137 kilometer på 3 dage

Traveturen tværs over Jylland – ‘kyst til kyst, fra Vejle til Blåvand‘

Læs eller lyt om dengang vi tog rygsækken på ryggen og hovedet under armen. Det var vores første rigtige vandretur, og samtidig en tur hvor vi overvurderede vores egen komfortgrænse og samtidig undervurderede strækningens længde: 137 km på 3 dage – med fuld oppakning.
Vi har siden ændret en hel del på vores vandre-koncept, men alting har jo sin begyndelse og sine læringsprocesser.
Heldigvis mistede vi ikke lysten til at vandre videre i dejlige Danmark.

Rigtig god fornøjelse
Mange vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk
PS: masser af fotos fra turen (også af ødelagte fødder)

Det blev en vandretur vi aldrig glemmer. Selvom vi fandt turen både lang og hård, blev den samtidig den øjenåbner, der kickstartede iveren efter at tage afsted på mange flere fantastiske fodrejser i vores vidunderlige, dejlige Danmark.

• DAG 1: 57.430 skridt /42 km (Vejle til Holme Å)
• DAG 2: 59.327 skridt / 42 km (Holme Å til Karlsgårde Sø)
• DAG 3: 72.866 skridt / 53 km (Karlsgårde Sø til Blåvand)
  = I ALT: 189.623 skridt / 137 km

Allerede nu vil jeg gerne afsløre at vi ikke siden har været i nærheden af at gå så lange dagsmarcher.
Af erfaring har man heldigvis mulighed for at blive en smule klogere. Og, nogle gange skal smerten mærkes på egen krop før man finder sin grænse for komfort.

Den varmeste sommer i 2018

Det hele startede ved en tilfældighed, da jeg så et opslag på Facebook om en 30-timers event: ‘Kyst til kyst, fra Vejle til Blåvand‘. Med et lille ‘klik’ angav jeg, at jeg var ‘interesseret‘ i deltage. Dét lød spændende. Se eventuelt også: Adriaan marchen – kyst til kyst. Så måtte jeg jo se hvor langt jeg kunne nå, – nok ikke hele vejen!
Nu bagefter, er jeg næsten sikker på at det var den frække Pippi, der kækt stak sit hoved frem og hviskede: “Det har du ikke prøvet før, det kan du godt!”.

Facebooks algoritmer har jeg aldrig helt forstået. Dét, der efterfølgende skete, var at andre jeg kender, så hvad jeg var ved at rode mig ud i. Og, de syntes det var spændende! Uafhængigt af hinanden var vi pludselig 4 venner, der havde klikket at vi var ‘interesserede’ i samme event.

Så kunne vi ligeså godt lave en vandregruppe.

• Ingen af os havde nogen sinde gået så langt
• Tre af os havde løbet halv-marathon og/eller hel-marathon
• Grundformen var god og vi var målsatte og stålsatte

Vi besluttede, at få nogle vandre-kilometer i benene. Nu skulle der gives gas, så vi kunne komme godt i mål i raketfart. Det var lidt underligt at træne til en vandretur. Os, der ‘kun’ var vandt til at løbe, investerede nu i vandrestøvler og andet vandre-gear. Det var en hel ny verden vi var på vej ind i, – og en hel ny måde at bevæge sig på.

Vi blev lynhurtigt vilde med at vandre!

Aflysning, blev til et startskud

Det annoncerede Kyst-til-Kyst-løb blev imidlertid aflyst.
Over 3000 facebook’ere havde meldt deres deltagelse, – og det var alt, alt for mange!
Årsagen til aflysningen var, at der i forbindelse med et arrangeret arrangement, skal søges tilladelse hos samtlige lodsejere som stien berører. Det skal der ikke hvis man bare vil gå turen privat.

Vores nyoprettede vandrehold var efterhånden kommet godt igang med at vandre. Aflysningen blev for os, lig med startskuddet til en ny og, lidt anderledes plan.

Vi troede, vi tog den nemme løsning. Intet kunne være mere misforstået. Ideen med den “nemme plan”, kunne vi kigge i vejviseren efter.

Fra Kyst til Kyst – 3 dage med fuld oppakning

Uerfarne, som vi var, tænkte vi at når Adriaan Marchen lagde op til et løb tværs over Jylland på 30-timer – så måtte det være meget lettere, at tilbagelægge selvsamme strækning med hele 3 dage til rådighed.

Men, men og ak: 137 kilometer på 3 dage med fuld oppakning, var ikke en letkøbt begyndertur.

Vi kaldte vores gruppe for: “Vi går alligevel”.
Og, vi var 3 der endte med rent faktisk at gå strækningen tværs over Jylland.

Vi mindes turen med megen glæde. Set i bakspejlet var det var et tosset projekt, men det blev også uforglemmelig oplevelse! Og, vi griner endnu af vores egen naivitet.
Konklusion: Vi gør det ALDRIG igen på dén måde! Men, vi vandrer stadig!
– Dagsdistancerne i dag, er betydelig kortere (helst omkring 25-30 km)

Vi medbragte blandt andet:

• VAND (2 liter hver….der blev fyldt op mange gange undervejs)
• RØDVIN (2 liter til deling)
• Instant kaffe
• Primusapparater (Primus Lite Plus)
• Frysetørret outdoor-mad + SNACKS = alt hvad vi skulle spise
• TELTE, LIGGEUNDERLAG + SOVEPOSER
• EKSTRA SOKKER mv
• TANDBØRSTER
• VABELKIT !!! (nål, saks, Tensoplast)
• 12 LAMINEREDE “KYST-TIL-KYST-kort” + google gps

Dag 1: Vejle til Holme Å (42 km)

Vi vandrede i den varme sommer 2018. Det var den første weekend i juni. Den langvarige hede og det knastørre vejr havde medført, at der var indført landsdækkende forbud mod at tænde bål. Heldigvis var det stadig tilladt at bruge primus til kogning af vand, til kaffe og mad.

Fulde af gå-på-mod, med friske ben og lånte rygsække begyndte vi turen “kyst til Kyst – fra Vejle til Blåvand”.
Vi gik raskt vestover ad Bindeballestien, der løber i Vejle Ådal, langs med den gamle Vandelbane.

Jernbanen blev anlagt som privatbane omkring år 1900, og nedlagt allerede i 1957. Den samlede strækning var 47 kilometer. I dag er 23 af disse bevarede, som et herligt vandre- og cykelspor.

Det var næsten som at vandre i det sydlige sommer-Europa. Temperaturen nærmede sig de 25-30 °C, vi passerede vinmarker og der var ingen skygge.
Ja, vi kunne næsten lige så godt have befundet os helt nede ved Ækvator. Pyh, det var varmt!

En varm kaffepause på Ravning Station

Efter 14 kilometers varm vandring, holdt vi vores første kaffe-/snack-hvil. Vi fandt lidt skygge ved Ravning Station. Det er et rigtig fint pausested, med gode faciliteter. Der er blandt andet toilet, vand og ikke mindst mulighed for at kaste et nysgerrigt blik på det imponerende bygningsværk: Ravningbroen.

Broen blev muligvis bygget af vikingerne under Kong Harald Blåtand omkring år 980. Den blev bygget, så det var muligt for en hær at passere de sumpede enge i å-dalen.
Der skulle gå næsten 1000 år før der blev der bygget en længere bro i Danmark, nemlig den gamle Lillebæltsbro i 1935.

Vi passerede også en pæl, der med flere blå skilte, gjorde opmærksom på Hærvejsruten, der er den danske del af pilgrimsruten mellem Nidaros-katedralen i Norge og Santiago di Compostella i Spanien.

• I september 2021, skulle vi komme til at gå 100 km ad Hærvejen, – fra Viborg til Gudenåens udspring i Tinnet Krat) – men, det vidste vi ikke dengang, i juni 2018.

Bindeballes gamle købmandsgård

Vi trængte efterhånden til en kølende is. Det oplagte sted var at slå en lille omvej ind omkring Bindeballes gamle købmandsgård, der er en kombination af gammeldaws butik og museum. Vi flottede os med kaffe i gårdhaven.
Herefter var det slut med porcelæns-kopper og fine fornemmelser. NU skulle der vandres og drikkes af vandrekrus.

Klokken var 14.30
Vi havde tilbagelagt 20 kilometer, næsten halvdelen af dagens strækning. Benene var gode, og humøret var højt.

Vabel-helvedet, – og løsningen

I forbindelse med vores træningsture var jeg blevet smerteligt opmærksom på at vabler ville blive min achilleshæl på denne tur.
(Jeg har altid raget de irriterende væskefyldte pestilenser til mig)

På vores Kyst-til-Kyst-vandring, havde jeg opgivet at vandre i mine nyindkøbte, og dyre vandrestøvler. Det var vabel, på vabel, på vabel.
Nej, for mig var løbeskoene det bedste valg af fodtøj.

VABELLØSNINGEN:

• Fodtøj: Mine gode godt udtrådte trail-running løbesko. De er lette og uden støttende foranstaltninger! . Mine ankler er heldigvis gode og stærke. De kan gå langt og længe, selv i simple klip-klap’er.
• Forbinding: Tenso-plast på udsatte steder, FØR afgang
• Desinficerende spray, nåle og ekstra Tenso-plast – hvis det bliver nødvendigt at skifte forbinding.
• Sokker: Lufte fødder og tæer, ved hver eneste pause
• Skifte sokker ofte

Min vabel-løsning, kan ikke anbefales til alle.
Med lidt held kan løsningen inspirere andre med lignende problemer.
Det gælder om at finde sin egen løsning.

Den drønvarme sommer i 2018

Vi var udfordrede på varmen. Solen brændte fra en skyfri himmel, og der var meget lidt skygge undervejs. Vi havde hver især medbragt 2 liter vand, og vi fyldte flaskerne op hver eneste gang det var muligt.

Derudover greb vi enhver mulighed for at blive afkølede, det vil sige sjaskvåde. Men, mere om det senere…

Vandreblok og vandringsfolk

Omtrent 15 kilometer efter isen i Bindeballe Købmandsgård passerede vi en stor, tung vandringsfælle: Hamborggårdstenen.

Klokken nærmede sig 19.30, og vi snuppede chancen for et hurtigt fotostop.

Hamborggårdstenen er en 50 tons tung vandreblok. Under den sidste istid, for 15.000 år siden, kom den “vandrende” hele vejen fra Ålandsøerne, ned gennem Østersøen og frem til Bække, hvor den ligger i dag.

Skrivermunken SAXO har en lidt anden forklaring på stenens placering: Ifølge ham, var danskekongen Harald Blåtand i færd med af få stenen slæbt til sin mors grav i Jelling (Thyra). Da stenen var nået til Bække, fik han imidlertid ildevarslende tidender om at hans søn, Svend Tveskæg, havde gjort oprør. Han lod derfor stenen ligge.

Hvad enten det var isen, kongen eller noget helt tredje, – så ligger den svenske sten i dag i Bække.

Videre vandring efter aftensmaden?

Lidt videre fremme, nåede vi vores planlagte overnatningssted: “Teltplads og shelters ved Klebæk-Bække” .

Klokken var omkring 20, da vi slog os ned ved et bord for at spise pulver-aftensmad. Den lokale, og nok også selvudnævnte ‘opsynsmand’, dukkede op. Han fortalte at han dagligt slog sin aftentur omkring pladsen for at hilse på overnattende gæster. Han var en omvandrende “turistinformation”, og helt uden opfordring blev vi informeret om områdets mange spændende seværdigheder og gode indkøbsmuligheder.

Han oplyste også om det landsdækkende bålforbud, der var iværksat grundet varme-tørken. Heldigvis havde han intet at udsætte på vores små primus-apparater. De var helt OK, efter brandmyndighedernes gældende anvisninger.
(primus blev få dage senere også forbudt, grundet tørke og brandfare).

Klokken nærmede sig 21, og vi fortalte om vores plan om at gå til Blåvand på 3 dage. Han skulle blive den første, der himlede med øjnene og slog opgivende ud med armene: “Dét når I aldrig på 3 dage”, udbrød han efter at have kastet et blik på os og vores oppakning.

Vi drøftede muligheden for at fortsætte efter aftensmaden, og finde en overnatningsmulighed længere fremme. Da vi nævnte disse overvejelser til ‘lejrposten’, slog han atter ud med armene og frarådede os på det kraftigste at fortsætte: “I ender i mosen! Dét er ikke et rart sted i mørket!”

Dét var en oplysning vi kunne bruge til noget!
Ingen af os havde lyst til at ende i en mose. Og, slet ikke i mørket!

Vi besluttede os for at vandre videre. Men, aftalte at stoppe FØR vi nåede ud i mosen!

Teltlejr, myg og ostepops

I starten af juni er nætterne lyse. Solen begyndte så småt at gå ned omkring klokken 21.30. Det var stadig muligt at gå et stykke før mørket faldt på. Det var smukt at gå i solnedgangen, – også kaldet for “Den gyldne time”. Vi fortrød aldrig vores beslutning om at fortsætte dagens vandring. Des mere vi gik den første dag, des færre kilometer var der til Blåvand, når vi vågnede…

• 

• 

Helt bevidst havde vi valgt at medbringe telte på turen. Herved blev oppakningen en smule tungere, men samtidig blev vi stillet friere i forhold til overnatning.

Teltene blev vores redning da vi så os nødsagede til at overnatte på et ‘uofficielt, og ikke nærmere angivet sted”: en lille græsplet nær Holme Å.

Der var vildt mange myg og 1000vis af små flyvende insekter! Det var helt uladesiggørligt at rejse teltene uden at få mund, næse og ører fyldt med små irriterende bæster, der kildede, prikkede og stak.

Planen med at nyde dagens allersidste solstråler, liggende i græsset, var helt uladesiggørligt. I stedet barrikaderede vi os inde i det største telt. Det var iøvrigt også det eneste myggesikrede telt.

Myggene belejrede os, ved at sætte sig afventende på myggenettet.
De ville have blod!
Inde i teltet, råhyggede vi med rødvin og ostepops.
Lidt senere, da myggene var gået til ro et sted i mørket – listede vi hver til sit.

Denne nat var det ingen sag at få de anbefalede 7 timers søvn.
BUM! – vi sov som sten!

Dag 2: Holme Å til Karlsgårde Sø (42 km)

Klokken var 7, da vi tumlede ud af soveposerne.
Det var en dejlig morgen. Vi kunne se frem til endnu en dag med masser af sol og skyhøje temperaturer.

Heldigvis vågnede de summende myg ikke så tidligt op som os. I stedet var der nu nogle morgenfriske, irriterende småfluer, der både bed og stak.

Vi skyndte os at pakke sammen og komme videre. Ingen morgenmad, ingen morgenkaffe – bare væk i en fart!

Holme Å – og kvier i fri dressur

Det var godt at komme videre. Turen gik ad tilgroede trampestier, langs med Holme Å, der har sit udspring i moserne her ved Bække. Herfra løber den vestpå i retning af Varde Å, som den løber sammen med cirka 40 kilometer længere fremme. Vi skulle gå hele vejen, sammen med åen.

Undervejs mødte vi nogle nysgerrige kvier. Jeg må tilstå at jeg ikke er tryg ved en flok store dyr, der kommer løbende i strakt galop. Kvierne satte gang i en 100-meters spurt da de så os. Jeg reagerede lynhurtigt med at smide rygsækken over det nærmeste hegn. Jeg sprang selv efter.

• 

X-faktor på Ravnhøj Hede

Efter halvanden times vandring nåede vi frem til et bakket hedelandskab. Det var helt eventyrligt. Det var som om vi pludselig var havnet på en fremmed planet, hvor vi havde det hele for os selv. Vi var alene omgivet af lyng og spredte småtræer.

Ravnhøj Hede er et 30 hektar, privatejet område, hvor Billund Kommune i samarbejde med lodsejerne siden midten af 00’erne har plejet heden med afbrænding, for at sikre mod tilgroning af træer og græsser.

Træbroer og brusebad i Holme Ådal

Lidt længere fremme ændrede landskabet sig igen. Nu skulle vi gå på lave træbroer over sumpede områder i ådalen. Klokken nærmede sig 10 og solens stråler var i fuld gang med at varme dagen op til tørre sauna-temperaturer.

Danmark led under de høje temperaturer! Det var ikke kun os der havde det varmt og tørt. Markerne tørstede, og mange steder skulle græsset senere blive gult og svedent.

Landmændene vandede markerne i kampen for at redde deres tørstende afgrøder. Vi greb muligheden at blive kølet ned.

Vi smed rygsækkene og løb igen-og-igen ind under kraftige vandstråler, så vandet regnede ned over os.

Sjaskvåde gik vi videre. Kort tid efter var vi tørre igen.

Turen fortsatte ud over sumpede vådområder. Det var meget charmerende at gå på de lavbroerne og derfra nyde synet, af blandt andet de fine violette orkidéer, gøgeurt.

Vand – vand – vand, vi trængte til afkøling

Så snart vi kom i nærheden af det opfriskende vand i Holme Å, dyppede vi vores skjorter og hatte.

Det sjaskvåde tøj hængte vi over hoved og skuldrer. Det svalede for en stund. Efter få minutter var det hele atter knassende tørt. Vi så os om efter et nyt sted, hvor vi kunne komme tæt på åens vidunderlige vand.

Det var brølende varmt.

“Treherredsstenen” ved Baldersbæk

Ved åbredden stod pludselig en særegen stenskulptur med 3 hoveder. Stenen blev sat i 1912 på det sted hvor tidligere 3 herreder stødte sammen. (Et herred var førhen betegnelsen for en militær inddeling af landet). På treherredsstenen ses ansigterne af 3 mænd, der alle har haft betydning for egnen og for plantagesagen. Den ene af disse, er Enrico Dalgas, der var en af de ledende kræfter bag tilplantningen af den jydske hede.

Vi var nået til Baldersbæk Plantage, der er den største af områdets ‘københavnerplantager’. Der blev anlagt sidst i 1800-tallet af pengestærke mænd fra hovedstaden. Hér kunne ejerne tage til, og nyde et herskabeligt liv væk fra København. 

Vi holdt et kort pause i parkens lille madpakkehus, inden vi gik videre. Klokken var 14, og vi havde stadig mange timers vandring foran os.

Desværre havde vi ikke tid til rigtigt at nyde det nyrestaurerede lystanlæg med opstemmede damme, stier, hytter, statuer og springvand. Men, vi nåede at hilse på stedets grundlægger Holger Petersen, der rank som en statue med stolthed skuede ud over sit værk.

Eng-kvæget

De mange frodige engarealer afgræsses af forskelligt slags kvæg. De holder på fornemste vis planterne nede, så engene holdes åbne.

Det er altid en fornøjelse at se de store, smukke dyr på mark og eng. I hvert fald når jeg er på sikker afstand, eller befinder mig på den anden side af et hegn.

Klokken var 17 da vi kunne nyde den smukke udsigt over Holme Å til Starup Kirke. Vi havde stadig omkring 15 kilometer tilbage, før vi ville være fremme ved andendagens overnatningssted: Karlsgårde Sø.

Et sted krydsede en elegant hugorm vores vej. Den var hurtigt inde i krattet, men jeg nåede lige at få et billede af dens zigzag-mønstrede ryg, inden den var helt væk.

7 kilometer langs med Holme Kanal

Vi kommer fra Odense, hvorfra vi er vandt til at bruge stien langs den 7 kilometer lange Odense Kanal. Nu oplevede vi på denne vandring, kyst-til-kyst fra Vejle til Blåvand, at gå langs med den ligeledes 7 kilometer lange Holme Kanal.

Men, ak – vi gik på et kulturspor, der desværre ikke tilgodeså vandmiljø og fiskediversitet, for især laks.

Tilbage i 1921 var vandet fra Holme Å blevet ledt over i den kunstigt skabte Holme Kanal. 95% af vandet fra åen blev ført ind i kanalen, hvilket efterlod det naturlige åløb som en smal, okkerfyldt rende uden meget liv

Vestjylland skulle elektrificeres og vandet skulle bruges til at producere elektricitet på Karlsgårdeværket.
Værket blev lukket i 2011.

Der er sket store ændringer siden vi vandrede afsted langs Holme Kanal i 2018. Stien lå på den høje dæmning der skilte kanalen fra den smalle Holme Å, der bugtede sig af sted nede på den modsatte side.

Vi nød at vandre i stilhed på et kulturspor, langs med den lange lige og vandfyldte kanal. Vi ænsede knap den smalle rende nede til modsatte side.

Efter flere års tilløb og et stort naturgenopretningsprojekt, kunne man i oktober 2021 lede vandet tilbage til Holme Å.

Pause, men ikke for natten

Klokken var 21.30 da vi opdagede en rasteplads. Det var fristende at slå lejr for natten. Teltene lå klar i rygsækkene, og det var som om, ben og fødder forsøgte at fortælle, at de gerne ville have hvile. Trætheden var ved at sætte ind.

De kilometer vi ikke fik gået i dag, ville imidlertid indhente os i morgen. “Ikke-gåede-kilometer” ville desværre ikke blive tryllet væk i løbet af natten.

Vi besluttede at gøre en kort pause, lufte fødderne og skifte strømper. Det gjorde ondt i alle led da vi efter et kvarters tid, atter hankede op i rygsækkene og fortsatte videre frem.

Vi havde endnu omtrent 5 kilometer til dagens mål.

Klokken 22.30 ankom vi til shelterpladsen ved Karlsgårde Sø. Der var fyldt med andre, der kom før os: 2 børnefamilier havde indtaget shelteret. Flokken syntes en anelse bekymrede over at vi pludselig dukkede op på dette sene tidspunkt. Skulle vi nu til at dele soveplads med dem?

Endnu engang blev vi bekræftede i at vores beslutning om at medbringe telte på turen, var den bedste løsning for os. Vi behøvede ikke være bekymrede for, om der var plads i et shelter når vi nåede frem.

Teltene blev slået op i en hast, og aftensmaden var hurtigt spist. Bål var der ikke noget af, hverken hos børnefamilierne eller hos os. Brug af åben ild var jo forbudt, grundet den langvarige tørke.

Yderligere 42 kilometer af vores odyssé, vores ørkenvandring, vores vandring fra ‘kyst til kyst – fra Vejle til Blåvand’, var tilbagelagt.

Vi besluttede os enstemmigt for, hurtigt at hoppe i soveposerne og få en god, lang nattesøvn!

Vi skulle tidligt afsted næste morgen.

Dag 3: Karlsgårde Sø til Blåvand (53 km)

De første to dage havde været varme. Det var tydeligt at det var hedebølge i Danmark. Hele landet tørstede efter regn. På tredjedagen slog vejret imidlertid om for en stund.

Vi forlod overnatningspladsen klokken 7.30.

Morgendisen lå henover den store kunstige Karlsgårde Sø, der blev skabt for at sikre vandmængden til det nu lukkede elkraftværk.

Ved kraftværket sagde vi farvel til søen. Dagen forinden havde vi gået de sidste meter langs Holme Å- og Kanal. Herfra skulle vi fortsætte vores vandring langs med Varde Å.

Karlsgårdeværket, var tidligere Danmarks andenstørste vandkraftstation. Næstefter Tangeværket ved Gudenåen, der stadig er i drift.

Karlsgårdeværket står overfor en større renovering, der skal redde den gamle bygning. Eventuelt som en form for kulturmuseum.

Videre langs med Varde Å

Holme Å, som vi havde fulgt siden den var et ganske lille vandløb, ja nærmest en bæk, var nået til vejs ende. Nu var den løbet ud i Danmarks fjerdestørste å, Varde Å.

Vi skulle følges med Varde Å frem mod vores fælles mål: Vadehavet.

• Varde Å munder ud i Ho Bugt, nord for Esbjerg.
  (Bugten besøgte vi i 2021 i forbindelse med vores vadetur til “Fugleøen Langli“
• Vores mål i 2018 var lidt fjernere, nemlig Danmarks vestligste punkt: Blåvands Huks fyr, der ligger på odden vest for Ho Bugt.

Nysgerrige kvier rykker nærmere

Vi var ikke nået langt, før en flok sortbrogede kvier kom i mod os i rask trav. Hvis jeg havde haft muhhh-ligheden, var jeg sprunget over hegnet. På dette sted, stående på dette dige, der sandsynligvis beskytter de bagvedliggede arealer mod oversvømmelser, var det ikke en mulighed. Der var intet hegn at hoppe over. Vi befandt os på kviernes mark.

I begyndelsen holdt dyrene sig en smule på afstand. Lidt efter lidt blev de mere modige, og kom nærmere. Til sidst besluttede vi os for at hilse på hverandre. De viste sig heldigvis at være ganske fredelige.

‘Hilsepause’ gjorde os til bedste venner.
Det endte med at de fulgte os, som en hale af venligt pustende køer.

Pause ved åen

Efter knap 5 kilometers vandring smed vi os i græsset.
Klokken var omtrent 9.30 og vi trængte et lille hvil.

Snart flød sko og strømper i græsset omkring os. Det var dejligt at få luftet fødderne, der så trofast havde bragt os så langt.
Der resterede stadig mange kilometer før vi var fremme.

Temperaturen var en del lavere end de foregående dage. Det var ikke længere nødvendigt at gennemvæde vores tøj så snart vi så vand. Solen var gemt bag et diset skydække. Jeg skiftede lidt af fod-forbindingerne. Til trods for alle valbel-foranstaltninger døjede jeg stadig med de væskefyldte blærer. Det var nødvendigt at prikke huller, så væsken kunne komme ud.

Det sved og gjorde ondt, hver eneste gang jeg startede op efter en pause.. Det sved og værkede i vablerne. Heldigvis fortog pinen sig lidt efter lidt, efterhånden som vablerne blev ‘gået varme’.

Var det Varde? Ja, det var det!

Indtil vi nåede Varde, havde vi ikke haft store udfordringer med at finde vej. Vi fulgte uden vanskelighed de små blå skilte, der markerede Kyst-til-kyst stien fra Vejle til Blåvand.

Det er os stadig en gåde hvordan vi havnede på perronen i Varde. Måske var det vores underbevidsthed, der prøvede at fortælle os at vi gerne måtte tage toget lidt videre. Var det Pippi Langstrømpe, der igen blandede sig? Nu hviskede hun: “I kan godt”.

Varde Station er et knudepunkt, der ligger både på den vestjyske længdebane, der forbinder Esbjerg med Struer, og på Nebel-banen, der løber mellem Varde og Nørre Nebel.

Det var fristende at hoppe på Nebeltoget. I løbet af et kvarter kunne vi være fremme ved Oksbøl, og herved hjulpet 15 kilometer videre i den rigtige retning.

Frokosthvil ved Vardehus Slotsbanke og Varde Havn

Vi hoppede ikke på toget!

Det var intet problem at finde tilbage på vores vandrerute, der førte os til Varde Havn og den gamle slotsbanke.

Klokken var 11. Vi havde tilbagelagt 12 kilometer siden dagens start.

Det var hyggeligt at spise frokost med det gamle voldsted som historisk kulisse. Der er ingen der ved, hvem der opførte borgen, men den menes at stamme fra omkring 1300-tallet. I 1395 blev den overtaget af Margrethe den første. Senere blev den ødelagt af oprørske bønder i 1439, og aldrig siden genopbygget.

I Varde ligger voldstedet synligt for enhver. Vores eget hjemlige, odenseanske voldsted, ligger betydeligt mere skjult i den lille Næsbyhoved Skov ved Odense Havn. Begge voldsteder kan kobles sammen med tidligere danske dronninger og begge borge gik til grunde under oprør.

Janderup, det flade lands drilske vidder

Da vi ved 14-tiden fik øje på den hvide middelalderkirke i Janderup, havde vi tilbagelagt dagens første 20 kilometer. Det flade landskab gav os en berusende lykkefølelse af “at være nær ved målet.
Ja vi følte næsten at vi var ankommet

Optimistisk ringede vi til vores ‘hente-ven med bilen‘. Han stod ved fyret i Blåvands Huk:

“Vi er på vej!
Vi er glade, vi er friske!
Vi ses om lidt”

Intet, kunne være mere forkert! Der var uendeligt langt endnu!

Området som vi nu bevægede os ud i, er ofte udsat for oversvømmelser af vand fra den meget tidevandspåvirkede Varde Å.
Kirkegården ved Janderup Kirke har gentagne gange stået under vand.

Ladepladsen, og mødet med erfarne vandringsmænd

Ved Janderup Ladeplads, der er et stor og veletableret overnatningssted, kom vi i snak med to garvede vandringsfolk. De havde flere gange gået ruten: Kyst til Kyst, fra Vejle til Blåvand.

Vi fortalte, at vi skulle nå Blåvands Huk samme aften. Så kiggede de på vores top-pakkede rygsække og rystede synkront på hovederne: “I når ikke til Blåvand før midnat“. Som en servicemeddelelse tilføjede de, at vi manglede at gå mere end 30 kilometer endnu.

Det endte med at de bad om lov til at fotografere ‘os tossede nybegyndere’. Det fik de lov til. Samtidig bad vi dem om at tage et fællesfoto af os ved stormflodssøjlen.

Stormflodssøjlen viser, at vandet indtil flere gange har fået åen til at løbe højt over sine bredder.

Janderup Ladeplads fungerede tidligere som losse- og ladeplads for Varde. Muligvis tilbage fra den tidlige middelalder og helt op til starten af 1900-tallet, hvor den blev udkonkurreret af jernbanen.

Fladbundede skibe ankrede op ved højvande. De blev ladet og losset ved ebbe, hvor vogne kunne køre helt ud til skibssiden.
Når vandet steg igen, sejlede skibene videre.

Klokken 15 gik vi videre.

At gå ind i sig selv

Det kunne bare ikke passe at vi manglede mere en halvdelen af dagens kilometer.

Efterhånden begyndte det, lidt efter lidt, at gå op for os hvor langt vi var fra fyret i Blåvands Huk. Flere af de info-sider vi havde konsulteret før turen, angav strækningen til værende omkring 120 kilometer. Optimistiske havde vi derfor planlagt at den tredje, og sidste vandre-dag, skulle være den korteste. Det ville ikke holde stik

Det så ikke ud til at kilometerangivelserne var korrekte.

På de lange lige strækninger, skridt efter skridt, begyndte virkeligheden af rodfæste sig lidt efter lidt. Modvillige måtte vi se realiteterne i øjnene.

Vi trak os ind i os selv. Vores ellers så vanlige snakken, forstummede. Gruset knasede under vores sko. Lyden syntes at blive højere og mere insisterinde for hvert skridt. Målsatte bevægede vi os fremad i, hvad der syntes som, en uendelighed.

Ingen ville opgive. Vi var fælles-stædige og fælles-målsatte.
Ingen af os ville ringe til vores “opsamlings-ven” ved fyret før tid.
Ingen af os ønskede at ‘udgå’.
Ingen af os ønskede at være det svage led, der ødelagde turen for de andre.

Da vi efter en times vandring, ved 16-tiden, skimtede Ho Bugt henover den smukkeste blomster-eng, var det som om vi fik sprøjtet frisk energi direkte ind i venerne. Et skud livsglæde, sprængtfyldt med røde valmuer, blå kornblomster og friskt grønt græs.
Danmark tørstede efter regn. Vi havde næsten glemt hvor smukt og livsbekræftende, de klare røde og blå farver kunne være.

Selv det smukke blomsterhav kunne, hvor livsbekræftende det end var, ikke lindre ømme fødder og trætte ben. Efter halvanden times vandring gjorde vi en kort pause inden vi stål- og målsatte, stædigt gik videre.

Klitplantagerne før Blåvand

Landskabet ændrede endnu engang karakter, dennegang da vi bevægede os ind i Bordrup-Oksby Plantage. Det er to sammenvoksede plantager. Tilplantningen blev påbegyndt i 1850’erne, og nu skulle vores trætte ben tilvendes vandring i løst, blødt sand.

Landskabet var bakket, og helt vidunderligt smukt. Det kunne jo heller ikke gøre for at vi efterhånden havde ondt i led, muskler, vabler og måske også i vores selvbillede. Ingen os klagede. Vi bar vores smerter i stilhed. Nærmest meditativ stilhed.

På en bakketop holdt vi en kort pause ved en udsigtsbænk.

Senere passerede vi et kadaver af et stort pattedyr, der ikke havde klaret skærerne i klitplantagerne. Vi var lidt i vildrede om hvorledes sådan et stort dyr, muligvis en kronhjort, var kommet så tragisk af dage. Var det varmen? Var det ulve? Var det noget helt tredje?

Tirpitz

De danske juni-nætter er lyse. Vi bliver aldrig trætte af Danmarks lyse sommernætter, og lige på denne dag var vi ekstra taknemmelige for at kunne vandre længe, uden brug af pandelamper og lignende.

Klokken 20.45 passerede vi det imponerende bunkermuseum Tirpitz. Parkeringspladsen var øde. Det var længe siden at museet havde lukket for dagens besøgende.

Vi skulle og ville nå frem til fyret i Blåvand før midnat!

Muldyr i det bløde sand

Det var fristende af at slå et smut omkring det spændende museum, som vi alle havde besøgt ved tidligere lejligheder. Men, tiden var knap og benene trætte. De sidste kilometer af vores vandring fra kyst til kyst fra Vejle til Blåvand, var blevet et kapløb med tiden.

Klokken 21.50 trådte vi ud i de bløde strandsand ved Vadehavet. Vi havde lyst til at kaste os på knæ i sandet. Vi havde lyst til at række armene i vejret, som i en sejrsrus.

Vi manglede kun de sidste 5 kilometer! ‘Sølle fem kilometer! – piece of cake‘, vil mange nok mene, især i relation til den samlede strækning henover Jylland.

Vi var trætte
Vi gik i sand
Vi havde gået så langt, som ingen af nogensinde havde gået før
Det var som om kræfterne forsvandt hurtigere nu, hvor vi var nær målet

Klokken 22.30 passerede vi de fire store mulddyr, der har gamle tysker-bunkers som kroppe. Muldyr-bunkerne er tænkt som symbol på fred De blev i 1995, opstillet i forbindelse med fejringen af 50-året for Danmarks befrielse.

Der var 1,5 time til klokken slog tolv!
Vi manglede at gå 3 kilometer endnu.

Vores “hente-makker” kom os i møde. Gående på stranden. Da han sagde, at han godt kunne tænke sig at prøve at gå med en pakket rygsæk, følte jeg at han var sendt fra Himlen. Dét skulle han sandelig få lov til at prøve. Jeg var ikke mere stolt, end at han godt måtte overtage min rygsæk (cirka 15 kilo). Det var som om jeg lettede fra jorden i samme sekund som vægten blevet taget fra mig, og overdraget til en anden.

Jeg vil aldrig glemme ham for denne handling, det var den ideelle win-win-løsning!: Han fik en fuldt pakket rygsæk. Jeg fik hans lille, lette tur-rygsæk.

Klokken 23 stod vi ved Danmarks vestligste punkt: Blåvands Huk Fyr.

• Vi nåede det FØR midnat på tredjedagen
• 137 kilometer med fuld oppakning
• 3 dage med vandring
• Vi følte os som verdensmestre, men var alt for trætte til at nyde sejren

Mange erfaringer rigere efter Kyst til Kyst
– fra Vejle til Blåvand

Kyst til Kyst – fra Vejle til Blåvand – et tilbageblik

Vandring i Danmark	Vi er lykkelige for at vi kom i gang med at vandre! Vi rejser rund i hele verden og vi elsker det. Vores vandreture har givet os et helt nyt indblik i dele af Danmark, som vi ikke troede vi skulle komme til at opleve. Vi elsker at vandre i Danmark.
Telt giver frihed	Efter turen investerede jeg i et 1-mandstelt til min hund (vizsla) og mig: NORDISK SVALBARD (let og robust) OBS: hund må ikke medbringes på Kyst-til-Kyst-stien
Fodtøj, er mange ting	I outdoor-butikker fik vi at vide at det ‘kun’ var vandrestøvler og -sko, der dur! For mig er bløde trailrunning-sko og vandresandaler det bedste fodtøj.
Rød-/hvidvin	Kan sagtens medbringes. Vi havde inderposen fra en kartonvin med i en af rygsækkene. Andre gange hælder vi vin på 1/2-liters plastflasker.
Aftensmad = Tørkost	Bvadr… det bliver kedeligt i længden, men er samtidig super enkelt at medbringe. Pluk grønt undervejs (mælkebøtter, skvalderkål, strandkål e.lign) eller medbring noget tilsætning hjemmefra.
Morgenmad	Afmålt havregryn med rosiner, div. kerner/frø, lidt salt og sukker. Medbringes i en lille pose – og kogende vand hældes i. Spises med ske, eventuelt direkte fra posen = 0 opvask!
Pauser undervejs	Vi går gerne 10km+ mellem pauserne. Men, hvis en i flokken ønsker en pause, finder vi hurtigst et godt sted for et hvil.
Maksimalt 25-30 km / dag	Vi gik alt, alt for langt på denne, vores første lange tur. Vi havde slet ingen fornemmelse for hvordan vores kroppe ville reagere på den uvante vandring med rygsæk (+40 km/dag er for meget).