2 dages vandretur på MARSKSTIEN i Tøndermarsken, med udgangspunkt i Møgeltønder
1. dag: 30 km
2. dag: 13 km
Rigtig god fornøjelse
Hilsen fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

Det var en tidlig lørdag morgen i begyndelsen af september, at vi startede bilen i Odense, og satte kurs i mod Danmarks sydvestligste hjørne. Turen gik til Tøndermarsken, for at gå Marskstien på to dage.

Overnatning: Vores tre små telte på Møgetønder Camping.

Marsk er betegnelsen for et område mellem et fladvandet hav og fast land. Når der er højvande og stærk blæst på samme tid, er marsken ved Vadehavet meget udsat for stormflod og oversvømmelser.
I dag er Tøndermarsken beskyttet af diger og andre foranstaltninger, der skal holde vandet væk

LYT TIL MARSKSTIEN PÅ TO DAGE

LYT TIL “MARSKSTIEN PÅ TO DAGE”

Datoen havde længe været reserveret i kalenderen. I dagene op til vandreweekenden havde vi spændt holdt øje med diverse vejr-apps. Tøndermarsken er flad og bar. Det ville ikke være let at finde ly for regn og blæst i tilfælde af dårligt vejr.
Heldigvis lovede vejrmeldingerne rigtig godt.

Læs også om vores vandreture på Fyn, på Sjælland, i Jylland, – og et par stykker i Syditalien. (nogle af dem kan du også lytte!)

Solen skinnede, vinden var let, og temperaturen var lige tilpas til en vandretur ud i det blå, med bare ben og korte ærmer.

MARSKSTIEN – som et otte-tal

Med udgangspunkt i det officielle Marsksti-kort, havde vi kreeret vores egen rute. Den havde form som et otte-tal, og havde Møgeltønder i centrum. Planen var at slå teltene op på campingpladsen, og med små turrygsække gå ud herfra.

Efter et par timers kørsel, ankom vi til campingpladsen lidt før klokken 10. Omtrent 30 minutter senere var teltene slået op, og vi var på vej ud i, den for os, ukendte marsk.

DAG 1: I retning af Vadehavet
MARSKEN – DIGER – SLUSER

Vi glædede os til at opleve denne del af vores dejlige land.
Med på dagens tur, havde vi medbragt snacks, vand og grej til kaffebrygning (primus + instant kaffe). Til min hund, vizla’en Rikja, havde jeg vand og godbidder.

Viber i bytte for Sort Sol

Om foråret og om efteråret kan man i Tøndermarsken opleve ‘Sort Sol’. Det har ikke, som navnet antyder, noget med solens farve at gøre. Og, heller ikke det danske rockband. Sort Sol i marsken er et fantastisk naturfænomen, som årligt tiltrækker tusindvis af fugleturister. Fra nær og fjern kommer de strømmende for at se, når store flokke af trækkende stære laver dansende mønstre på himlen. Der er så mange stære, at solen formørkes, deraf navnet.

‘Sort Sol’ opleves bedst lige før stærene slår sig ned i tagrørerne for at overnatte. De kæmper efter sigende om de bedste pladser i rørene. Der er ingen stære, der vil sidde øverst, for dem tager rovfuglene. Der er heller ingen stære, der vil sidde nederst, for dem snupper ræven. Derfor slås de om de midterste pladser. Det kan godt tage lidt tid at blive enige.

I følge kalenderen burde vi have haft fin mulighed for at opleve Sort Sol i denne septemberweekend. Men, men… vi boede på campingpladsen, og ved solnedgang og solopgang ville vi ikke befinde os ude i marsken.
I stedet glædede vi os over alt det andet vi skulle opleve undervejs, blandt andet de fine viber der gik omkring på en mark.

Gest og marsk

Marskstien er rigtig fint markeret. Ikke en eneste gang gik vi forkert undervejs. Der er heller ikke mange steder hvor et ruteskilt, kan forputte sig bag et træ, eftersom der ikke er mange træer i miles omkreds.

Ved flere af ruteskiltene er der desuden lidt information om de steder vi kommer forbi. Således lærte vi ,som noget af det første, at Møgeltønder ligger på randen af gesten.

Gesten er det høje land, hvor folk bosatte sig for at være beskyttet mod havet. Marsken er den lavereliggede randzone, mellem det fladvandede vadehav og det faste land (gesten).

De små landeveje

Når man vandrer, er det svært helt at undgå de asfalterede veje. Det gjorde vi heller ikke på denne tur. Det var dog kun ganske lidt, vi havde asfalt under sålerne den første vandredag. Det var småveje, og jeg mindes ikke engang at der var biler, eller anden motorkørsel. Det var som om, vi havde hele verden for os selv.

Snorlige afvandingskanaler

Vand, såvel fra havet som fra åerne, er helt centralt i historien om Tøndermarsken. Havet har man siden 1500-tallet forsøgt at holde ude ved hjælp af diger og sluser. Marsken blev imidlertid også oversvømmet af åerne.

Siden 1920’erne har Tøndermarsken været afvandet ved hjælp af gravede kanaler, diger, og fire pumpestationer. Således fik man sat en stopper for vinteroversvømmelser, og samtidig fik man bedre muligheder for at drive landbrug.

Systemet kan ikke kun afvande, men også bevande marsken ved hjælp af de mange vandforsyningskanaler. Vandstanden reguleres ved hjælp af stemmeværkerne.

Kanalerne fungerer også som markskel i stedet for hegn.

Vi er ikke uvante med afvandingskanaler, da vi har et lignende, omend noget mindre, område nord for Odense, bag Odense Kanal. Her i Tøndermarsken må vi imidlertid se os slået på arealets størrelse og kanalernes antal.

Nogle af de rutemarkerinspæle vi møder på vor vej, informerer på tre sprog om hvor langt der er til næste pæl.
“Næste pæl’. ‘Nächste Wegmarkierung’. ‘Next sign’: 1025” m. Dét er service! Den lille hvide ‘vejvisermand’ på det blå skilt går med en lille turrygsæk. Ligesom os. Han følger en sværm af “Sort Sol”, – han er en rigtig vandringsmand i marsken.

Sejersbæk/Snurom pumpehus (nr. 1)

På vores vandring langs kanalen, øjnede vi i det fjerne et lille ensomt beliggende hus. Det lå helt alene, uden naboer. Ved nærmere eftersyn opdagede vi, at det var den ene af Tøndermarskens 4 pumpestationer. Sejersbæk/Snurom blev opført i 1929 i forbindelse med afvandingen af Tøndermarsken.

De fire pumpestationer pumper døgnet rundt vand fra kanalerne op i den inddigede Vidå. Det er dem, der sørger for vigtige afvandig og bevanding af Tøndermarsken.

På afstand lignede huset en fin, gammel muremestervilla. Tøndermarskens fire pumpestationer er alle tegnet af godsinspektøren på Schackenborg Slot, der var en dygtig arkitekt.

Tog til tiden

Kort før vi nåede til byen Højer, krydsede vi et fredet fortidsminde som vi nok ikke havde opdaget, hvis ikke der havde været en infotavle med en god historie.

Broen over Sejersbæk gjorde ikke noget væsen af sig, men det er simpelthen den gamle jernbanebro på banen mellem Højer og Tønder (1892-1962). I dag er både tog og skinner væk, men den gode historie består. Vi tøffede over på den modsatte side, og videre i retning af Højer.

Vi havde tilbagelagt 8-9 km, og klokken var blevet halvtolv. Vi havde været lidt over 1 time undervejs. Det var efterhånden ved at være 4 timer siden vi forlod O’ense, og ‘småsulten’ begyndte at melde sig.

Vi aftalte at finde et sted i Højer, hvor vi kunne tage et lille frokosthvil og en bid brød.

Den ene, eller den anden vej?

Vi passerede en lille rutepæl, der uvilkårligt fik mig til at tænke på min fars kærlighed til følgende læresætning: “The longest way round is the shortest way home”. Denne lille ordleg, tilskrives henholdsvis C.S.Lewis, forfatter til Narnia-bøgerne og James Joyce, – ham med Ulysses.

• 

Vi tog ‘chancen’ om en længere omvej, og valgte at satse på den ene kilometer til Højer, i stedet at gå de 53 km “around”. Heldigvis viste det sig, ganske forventeligt, at være den rigtige beslutning.

Træfigurer og Art Jam

Jeg må tilstå at jeg var på udebane i Tøndermarsken. Jeg spurgte derfor nysgerrigt de andre, om de vidste hvad Højer var kendt for?
‘Pølser“, sagde den ene. ‘Slusen”, sagde den anden.

Spøjst nok, var det første vi så ,da vi gik ind i byen, et stort skilt om en jubilæumsfest. Det tænkte vi nu ikke videre over, det var jo et lokalt anliggende, og vi var jo blot nogle frejdige, fynske vandringsturister på gennemrejse.

Højer er en gammel marskby med fine gamle, velholdte rødstenshuse og -gårde. Det viste sig også at Høyer er en ganske driftig industriby. Der ligger blandt andet et billedskærerfirma med en flot kunstmalet gavl. Motivet var, ikke overraskende: ‘Sort Sol’ over Tøndermarsken. Så selv om vi ikke kom til at opleve de ægte stære-formationer, blev vi igen-og-igen mindet om, at de var derude et sted.

Store dele af byens gader var gravet op. Et større anlægsarbejde var igang, og nye brosten ved at blive lagt i gaderne omkring torvet og kirken. Vi fik senere at vide at blandt andet Realdania var med på holdet, der støttede projektet. Det er en ganske god spiller at have på banen i ambitiøse projekter som dette. Byomdannelsen i Højer er blot en mindre del af et stort Tønderinitiativ, hvor der investeres i alt over 300 millioner i det, der er Danmarks største projekt ’til udvikling af et unikt område: Tøndermarsken’.

Vi så flere spændene træ-skulpturer, nogle mere fantasifulde end andre. Det var midlertidigt opstillede kunstværker. For eksempel stod en stor “enhjørning-mops” i stram ‘vagt-position’ på torvet. Vi var dumpet ind i den årligt tilbagevendende Art-Jam-Træskulpturfestival, der finder sted fra juli til oktober.

Kirkebesøg og en uventet pølsefest

Hvem husker ikke Misse Møhge, der i Matador-serien, siger den uforglemmelige sætning: “Det er fordi jeg drager dem, mandfolkene“. Det er et fantastisk ord, ‘at drage’. Og, jeg har det lidt med kirker, som mandfolkene har det med frøken Møhge (ifølge hende selv): ‘jeg drages’.
Kigger de andre væk i et splitsekund, griber jeg jeg øjeblikket og smutter i kirke.

Desværre var kirken i Højer lukket. Jeg nøjedes derfor med at gå en tur omkring den gamle bygning.

Det var lidt underligt at opdage, at der hænger et halsjern på muren. Blev forbrydere lænket til kirken? Tilsyneladende har halsjernet været i anvendelse i forbindelse med gabestokken på torvet.

I en af kirkens døre er der hamret søm. Sømmene stammer fra en krigsindsamling fra Første Verdenskrig, til fordel for krigsenker. Man kunne, ved en passende donation, få lov til at slå et søm i døren efter et på forhånd fastlagt mønster. Der er mange søm.

På en infotavle oplyses det at der afholdes gudstjenester på både dansk og tysk. Vi befinder os blot 10 kilometer fra den dansk/tyske grænse, og i perioden fra 1864 til Genforeningen i 1920, var dette område en del af Tyskland.

…og så til pølserne

Da jeg havde gået min runde omkring kirken, stod de to andre klar med en glædelig nyhed: “Vi var blevet inviteret til pølsegilde”.

Vi var dumpet lige ind i Højer Pølsers 125 års jubilæumsfest. Snart sad vi bænket sammen med borgmesteren, pølsemagere og andet godtfolk. Værterne havde arrangeret et overdådigt frokostbord med både vådt og tørt.

Videre ind i Nationalpark Vadehavet

Tiden går hurtigt, når man har det godt. Da vi rejste os fra bordet, besluttede vi samtidig at droppe turen omkring Højer Mølle.
Klokken var næsten et, og vi havde stadig langt at gå.

På vej ud af byen passerede vi et byskilt med mange vejviserskilte, der pegede i alle mulige retninger, allesammen til virksomheder i Højer.

En opretstående mindesten, gjorde os, med sin tyske tekst, opmærksomme på at Kong Frederik 6. besøgte egnen i 1825, for at opmuntre befolkningen efter en katastrofal stormflod.

Højer Pumpestation (nr. 2)

Ikke langt fra Højer, tiltrak to bygninger vores opmærksomhed. Den ene var Højer pumpestation, som ligger umiddelbar før Sejersbækken løber ud i Vidåen. (Også denne er fra 1929, ligesom Snurom Pumpestation)

Det anden hus stod som et enormt bygningsværk, helt ude af dimension med marskens flade landskab. Huset lå ved Højer Kanal (anlagt 1799), der er en direkte fortsættelse af Vidåen. Her skulle vi dreje væk fra vejen, og ind på diget langs kanalen.

Vi undrede os over, hvad det store hus havde være brugt til? Hvem var dog kommet på den tanke at opføre så stort et byggeri på så afsidesliggende et sted?

Kæmpehuset ved Højer Kanal

Hele herligheden var til salg. I salgsprospektet kunne vi læse, at det ikke havde skortet på fantasien, hvad angik anvendelsesmuligheder: Ejendommen var opført som tangmelsfabrik i 1918, af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab. Den store højde, skyldes at man udnyttede faldet fra øverste etage til stueplan i tangmelsproduktionens processer.

Forretningen har nok ikke været helt god, for allerede to år efter blev produktionen opgivet. Siden har bygningen i en årerække være brugt af fiskere og skippere, og der er også blevet samlet Adler-personvogne og Krupps-lastbiler.

Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt med at fremstille hestetrukne militære pakvogne samt dele til tyske ubåde. Der blev også lavet biler og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved Vesterhavet.

Efter anden verdenskrig blev fabrikken solgt til en autoforhandler, der for en stund lavede køleskabe i bygningen. Senest har der været lys-fabrik.

Digetur til bådfolket

Et seværdighedsskilt pegede os i retning af “Bådfolket ved Vidåen”. Vi gik videre på et af de mange diger, der blev opført ved afvandingen af Tøndermarsken i 1920’erne.

Man kan se meget langt i dette flade landskab. Heste og køer græssede på engene og der var en fin udsigt bagud til Højer. Vi priste os lykkelige over vores held med det gode vejr, og vi nød hvert et øjeblik.

Bådfolket ved Højer Havn

Kort før Højer Gamle Sluse, ligger et fiskehus fra omkring 1870, samt nogle små stråhytter, der er kopier af lignende hytter fra starten af 1900-tallet.

Fiskehuset er et eksempel på et hus, hvor 6-8 Vidå-fiskere boede tæt sammen. De levede primitivt og enkelt. Tidligere, fra omkring år 1900 og frem til dræningsarbejdet omkring 1920, var der et omfattende fiskeri i Vidåen.

I tilknytning til huset står en lille røgeovn, der gerne må benyttes af nutidens besøgende på pladsen. Denne dag havde vi hverken fisk, eller tid.

Endnu mere nøjsomt end fiskerne, boede de arbejdere, der kom for at bygge diger. Til dem blev der bygget stråtækte hytter, kaldet ’tilte’. De lignede telte, bygget af strå. I hvert tilt boede 8 mand. Om natten fjernede de bænke og bord, og sov i halm på gulvet.

For hundrede år siden var kravene til komfort ikke så store som de er i dag. Fiskere og digearbejdere boede på pladsen hele ugen. Kun om søndagen tog de hjem for at besøge familien.

Vi kiggede ind i en af tiltene. Et svalepar havde bygget bo under taget. En lille dynge af ekskrementer hobede sig op på borde under reden.

Sluse nr. 1: Højer Gamle Sluse

Vi var nået til Højer Gamle Sluse.

Slusen blev bygget samtidig med diget, der fungerede om marskens yderste havdige fra 1861 og helt frem til 1982. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne skibe uhindret sejle ind i Højer Kanal bag diget.

Da man byggede slusen, valgte man en model med en åben sluse, så skibe med mast fortsat kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inden for diget. Til rutedamperne til Sild (Sylt) var der anløbsbro uden for slusen. Frem til 1927, hvor Hindenburgdæmningen, fastlandsforbindelsen til Sild blev bygget, gik der gennemkørende tog fra Berlin til Højer Sluse med tyske ø-turister. Det er lidt vildt at tænke på i dag.

Efter opførelsen af det nye fremskudte dige i 1981, var der ikke længere adgang til havet, og den gamle sluse mistede sin funktion. I dag fungerer slusen og det gamle dige udelukkende som ekstra sikring mod stormfloder.

Stormflodssøjlen

Inden vi fortsatte videre ud til den nye store sluse, Vidåslusen, var vi henne og se nærmere på den høje stormflodssøjle. Den ligger ved den gamle sluse.

Det er helt utroligt så lille, man som menneske bliver, når man står overfor et bevis på naturens vældige kræfter. Pælens højeste mærke, 5,33 meter over normalen, markerer vandhøjen i 1825, året hvor kongen efterfølgende var på besøg. På et skilt kunne vi læse om de katastrofale ødelæggelser, og om hvordan pastor Kochs 8-årige datter sejlede omkring i sin seng i præstegårdens stue.

Fra den gamle sluse fortsatte vi videre halvanden kilometer, ud til Vidåslusen. Hvad vi ikke vidste, var at vi skulle komme til at gå samme vej tilbage for at fortsætte på Marskstien. Således fik vi lagt 3 kilometer til vores vandretur – og det var alle skridtene værd.

Sluse nr. 2: Vidåslusen (Højer Nye Sluse)

Danmarks største sluse blev opført i forbindelse med anlæggelse af det fremskudte dige, der i dag udgør et ekstra værn mod havets rasen. Beslutningen om at bygge diget, blev en taget efter en stormflod i 1975, hvor Tønder var i fare for at blive oversvømmet med 3 meter vand.
Tønder ligger omkring 10-15 kilometer inde i land!

Ude ved slusen, styrede vi direkte mod det høje sluse-vagttårn. Fra den nyetablerede udsigtsplatform på taget, er der en flot udsigt over Vadehavet og det flade marskland.

På denne septemberdag var havet i ro, selvom det blæste en del på toppen af slusetårnet. Rømø-Sild-færgen så ud til at have roligt vand at sejle på, men endnu stormflodssøjle mindede os om at livet på denne egn kan være barskt, og havet vise tænder.

• GRATIS adgang til udsigtstårnet
• Adgang døgnet rundt

Den planlagte åbning af udsigtstårent i foråret 2022 blev udskudt med flere måneder, da det viste sig at der var en del støjproblemer omkring trappe- og gelænderkonstruktion. Indvielsen blev derfor udsat til man havde fundet en ‘varig løsning’ på problemet.

Her i september var generne foreløbigt blevet løst ved at fastgøre rørskåle omkring stængerne med strips. Formentlig en midlertidig løsning.

Adgang forbudt i vildtreservatet

Vi ville gerne have gået videre på Det Fremskudte Dige, så tæt på Vadehavet som muligt. Men, et skilt satte en stopper for den mission: hér var Adgang forbudt/Zutritt verboten, med venlig hilsen Miljø- og Energiministeriet.

• 

Retur til den gamle sluse

Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til Højer Gamle Sluse, for at fortsætte vores vandring videre frem ad Højer Dige.

Fra Højer Sluse kastede vi et blik tilbage i retning af Vidåslusen, og Stormflodssøjlen.
Ingen af os ville have været denne ekstraoplevelse foruden.

Det flade land, set fra diget

Det var som om, at det flade land, nu blev endnu fladere. Vi følte at vi kunne se til verdens ende. Udsynet syntes uendeligt fra stien, der var anlagt på det høje dige. Marsklandet lå udstrakt for vores fødder.

Kvæget græssede til højre og fårene til venstre. Ud over dyrene og os, mødte vi ikke andre der var ude at nye den friske luft og det gode vejr. Det var som om alle de andre tog til udsigtstårnet ved Vidsåslusen.
Hér på Højer Dige havde vi verden for os selv.

Således gik vi de næste par kilometer. Lige ud. På toppen af diget. Et par af dyrene løftede nysgerrigt blikket og kiggede i vores retning. De fleste luntede bare væk, uden at lade sig synderligt distrahere af tre tobenede og en enkelt hundi, der bevægede sig igennem deres land.

Afvandingskanaler og højt til himlen

Vi nød den blå himmel med de hvide skyer, det lange blik og den lige meditative vandring. Vi mødte ingen andre vandringsfolk, og da vi senere krydsede ind i land, i retning af Vidåen, mødte vi heller ingen biler på den smalle asfalterede vej.

Kun et kort stykke måtte vi gå i rabatten, før det igen blev til grusvej – stadig uden trafik. Afvandingskanaler udgjorde skellene imellem dyrenes græsgange. Det ene øjeblik var der køer, det næste får, og nogle gange var der heste.

Vidåen, en tæmmet å

Danmark gennemkrydses af utallige større og mindre vandløb. Blandt de mange, vil jeg blot nævne Gudenåen, den længste, Skjern Å den vandrigeste og Odense Å, min hjembys å. Det meste af året er åerne tilgængelige og medgørlige, men det sker at de går over deres bredder og skaber store oversvømmelser.

Vi var nået frem til Vidåen, der et største vandløb, som løber ud i den danske del Vadehavet. Den har spillet en betydelig rolle for Tøndermarsken. Adskillige oversvømmelser har den på samvittigheden. I 1925 vedtog Rigsdagen at Tøndermarsken skulle afvandes, og efter 4 års anlægsarbejde var området fuldstændigt forandret.

Vi undrede os over at der ikke var flere folk på Marskstien. På en smuk septemberdag som denne, havde vi forventet at møde andre på vores vej.

En flok langbenede kvier, kom nysgerrigt nærmere at studere os. De så på os, som var vi mystiske, vandrende væsner fra en anden planet.

Fåret velkomstkomité vejs ende

Vores vandring på diget langs Vidåen fik sin ende ved et hus, der på det nærmeste lå placeret på tværs af diget. En flok nyklippede får, stod i afventende positur og vogtede nøje vores ankomst til dette sted.

De var nærmest ved at dreje deres fårede hoveder af led, da vi slog vejen ned omkring det sted, hvor de givetvis var blevet klippet kort før vores ankomst. Store uldtotter på jorden afslørede åstedet for den nylige klippegerning.

Nørremølle Pumpestation (nr. 3)

Da vi var kommet rundt omkring huset på diget, og op på en lille asfalteret vej, fik vi øje på dagens tredje pumpehus: Nørremølle Pumpestation. Som de to foregående blev også dette bygget i 1929.

Nørremølle, landsbyen på diget

Vi fik et kort stykke på den lille, asfalterede vej. Snart skulle det vise sig at det ikke kun var det ene hus, ved fåreflokken, der lå på diget.

Omtrendt en kilometer længere fremme kom vi til et helt specielt sted.

Det var en landsby med træer, haver og fine gamle rødstenshuse. Vi talte om det sælsomme ved pludselig at gå i en by, vi nærmest ikke havde opdaget, før vi befandt os midt i den.

Landsbyen materialiserede sig nærmest ud af ingenting. Den lille samling huse udgjorde en tæt helhed, blandt andet på grund af træerne, som vi ellers ikke så meget til i marsklandet.

I Danmark findes der kun ganske få byer, der er bygget direkte på diger. Én af dem, er landsbyen Nørremølle, der er opført på et dige fra slutningen af 1600-tallet. De ældste af husene er fra 1700-tallet. De ligger tæt og “trykker sig tæt” til det gamle dige, der udgør byens akse og eneste vej.

Vi befandt os i grænselandet, og byggestil og skiltetekster var et miks af dansk og tysk

Landsbyen lå stille hen i eftermiddagsstunden. Måske sad alle husenes beboere netop nu og nød et veldækket sønderjysk kaffebord, med masser af kager at vælge imellem. Måske var det bare vores tanker, der begyndte at drive gæk med os. Maverne var begyndt at knurre efter lidt føde.

Grænsesøgende digetur

Vi besluttede os for at stoppe i Tyskland. Klokken var blevet fire, og vi havde efterhånden tilbagelagt omkring 18 kilometer. Selvom maverne rumlede en smule, kunne vi godt gå de 5 kilometer, der manglede for at krydse grænsen.

Så snart Nørremølles sidste hus var passeret, gik vi atter på de nærmest endeløse diger. Vi fulgte Vidåen, og fårene syntes at have al den plads, og alt det græs de måtte ønske.

Efter godt 2 kilometers vandring drejede Vidåen mod venstre, og vi drejede med. Fra at have gået på et dige, der løb nogenlunde parallelt med Vadehavet, fulgte vi nu åen videre ind i land.

Tyskland, ret forude

Der var ikke langt igen. Så snart vi skimtede de skandinaviske landeflag ved Rudbøl grænseovergang, var det, som kunne vi allerede indsnuse duften af friskbrygget pulverkaffe. Vi fik fornyet energi, og vi glædede os til at få tændt op i de små primuskogere.

Umiddelbar før vi krydsede grænsen, gik vi forbi en stor lavvandet sø. Spredte tuer brød det blå vand. Søen hedder på dansk Rudbøl Sø og på tysk Ruttebüller See. Det er en ‘dele-sø’, både Vidåen og den dansk/tyske grænse løber lige midt igennem.

15 kilometer og cirka 5 timer, inklusive udkigspause ved Vidåslusen, havde vi tilbagelagt siden vi rejste os fra pølsebordet i Højer. Kaffen var tiltrængt, og dertil spiste vi lidt chokolade og kiks. Hurtigt fik vi fornyede kræfter, og en halv time senere tog vi tilbage til Danmark.

Rudbøl, lige på grænsen

Grænsebyen Rudbøl er, ligesom landsbyen Nørremølle, bygget oven på et dige. Mange af husene er ligeledes stråtækte og opført i røde sten. Kroens historie går helt tilbage til 1711, og er i dag en del af et større feriecenter. Det havde også været en mulighed at overnatte her. Hvem ved, måske ville vi have haft bedre mulighed for at opleve Sort Sol? I forhold til vores plan om at gå Marskstien på to dage, fandt vi at Møgeltønder var mere velegnet til vores ‘vandresløjfe’.

Det er ikke kun camping-, vandre- og krogæster, der bydes velkomne i Rudbøl.

På en høj pæl er der indrettet en storkerede. Men, selvom der fra reden kun er en kort flyvetur til Rudbøl Sø og andre vådområder, så er det efterhånden flere år siden at Rudbøl har haft held med at lokke ynglende storke til.

En hurtig søgning på nettet, oplyser at en enlig stork fandt hertil i 2015. Et ungt storkepar kiggede forbi i 2007, blev i et par uger og forsvandt igen. Året før, i 2006 var der unger i reden, men alle unger omkom i årets meget tørre sommer. Også i 2000 døde ungerne, men da skyldtes det kulde og regn.

Sidst der kom storkeunger på vingerne i Tønder Kommune var i 1996 da fire storkeunger fløj fra reden i Rudbøl. Jeg krydser fingre for at Rudbøl snart får storke i reden.

På vej til Møgeltønder

Asfaltvej er selvfølgelig ikke vores foretrukne rutevalg. Det er svært at undgå veje på vandreture, selv i de mere afsidesliggende egne. Jeg husker ikke at der kom en eneste bil på denne strækning, men selvfølgelig gik vi pænt helt ude i venstre rabat. Med front mod den modkørende trafik, der aldrig kom.

Markerne på begge sider af vejen var dyrkede. Her var der ingen græssende får, kvæg og heste i miles omkreds.

Tøndermarskens værfter

På en sommeragtig dag som denne, virkede det helt uvirkeligt at dette sted, så langt fra havet, kunne være alt andet end smukt og idyllisk. Men, Vadehavet er lumskt. For at bo i marsken har marskens beboere til alle tider måtte sikre sig mod stormfloder, hvis de ikke ville miste hus og hjem, når katastrofen indtræf.

På vores vej til Møgeltønder, kom vi forbi en af de mange gårde, der som en sikring mod vandet, er opført på en lille forhøjning i landskabet. Bakken er imidlertid ikke naturlig, men bygget af sammenpresset mudder og sand. Sådanne bakkebyggerier kaldes også for værfter, og således håbede dem, der boede her, at holde sig oven vande, når bølgerne kom.

“The longest way round is the shortest way home”

Som de fleste nok vil give mig ret i, så er det altid brandærgerligt når ens Fars får ret. Et af min Fars yndlings-talemåder blev til virkelighed lige uden for Møgeltønder. Murphy’s Lov blev bekræftet, og ikke alt udviklede sig som vi havde håbet.

Vi besluttede os for at skyde genvej til Møgeltønder… Af to årsager: Vi ville gerne væk fra den lille landevej, og vi ville gerne hurtigere frem til campingpladsen, og samtidig gerne spare nogle kilometer. Det første ønske fik vi opfyldt, i første omgang. Det fortrød vi snart.
Hurtigere og kortere var smutvejen ingenlunde!

Det startede ellers meget godt. Vi gik ned ad en lille markvej, der lå mellem stenhårde knoldede pløjemarker. Selv det lille rådyr, derude på den stenhårde knoldemark, havde svært ved at stavre afsted på det ujævne underlag. Stakkels lille rådyr, tænkte vi.

Desværre skulle samme skæbne overgå os selv da markvejen endte midt i ingenting. Vi fortsatte i skellet mellem mark-ørknerne, med fare for forstuvninger af ankler og led. Undervejs måtte vi også krydse en grøft. Det gik kun langsomt fremad. Efter en hel del møje og besvær, endte vi: Tilbage på den smalle asfalterede landevej igen.

Møgeltønder

Således nåede vi frem til Møgeltønder. Vi passerede byskiltet klokken syv. Ni timer havde vi været undervej.

Det havde været den mest vidunderlige dag. Lidt over 30 kilometer var sat ind på vandrekontoen. Dertil en masse plusrenter i form af eventyrlige indtryk fra Danmarks sydvestligste punkt: Tøndermarsken.

Vores tre små telte stod klar på campingpladsen. Vi behøvede nu blot at smide os omkring flagermuslygten, drikke vino og spise vores medbragte mad. Skønne, skønne Danmark – åh, jeg elsker dig.

Med smil på læben og glade i sindet, gik vi til ro i hvert vores telt. Himlen var blevet sort, men ikke af den sorte sol.
Vi glædede os til morgendagens oplevelser, hvor turen skulle gå til Tønder.

DAG 2: I retning af Tønder
MARSKEN – DIGER – SLUSER

Hvilken morgenstund, solen skinnede og himlen var blå. Det tegnede til at blive endnu en dejlig vandredag. Klokken otte drak vi vores kaffe og spiste en let morgenmad.

Morgenmad:
HAVREGRØD I FRYSEPOSE

• Havregryn, rosiner, kerner + et lille nip salt, medbringes i en frysepose
• Vand koges i den lille prismuskoger
• Det kogende vand hældes direkte i plastposen (pas på det er varmt!)
• Lad gryn-blandingen trække et par minutter og grøden er klar.
• Velbekomme.
• Ingen opvask på turen (posen smides ud og skeen slikkes ren, – opvask når man kommer hjem)

Klokken ni var lejren pakket sammen, og placeret i bilens bagagerum. Ved denne snilde manøvre kunne vi gå Marskstien på to dage, uden de store rygsække. Dette var en luksustur. Vi havde kun de lette tur-rygsække med når vi gik.

Rødstensmurede stråtækte huse er karakteristiske for denne del af Danmark. Møgeltønders gamle huse og gårde er ingen undtagelse. Vi havde kun lige forladt campingpladsen, da vi blev enige om at besøge kirken, hvis det var muligt. Det var jo søndag, og en gudstjeneste var ikke indlagt i vores program.

Kirken var åben. Der var mennesketomt.
Vi tøjrede Rikja (hundi) udenfor, og trådte ind i et helt overdådigt kirkerum.

Kirkegang i Møgeltønder

Loftet består af ét eneste maleri, fra væg til væg, fyldt med bibelske motiver. Blandt andet rædslerne ved Dommedag, til skræk og advarsel for alle os, der stadig befandt os i denne verden.

Vores målløse blikke blev herefter fanget af de marmorerede kirkebænke, snirklede udskæringer, balkonerne og de tætmalede kalkmalerier i korets hvælvinger. Det var umuligt at indfange det hele i en enkelt iagttagelse.

Indtil 1970 var Møgeltønder kirke slotskirke for grevskabet på Schackenborg. Det har sat tydelige spor i kirkens indretning med loger og våbenskjolde.

Møgeltønder Kirke har lagt alter til fire royale begivenheder i nyere tid. Prins Joachim og Prinsesse Alexandras søn Felix’s dåb (2002), Prins Joachims og Maries bryllup (2008), Prins Joachims og Prinsesse Maries børns dåb, Henrik (2009) og Athena (2012).

Møgeltønder, på vej til slottet

Vi gik videre ad Møgeltønders maleriske, brostensbelagte Slotsgade. Vi havde set kirken, nu ville vi også gerne se slottet. Det var en afstikker fra vores planlagte rute, og vi vidste at vi skulle tilbage til kirken igen, for at fortsætte dagens vandring.

Det var som om at hele byen sov. Vi gik midt på den brolagte gade. Således kunne vi bedst se alle de gamle gårde og huse med småsprossede vinduer, stråtag og røde tegl.

Schackenborg Slot bag lågen

Som det sidste hus, lige før slottet, lå slotskroen. Dér kunne vi selvfølgelig også have boet, og sovet i dun og fjer. Mon vi så havde stået her nu? Det var som om hele Møgeltønder, inklusive folkene på kroen, sov endnu.

Prins Joachim ejede slottet fra 1993 og indtil han solgte det til en fond i 2014. Der vajede et helt specielt blå/rødt stander fra slottets flagstang. I 2016, to år efter salget, valgte man at introducere standeren, der bærer farverne fra de tidligere ejeres, Schack’ernes våbenskjold.

Vi gik hen over voldgraven til den hvide portbygning. Desværre var porten lukket. Klokken var halv ti, slotsporten ville først blive åbnet klokken 11.

Gennem portgitteret kunne vi kun lige ane selve slottet. Til gengæld kunne vi beundre Prins Joachims og Prinsesse Maries fine monogram, der er indsat i gitterlågen. Monogrammet består af et stort M, omslynget af to store J’er, der danner et hjerte.

Genforeningsstenen

Rundt omkring i Danmark er mange af de gamle Genforeningssten- og mindesmærker blevet fjernet. Det er som om at vi ikke længere vil mindes om, at de sydligste dele af vores land i en nær fortid tilhørte en anden nation.

Min morfars slægt stammede fra Christiansfeld og egnen omkring Haderslev. Måske, derfor har jeg lidt ekstra fokus på de stadig bevarede mindesten fra genforeningen i 1920.

Desværre blev 100-året for Genforeningen i 1920 lidt overset, da corona’en hærgede i 2020.

Tønder i sigte

Vi fandt tilbage på vores rute, og inden længe havde vi Tønder i sigte. Dagens tur var planlagt til at være kortere end den i går, men at vi allerede i Møgeltønder kunne se både kirketårn og vandtårn i Tønder, var lidt af en overraskelse. Det var bare ikke den vej vi skulle lige nu, for i dag skulle vi ikke ud på den korteste vej! Og, heldigvis for det.

Vi beundrede det imponerende stråtækte tag på en stor lade, der lå helt for sig selv på en mark. Det viste sig at være Slotsfeltladen, Danmarks største lade med stråtag. Laden er indrettet som kulturhus og en udstilling om guldhornene. (Faktisk viste det sig nu, at vi kunne havde taget turen fra slottet, gennem slotsparken til Slotsfeltladen. Så havde vi sparet at gå tilbage gennem byen. Men det vidste vi ikke da vi gik)

Markvejen i Møgeltønder Kog

Møgeltønder ligger på randen af gesten ud mod det flade vidstrakte Møgeltønder Kog. Gesten er det høje land. Kogen er inddæmmede og tørlagte, tidligere lavvandsområder, der nu kan dyrkes.

Markvejen er lang og lige, det omgivende landskab fuldstændig fladt.

Den trafikløse landevej

Igen havde vi det hele for os selv. Markvejen fik en ende efter et par kilometer. Herefter kom vi til en lidt træls strækning, den asfalterede landevej. Men, hov…heller ikke dennegang var der biler. Jeg mindes ikke at der kom en eneste bil. Måske husker jeg forkert, men meget trafik var der i hvert fald ikke. Jeg husker at vi i hilste på to vandringsfolk, der gik den modsatte vej, og det var det.

Efter et stykke tid kunne vi skimte Tøndermarskens fjerde pumpestation. Det var rart, for så kunne vi se en ende på asfaltvandringen. Dér skulle vi hen.

Gensyn med Vidåen

Da vi nåede “Bådklubben Vidåen”, kunne vi endelig sige farvel til vejen. Efter godt og vel 2,5 kilometer i rabatten, var det rart igen at have græs, grus og diger under sålerne.

På vej ud mod den pumpestationen, traf vi 3 friske drenge med fiskestænger og grej. De fortalte, på en blanding af tysk og dansk, om den store gedde de havde fanget lidt tidligere på dagen. De vidste nok hvorledes sådan en krabat skulle tilberedes over bål. lige nu lå den og ventede et sikkert sted i sivene. Tillykke til dem, med den flotte fisk.

Lægan pumpestation (nr. 4)

Vi var nået til den største af Tøndermarskens pumpestationer. Det spændende ved netop denne er, at den er offentligt tilgængelig, takket være donationer fra Nordea-fonden, Realdania og A. P. Møller Fonden.

• GRATIS adgang
• Der er indrettet en flot udstilling oppe under taget
• Åben i dagtimerne (kl. 8-20), alle ugens dage
• Der er shelters tæt ved.

Pumperne arbejder døgnet rundt i bunden af bygningen.
Uden pumpestationerne ville Tøndermarsken hurtigt blive oversvømmet

Besøget i pumpestationen var spændende og informativt. Ikke alene fik vi oplevelsen af at se en pumpestation indenfra, vi fik også et rigtig fint overblik over det omkringliggende marskland, samtidig med at vi blev klogere på afvandingen.

Da vi forlod pumpestationen, så vi en stor vandregrupppe, der nærmede sig. Det viste sig at være en guidet vandretur, der startede fra Tønder og gik omkring Nørresø.

Nørresø, søen der genopstod

I forbindelse med afvandingen af Tøndermarsken, forsvandt flere lavvandede søer. En af disse var Nørresø, mellem Lægan og Tønder.

Afvandingen gik hårdt ud over marskens dyreliv, ikke mindst snæblen, der er en sjælden laksefisk der kun gyder i større vandløb med tilløb til Vadehavet. EU har givet millioner af støttekroner til naturgenopretningsprojekter, der kan redde snæblen fra at uddø.

I forbindelse med snæbelprojektet blev Nørresø genetableret som vådområde i 2009.

En ørn efter fisk

Hvor vi tidligere havde haft det hele for os selv, skulle vi nu vænnes til at dele diget med andre. Udover den store vandregruppe ved pumpestationen, mødte vi en del andre der var ude at gå tur. Nu hilste vi til højre og venstre.

Det er populært at gå på digestien mellem Tønder og Lægan, og videre omkring Nørresø.

Et sted stod der en lille flok omkring en stor kikkert, med en linse, der nok kunne få nogle spændende fugle halet helt tæt på.

Mindsanten om de ikke have spottet en helt særlig fugl. Vi fik lov til at kigge med. Langt, langt væk, i toppen af en højspændingsmast, sad den flotte fiskeørn.

Fiskeørnen er en relativ sjælden rovfugl i Danmark. Der er kun ganske få ynglende par. Den flotte hvide ørn var et godt bytte for den Sorte Sol, som vi missede. Vi takkede for kikkertkigget, og fortsatte videre ind mod Tønder.

Pas på, der kommer tog

Alt omkring os var natur. Snæblen svømmede i vandet, fiskeørnen sad i masten, og med ét blev vi opmærksomme på, at der også var en verden uden for dette grønne univers. Et tog susede afsted, henover det flade land.

Tønder var ganske tæt på, og hvis vi ville, kunne vi nu tage toget videre på nye eventyr. Enten op langs vestkysten, til Nørre Nebel via Varde og Esbjerg, eller sydpå til Niebüll i Tyskland.
Eller vi kunne tage en bus videre ud i verden.

Ingen af delene fristede os. Ikke i denne omgang.

Vi begyndte i stedet at snakke om muligheden for at få en dejlig forfriskende is i Tønder. Det er godt med nogle gode målsætninger.

Festival Camping-plænen

Vi skråede hen over Tønderfestivalens campingområde. Det var en kun en uge siden af den sidste folkemusiker trådte ned fra scenen. Der var intet spor af hverken festivalgæster eller optrædende stjerner.

Plænen var renset for festival. Kun de små el-standere, der stak op af græsset, afslørede at dette ikke var et helt almindeligt græsareal.

Vandtårnet er ladet med…stole

Der var gået to timer siden vi stod i udkanten af Møgeltønder og spejdede i retning af vandtårn og kirke i Tønder. Nu var det middagstid, klokken var 12. Vi var fremme ved det fyrre meter høje vandtårn, der sammen med kirkens spir udgør Tønders vartegn.

Tårnet er indrettet som museum for den danske møbeldesigner Hans Wegner. Det indeholder en samling af hans stole, skænket af familien. Hans Wegner blev født i Tønder i 1914, dengang Sønderjylland stadig hørte ind under Tyskland.

Vi ville gerne have set de fine stole, men blev enige om, at det måtte vente til en anden gang. I stedet ville vi se os om efter nogle dejlige is.

Tønder er en hyggelig by. Byens iscafé’er var imidlertid lukkede på denne søndag. Vi prøvede forgæves ved bageren, og vi spurgte os lidt frem. I vores søgen efter isen, gik vi lidt frem og tilbage ad gågaden. Der var mange fine huse, og flere spændende butikker. Nogle havde søndagsåbent. Desværre solgte de ikke is.

Ved byens torv, kunne vi helt sikkert have fået serveret en isanretning på en af restauranterne. Det var en hyggeligt stemning. Mange mennesker sad og nød solen på de forskellige spisesteder.

Vi besluttede os for at gå videre. Det måtte være muligt at finde en ganske almindelig, simpel ispind et sted.

På torvet stod en flot udskåret figur af en mand i rød frakke. Figuren forestiller en gottorpsk profos, det vil sige en soldat, der tidligere måtte fuldbyrde småstraffe. Manden på torvet er en kopi af Tønders kagmand, der oprindeligt blev opstillet i 1699, til skræk og advarsel for letlevende kvinder. I dag står den oprindelige profos, der er Danmarks eneste bevarede, på byens museum.

Forfriskende is

Vi fandt is i et at supermarkederne, der ligger som perler på en snor, lige uden for det gamle centrum.

Således sad vi klokken et, med fødderne vippende ud over vandspejlet i en lille bypark ved Kongevejen.

Spillemænd i Tønder

I Odense har vi siden 200-årsfejringen af H.C. Andersen (2005) haft flere lyssignaler med en rød stående, -og en grøn gående HCA. Nogle år senere hoppede Fredericia med på idéen, og har nu lyssignaler med Landsoldaten som rød mand / grøn mand.

På vores vej ud af Tønder, opdagede vi, at ikke alle spillemænd var taget hjem fra festivalen. Nogle røde og grønne guitarmænd, havde slået sig ned i et par lyssignaler. Jeg synes det er en både hyggelig og skæg idé. Det er lidt sjovere at vente for rødt lys, når den røde mand ‘fortæller’ lidt om byens kulturelle eller historiske identitet.

Retur til Møgeltønder

Hvor vi tidligere kunne se fra Møgeltønder til Tønder, kunne vi nu se tilbage på Møgeltønder fra Tønder. Denne gang tog vi ikke på omveje. Vi valgte den direkte sti mellem de to byer.

I udkanten af Tønder, en smule til venstre for hvor stien startede, ligger Ecco-koncernens administration, konferencecenter og designcenter.

Men, det der fangede vores opmærksomhed, var ikke selve bygningen. Det var den store kæmpe-skulptur ”Foden”, der står på en kunstig forhøjning foran centret.

Fra Tønder skulle vi blot gå de sidste tre kilometer, ud over det flade land.

Klokken lidt over to var vi retur ved den store Slotfeltslade. Den var akkurat ligeså imponerende som da vi gik forbi fire timer tidligere. Heller ikke denne gang gjorde vi visit, selvom udstillingen om guldhornene nok kunne have været interessant.

Vi var på vej hjem, og kunne se tilbage på vidunderlig weekend i Tøndermarsken. To vandredage fyldt med skønne oplevelser, og ikke mindst beriget med et helt fantastisk vejr.

Interessante links:

• Ruterne i Tøndermarsken
• Tøndermarsken
• Fiskeri- og sejllads på Vidåen
• Shelters i Tøndermarsken
• Tønderstierne