MOLS BJERGE PÅ TO VANDREDAGE
45 kilometer fik vi gået, da vi ‘gjorde’ Mols Bjerge på to vandredage i weekenden 23.-24. april 2022
Rigtig god fornøjelse
Hilsen fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk
Vi satte kursen mod Mols en fredag eftermiddag i slutningen af april. Planen var at i Mols bjerge på to vandredage. I alt gik vi 45 kilometer fordelt på to dage. De to rundture var planlagt hjemmefra og kunne tilbagelægges med små turrygsække, da vi havde vi fået lov til at overnatte i en venlig bekendts baghave. Således kunne hovedpuder og de varmeste soveposer pakkes i bagagen, uden at skænke vægten en tanke. (har man ikke bekendte i Mols Bjerge, er der heldigvis flere primitive overnatningsmuligheder, camping eller for eksempel en seng på Molsgården, der ligger blot to kilometer fra Trehøje)
Solen var ved at gå ned da vi omkring kl. 19:30 slog ind på p-pladsen ved Kalø Slotsruin. Det var fristende at smutte ud og nyde solnedgangen, siddende ved tårnet af kongeborgen. Efter lidt snakken frem og tilbage, enedes vi imidlertid om, at udskyde besøget. Så, bare rolig du gamle …. vi ses!
Aftenen før de to dage i Mols Bjerge
Efter vi havde hilst på vores værter, slog vi teltene op og spiste vores mad. Det var hyggeligt at være på tur igen. Dette var årets første overnatningstur. Længe havde vi set frem til dette øjeblik hvor vi sad omkring det lille lejrbåls flammer, med vin i vandflasker og restemad fra aftensmaden, spist direkte fra plastbeholderne. Det hele er så dejligt enkelt og ligetil.
Det blev ikke en lang aften. Trætheden og aftenkulden kom hurtigt og overmandede os, og vi trak ind i hvert vores telt. Det var en fantastisk luksus at kunne vælte omkuld med både hovedpude og den bedste, og tungeste sovepose. Også hundi havde fået et ekstra tykt tæppe med. Det var som hele mit lille telt var blevet fyldt med lune dun.
DAG 1: Go’ morgen – Klar til afgang
Vi kunne ikke ønske en bedre start på dagen. Himlen var blå, og lyset var helt fantastisk. Klokken var lidt i otte, da jeg slog teltdugen til side. Indrømmet, det var lidt svært at komme ud af fjerene denne morgen. De andre havde det på samme måde, vi nød alle sammen at overnatte i teltene igen. Desuden var det dejligt lunt ‘i poserne’, – selvom solen skinnede, så var morgentemperaturen til den friske side.
Da der først var kommet røre i lejren, var vi imidlertid ikke længe om at komme op og i sving. Morgenmaden var hurtigt anrettet. Den bestod hovedsageligt af kaffe. Dertil en smule havregrød og et par bananer.
På vej til Femmøller
Det endte med at vi nussede lige lovligt længe omkring, på denne smukke lørdag morgen i april. Det var dejligt at vide at vi havde hele dagen for os.
Afgang: klokken 9.35
Vores lille teltlejr lå omkring halvanden kilometer fra bjergetapens startsted i Femmøller. Gående på en dobbeltrettet cykelsti langs Molsvejen, kunne vi kigge ind over det landskab vi snart skulle vandre i. Hvidblomstrende træer, var tydelige tegn på, at det danske forår sprudlede af livslyst.
Landsbyen Femmøller ligger i en en dyb dalslugt midt i Mols Bjerge. Slugten er gennemskåret af en å, der ganske passende kaldes for Mølleåen, da vandmøllerne ligger side om side langs åen.
Oprindeligt lå der fem møller, men den ene brændte helt tilbage i 1688. Den savnede mølle eksisterer i dag kun i bynavnet, da der de sidste mange hundrede år ‘kun’ har ligget fire møller i byen. Hvilket da også er ret imponerende på så lille en lokalitet.
BJERG-ETAPEN (dag 1)
Overfor Femmøller Efterskole ligger et område med p-plads og sheltere. Det er udgangspunktet for tre forskellige markerede ruter i Mols Bjerge. Herfra kan man gå til henholdsvis Kalø Slotsruin (21 km), til Ebeltoft (21 km) og Bjergetapen (20 km).
Da det kun er den ene ad de officielle ruter, der er en rundtur, havde vi lavet vores egen vandrerute, der skulle afprøves på vores anden vandredag.
I dag, på denne dejlige forårsdag skulle vi prøve kræfter med Bjergetapen. Vi glædede os til bakkerne!
Idet vi krydsede over til stien, kunne vi se at vi ikke var de eneste, der havde valgt en overnatning før weekendens vandreture. Vi var heller ikke alene om at være lidt sent på dupperne. Ved de to shelters var nattens gæster ved at pakke grejet sammen. De skulle også i bjergene. Vi ønskede hinanden god tur.
Klokken var 9.50
Stejl start på etapen
Pyhhh, det var en hård start. Det var som om ‘bjergene’ forøgte at skille fårene fra bukkene fra første færd. Det føltes som om stien prøvede at advare os: “Kan du ikke klare denne stigning, så giv op og vend om!”.
Langsomt, men støt, påbegyndte vi opstigningen, og kom hurtigt op i højden. Når vi ikke nød udsigten, kunne vi i skovbunden nyde nogle af det danske forårs allerfineste forårsbebudere: anemonerne.
Bøgen var også ved at springe ud. De spæde lysegrønne blade tittede frem i forårssolen. Det her var det danske forår når det var allerbedst.
Vi fik os moslet op ad bakken. Bjergetapen viste tænder. Mon det skulle fortsætte sådan?
Psssst….mellem os: det var imidlertid noget vi frygtede, eller forventede. Danmark er trods alt et forholdsvis fladt land. Bakkerne på bjergetapen kunne bare komme an, vi var klar!
Ned ad bakke….
Knap havde vi kæmpet os til toppen, før vi nærmest rutsjede ned ad en skrænt på den modsatte side. Vi måtte holde tungen lige i munden og tage hvert lille skridt med stor forsigtighed. Der var ingen af os, der havde lyst til at trille ned, og ende med en forstuvet ankel.
De flade sletter
Efter at dagens første prøvelser, ‘bjergbestigning’ efterfulgt af en brat nedstigning, blev vi belønnet med en herlig tur ud over en flad slette.
Lærketræerne var sprunget ud, og pyntede sig med bløde, lysegrønne nåle. Endnu et herligt forårstegn, for lærken er det eneste danske nåletræ, der som løvtræerne, taber sine nåle hvert år.
Mols Bjerge består primært af lysåbne naturområder. Det var dejlig at gå hen over sletten. Nogle gange var det næsten som om vi var alene i bjergene, selvom vi godt vidste at det ikke var tilfældet. For det første havde vi set en del biler på p-pladsen, og for det andet så indbød vejret til at tage familie og venner med ud i naturen.
Heldigvis dækker Mols Bjerge et stort område, så selvom det var godt besøgt, så følte vi ikke at det var overrendt. Og, dog …. for, indrømmet: der var et par steder undervejs, de største seværdigheder, hvor det pludselig myldrede med mennesker. Mere om det senere…. Lige her på sletten, nød vi at være ‘alene’ i bjergene.
Kreaturer og Molslaboratoriet
Fritgående kæmpedyr, har aldrig været mine favoritter. Jeg er især ikke glad for at bevæge mig ind til kvæg. Jeg elsker køer; at klappe dem, give dem græs og klø dem på panden. Dette er vel at mærke, når der er et hegn, der skiller os ad. I samme øjeblik jeg befinder mig på deres område, så antager de selvsamme kreaturer uhyrlige dimensioner.
Det faktum at jeg går med hund, medfører selvfølgelig en ekstra faktor til min frygtsomhed. Jeg tager gerne en større omvej, for at undgå at stå ansigt til ansigt med en ko – eller endnu værre: en tyr!!!
(mere om kvæg senere i denne beretning).
På et skilt kunne vi se at vi befandt os ved Molslaboratoriet, der er et stort rewilding-projekt i Mols Bjerge. Her lever galloway-kvæg og exmoor-ponyer vildt, året rundt på naturarealerne.
Heldigvis var de første køer vi mødte bag hegn, og vi skulle ikke krydse ind over deres område. Det var en lettelse.
På sti og grusvej
Nogle gange gik vi på en trampesti henover åbne, grønne områder, andre gange gik vi på grusvej. Vi mødte ingen biler, selvom det er tilladt at køre i bil i ‘bjergene’.
Vi holdt udkig efter cykler. Eller for at være mere præcis, så holdt vi øje efter en ganske særlig mountain-biker, nemlig min bror. Han bor i nærheden, og var cyklet hjemmefra for at møde os “et-eller-andet sted”.
Agri og telefonstorm
Det var ikke let, at have så løs aftale i et landskab uden stednavne. Vi bevægede os således frem i et stort naturområde, som ingen af var hjemmevandt i, hverken min bror eller vi.
Mobilen ringede: “Hvor er I?”, spurgte brormand. Det eneste svar vi kunne give var: “Vi er i ‘bjergene” . Vi kunne ikke angive det helt præcist. “Vi er ved en busk, ved en låge….på en slette, – og vi kan se langt i alle retninger”
Vi fortsatte vores vandring, samtidig med at vi prøvede at connecte ved hjælp af en “find mig”-app på mobilen. Det lyder så smart, men i Mols Bjerge var denne løsning desværre ingen hjælp. Ikke for os.
Et eller andet sted derude i bakkerne cyklede min bror omkring.
Ville det mon lykkes at mødes?
Vi fandt en ledetråd på en rutemarkeringspæl. En pil viste vej til Agri Baunehøj, den højeste bakketop i Mols Bjerge. Dén måtte vi da alle kunne finde! Vi ringede op, og fortalte at vi nu agtede at bestige Agri.
Min bror lød lidt undrende, og lettere forpustet: “Hvad for en top?” Det overraskede os at han ikke havde hørt om den før. Han har boet på disse kanter de sidste mange år.
Striber i græsset
Da vi passerede et område med stribede forhøjninger, ringede vi straks op til brormand: “Vi er ved de højryggede agre”. Denne oplysning var desværre heller ikke brugbar.
Der er flere steder i Mols Bjerge, hvor striber af middelalderens højryggede agre kan ses i landskabet. De ligner nærmest bølger på land. I virkeligheden er det plovfurer, pløjet af bønder i den tidlige middelalder. De brugte den, dengang topmoderne hjulplov, der kunne vende jorden. Den var imidlertid meget tung at vende, og derfor blev markerne pløjet i lange, smalle rækker.
Mod den højeste tinde
Klokken var 10.50. Vi havde kun været på farten i lidt over en time.
Under andre forhold ville det være lige tidligt nok at holde en pause efter så kort tids vandring. Men især én faktor, talte for at gøre et længere stop, på toppen af den 137 meter høje Agri Baunehøj. Her fra ‘bjergenes’ højeste tinde ville vi let kunne spejde efter denne helt særlige cyklist, der trampede rundt derude i området et sted.
Kursen var sat og planen var lagt.
Udsigt og trængsel på toppen
Udsigten fra Agri var fantastisk. Selvom vi ikke kunne se ud over hele verden, så var der kig til Studstrupværkets 190 meter høje skorsten på den anden side af Kalø Vig.
Ja, vi kunne se helt ind til Aarhus, hvor byggeriet af Danmarks højeste boligbyggeri, det nye 142 meter høje Lighthouse var ved at være færdigt.
I starten var vi alene på toppen. Vi slog os ned ved bord-og-bænkesættet, det var det eneste der var. Nu skulle der bare ventes, og ventetiden skulle bruges til at få sig en god gang primuskaffe og et dejligt stykke chokolade.
Med ét var der fyldt med mennesker omkring os. De kom vandrende og cyklende. Nogle af mountain-cyklisterne kørte så tilpas afslappet, at det ikke lod sig skjule at de fik bakkehjælp af elektriske motorer.
Det var hyggeligt at hilse på de mange besøgende, efterhånden som de nåede op. Der blev taget masser af fotos.
Hvordan udtales Agri?
Pludselig dukkede også brormand op i mængden.
Endelig nåede han til tops!
Han tog os straks i skole (han er skolelærer), og forklarede at han ikke i første omgang havde forstået et muk af vore anvisninger, da vi havde nævnt A-gri. Han havde været helt på herrens mark, indtil det slog ham at vi selvfølgelig mente Ag-ri (udtales Au-ri). Herefter havde det været så nemt som at klø sig i nakken, for ham at finde frem til os.
Det kan være svært at orientere sig, hvis man ikke behersker den lokale dialekt.
Opmåling af Danmark
Inden vi gik videre fik jeg brormand til at forevige min hundi og mig, siddende foran den fine trigonometriske station.
Rundt omkring i Danmark er der opført 331 såkaldte geodætiske fikspunkter i landskabet. De står som regel på udvalgte højdepunkter i landskabet, og blev tidligere anvendt af staten da Danmark skulle måles op. Kortlægningen blev foretaget ved triangulation, og trekantpunkterne kaldes for Trigonometriske Stationer.
Våbennedkastning – hilsen Helmer og Lukas
Klokken var efterhånden blevet 11.45. En hel time havde vi hvilet. Tiden gik, – og vi måtte hellere gå med. Min bror slog følgeskab. Han trak sin cykel de næste kilometer, hvor vi blandt andet passerede en sten, der markerer hvor våbennedkastninger fandt sted i Mols Bjerge under anden verdenskrig.
I hele Danmark blev der fra 1943 nedkastet mere end 6.000 containere ved 285 flyvninger. De allerfleste fandt sted efter august 1944.
Når en hilsen til et bestemt personnavn lød, skulle modtagergruppen gøre sig klar til at mødes ved det aftalte nedkastningssted.
Nedkastningspladserne ved Agri, hed Lucas og Helmer, og de fik hilsner og ‘forsyninger’ i henholdsvis november 1944 og marts 1945.
Hyggesnak i det åbne landskab
I starten af 1970’erne opkøbte staten jord i Mols Bjerge, og i 10-års perioden mellem 1984 og 1994 blev området fredet. Herefter begyndte rydningen af flere af de plantager, der var blevet tilplantet i slutningen af 1800-tallet. Målet var at Mols Bjerge igen skulle ligne de træløse sletter der opstod, da isen forsvandt efter sidste istid, inden Danmark sprang i skov.
Således blev de gamle heder og overdrev genskabt, Derfor kunne vi nu, på vores vandretur, gå henover store slettelignende græsningsfolde.
En stor sten, hvorpå der med røde bogstaver stod Trehøje, forsøgte med en pil at lede os på afveje. Vi skulle ganske vidst til Trehøje på vores tur, men først efter en længere omvej. Så for os, der gik bjergetapen, var pilen en smule misvisende.
Plantagerne, der kom og forsvandt
De plantager, som man fældede i 1970’erne, var blevet plantet dengang man i 1880’erne opgav at dyrke bakkernes kuperede sandjorder. I stedet havde man med statstilskud og hjælp fra Hedeselskabet plantet nåletræer.
Heldigvis er det stadig muligt at få oplevelsen af at være i en mørk, lidt forvitret skov.
Jeg håber at disse træer, får lov at blive stående.
At gå i skoven, var en fin kontrast til de store, åbne vidder.
Jeg synes også at begge landskabstyper har deres vigtige fortælling, som en del af vores kulturlandskabs historie.
En flok langhårede, skotske højlandskreaturer nød tilværelsens frie driverliv og den lune forårssol. Vores sti passerede tæt forbi deres indhegning. Det var trygt og godt.
På gensyn, du kære
Det havde været hyggeligt at få en ekstra gå-makker med på holdet. Men, alting får en ende…
Da vi nåede til Porskærs Stenhus, blev dét samtidig et farvel til min bror. Han skulle tilbage et sportsarrangement, der skulle passes.
Klokken var blevet 12.50. Han havde trukket sin cykel godt 5 kilometer, siden udsigtspunktet på Agri Baunehøj. “På gensyn og tak for denne gang, god tur hjem!”.
Vi andre havde nu gået godt 10 kilometer, heraf de ni på Bjerg-etapen. Nu ville vi se ‘stenhuset’ og samtidig benytte os af stedets faciliteter, blandt andet det offentligt toilet og det udmærkede bord-og-bænkesæt.
Stenhuset fra bondestenalderen
En flok spejdere havde allerede indtaget stenene da vi ankom. Ungerne var fyldt med spilopper, og i fuld sving med at undersøge det gamle ‘hus’, der retteligt er en imponerende runddysse fra fortiden.
For 15.000 år siden, under den sidste istid, blev store, tunge sten fragtet med isen til Danmark. 10.000 år senere, omkring 3.300 f.Kr., opførte stenalderfolk gravkammeret, der i dag er kendt som Danmarks største runddysse.
Stenene i Porskær Stenhus er af imponerende størrelse. Den største af dem alle, er den store dæksten, der vejer omkring 16 tons. Stenen støttes af 5 store bæresten, og gravkammeret omkranses af 23 mandshøje sten. Gravkammeret har sandsynligvis tidligere været dækket og skjult af en græsbeklædt jordhøj. I dag ligger stenene frit.
Det er fantastisk, at vore danske forfædre fra bondestenalderen, kunne håndtere så store og tunge stenblokke. Allerede et halvt århundrede tidligere end egypterne byggede deres berømte pyramider. Den ældst kendte egyptiske pyramide blev først bygget omkring år 2.600 f.Kr.
Mange af Danmarks stendysser er desværre forsvundet. De store sten har været eftertragtede som byggematerialer op gennem historien. Heldigvis blev Porskær Stenhus fredet tilbage i 1860.
Efter en kaffepause, og en tur på ‘det lille hus’, var vi klar til at drage videre ud i bjergene.
Klokken var 13.50.
Det var utroligt så hurtigt tiden skred frem. En time tilbragte vi ved det gamle stenhus og rastepladsen.
Bakke op – og bakke ned
Et af særprægene ved Mols Bjerge er gletsjernes dramatiske
formning af terrænet. Knap havde vi rejst os fra vores lille pause, før vi stod overfor en meget kuperet skovsti i Knebel Plantage.
Knebel Plantage fra 1881, var den første plantage, der blev plantet i Mols Bjerge. Måske, er det årsagen til at den har fået lov at bestå?
Med tungen lige i munden og støttende os til træernes stammer, klarede vi os ned ad skrænten, uden at rutsje på halen.
Herinde mellem de gamle plantagetræer, havde vi atter verden for os selv.
Tinghulen er et hul
Tinghulen burde vel egentligt have heddet “Tinghullet”. Tinghulen er ikke en hule, men derimod det største dødishul i Mols Bjerge. Har det mon noget med molbo-dialekten at skaffe? Vi er jo blevet tidligere på turen blevet afsløret i at være ‘turister’, uden kendskab til udtale og sprog.
Et dødishul er opstået ved, at en isklump fra en istidsgletsjer smeltede og efterlod en fordybning i terrænet.
Tinghulens navn antyder at der tidligere har været et tingsted for de tre sogne, hvis grænser mødes på dette sted.
Tinghulen er en af de store seværdigheder i bjergene. Der var da også mange andre, der havde valgt at lægge vejen forbi. Måske, vandrede de som os på Bjerg-etapen? Måske, var de blot ude at slikke en smule af det dejlige forårsvejr?
Det tog et lille kvarters tid at krydse hen over det store hul. Først gik turen ned ad af velanlagt sti og bagefter baksede vi os op igennem det, der mest af alt mindede om et udtørret smeltevands-fald.
Da vi endelig nåede op af hullet, blev vi hilst velkommen af tre smilende ungersvende. De havde slået sig ned ved et bord-og-bænkesæt, og havde nu stor fornøjelse af at både udsigten over Tinghullet, og ikke mindst morskab af de prustende ‘bjergbestigere’.
De tilbød os en øl! Vi takkede nej… Jeg ved ikke hvad der gik af os, siden vi afslog sådan et godt tilbud. Ha, ha – gad vide hvad de havde gjort hvis vi havde slået til. Det var faktisk vældig fristende!
Klokken var 14.30… Vi havde tilbagelagt 12-13 kilometer.
Der var stadig godt 11 kilometer til vi kunne ‘binde sløjfe’ på dagens rundtur.
Next stop: Trehøje
Efter omtrent 20 minutters gang øjnede vi vores næste pejlepunkt. De tre høje sås tydeligt henover det nøgne overdrevslandskab.
Vi havde stadig en kilometers penge at vandre før vi nåede frem til bakkerne. Det var let at gå sig til varmen i det lune forårsvejr. Snakken gik lystig. Et af de emner vi rundede, var hvorledes det ville være at vandre bjergetapen på en varm sommerdag. Vi var enige om at det måtte være VARMT!
Endnu var jeg lykkelig uvidende om, hvad der ventede.
En mur af kvæg!
Alle mine advarselslamper blinker, hver gang jeg skal krydse henover et åbent område, hvor der er kvæg. Mange steder, også her i Mols Bjerge, er det helt okay at tage hund med ind til løsgående dyr. Den skal være i snor, kort snor. Men er det klogt?
Der har været flere episoder, både her og andre steder, hvor folk er blevet angrebet af aggressivt kvæg. Ofte har der været en hund med.
Til trods for at jeg har god tiltro til at min hund vil opføre sig pænt, så er jeg også bevidst om, at hun er en unghund og dertil fuldstændig uvant med kvæg. Min egen usikkerhed vil hunden naturligvis lynhurtigt registrere gennem linen.
Flokken af kvæg havde valgt at stå lige præcis dér, hvor trampestien ledte op til den første af de tre høje.
På omvej
Det tog kun et spitsekund at tage beslutningen, om at gå i en stor bue udenom dyrene. Jeg følte mig som en tyv om natten, da jeg med hundi på slæb, duknakket, sneg mig fremad i sikker afstand fra drøvtyggerne.
Den alternative rute var det helt rigtige at gøre for mig i denne situation. Jeg følte en lille sejr, da jeg lidt senere, fra højen, kunne kigge ned på stien og kvæget. Vi var i sikkerhed!
Trehøje – bronzealderens kæmpehøje
Trehøje er med sine 127 meter, det næsthøjeste punkt i Mols Bjerge, efter Agri Baunehøj. Det er tre store bronzealderhøje, der har givet navn til området, der også rummer mange andre gravhøje.
Højene blev opført i ældre bronzealder, omkring 1.900 år f.Kr. De er bygget op af græstørv, der er skåret i området. Højene er aldrig blevet arkæologisk undersøgt, men rummer højst sandsynligt nogle af bronzealderens mest prominente folk. Det var kun bronzealderens elite som blev begravet i gravhøje.
De første fredninger af gravhøjene ved Trehøje blev gennemført i 1895. Vi passerede en fredningssten (F.M.), som markerer fredninger af gamle oldtidsminder.
Man kan køre i bil helt hen til højene, hvor der er p-plads. Trehøje er, ligesom Agri, et populært udflugtsmål og der var mange biler og besøgende.
Klokken var 15.20 og vi havde tilbagelagt i alt 15 kilometer siden vi gik hjemmefra.
Overdrevet
Bronzealderhøjene blev opført i et åbent overdrevslandskab, skabt af dyr der over lange perioder, græssede de samme steder.
Således var det i bronzealderen, og således er det igen i dag, takket været et stort EU naturgenopretningprojekt. Målet er at genskabe den udhungrede overdrevsagtige landskabstype ved hjælp af naturpleje.
Overdrevslandskaber skal vedligeholdes ved græsning, da de ellers udvikler sig til nye typer landskaber. Der var ingen dyr i sigte, da vi bevægede os ind på i den næste indhegning.
Udsigt til Ebeltoft
Fra stien er der en flot udsigt over Ebeltoft Vig. De fire store vindmøller ved Ebeltoft Færgehavn var især tydelige, og vi fik den tanke, at køre derud og se solnedgangen. Vi havde bilen parkeret ved vores overnatningssted, og en rask lille aftentur kunne således hurtigt arrangeres.
Fregatten Jylland kunne vi også lige ane. Den hvide vandrette stribe ved skibets kanonhuller set tydeligt, selv på lang afstand.
Toggerbo og tanker om trængsel
Den eneste landsby midt i Mols Bjerge hedder Toggerbo. Den har ligget her i omkring 3000 år, siden jernalderen, men der er ikke mange huse tilbage i dag.
Der ligger et spejdercenter i landsbyen, som vi ikke så meget til. Det, der tiltrak vores opmærksomhed, var en meget flot stråtækket stenlade.
Laden lå på et hjørne, hvor vores rute svingede til venstre omkring huset.
Der var en vejvisersten, der pegede i retning af Agri.
Det var på en-eller-anden måde, som om vi aldrig for alvor kom afsted på ‘langfart’.
Det smukke område er selvfølgelig også en magnet for en masse mennesker.
Nogle gange kunne det godt føles lidt for ‘crowded’ i bakkerne. Samtidig er det også herligt, at så mange kommer ud og nyder al den dejlige danske friske luft.
Det er dog et faktum at Bjerg-etapen i Mols Bjerge er et tilløbsstykke.
Hestene i Tremosegård
Vi paserede Tremosegård der, ligesom Tinghulen, er et stort dødishul. Det er opkaldt efter en udflyttergård fra landsbyen Toggerbo, Gårdens navn var Tremosegård.
Vi gik langs indhegningen til området, hvor små heste hyggede sig med det de var ansat til, at græsse.
Klokken var 16, vi havde vandret 17 kilometer.
Det ville være dejligt med en kop kaffe…
Vi behøvede ikke at vandre langt, før vi fik mulighed for et hvil. Vi gik afsted på den lille sti, der løb langs med hestenes indhegning, og med et, kom vi frem til en lille trekantet græsplet.
Det var dejligt at slå sig ned i græsset, tage skoene af og vifte lidt med tæerne.
Videre fremefter…
Her i foråret, efter en mørk vinter, er det ekstra skønt når solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg tror næsten ikke at man kan forestille sig meget, der er bedre end dette.
Nyt liv spirer, fødes og vokser, træernes lysegrønne blade, såvel som små dyrebørn, der hygger sig med deres mødre.
Molslaboratoriets besøgscenter
Et par kilometer efter vi havde rejst os fra kaffepletten ved Tremosegård, nåede vi til Molslaboratoriets besøgscenter. En ugle, et kunstværk i træ, sad på en pæl og bød velkommen.
- Besøgscenteret har åbent hver dag fra kl. 9 til kl. 21 – hele året rundt.
- Gratis adgang
- Toiletter og parkeringspladser.
- Inspiration til oplevelser i naturen
Molslaboratoriet ejes af Naturhistorisk Museum i Århus, og det bruges som feltlaboratorium af forskere og studerende ved universiteter og læreanstalter.
I besøgscentret er det muligt at finde inspiration til oplevelser og læring i Mols Bjerge. Der er udstillinger, der pirrer til nysgerrigheden, og der er forslag til hvordan man kan gå på opdagelse i området.
Rewilding Mols – vild natur
Der har været en del skriverier og debat omkring dyreetik i forbindelse med Molslaboratoriets projekt: Rewilding Mols, hvor Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg, året rundt lever vildt i et indhegnet, 120 hektar stort naturareal.
Har dyrene tilstrækkelig med plads at boltre sig på?
Har dyrene det skidt?, eller lever de rent faktisk det frie, vilde liv, på godt og på ondt?
Tanken med Rewilding Mols er at komme så tæt på en vild, selvforvaltet dansk natur som muligt. Dyrebestanden, kvæg og vilde heste, skal udvikle sig frit, og der gives ikke tilskudsfodring. Det er derfor de naturlige plantematerialer, der er med til at styre antallet af dyr.
Nu skulle vi ind på området. Med hund, og et vagtsomt øje på hver en finger. Der er ingen garanti for at man ser hverken hest eller ko, men vi var selvfølgelig nysgerrige nok til at håbe på se dem.
Man skal passe på hvad man ønsker, for man risikerer at det bliver opfyldt. Vi var kun lige trådt ind i indhegningen da vi skulle forbi hestene, der stod og græssede ved siden af stien.
De små ponyer værdigede os ikke et blik. De ikke så meget som drejede ørene i vores retning. De ‘vilde’ heste syntes både tamme og menneskevante. End ikke hunden lod de sig mærke med. Hestenemulerne var solidt plantet i græsset, og de så ud til at være i fin huld.
Tyren kommer!!!
Klokken var 17.45, og skyggerne begyndt at blive en smule længere. Himlen var stadig skyfri og blå, men snart ville skumringen sætte ind.
Vi havde tilbagelagt omkring 20 kilometer.
Vi skulle blot krydse ind over en enkelt indhegning, så var dagens rute tilendebragt. Vi kunne se tilbage på en dejlig dag, og vi glædede os til at nyde aftensolen ved de fire store vindmøller i Ebeltoft.
Vi gik i afslappet gåsegang hen ad stien, der lå på en skråning. Inde mellem træerne kunne vi se en flok køer. De stod allesammen på samme side af stien, så vi anede ingen uro eller fare. Situationen ændrede sig, da en stor, kraftig fyr trådte frem. Den brød sig ikke om vores tilstedeværelse.
“Tyren kommer!”
De andre fortsatte hen ad stien. Tyren virkede truende. En dyb guttural brummen fra dens olme indre, fik luften til at sitre af fare.
Det tog mig mindre en at splitsekund at tage beslutningen om FLUGT, i langsom tilbagetrækning.
Resolut vendte jeg om på en tallerken, og gik i en kæmpe bue udenom tyren, der således aldrig blev klar over min eksistens. Jeg halede hundi med ned af bakken, traskende afsted i højt krat. Forhåbentligt ville tyren ikke opdage min retræte.
Planen lykkedes. Tyren tog hele optrinet ganske pænt, og snart kunne hundi og jeg slutte os til vores lille gå-gruppe. I samlet flok gik vi det sidste stykke til Femmøller.
Klokken 18.30 nåede vi hjem til vores lille teltlejr.
9 timer efter at vi var gået herfra.
Dagens samlede strækning var 24 kilometer (21 km+ 3 km)
Aftensol ved vindmøllerne
Vi hoppede ind i bilen, og kørte mod solnedgangen og vindmøllerne ved Ebeltoft Færgehavn. Det ligger cirka 20 minutter kørsel fra Femmøller.
Oprindelig blev der i 1985 opsat 18 møller. Det var dengang Nordeuropas største vindmøllepark. I 2002 blev de udskiftet med de 4 store vindmøller, som vi hyggede os ved. Det var en smuk aften, og vi nød at sidde og se solen gå ned i vest.
Klokken var lidt i ni, da det sidste af solen forsvandt, og himlen blev farvet brændende rød. Det var samtidig signal til at køre hjem til teltene, og krybe i soveposerne.
DAG 2: Go’ morgen – vi er klar igen
Klokken otte begyndte vi at pusle i de fire små telte på den lånte græsplæne. Det var ren forkælelse da vores husvært kom med friskbrygget kaffe af nymalede bønner. Dette var et luksusophold, som vi ikke kunne have ønsket os det bedre.
Inden vi drog ud på dagens vandring, 21 kilometer på Mols Bjerge-stien, pakkede vi alt vores grej i bilen, og takkede vores værter mange gange for deres gæstfrihed.
MOLS BJERGE-stien (dag 2)
Klokken 9.30 var vi klar til at drage afsted.
På denne dag skulle vi opleve landbyerne Kejlstrup og Feldballe, og endog opleve glade konfirmander ved Marsk Stig Andersens kirke i sidstnævnte by.
Vi var velsignede med endnu en smuk forårsdag. Ruten var hjemmelavet, og vi glædede os til en ny spændende rundtur i Mols Bjerge.
Bagom Femmøller og ud i plantagerne
Det første stykke gik ud ad grusvej, forbi en fold med køer og kalve.
To små hunde, kom pludselig farende ud fra en ejendom i udkanten af af en lille skov. De bjæffede og skældte, og fulgte os et stykke på vej. Der var ingen fare for, at de skulle komme galt afsted, så vi lod dem følge os et stykke på vej. Til sidst var de tilfredse med deres mission om at havde jaget os på porten. Sejrstolte drejede de omkring, og gik hjemad med højt løftede haler
Det næste stykke vej gik vi igennem et kuperet område, med skiftevis skovvækst og åbne vidder.
Dengang man plantede plantagerne, foretrak man nåletræ, ikke mindst rødgran, der trives på sandede jorder. Plantagerne er vokset godt siden de blev plantet i slutningen af 1800-tallet.
Til forskel fra gårsdagens befærdede vandring på bjergetapen, havde vi i dag det meste for os selv.
Fjernvandrevej E1, runddysse og Kalø
Vi passerede et lille blåt skilt med en hvid vandringsmand. Det markerede at vi gik på Molsruten, der på dette sted er en del af Fjernvandrevej E1,. Det vil sige at vi nu vandrede på et lille stykke af Europas mere end 50.000 kilometer vandreruter, der er forbundne i et vidtforgrenet net.
Vi var nået til det yderste af randmorænen, der blev dannet i slutningen af istiden. Det var isen, der frembragte skellet mellem fed muldjord og mager sandjord.
Skellet kaldes for “Krogryggen” og herfra er der en flot udsigt ud over det frugtbare land, som vi nu bevægede os ud i. Ja, vi kunne endog se helt til Kalø Slotsruin.
Inde på en mark ligger resterne af en runddysse. Djursland var et attraktivt område i oldtiden, med dyrkbar jord, skove med god jagt samt søer og kyster med godt fiskeri.
Kejlstrup på den fede jord
Klokken 11 havde vi tilbagelagt 6 kilometer.
Vi var nået frem til landsbyen Kejlstrup, der har mange fine, gamle gårde. Særligt den store Fogedgaarden skiller sig ud, med sin flotte bemaling og imponerende stråtag.
Kejlstrup blev grundlagt som udflytterlandsby, en ‘torp’, for næsten 1000 år siden, i vikingetiden eller først i middelalderen.
Det vil sige, at det var folk fra en anden, efterhånden overbefolket landsby, der slog sig ned på dette sted.
Højst sandsynligt var det Ketill, der var primus motor i den proces. Udover omskrivningen af ‘torp’ (-strup), indeholder bynavnet mandenavnet Ketill/Keld. Kejlstrup har altså oprindelig heddet “Ketills torp”
På vej
Det tog ikke mange minutter at gå tværs igennem Kejlstrup, og videre i retning af den næste landsby, Feldballe. Den lille landevej var asfalteret, men der var ingen trafik. Uden at tænke over det, gik vi ved siden af hinanden i hele vejens bredde.
Til konfirmation i Feldballe
Der er 3 kilometer mellem den ‘kirkeløse’ Kejlstrup, der ligger på den gode fede jord og den næste landsby, kirkebyen Feldballe, der ligger på det argeste sand. (kilde).
Klokken 11.30 nåede vi Feldballe, hvor det myldrede af liv på denne konfirmationssøndag. Det var en festdag og Dannebrog vajede fra byens flagstænger. Smarte nypudsede biler kørte afsted med unge konfirmander. Der var også et par piger, der havde valgt at ride hjem fra kirken, højt til hest, islænderhest!
Vi blev selvfølgelig tiltrukket af den glade stemning og alle de glade konfirmander samt gæster ved kirken. Sikk’n dejlig dag.
Med ét, som ved et trylleslag, var de væk. Som spredt for alle vinde, for at lade sig fejre på den store dag..
Vi stod tilbage. Nu var det vores tur til at komme ind i kirken. Jeg holder meget af kirker og kirkerum, og griber enhver mulighed for at kikke ind, hvor vi kommer forbi. Der er ofte spændende lokalhistorie i forbindelse med både de gamle og de nye kirker.
Marsk Stigs godskirke
Feldballe kirke er en af de mere spændende kirker.
- Normalt er kirken åben, når graverne arbejder på kirkegården
Der var ingen gravere på søndagsarbejde. Vi var derfor rigtig glade for, at vi fik lov til at smutte indenfor, før kirken blev lukket af igen, efter konfirmationen.
Feldballe Kirke blev opført i 1200-tallet som kirke til det nærliggende Møllerup gods. Muligvis var det selveste Marsk Stig Andersen, godsets første ejer, der stod for kirkebyggeriet. Marsken er især kendt for at være blandt dem, der blev anklaget og dømt for at have dræbt kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286.
“Kongen blev dræbt på sit leje Sankt Cæcilie nat (22. november) af sine egne mænd, dem han havde elsket højest“.
Jeg mindes ikke at jeg tidligere har set et alter, der som her, er placeret bag et gitter af snoede tremmer. Nysgerrigt, gik vi tættere på…
Bag alteret var der endnu et rum, også bag et snoet tremmegitter. Rummet er et imponerende gravkammer, opført af adelskvinden Elizabeth Rosenkrantz til godserne Møllerup og Rosenholm i begyndelsen af 1700-tallet.
Kammeret er holdt i sorte og hvide farver og udsmykket med blandt andet våbentavler fra alle forfædrene til hendes egne, og til begge hendes ægtemænd.
Udover de barokke udsmykninger, kunne vi også beundre et flot kalkmaleri, der forestiller Sct. Jørgen og dragen. Det menes at være malet omkring år 1400. Ved hestens bagben ses et viekors. Viekors blev malet på vægge de steder, hvor bispen stænkede vievand ved kirkens indvielse. Måske stammer korset fra 1200-tallet? Måske, fra en senere genindvielse af kirken?
På vandring helt for os selv
Da vi en halv times tid senere gik videre, var flaget blevet taget ned. Højtideligheden i kirken var til ende.
Vores tur fortsatte ud over markerne og det åbne land. Efter ganske få minutter havde vi lagt både kirke og Feldballe bagud. Markvejen blev til en skovvej. Vi traf ikke mange mennesker på denne dags vandretur. Det var dejligt at have det hele for sig selv, i modsætning til turen på bjerg-etapen dage før.
Kaffe ved Langsø
13-13-13 ! Klokken 13 havde vi tilbagelagt 13 kilometer. Det var tid til en pause på 13 minutter. Vi slog os ned på en lille plet ved Langsø, hvor man kan sidde helt nede ved søen, på et lillebitte stykke strand.
Langsø er et af de største vandfyldte dødishuller fra istidens smeltevandsslette. Det var dejligt fredfyldt at sidde med sin kaffe, og lade blikke glide ud over søens lange, blanke vandspejl.
Vores plads ved vandet ligger ved en parkeringsplads. Der holdt en enkelt bil, men ham der sad i den, stod ikke ud. Han nød udsigten over søen fra sin plads bag rattet.
Store træer i Djurslands plantage
For to hundrede år siden var dette område et lyngbegroet, sandet og fattigt landskab. Det var først med de store plantager i slutningen af 1800-tallet at der blev sat en stopper for den sandflugt, der tidligere havde været et tilbagevendende problem.
I går vandrede vi i ‘bjergene’, hvor plantager var blevet fældet for at genskabe tidligere natur og overdrev. I dag gik vandreturen gennem flere af de gamle plantager, der havde fået lov at forblive. Der var mange træer, men ikke mange mennesker.
Vi havde lagt en rute, der tog os på en fantastisk tur, der ikke er at finde på de afmærkede, officielle ruter.
- Vores mål havde været at lave en rundtur fra vores overnatningssted ved Femmøller
- Ruten skulle være omtrent samme distance som gårsdagens bjergetape (cirka 20 km)
- Vi ønskede at gå på på stier i landskabet, og kun få småveje
- Altsammen havde vi opnået på denne dag, hvor vejret igen havde været helt vidunderligt
Vi oplevede kun en enkelt gang at gå et mindre stræk på en stor vej. Omkring 500 meter i rabatten af landevejen mellem Feldballe og Ebeltoft.
Klokken var 14.30 da vi passerede Krakær Campingplads. Vi havde gået 17 kilometer, og var nu blot omtrent 3 kilometer fra det sted i Femmøller, hvor vi startede/sluttede Bjergetapen dagen før.
De sidste kilometer før sløjfen bindes
Fra campingpladsen gik turen videre ind i endnu en plantage. Lidt længere fremme skiftede sceneriet karakter, til noget der kunne minde om Skåne og pludselig hørte vi os selv tale om Emil fra Lønneberg. Et lille rødt træhus, med hvidsprossede vinduer passede perfekt ind i fortællingen.
Klokken 15.30 var vi tilbage hvor vi startede.
6 timer havde vi være undervejs.
På dagens tur havde vi tilbagelagt 21 kilometer, og vandret i et landskab, der var helt anderledes end dagen før.
Bilen var pakket med alt vort sovegrej. Værterne var taget i byen for at besøge nogle venner, så tilbage var bare at smide os selv og hundi ind i kareten og trille hjemad.
Vi havde dog endnu et eventyr, der skule opleves inden vi helt forlod Danmarks næse, og kørte sydover mod gode gamle Odense.
En ekstra vandretur til Kalø Slotsruin
Den gamle slotruin er en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge.
For at komme ud til borgen, der ligger på dét, der tidligere var en ø, skulle vi gå på en lang dæmning. Det er Danmarks længste middelaldervej. Hele anlægget blev grundlagt af den danske konge, Erik Menved, i starten af 1300-tallet.
Øen er græsbeklædt og kuperet. Nu skulle den gamle borg, der kan ses på så lang afstand, endelig indtages. Det var ingen sag at trave henover det første flade stykke, men da vi nærmede os tårnet, måtte vi kæmpe lidt for at komme op ad de stejle bakkesider.
Endelig var vi fremme. Min bror og hans familie bor lige i nærheden, ja i cykelafstand (cirka 25 km) fra dette sted. Alligevel havde jeg ikke tidligere haft held med at indtage borgen. Nu var sejren i hus! Kalø Slotsruin var vores, – for en stund.
På en informationstavle kunne vi læse at Erik Menveds borg ikke længere er at synlig. Den blev revet ned allerede 10 år efter den blev bygget. De mure vi ser i dag, stammer fra Kong Valdemar Atterdags borg fra 1340’erne. Jeg synes stadig at den er imponerende flot, og er glad for at vi gik turen derud.
Trappen som gør det muligt at komme op i tårnet, er udført på en måde, så den kan tages ned igen uden at efterlade varige spor på den gamle middelalderborg.
Det var blevet tid til at tage hjemad. Heldigvis havde ishuset ved p-pladsen stadig åbent, da vi vendte tilbage ad den gamle brolagte middelaldervej.
Der er ikke noget så dejligt, som at afslutte en god vandretur med en dejlig is, denne var med romrosiner + mangosorbet.
Således var vi endelig klar til at sige farvel til Mols Bjerge, og et stort TAK for denne gang.
Nyttige LINKS som jeg stødt på i forbindelse med skrivningen af MOLS BJERGE PÅ TO VANDREDAGE:
Leave a Reply