Jeg hedder Anne Sofie Petersen og har i mere end 20 år guidet i Odense, en by fuld af historie, fortællinger og skjulte skatte. Derudover har jeg rejst verden rundt som rejseleder i over 10 år.

At opleve og formidle historier, opdage nye steder og dele oplevelser med andre er min store passion.

Eventyr lige uden for døren

Hele mit liv har været en rejse fyldt med eventyr. Uanset hvor jeg er kommet frem, har jeg udforsket, opdaget og ladet mig fascinere af de historier, der gemmer sig i landskaber, gader og bygninger.

For mig starter eventyret i samme øjeblik, hoveddøren lukker bag mig, og verden åbner sig. Der ligger utallige oplevelser og venter – i min hjemby Odense, på Fyn, i Danmark og ude i den store verden. Hver eneste tur bringer nye indtryk, og selv steder, jeg har besøgt før, afslører nye detaljer, præcis som H.C. Andersens eventyr kan genlæses igen og igen med nye øjne.

Nogle oplevelser får man kun lov til at have én gang, men de lagrer sig i hukommelsen og dukker op igen, som små glimt af eventyr fra fortiden.

I dag har jeg det, jeg vil kalde et drømmejob – jeg arbejder som rejseleder i verden og som guide i Odense og på Egeskov Slot. Jeg er stolt medlem af Odense Tour Guides, en del af Fyns Guideforening, hvor jeg får lov til at formidle de historier, jeg brænder for, og tage andre med på eventyr.

Lad os tage afsted – der er altid nye historier, der venter på at blive fortalt!

EVENTYRET FINDES RUNDT OM HJØRNET

Jeg vil gerne tage dig med på nogle af de mange små, mere eller mindre planlagte eventyr, der ligger venter på denne, vor fantastiske klode.

Jeg har ikke krydset Atlanten i en robåd, løbet fra Herodes til Pilatus eller besteget verdens højeste tinder. Jeg har ikke krydset endeløse ørkner eller udforsket jungleklædte ruiner.

Men jeg har oplevet øjeblikke af ren skønhed, stået stille i storslået natur og ladet mig forføre af stemningen i vidunderlige byer. Jeg har mødt fremmede mennesker, lyttet til deres historier og set verden gennem deres øjne. Jeg har stået ansigt til ansigt med fascinerende dyr og mærket, hvordan selv de mindste oplevelser kan sætte sig som store minder.

Jeg er så eventyrligt heldig at bo i Danmark, og jeg elsker vores lille andegård mere end noget andet sted på jorden. “Her har jeg rod, her har jeg hjemme – herfra min verden går,” skrev min absolutte favorit-eventyrdigter, H.C. Andersen. Og med hans ord i tankerne drager jeg, ligesom han, afsted igen og igen – for eventyrene venter altid lige om hjørnet.

Den første fortælling jeg skrev, var faktisk slet ikke dansk, – men fra Bella Italia. Her tager dig med Syditalien, hvor jeg vandrede fra Sorrento-kysten til Amalfi-kysten – tværs over bjergryggen af Monti Lattari. En tur, der ikke var planlagt, men som udviklede sig til en uforglemmelig oplevelse. Et eventyr, der fandt mig, snarere end omvendt.

REJSELEDER I VERDEN / GUIDE I ODENSE

Allerede som ganske ung, lige efter gymnasiet, kastede jeg mig ud i verden som rejseleder. Efter rejselederuddannelsen på Mallorca (Falkerejser) blev jeg sendt ud i ukendt land: Alanya, Tyrkiet. Dengang for mere end 30 år siden, var der ikke mange danskere der kendte denne nye destination. Det var et eventyr i sig selv, fyldt med nye indtryk, mennesker og oplevelser, der satte sig som minder for livet.

Årene gik, jeg kom hjem blev gift og blev mor til 3 sønner. Men, så i 2005 skulle H.C. Andersen, vores store eventyrdigter, fejres verden over i anledning af hans 200-års fødselsdag. Hele kloden blev inviteret til at hylde hans historier – og jeg vidste, at jeg måtte være en del af det. I 2004 tog jeg derfor uddannelsen som guide ved FynTour og genfandt min passion for at formidle, fortælle og åbne verden for andre.

At være guide er verdens bedste job. Det giver mig mulighed for at møde mennesker fra alle hjørner af verden og opleve min egen by, Odense, med nye øjne – igen og igen. For det sjove er, at når jeg viser gæster rundt, ser jeg byen gennem deres blik. Hver tur bliver en ny opdagelse, en ny vinkel, en ny fortælling.

Og det er netop dét, der gør eventyret levende – at vi aldrig ser den samme historie på helt samme måde to gange.

EVENTYRET FORTSÆTTER

I 2014 uddannede jeg mig til rejseleder hos GISLEV REJSER.

Når jeg rejser som rejseleder på en grupperejse, ser jeg mange seværdigheder igen-og-igen. Det er og bliver fantastisk . Der sker altid noget nyt. Grupper er forskellige, mennesker vi møder undervejs er forskellige, vejret er omskifteligt…og, så er der alt det uforudsete.
Det er et ny og dejligt eventyr, hver eneste gang!

NYE MENNESKER – NYE OPLEVELSER

Når det planlagte program er forbi, er der dømt ‘fri leg’. Der er en time eller flere, nogen gange en hel dag, til at gå på egne opdagelser. Der er altid noget, der ikke er set, smagt eller prøvet. Nogle gange går jeg, sammen med gæsterne – eller vi følges ad et stykke vej, for så at gå videre hver for sig.

TA’ MED PÅ EVENTYR – TRODS CORONA!

I 2020 blev Danmark og verden ramt af corona.
Udlandsrejser blev kraftigt begrænsede.
Restriktioner og påbud blev iværksat både herhjemme og i udlandet.
Det er svært at følge med i hvor og hvornår man må rejse til hvilke lande.

VANDRETURE I FOKUS

Som hjemsendt rejseleder fik jeg mulighed for at trave en masse gode ture, især på Fyn! Siden er det blevet til mange skønne vandreture i vores skønne land.

Jeg skrevet om vores vandreoplevelser her på siden.

VERDEN MÅ VENTE TIL VERDEN ER KLAR

Jeg håber at jeg snart kan invitere dig med på nogle af mine mange andre eventyr.
Vi skal spise fremmed mad, lytte til musik, se byer og natur – møde fremmede kulturer med nysgerrighed.

AT REJSE ER AT LEVE

Min nysgerrighed og rejseglæde begyndte som barn.
Jeg elskede at rejse på ferier med mine forældre og søskende. Når jeg var hjemme forsvandt jeg ud i naturen, i byens kringelkroge og ind i bøgernes universer.

Jeg “læse-rejste” mig tilbage til Arabien i ´1001 og en Nats eventyr´ og slugte familiesagaen i Colorado. Jeg levede med i den russiske “Krig og Fred”. Jeg rejste over havet med Thor Heyerdahl såvel som med Odysseus og nordens vikinger. Jeg bevægede mig hjemmevant omkring på royale slotte og fulgte konger og dronningers storhed og fald. Jeg blev dus med mytologiske guder i nord og syd. Jeg har fulgt i hælene på Corleon’erne, hobitten og Kaptajn Nemo. Jeg har levet blandt masaier, krigsfanger og alverdens folkeslag. Verden er fyldt med skønne, dejlige oplevelser!

Velkommen til min BLOG

Mange hilsner fra
Anne Sofie

Følg mig også på:

fb: odenseguide på eventyr
fb. odenseguide på fyn