kilometer ny kajplads, der hurtigt blev et sted for industri. Langs havnen lå virksomheder hvorfra brændsel, byggematerialer, sten og grus blev oplagret og solgt. To store produktionsvirksomheder dominerede området: Dansk Sojakagefabrik og tændstikfabrikken Gosch & Co, dem med Tordenskjold på æskerne.

I 1970’erne begyndte industrien at forsvinde, og kajområderne lå øde hen. I 1984 tog en gruppe beboere initiativ til at omdanne dele af det tidligere industriområde til en havnepark. Siden årtusindskiftet er udviklingen accelereret, og Islands Brygge er i dag fuldt omdannet til havnepromenade med grønne områder og havnebade, med sporadiske bevarede spor efter den industrielle fortid.

KØBENHAVNS HAVNEBADE ER POPULÆRE – HÉR ER DET FØRSTE

Og, så lige tilbage til Københavns havnebade, der jo er en succeshistorie. Det hele startede med en ambitiøs indsats for at rense havnevandet, og i dag er vandet så rent, at man trygt kan tage den ene dukkert efter den anden.

På Islands Brygge passerede vi Københavns første havnebad, Havnebadet Islands Brygge, der åbnede i 2002. Det blev hurtigt populært. Adgangen til alle havnebadene er som tidligere nævnt gratis, men hvis man drømmer om at varme sig i en sauna efter et iskoldt vinterdyp, kræver det medlemskab af de enkelte vinterbadeklubber. Flere steder er det dog muligt for ikke-medlemmer at opleve kombinationen af kulde og varme på udvalgte dage i sæsonen, for eksempel hos Foreningen Vinterbad Bryggen. Så det er bare lige at orientere sig om dette.

Vi så flere vinterbadere, der enten svømmede afslappede omkring eller fik et lynhurtigt dyp, også kaldet ‘korkproppen’, før de skyndte sig over i en varm sauna.

LANGEBRO og LILLE LANGEBRO

Havnebadet ved Islands Brygge ligger ved Langebro, der har rødder tilbage til 1600-tallet, ligesom Københavns ældste bro, Knippelsbro, som vi passerer lidt længere fremme. For de fleste vækker Langebro nok særlige minder fra Gasolins ikoniske sang af samme navn. Sangen er med på debutalbummet fra 1971.

Ironisk nok var det slet ikke Langebro, men Knippelsbro, der dannede rammen om Kim Larsens oplevelse en sen nattetime. Men da sangteksten skulle skrives, vandt Langebro, ganske enkelt fordi den passede bedre ind i rimet!
Den motoriserede trafiks Langebro er suppleret med en Lille Langebro (2019) for cyklister og gående. Lille Langebro ligger hvor den oprindelige Langebro fra 1690 lå.

CIRKELBROEN PÅ CHRISTIANSHAVN

Vi befandt os nu på Christianshavn med udsigt til Slotsholmen på den modsatte side af Københavns Havn, med Den Sorte Diamant (Det Kgl. Bibliotek) og Christiansborg. Christianshavn var oprindelig tænkt som hjemsted for nederlandske tilflyttere og blev forbundet til København med Knippelsbro.

Men før vi nåede den, skulle vi først krydse en nyere og meget mindre bro, nemlig Cirkelbroen (2015) over den smalle Christianshavns Kanal. Stibroen er sammensat af fem cirkulære platforme, og er designet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Broen gjorde det muligt for os at blive langs havnekanten, og spare turen ind langs kanalen.

VINO UNDER KNIPPELSBRO

Snart havde vi den ikoniske Knippelsbro med de irgrønne tårne foran os, og vi gik den smånynnede i møde. Temaet var naturligvis den kendte børnesang fra vores barndom: “Knippelsbro går op og ned”.
I sin nuværende konstruktion er broen fra 1937, og der er sket mangt og meget siden dengang hvor Københavns Havn var en industrihavn fyldt med skibe, og broen åbnede 15.000 gange om året. I dag åbnes broen mindre end 200 gange om året, mest som en del af den ugentlige service-åbning af vedligeholdelsesmæssige hensyn. Du kan se det hér: Knippelsbro går op og ned

Vi krydsede ind under broen og blev på forunderlig vis tiltrukket af en lille, hyggelig kombination af vinbar- og vinhandel. Og hvilken opdagelse, vi havde fundet en lille perle! Dette var svaret på det, vi slet ikke vidste vi manglede. Alligevel var vi ikke i tvivl: Vi måtte indenfor.

Beslutningen viste sig hurtigt at være helt rigtig. For det første: Et kærkomment hvil, hvor hundi kunne slappe lidt af på et blødt tæppe. For det andet: Et glas spansk vino, der, på trods af den kølige servering, gav os en varm glød og fornyede kræfter, på denne lidt blæsende februardag.

CHRISTIANSHAVN, PAKHUSE, GAMLE TRÆSKIBE – OG KIG TIL BØRSEN

Således bestyrkede fortsatte vi vores tur. Vi passerede store, smukt renoverede pakhuse, hvor tidligere tiders varer fra fjerne verdensdele i dag er udskiftet med moderne kontorer og funktioner. Ved Asiatisk Plads lå FDF-spejdernes over 120 år gamle sejlskib, Skibladner II, fortøjet med vinterdækken over hele dækket.

Med vemod så vi over på den store hvide overdækning på Slotsholmen, der nu skjuler den nedbrændte del af Børsen. Engang var det en af de fineste repræsentanter for nederlandsk renæssance i Danmark, kronet af det verdenskendte ikoniske dragespir, der snoede sig mod himlen.

Jeg husker tydeligt den aprildag i 2024, hvor nyheden om branden tikkede ind. Det var chokerende, flammer, røg og øjeblikket, hvor spiret styrtede. Halvdelen af bygningen gik tabt, taget kollapsede og ydermure faldt, det var svært at begribe.

Genopbygningen er i fuld gang. Det bliver aldrig helt det sammen, men med tanke på hvordan Notre Dame i Paris igen har rejst sig af asken, er jeg sikker på at der også er en god fremtid for Børsen.

DET KOSMISKE RUM OG SKØJTER

• Klokken 17 begyndte skumringen at indfinde sig.

Vi var nået frem til Inderhavnsbroen, ved Nordatlantens Brygge, klar til at krydse over mod Nyhavn. Men før vi gjorde dette, nåede vi at opleve både blå prismer og smukt nordlys.

Der stod en stor, blå, mangekantet iglo på kajen, og uden at tøve lod vi os suge ind i dens kosmiske favntag. Vi krøb ind i et univers af uendelighed, hvor tid og rum opløstes i blå prismer, hvori vi spejlede os i evig gentagelse.

Kosmisk Rum er en permanent installation skabt af den store færøske kunstner Tróndur Patursson. Inspirationen til værket stammer fra en dramatisk oplevelse, han havde en mørk nat på havet mellem Kina og USA. Hvor han sammen med en britisk eventyrer var nær ved at synke med deres primitive bambusfartøj og stod i vand til livet, omgivet af intet andet end himmel og hav.

Ny Carlsbergfonden købte værket i 2003 og finansierede dets restaurering sidste år, i vinteren 2023-24. 

Kosmisk Rum var ikke en del af den årlige Copenhagen Light Festival, som netop i disse dage lyste byen op. Festivalen er årligt tilbagevendende og strækker sig over tre uger i februar, altid henover vinterferien. Her i skumringen var lysene ved at blive tændt.

Der var liv og glade dage for enden af Inderhavnsbroen! På skøjtebanen susede store og små, unge og gamle rundt på rigtig is. Sådan en havde vi også engang i Odense, men den blev erstattet af en “grøn” skøjtebane af plastik, og få år senere var det helt slut. Plastik-is blev aldrig et hit hos odenseanerne.

Men hvor var det skønt da vi havde den, uanset om man var aktiv på isen, eller stod og kiggede på. Og hvor var det dejligt at se en udendørs isskøjtebane igen, og så var den meget større end den vi havde derhjemme!

NORDLYS I KØBENHAVN

Det er blevet vældig populært at se nordlys både længere nordpå, men så sandelig også herhjemme i Danmark. Selv har jeg, som rejseleder, været heldig at opleve fænomenet både på Svalbart og i det nordlige fastlands-Norge, ved Tromsø. Herhjemme har jeg stadig oplevelsen til gode, men glæder mig til gengæld over de mange fotos der postes af andre, der er mere heldige end mig.

Mit første danske nordlys blev af den digitale slags! Og præcis som det skal være, bølgede lyset som florlette gardiner hen over himlen. Det var en rigtig fin oplevelse at gå under det smukke farvespil.

Det digitale nordlys var en del af Copenhagen Light Festival (Show Production)

OVER INDERHAVNSBROEN TIL NYHAVN

Vi krydsede Inderhavnsbroen, cykel- og gangbroen, der forbinder Christianshavn med Nyhavn. Broen åbnede i 2016 efter en lang og udfordrende byggeperiode, men nu står den der og den bliver brugt. Cyklerne kører stærkt, så det er vigtigt at orientere sig når man krydser deres bane. Hér skal man ikke gå i egne tanker, for så bliver man kørt over!

Vi nød den flotte udsigt fra broen, mod øst Operaen på Holmen, og mod vest Skuespilhuset samt de farverige huse og skibene i Nyhavn.

For enden af broen trådte vi lige ud i et silent disco! Rundt omkring på havnepromenaden dansede en gruppe mennesker med trådløse høretelefoner på ørerne. De vrikkede med hofterne, vinkede med hænderne og svingede sig rundt. De dansede hver for sig. Dette var ikke pardans!

Hver især bevægede danserne sig til den musik de selv havde valgt. Fra højttaleren ved den lyspyntede kaffebar strømmede tonerne af Bee Gees, og Night Fever fyldte luften. Men det var tydeligt, at ikke alle dansede til denne sang, men svævede omkring i en anden takt, fanget i deres eget lydtæppe.

DEJLIGE NYHAVN

Nyhavn summer af liv. Engang var det et af Københavns mere skumle kvarterer, fyldt med sømandsværtshuse og glædespiger, og trods lidt af et stilskift er der stadig gang i Nyhavn. Noget ved stedet trækker folk til. Jeg tænker at det er de gamle træskibe, de farverige huse og ikke mindst den særlige stemning, der hænger i luften med alle fortidens fortællinger.

Hvis vægge kunne tale, ville alle husene uden tvivl have masser af historier at fortælle – og sikke historier! H.C. Andersen boede på flere adresser i Nyhavn, og han var bestemt ikke en kedelig herre.

Vi stoppede kort og nød udsigten fra Nyhavnsbroen, da vi krydsede den smalle havnekanal. Herfra kunne vi tage det hele ind: historiens vingesus, vandets sagte skvulpen, lysene og livligheden.

FRA KVÆSTHUS TIL LYSTUNNEL

• Klokken var blevet 17:30

I stedet for at gå ombord i Nyhavns fristelser, fortsatte vi forbi Skuespilhuset og ud til Kvæsthusbroen, der er en lang kaj omgivet af vand på begge sider.

Navnet stammer fra den tid hvor der lå et kvæsthus på molen, et hospital for flådens sårede søfolk. Senere, i midten af 1800-tallet blev hovedstadens første dampskibsbro blev anlagt her, og det blev et vigtigt trafikknudepunkt. Flere gange om ugen lagde dampskibe til og fra, klar til at fragte passagerer og varer mellem København og de danske provinshavne.

I dag er Kvæsthusbroen forvandlet til et åbent, moderne byrum, hvor mennesker mødes, slentrer langs vandet og nyder udsigten. I forbindelse med lysfestivalen var der kommet en ekstra dimension til, The Wave, der tiltrak mange nysgerrige besøgende.

Lysinstallationen består af en passage skabt af trekantede porte med lys, der skiftede pulserende til tilhørende musik.
The Wave kan opleves helt frem til den 31. marts 2025, altså også efter festivalens officielle afslutning – så der er stadig tid til at træde ind i lystunnellen.

TVÆRS OVER AMALIENBORG SLOTSPLADS

Vi nærmede os afslutningen på dagens vandretur. Det havde været en helt igennem eventyrlig dag, hvor vi havde set mangt og meget og med fornøjelse spist frokost på lige præcis den restaurant vi havde udset os dengang da vi gik Amarminoen. Vi havde set skjulte åndehuller med sjæl og historie og nye boligområder, der står foran en spændende fremtid. Vi havde mærket vinden bide og læen omslutte os. Vi havde kørt i metro og set kunst, vi havde vandret og vi havde hygget os med snak og forundring over alt det der omgiver os af historier, nutid og…nå, ja – fremtid.

Som en af de sidste oplevelser på vores tur vandrede vi over Amalienborg Slotsplads. Et gensyn med pladsen bragte et varmt minde frem, nemlig den fantastiske dag, hvor jeg sammen med en god veninde deltog i ‘gadens’ kroningsfest den 14. januar 2022. Danmarks dronning Margrethe II abdicerede, og vi fejrede vores nye kongepar, Kong Frederik X og Dronning Mary. Overalt var der fyldt med glæde. Det var et historisk øjeblik, som vi delte med tusindvis af jublende mennesker. En dag, der for altid vil stå som et lysende minde.

Tronskiftefejringen var en mindeværdig dag med masser af glæde (se vores dejlige tronskiftedag)

SPØRGSMÅLET OM RYTTERSTATUEN?

Og så er der selvfølgelig rytterstatuen af kong Frederik V. Et imponerende kunstværk, ja, men for mig er det også et monument over min farmands urokkelige evne til at gentage sig selv. Hver gang snakken falder på Saly’s mesterværk, kigger han på mig med sit “nu skal du høre noget vildt”-blik og siger: “Ved du, at den statue kostede mere end alle fire Amalienborg-palæer til sammen?”

Og, ja det er en vild historie! Prisen for Saly’s rytterstatue løb op i svimlende 500.000 rigsdaler, et beløb, der dengang svarede til årslønnen for 50.000 bryggeriarbejdere eller håndværkssvende. Omregnet til nutidens økonomi? Cirka 15 milliarder kroner!. Siddende højt til hest, iført laurbærkrans, som midtpunkt på den store slotsplads, er Frederik 5. iscenesat som symbolet af det dengang enevældige styre. Og kongens næsten guddommelige status er understreget af hans retning og blik mod Marmorkirken. (Frederikskirken, der sammen med Amalienborg og Frederiksstaden blev grundlagt af ham selv)

Og hvem betalte for statuen? Det var ikke kongen, men derimod Asiatisk Kompagni, 1700-tallets finansielle guldgrube, der tjente ufattelige summer på den lukrative Kina- og Indienhandel. Mon ikke det er en af historiens dyreste firmagaver?

MARMORKIRKEN, OG HJEM I VARMEN

Snart ventede varmen og hyggen derhjemme, men vi tog mere end kolde kinder med os. Vi tog en følelse af eventyr, af at have oplevet København på en ny måde, selv for mine vandrefæller fra Østerbro, der ellers kender byen som deres egen bukselomme. Noget var kærkomne gensyn, andet var helt nye opdagelser, og alt sammen var det med til at gøre dagen helt vidunderlig.

Vi sluttede turen med at hoppe på metroen fra Marmorkirkens station – nemt, bekvemt og med hovederne fyldt med gode historier at tage med hjem.

EVENTYRET SLUTTER IKKE HER – FIND DIN NÆSTE VANDRETUR

Jeg håber, du har nydt turen og måske endda har fået lyst til at tage på dit eget vandreeventyr, – enten i København eller et helt andet sted. Der er altid nye steder at opdage, nye stier at følge og nye eventyr derude.

Har du fået smag for flere oplevelser?

Så tag et kig videre på min odenseguidepaaeventyr, hvor du finder inspiration til mange spændende ture rundt i hele Danmark – Jylland, Fyn, Sjælland og mange forskellige øer.

God vandrelyst, og på gensyn til næste eventyr!

Hilsen fra Anne Sofie