SILKEBORGSØERNE PÅ TO VANDREDAGE
I eftersommeren parkerede vi bilen ved Ry Station, for at gå rundt om Silkeborgsøerne på to vandredage. I alt 42 kilometer.
- dag (28 km): (Ry)
Laven – Vestre Gåsekær (overnatning/telt) - dag (14 km): Vestre Gåsekær – Ry
Vestre Gåsekær til Ry
Rigtig go’ vandretur
Hilsen Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk
Tryk hér for andre eventyrlige vandreture
Silkeborg/Ry-området er kendt for de mange søer, kaldet for ‘Silkeborgsøerne’. På dette eventyr oplevede vi ‘søhøjlandet’, midt på den jyske højderyg, et område fyldt med frodige skove, høje tinder, og rene dybe søer. Det hele er sammenkædet af Danmarks længste å, Gudenåen. Vi nåede selvfølgelig også en tur på Himmelbjerget, hvorfra vi nød den mest fantastiske udsigt over Julsø og Møgelø.
Nu, må vi hellere komme i gang…
Dag 1: Ry – V. Gåsekær (28 km)
Vi parkerede bilen ved Ry Station, og da vi havde fået alt vores grej pakket fra bil til ryg, hørte vi pludselig, at der blev annonceret et ankommende tog. Vi så på hinanden og tog en rask beslutning. Vi sprang på toget for at køre den første korte strækning til Laven. Det tog kun 5 minutter at køre med toget, hvilket passede os rigtig fint. Således blev dagens første 6-7 kilometer til en togtur.
Ved at lade toget fragte os fra Ry til Laven, kunne vi nøjes med at gå 28 kilometer den første dag, frem for 34 km. Det passede os egentlig rigtig fint.
Vandretur med start i Laven
Klokken var 10
Vi havde længe glædet os til at gå turen omkring Silkeborgsøerne. Nu var dagen endelig kommet.
Vejret lovede nogenlunde godt til weekenden. Det var lørdag formiddag i begyndelsen af august og himlen var blå med spredte hvide skyer. Ville det gode vejr holde hele weekenden? Meteorologerne havde spået at vi kunne forvente regn i løbet af de to vandredage, men deres prognoser holder jo ikke altid stik. Regntøjet var imidlertid pakket med i bagagen, – og lå i de yderste lommer på rygsækkene, så det let kunne nås.
Jernbanen mellem Skanderborg og Silkeborg blev anlagt i 1871. Både Ry og Laven blev ved den lejlighed ophøjet til stationsbyer, med deraf følgende vækst. Laven fik blandt andet en anløbsbro til Hjejlen, der var blevet sat i fast rutefart på Silkeborgsøerne 10 år tidligere. Allerede året efter togene blev sat i drift, åbnede et hotel i Laven. Desværre brændte hotellet ned til grunden, hundrede år senere, i 1973.
Vi nøjedes med at trave ud ad den smalle trampesti, der løber langs med skinnerne. Det var dejligt at kigge ud over små grønne græsoaser, Julsøs blå vand, små anløbsbroer og blidt vuggende både.
Okker, Himmelbjerg og Julsø
Vi kom forbi små orangefarvede vandløb. Mine tanker fløj straks tilbage til dengang jeg i ottende klasse var på lejrskole med folkeskolen. Siden 1940’erne havde det været en fast tradition at Odense-skolen, Dalumskolens 8.klasse, begyndte skoleåret med nogle dage på Møgelø. Desværre er denne oplevelse i dag sparet væk. Jeg mindedes en naturvejleder der fortalte om skrænterne ved Julsø. Han fortalte at kilderne var fyldt med okker da de består af 20 millioner år gamle lag som indeholder svovlkis.
Henover Julsøens vandspejl, kunne vi se det danske bjerg, der når til himlen. Faktisk troede man helt frem til 1847, at Himmelbjerget var Danmarks højeste ‘bakke/bjerg’. Normalt er det svært at kende den ene bakketop fra den anden. Himmelbjerget er imidlertid let at kende. Tårnet på toppen kan ses langt omkring. Vi satte os et mål: Vi ville bestige Himmelbjerget, og op i udkigstårnet!
Efter omkring en halv times vandring kom vi forbi to gamle voldsteder, uden dog at gå helt tæt på nogen af dem. Dagen var endnu ung, og trods vores lille ‘snyde-togtur’, havde vi stadig mange timers vandring foran os.
Det ærgrede mig en smule, at vi på denne tur, måtte springe disse to voldsteder over.
Voldstederne Dynæs og Gammelkol
I tidligere tider så Danmark helt anderledes ud. Hvilket liv blev der levet her på dette sted? Hvordan var beboernes vilkår og virkelighed?
Jeg synes Danmarks gamle voldsteder er spændende at besøge. Der hviler en helt særlig stilhed på disse gamle, ofte lidt afsides og ‘glemte’ steder. Det er som ‘historien’ ligger på spring i græsset, og bare venter på at blive vakt til live igen.
I dette tilfælde eksisterer der et beretning fra fortiden. Så snydes for historien om det lokale drama, skal denne beretning heldigvis ikke.
Voldstedet på Dynæs blev opført i tiden omkring mellem 1250 og 1350. Det var en urolig tid i Danmarkshistorien, og landet var inde i en periode, hvor mange herremænd sad som små herredskonger i hver deres område. Muligvis blev borgen opført af en af disse herremænd, nemlig ‘småkongen’, der kendes under navnet ”Kong Lave”.
Et dramatisk sagn beretter om den ulykkelige hændelse, hvor kong Laves smukke datter Ingrella, blev bortført af nabo-småkongens søn Thorbjørn. Kæresteparret flygtede til hest, og en forfølgelse blev straks sat i gang. Det gik over stok og sten, og endte på ulykkeligste vis, da de flygtende desperat forsøgte at undslippe over en å. Det gik helt galt, både det unge par og hesten druknede.
På Dynæs odde kan man i dag besøge den 12 m høje borgbanke, og mindes borgdatterens tragiske endeligt.
Vores vandring gik indad i stedet for ‘udad’, og vi fulgte vejen henover jernbaneskinnerne og videre ad en markvej op i højderne. Når vi så tilbage, kunne vi rigtigt nyde den flotte udsigt over Julsø og Himmelbjerget.
Omtrent 500 meter fra Dynæs, stod et skilt der pegede i retning af voldstedet Gammelkol, der måske har fungeret som en fremskudt forsvarspost for Dynæs. Skiltet pegede til venstre, i retning af en skovklædt bakketop.
Vi fortsatte ligeud, vores vej gik sandelig op ad bakke.
Møgelø og minderne fra 8’ende
Det er utroligt som fortiden dukker op, både den fjerne fortid fra voldstedernes og småkongernes tid. såvel som den mere nutidige. Den seneste har efterhånden også nogle år på bagen.
Idet vi gik forbi skiltet med pilen, der pegede i retning af Møgelø blev jeg, som ved et trylleslag, fjorten år igen. Pludselig gik jeg og nynnede gamle travere som “Ooa hele natten” og “Billy Jean” og tankerne fløj tilbage til natløb, novelle-hæfter, JENKA tyggegummi-bobler, køjesenge i tre etager…. Uha, det var tider!
Vi anede huset, hvor vores klasser var indlogeret dengang i 80’erne. Det var hyggeligt at se det igen…
Udfordringer langs banen
Alt tegnede let og ligetil, og eftersom vi gik langs jernbanen, forventede vi heller ikke de store op- og nedture. Vi skulle snart blive klogere…
Efter godt 3 kilometers vandring nåede vi frem til et sted, hvor en kæde spærrede adgangen for de kørende, biler såvel som cykler. Samtidig blev det starten på et mindre forhindringsløb for os, der var gående.
Vi bevægede os ind i en skov, hvor vi startede med at gå på en planke-trædesti i skovbunden. Det var meget fint altsammen. Det gik som en leg, og det var ingen sag at komme op ad fint anlagte trapper og over små broer. Skovbunden var jævnet for det vandrende folk.
UDFORDRING 1: MUDDERET!
Alting fik en ende, for snart måtte vi krydse en mudderpøl, balancerende på tilfældigt udlagte pinde og grene. Heldigvis skulle vi ikke nå en fin gallafest senere på eftermiddagen, og en smule pløre er ikke det værste der findes. Det var bare lidt overraskende, nu hvor det ellers var startet så velorganiseret.
UDFORDRING 2: AT FINDE VEJ!
Vi havde planlagt vores rute, så den frem til dette sted nogenlunde havde fulgt den officielle ‘Rød Himmelbjergrute”. Nu var det imidlertid blevet tid til at dreje fra, da vi ønskede at gå så tæt på søerne som muligt. Himmelbjergruten følger en anden rute op omkring flere af områdets bakketoppe.
To af os var kommet lidt foran, og opad. Vi gik og småsludrede, da vi hørte en stemme fra dybet. Det var tredjemanden, ‘kortholderen’, der råbte: “HOLDT, I har glemt at dreje fra”. På det tidspunkt havde vi næsten nået toppen af den 102 meter høje Høgholt bakke, hvilket altså var lidt for langt. Der var ikke andet at gøre, end at vende om og gå et stykke nedad igen.
UDFORDRING 3: TILGROET STI OG STEJLE SKRÆNTER
Ruten virkede som en sti, der ikke blev benyttet ofte. Det startede ellers meget godt, med en bred skovsti, anlagt på skrænten, der fulgte jernbanen.
Snart skulle vi hoppe over et par væltede træstammer, og lidt længere fremme måtte vi igennem noget, der mindede om en trækrone, eller et tæt bladhang. Det mindede mere og mere om urskov.
Flere steder var det så mudret, at vi valgte at kravle op på skrænterne, fremfor at skøjte rundt i mudder. Tungen skulle holdes lige i munden, når vi, som bjerggeder, hver især balancerede os frem med 15-16 kilo oppakning på ryggen.
Vores kilometerhastighed, der i forvejen ikke er et pralestykke, blev gevaldigt sat ned på strækningen, der blot var omkring et par hundrede meter.
Fra skoven trådte vi direkte ud i en helt anden, velplejet verden. Det var en stor kontrast at gå forbi Linaa Vesterskov-ejendommen, der lå midt på en stor, grøn golfbanelignende plæne.
Linaa Vesterskov
Klokken var 11.30 (Det var halvanden time siden starten i Laven)
Vi havde gået knap 5 kilometer.
Det var stadig for tidligt at gøre en pause. Eventyret med de tre udfordringer havde ikke gjort os klar til et lille hvil . Derfor krydsede vi blot over den lille landevej og fortsætte videre ind i den store Linaa Vesterskov plantage.
Danmark har i bund og grund kun ganske få rigtige skove, der får lov at stå uberørte og upåvirkede af mennesker. Danmarks skove er mestendels menneskeskabte, private eller statslige, og indgår i en eller anden form for skovdrift.
Da isen smeltede efter den sidste istid for omkring 10.000 år siden, blev landet invaderet sydfra, af både planter, dyr og mennesker. Danmark blev med tiden dækket af skov.
Omkring år 1200 e.Kr. (for 800 år siden) var vi blevet et landbrugsland. Skovene havde også en central plads i den proces, da de sikrede træ til huse, skibe, vogne og redskaber. Unge træer blev fældet og brugt til hegn omkring markerne, og skovens træer blev brugt til brændsel – datidens vigtigste energikilde.
Sidst i 1700-tallet var de danske skove tæt på at være udryddet på grund af planløst overforbrug. Kun 2-3 % af landet var stadig dækket af skov. Noget måtte der gøres.
Heldigvis blev skovene reddet på målstregen af Staten og mænd med visioner om et skovrigt land. Linaa Vesterskov er en af de store plantager, der blev plantet i anden halvdel af 1800-tallet.
Rutemarkeringspælene var malet brune, hvilket angav at Linaa Vesterskov er privatejet område.
Jeg stoppede op, stod stille og nød følelsen af at stå i det tykke, bløde mostæppe. Jeg kom ved den lejlighed til at se ned på min tæer. De bare fødder i vandresandaler afslørede at venstre storetånegl var røget sig en tur (noget med et halvmarathon og en vandretur på Mols)… Jeg havde sikret neglen på højre storetå med tenso-tape. Ak ja – kønne var fødderne ikke, til trods for at min søde fodterapeut kæmper en Sisyfos’s kamp for at holde dem sunde og duelige. Men de er velplejede, og jeg er ganske godt tilfreds.
Sejs-Svejbæk ved Borresø
Fra skoven trådte vi direkte ud i den lille stationsby Sejs-Svejbæk. Vi krydsede banen og kunne snart efter igen nyde udsigten over en sø, nu Borresø, der er den midterste af de tre store Himmelbjerg-søer.
Flotte huse lå på store udsigtsgrunde, der skrånede ned mod søens blå vand. Stilheden og idyllen var vidunderlig, kun hørtes den taktfaste lyd af knasende grus under vore såler.
Et tungt tæppe af mørke skyer trak op i retning af Silkeborg. Det var spændende om det ville udvikle sig til noget vådt fra oven. Endnu skinnede solen over Sejs-Svejbæk, men videre fremme så det lidt dystert ud.
Store sten fangede vores blikke. Det var flot malede kunstværker. En kæmpe stak sit hoved op af græsset, et mylder af mennesker og dyr slyngede sig omkring i hinanden. Alle stenene var malede med sort maling, hvilket gav et super flot grafisk udtryk. Det virkede en smule kult-agtigt, og det var som om stenene søgte at lokke os ind i deres mytiske, troldeunivers. Sten for sten. Længere, og dybere ind i en anden verden…
De første små bitte regndryp faldt fra himlen. I starten bemærkede vi det knap nok. Vi var så optagede af de spændende sten-værker.
Men, dråberne blev hurtigt større og tungere. Vi kiggede os omkring efter et ly mod regnen. Der var intet at finde. Eftersom det ikke så ud til at være meget andet end en forbigående byge, enedes vi hurtigt om at et enkelt regnslag skulle være vores ‘tag’.
Den løsning var ganske udmærket. Det hele var overstået på 5-10 minutter. Da regnen var drevet over, blev det græsgrønne regnslag hængt til tørre på den ene rygsæk, og vi fortsatte vandringen hvor vi slap.
Luksus i søkanten
Den blå himmel tittede atter frem mellem spredte, hvide skyer. Turen gik videre langs Sejs-Svejbæks store grunde og flotte huse.
De fleste af pragtvillaerne var nyopførte arkitekttegnede huse. Ældre huse var givetvis blevet revet ned, for at give plads til nye familiers drømme. Trods de eksklusive huse, nye såvel som gamle, var vejen anlagt som grusvej, hvilket gav det hele et hyggeligt sommerhus-agtigt præg.
Brassø, Jorn og De Små Fisk
Efter godt 11 kilometers vandring nåede vi til den tredje sø: Brassø, den sidste sø inden Silkeborg.
Klokken 13 ankom vi til det rekreative område, De Små Fisk, hvor vi holdt en frokostpause.
Men først måtte vi lige stoppe op og nærstudere en lidt særpræget mindesten, et kunstværk, udført af CoBrA-kunstneren Asger Jorn. Stenen blev sat i 1962 til minde om forfattervennen Christian Christensen og dennes kone Lisbeth.
Jorn var seminarieuddannet i Silkeborg, hvor han også startede sin kunstneriske karriere. Senere skænkede han talrige af egne og sine kunstnerkammeraters værker til Silkeborg Kunstmuseum. Men, der er værker der aldrig vil blive udstillet. Blandt andet de vægmalerier som Jorn malede på revolutionsarkivet i Havana på Cuba i 1968. Jeg har, som rejseleder, haft fornøjelsen af at opleve dem flere gange – se her!
Vi slog os ned ved et af bordene ved ‘De Små Fisk’ og slappede af med lidt spiseligt og noget ‘friskbrygget’ instant-kaffe. Det var dejligt at sidde og betragte livet og alle de andre, der også hyggede sig.
Det spøjse navn, “De Små Fisk’, skyldes, at børn fra Sejs tidligere sagde, at de tog til ‘de små fisk’, når de ville ned og bade. Navnet hang ved, og måske svømmer der stadig småfisk omkring. Vi tjekkede ikke.
Ænderne snadrede ved søbredden, ‘Hjejlebådene’ sejlede i rutefart, og vi var heldige, også at se den fine, gamle hjuldamper Hjejlen fra 1861. Børnene legede, kanofolk lagde til, overnattende tur-cyklister pakkede deres telte og grej, klar til afgang.
Allesammen havde vi glæde af stedets fine faciliteter:
- toiletter
- bålpladser
- telt- og shelterplads
- vand, bord-og-bænke
Vi blev der en times tid.
Hjejlebådene har anløbsbro ved De Små Fisk, og vi overvejede et kort øjeblik at sejle til Silkeborg. Sådan, bare for hyggens skyld. Det var fristende, men vi endte med at blive på land.
Prins Thorbjørns hat og Nåege
Klokken 13.40 fortsatte vi vores vandring i retning af Silkeborg.
En lille kilometer længere fremme kom vi forbi en fin hvid ejendom, hvor man var igang med en omfattende renovering. Vi var nået til det historiske Hotel Ny Hattenæs, der begyndte sin historie i år 1900. Efter en periode som kursuscenter, var nye ejere nu ved at føre det gamle hotel tilbage til fordums glans og herlighed.
I december 2022 kunne restaurant Ny Hattenæs byde gæster til bords, for første gang i mere end et årti
Selve området Hattenæs er opkaldt efter prins Thorbjørns hat! Ham, der flygtede med Kong Laves datter! Under den hæsblæsende flugt tabte Thorbjørn sin hat da hesten snublede og det unge par styrtede og druknede.
Beretningen fortæller at hatten flød i land på dette sted, der siden har heddet Hattenæs. Forfølgerne nåede imidlertid parret ved det sted, der kendes som Nåege. Vi nåede også til Nåege, der ligger omtrent en kilometer længere nedstrøms. Det slog os at Thorbjørns hat må være flydt opstrøms, for at nå fra Nåege til Hattenæs. Det måtte have ganske givet hav været en magisk hat, eller en eventyrlig Gudenå.
Langs Remstrup Å
Efterhånden nåede vi frem til det sted, hvor vi skulle forlade søerne for en stund.
De sidste par kilometer ind til Silkeborg gik vi langs Gudenåen, på det stykke der kaldes for Remstrup Å. Navnet stammer fra en længst forsvunden udflytterby og det er sammensat af navnet Rem og tilføjelsen –strup (-torp). Remstrup ændrede navn til Nåege, efter den tragiske historie med hatten.
Vi nærmede os således Silkeborg med raske skridt.
Efter at have gået ved de store søer, var det nu næsten som kunne vi række en hånd over på den modsatte bred og hilse: “Hej, med jer derovre på den modsatte brink“.
Både Silkeborg og Odense har en å, henholdsvis Gudenåen og Odense Å, der løber tværs i gennem deres bymidter.
I begge byer er der desuden anlagt stier direkte ved åen, så man ikke bliver nødt til at gå på en vej bag private huse og haver.
Silkeborg og Odense er på den måde lidt ens, og så alligevel så forskellige.
Det er dejligt at ‘tage å-stien’ til byen, igennem centrum og videre ud ad byen. Jeg nyder at gå ved Odense Å, – og det var lige så fantastik her ved Gudenåen i Silkeborg.
Broen over Remstrup Å
Vi kom til den anden side af åen, ved at gå over broen, der består af to gamle, parallelt anlagte gitterbroer. Dobbeltbroen blev opført 30 år efter at jernbanen og den første jernbanebro var kommet til Silkeborg i 1871. I 1907-1908, blev den gamle bro skiftet ud og erstattet af de nuværende to en-sporede tvillingebroer. Det skete i forbindelse med at man anlagde endnu en bane, diagonalbanen, mellem Silkeborg og Langå.
Langåbanen var i drift frem til 1971, hvor skinnerne blev taget op og banestrækningen lavet om til en godt 30 kilometer lang cykelsti.
I dag benyttes den tidligere Langåbanebro af sådan nogle som os, de gående og cyklisterne. I ‘tomrummet’ mellem de to tvillingebroer indviede man i 2021 en vejbane som en del af en ny indfaldsvej til Silkeborg.
Vi havde gået 14 kilometer
Klokken var 14.30 (Vi havde været på farten i 4 og en halv time)
De to flotte fredede jernbanebroer fra starten af 1900-tallet blev iøvrigt bygget på Allerups Maskinfabrik i Odense.
Asger Jorn – Cuba vs. Silkeborg
Mit forhold til Asger Jorn er lidt specielt, i og med at jeg, som tidligere nævnt i denne beretning, har ‘besøgt’ hans vægmalerier en hel del gange på Cuba.
Asger Jorn deltog i 1968 i en international kulturkonference i Havana, men han kedede sig så bravt. Han ville hellere male. Fidel Castros privatsekretær Celia Sanchez forsynede ham med maling, cigarer og rom, samt ikke mindst nogle store lærreder, nemlig de nøgne vægge i dét, der tidligere havde været en amerikansk bank. I dag rummer bygningen det cubanske revolutionsarkiv, dekoreret med Jorns malerier. Der er ikke offentligt åbent, da det ikke er et kunstmuseum, som her i Silkeborg. Asger Jorns landsmænd, danskerne, er heldigvis velkomne, hvis arkivaren Armando Gomez er på kontoret, og ikke har andre arrangementer.
Til gengæld har jeg ikke tidligere besøgt Museum Jorn i Silkeborg, så det var en stor oplevelse at stå på dette sted. Desværre havde vi ikke tid til et kunstmuseums-besøg på denne tur, men vi fik alligevel oplevet en lille smule af ‘ham’, i og med at flere af hans udendørskunstværker var udstillede foran museet.
Is ved Indelukket
Det var ved at være kaffetid.
Klokken var blevet 15 da vi ankom til Indelukket, der er en bypark ved åen. Der er minigolf, motorbådehavn, små buede gangbroer, en stor grøn græsplæne og vigtigst af alt: et ishus!
Køen til ishuset var temmelig lang. Det var tydeligt at Indelukket er et populært udflugtsmål.
Tålmodighed belønner sig. Efter at have stået i kø et stykke tid, fik vi endelig afgivet vore bestillinger og lidt senere også udleveret de søde sager. Mit valg faldt på en skildpadde-is, serveret på en belgisk vaffel.
Tidligere på turen, havde vi undret os over navnet, ‘De Små Fisk’. Nu studsede vi over ‘Indelukket’. Den spøjse benævnelse stammer fra dengang hvor denne del af skoven var indhegnet, – for at holde folk ude! Tidligere blev kongens heste sat på græs i ‘Indelukket’, når han besøgte Silkeborg. Godtfolk skulle holde sig væk.
Det blev ændret for 120 år siden, da Silkeborg købte arealet af den tidligere ejer.
Vi lod det tage omkring en halv times tid at spise isen. ‘Hejren’ sejlede forbi. ‘Ternen’ sejlede forbi. Men, vi spejdede forgæves efter den gamle dame, ‘Hjejlen’. Måske, havde hun listet sig ubemærket forbi, i al den tid vi stod i kilometerkøen ved ishuset.
Vi så flere kanoer. Det er vældig populært at sejle på Gudenåen og krydse Silkeborgsøerne. Mange vælger at leje en kano og tage på flerdagsture, hvor de sover på primitive overnatningspladser eller campingpladser.
På afveje i arboretet
Vores vandring fortsatte ad å-stien.
Helt uden at bemærke det, bevægede vi os samtidig en smule væk fra vores planlagte rute. Det opdagede vi da vi befandt os i et gammelt skovområde, der i 1991 var blevet anlagt som et vådbundsarboret. Et arboret er en forstbotanisk have, og ordet er afledt af det latinske arboretum, der betyder “sted med træer”.
Aboret-træerne er hentet fra Nordamerika, Sydamerika, Europa og Asien. Det var de hvide mærkater, der afslørede de særlige arboret-træer, men, for vores utrænede øjne, var det desværre svært at skelne arboretets træer fra de almindelige. Det hele voksede sammenfiltret som et almindeligt, uplejet skovkrat.
Alligevel var det et interessant og spændende område, og herfra kunne vi samtidig se tårnet på Himmelbjerget. Der var også en anløbsbro til hjejlebådene.
Vi blev imidlertid i tvivl, om vi var røget helt ud af kurs i forhold til vores vandrerute, og besluttede os for at gå tilbage, op forbi AQUA.
PS: Set i bagklogskabens klare lys, så kunne vi være fortsat over Skovriderbroen, og videre henover den lille halvø mellem BRASSØ og VEJLSØ. Men, så havde vi ikke set AQUA!
Kæmpegedden
Et gruopvækkende gedde-gab byder velkommen til ferskvandsarkvariet AQUA. Gedden er en glubsk og stort set altædende rovfisk. Et enkelt blik ind i den store kæft, og vi gøs ved tanken om at blive hapset af sådan et monster. Munden var fyldt med spidse, bagudrettede tænder, der kan fastholde byttet. Tænderne var overalt, også i ganen og på tungen.
Vi skyndte os videre…
Jeg mindedes, da jeg besøgte akvariet for en del år tilbage. Det var et vældig interessant besøg, fordi man hér, får et nærmere indblik i de mange dyr og fisk vi har herhjemme i Danmark.
Cyklister for sig og gående for sig
Normalt deles skovstier og grusstier af cyklister og gående, der som regel forsøger at tage hensyn til hinanden. Derfor var det også med en smule undren, at vi kom til et skilt, hvor en retningspil viste at gående skulle ‘en vej, og cyklisterne en anden.
Det viste sig at være en super god idé. Nu kunne cyklerne drøne afsted på ‘hovedstien’, og vi, der vandrede, kunne gå uforstyrret på en ‘parallel-sti’.
Nu vil jeg lige retfærdigvis indskyde, at vi ikke havde oplevet konflikter med cyklister. Vi havde faktisk slet ikke tænkt tanken, at to stier skulle være nødvendige. Det virkede som om at opdelingen, var tænkt som en ‘forsøgs-ordning’, eftersom det også kun drejede sig om et ganske kort stykke.
Den cirkelrunde badebro ved Almind Sø
Der var nogle få badegæster (ikke nøgne vinterbadere!), der boltrede sig i vandet ved Østre Søbad ved Almind Sø. Badebroen er en flot halvcirkelformet træbro. Det var fristende at tage sig en hurtig dukkert.
Men…
Klokken var blevet 16.30, og selvom vi havde gået 19 kilometer og godt kunne trænge til at blive frisket op, så var der stadig et stykke vej at gå, før vi kunne slå lejr for natten.
Vandring mellem høje træer
Vi smuttede igennem en vejtunnel, og videre ind i Silkeborg Østerskov, der er et af de store skovområder, der ligger ved Silkeborg.
Nogle steder kunne vi godt kommet i tvivl om hvilken vej vi skulle gå, men heldigvis lykkedes det os at finde de rette stier. Fremad i den rigtige retning kom vi i hvert fald.
Flere gange havde vi, med lidt held, kig til vandet. For det meste kunne vi kun lige skimte det mellem de mange stammer.
Fristende seværdighedsskilte
Hvor man i gamle dage risikerede at blive lokket på afveje af overnaturlige væsner, som for eksempel nøkker og elverpiger, så var det på denne dag skilte, der pirrede nysgerrigheden.
Finurlige navne dukkede op på pile, der fristedende pegede i retning af ukendte seværdigheder. Skulle vi tage et smut omkring Oringen? eller hvad med en tur til Klüvers Kanal? eller måske Sejssnævringen?
Efter en kort rådslagning, besluttede vi os for at prøve om vi kunne lokalisere Caroline Amalie Høj, – eftersom den tilsyneladende alligevel lå på vores rute.
Vi kunne selvfølgelig have googlet højens beskaffenhed og nøjagtige placering. Vi valgte i stedet den tilgang til højen, at skulle vi misse den, var det ikke meningen at vi skulle se den. Udfordringen bestod i, at vi ikke vidste helt præcis hvad vi skulle kigge efter. Hvordan så højen ud?
På jagt efter Caroline Amalie Høj
Vi havde ikke gået langt, før vi så endnu en pil til Caroline Amalie Høj. Denne gang var der ingen angivelse af distance, hvorfor vi formodede at vi var ankommet. Der var bare ikke nogen høj!
Der ligger flere oldtidshøje i denne del af skoven, så det var ikke overraskende at se en fin, lille, græsklædt høj inde mellem træerne. “Det er nok den!”, tænkte vi, – en anelse skuffede over højens lidenhed.
Lidt længere fremme passerede vi en lille shelterplads, og hvad der også var interessant: endnu en græsklædt bakke, og da den var større end den første, antog vi at dette måtte være Caroline Amalie Høj.
På vores højre side fornemmede vi imidlertid en stigning, en skrænt, af nærmest Himmelbjerg-agtige dimensioner. Som en lodret væg, lå den og gemte sig mellem træerne.
Det var svært at danne sig et indtryk af, helt præcist hvad det var, på grund af de mange stammer.
Caroline Amalie, here we come!
Vi gik og talte om løst og fast, og glemte efterhånden det med højen, da vi pludselig stoppede op ved et skilt og så skiftevis på teksten og på hinanden. Vi var ankommet til Caroline Amalie Høj. Ja, vi stod for foden af den trappe, der kunne bringe os til tops.
Det viste sig at vi havde vandret langs den mægtige Tingbjerg bakkekam, På det yderste af bakkemassivet er dannet den selvstændige bakke vi havde ledt efter.
Bakken er 64 meter høj og opkaldt efter Kong Christian den ottendes dronning Caroline Amalie. (Hun har lagt navn til mange spændende lokaliteter, blandt andet også Carolinekilden, hjemme i Odense)
Turen op ad alle trappetrinene blev så rigeligt belønnet med en flot udsigt over Borresø. Det var helt fantastisk, og lidt som at komme ‘op i lyset’ og og skue ud over trætoppene.
Når træthed og skønhed forenes
Klokken var nu 17.45. Vi havde gået 22 kilometer.
Vi fortsatte vores vej igennem skoven, der nu havde skiftet navn til Sønderskov. Undervejs så vi flere røde skovsnegle. Senere erfarede jeg, at de første røde skovsnegle, man kender til i Danmark, blev bragt til Silkeborg fra Tyskland i 1913. De røde skovsnegle må ikke forveksles med dræbersnegle!!
Vi beundrede flotte svampe, der voksede som små tagudhæng på træstammer, vi gik på trædebroer der var lagt ud over mudrede underlag. En lille tudse var også ude at vandre, og et sted blomstrede den lilla lyng.
Skridt efter skridt nærmede vi os det sted, hvor vi skulle slå lejr for natten. Når vi er så tæt på målstregen har vi tendens til at gå lidt ind i os selv. Der bliver mindre snakken, og det er som om at krop og fornuft forbereder sig på, at dagens vandring har nået sin afslutning. Også selvom der stadig er nogle kilometer igen…
Stien gik langs med Borresø, men det var ikke hele tiden at der var kig til søens vand. Nogle gange virkede det som om at skoven var endeløs. Vi var dog godt klar over at det nok bare var os, der var ved at være møre.
Selv om vi var trætte og tæt ved både toilethus og teltplads, smuttede vi ned omkring det lille vandfald ved Millingbæk. Bækken forbinder Borresø med Slåensø, der er opstemt med 2 meter for at vandkraften tidligere kunne udnyttes af en vandmølle. I dag kan man stadig se det opstemmede vandfald og en stor møllesten.
Overnatning: Vestre Gåsekær
Klokken 19 nåede vi naturlejrpladsen ved Vestre Gåsekær.
Dagens distance blev 28 kilometer.
Vi var spændte på om vi kunne være på pladsen. Det anbefales at man booker sin ankomst i forvejen, da der maksimalt må overnatte 15 personer ad gangen. Vi havde ikke booket, men heldigvis var vi alene.
Havde der været fyldt, ville vi have fortsat til den lidt større teltplads ved Østre Gåsekær, blot få hundrede meter længere fremme.
Vestre Gåsekær teltplads ligger helt tæt på søen, og der er også en lille havn, med plads til et par både. Vi fik et godt tip af en mand, fra en bådene:
TIP: “Slå ikke telte op tæt ved søbredden.
Dønningerne slår ind, når bådene sejler forbi ude på Borresøen“.
Det var et godt råd.
Det er rart at have sit på det tørre!
Aftenstemningen og lyset i træernes blade var vidunderlig. Eneste aberdabei, var at solnedgangen var svær at se for alle træerne.
Det gjorde nu ikke så meget, vi havde en skøn aften med hygge, snak og dejlig turmad.
Dag 2: V. Gåsekær til Ry (14 km)
Klokken 7.30 slog vi teltdugene til side, klar til en ny dejlig vandredag. Morgentågen hang over søen, alt var tyst og stille. Vandet var spejlblankt.
Vi enedes om, at komme igang med dagens vandretur så hurtigt som muligt. Ikke alt for megen puslen omkring. Vi fik sat blus under noget vand. Kaffe må der til. Vores lille lejr blev pakket ned samtidig med at vi drak morgenkaffen.
Morgenmaden måtte vente, vi håbede at finde et godt sted at sidde når vi var kommet nogle kilometer videre frem.
Efter en halv time var pladsen ryddet og klokken 8 forlod vi nattens teltplads ved Borresø.
Vi fortsatte vores vandring i gennem Sønderskoven og nåede efter bare 20 minutter frem vi til et idyllisk sted ved Gudenåen. Det var fristende at slå sig ned på bådebroen, og holde morgenpause der. Alligevel enedes vi om at fortsætte, i håb om noget tilsvarende længere fremme. Det var endnu for tidligt at holde morgenhvil.
Det skulle dog vise sig ikke at være så ligetil…
Campingplads for gæsterne
Vi følte os heldige da vi, efter omtrent 2 kilometers vandring, kom til et skilt, der informerede os om at vi bevægede os ind på Skyttehusets Campingområde. Med store bogstaver blev vi budt velkomne, og samtidig oplyst om at gennemgang var tilladt via Himmelbjergruten.
Måske, kunne vi slå os ned ved et bord- & bænkesæt. Måske, kunne vi låne et toilet?
Det blev desværre ikke som vi håbede. Campingpladsen bød tilsyneladende kun deres egne lejr-gæster velkomne til at gøre ophold. Vi andre var blot velkomne til at gå videre. Det var lidt ærgerligt. Men, det gik jo nok alligevel.
Campingpladsen ligger smukt, med udsigt til Gudenåen og vuggende småbåde. Det lignede en rigtig dejlig plads.
Svejbækgård, en dyrehave?
Da vi et kort stykke længere fremme stod foran en stor indhegning med en gevaldig indgangslåge, tænkte vi at dette nok var en dyrehave. Der hang et skilt på ‘døren’, der beskrev området som Svejbækgaard. Det lignede et sted hvor vi kunne være heldige at spotte dådyr eller endog krondyr.
Selv om vi spejdede efter vildtet, havde vi ikke heldet til at se hverken det eller det andet. Måske, var der slet ikke nogen?
Tid til morgen-snacks
Klokken 9 så det endelig ud til at det ville lykkes at finde et sted at slå os ned, og få lidt kaffe og morgenmad.
Vi havde gået 3-4 kilometer siden vi forlod vores overnatningsplads, og det havde egentligt været planen at holde denne pause noget tidligere. Vi slog os ned på en en blidt vuggende flydebro, med udsigt til al morgenstundens skønhed over Gudenåen og Julsø.
En hejre fløj lavt hen over vandet, en skarv tog sig en morgendukkert. Vi tog sko og sandaler af, og sad med tæerne i vandet og nød dette dejlige øjeblik. Små vandløbere ‘skøjtede’ omkring på vandet omkring vores fødder.
Ved knøse og knolde
Terrænet begyndte at forberede os på turen op ad Himmelbjerget. Det blev mere og mere kuperet. På kortet kunne vi se at stien lå på søsiden af et mindre dansk ‘bjergmassiv’, bestående af flere høje bakker, med navne som Store Knøs (129 m), Lille Knøs (120 m ), Tyskerhøjen, Danskerknolden (88 m) og Fasanknolden (75 m).
Ordet knøs betyder på gammeldansk: knold eller bakke, og samtidig er det også betegnelse for en ung, lidt ustyrlig fyr. En knøs betegner således både en bakke, og en knægt, der gør modstand, som var han en knold i landskabet.
Vi fik vores sag for, og mindes samtidig vandringen dagen før. Der havde vi haft lignende udfordringer. Vi bevægede os fremefter på en sti, der bevægede sig op og ned af skrænterne.
Et sted skulle vi ned i en dyb slugt. Der var ingen trappe ned til bunden, og ej heller træer at støtte sig til under nedstigningen. Det var om at holde holde fokus på balancen, og håbe på ikke at miste fodfæste med en tung rygsæk på ryggen.
Alting gik heldigvis godt. Stien bugtede sig op og ned, nogle gange gik vi tæt ved vandet, andre gange højere oppe. Et sted var stien smattet, og svært farbar, ligesom vi også hade oplevet det dagen før på den modsatte side af Julsø. Vi passerede også rustfarvede okkerkilder, – akkurat som over ved området ovre ved Laven.
Vil Hotel Julsø genopstå?
Den kuperede skovvandring mundede ud på en åben plads for foden af en høj trappe. Her lægger turbådene fra Ry og Silkeborg til, og herfra er der godt en kilometers vandring til toppen af Himmelbjerget.
Klokken var lidt i elleve og vi havde gået 6 kilometer siden vi forlod vores teltpladsen ved Borresø.
Ikke alting var som det burde være på dette dejlige sted. Udsigten over Julsø var vidunderlig. Der lå et hvidt/grønt schweizerhytte-lignende hus med udskæringer, sprossevinduer og veranda i udkanten af en stor plads. Det var som om at huset var opført, som værende en del af et større anlæg. Der manglede noget. Hotel Julsø var væk!
En tidlig februar morgen i 2020, nedbrændte det næsten 150 år gamle hotel i et voldsomt flammehav. Siden har man arbejdet på at få det genopført, men indtil videre desværre uden held. Græs og blomster voksede, hvor tidligere den gamle bygning havde stået.
På vej mod himlen, 126 m over Julsø
Jeg har en enkelt gang været kørende til Himmelbjerget i bil. Jeg husker allerbedst dengang, da jeg på skoleudflugten i ottende, sammen med klassen, kæmpede mig hele vejen til toppen. Til fods. Dengang føltes det som en uendelig lang bjergbestigning.
Nu skulle jeg atter bestige bjerget til fods!
Årene er gået, jeg er blevet ældre og mere erfaren – og, heldigvis er Himmelbjerget trods navnet, stadig ikke vokset ind i himlen. Turen føltes meget kortere end jeg huskede det fra folkeskoledagene.
Det første stykke, gik stien gennem skov. Det gik jævnt op ad bakke. Stødt og roligt, slet ikke som jeg mindedes fra teenageårene. Af og til havde vi udsyn til Himmelbjergtårnet, selv om der stadig var et stykke at gå. Det var så fint her i august. Lyngen blomstrede i spredte tuer, og farvede naturen på de lysåbne bakkeskråninger smukt lilla.
Man har i århundreder diskuteret, hvilken af Søhøjlandets toppe, der er Danmarks højeste. Endnu i 1800-tallet blev Himmelbjerget med sine 147 moh regnet for at være Danmarks højeste naturlige punkt. Siden mente man det var Yding Skovhøj. Det var først i 2005 at geologer fastslog at det er en høj, der hedder Møllehøj, der med sine imponerende 170,86 er det højeste naturlige punkt i Danmark. Yding Skovhøj er med 172,54 ganske vidst en smule højere, men det gældes ikke da man her måler en menneskeskabt bronzealderhøj med i højdeangivelsen.
Med alle de højdemeter vi efterhånden havde vandret på denne tur, var det ingen sag at smutte op toppen af Himmelbjerget. Stien var jævn og ligetil, velanlagt og endog med trapper. Det var som en leg.
Himmeltårnet sat til minde og protest
Allerøverst på toppen af Himmelbjerget, står det kendte ‘himmelbjergtårn‘. Der blev bygget til minde om Kong Frederik 7. der gav Grundloven af 1849, og samtidig skulle det vise folkets utilfredshed med landets politiske tilstand. Himmelbjergtårnet er det første og også det største af Himmelbjergets mange mindesmærker.
- Entre kr. 10 (der kan betales med kort)
- Tårnet blev indviet i 1875
- Højde: 25 meter
Det kostede en lille entré at komme op i tårnet. Efter at have erlagt den runde 10’er, kunne vi lægge 25 meter oveni Himmelbjergets egne højdemeter. Således nåede vi op i en svimlende højde af 172 moh, og kom på højde med Danmarks andre høje toppe.
Vi var selvfølgelig ikke alene. Himmelbjerget er et populært sted at besøge. Det var let at finde én, der ville tage et foto af os alle tre + hundi, foran den flotte udsigt over Julsø og min gamle lejrskole-ø, Møgelø.
Store, mørke skyer begyndte at samle sig. Vi håbede at det ville holde tørt. Endnu var der ikke optræk til noget vådt fra oven.
Klokken 11.30 forlod vi de højere luftlag, og fortsatte vores vandring ned ad den modsatte side af Himmelbjerget.
Vi havde tilbagelagt i alt godt 7 kilometer, inklusive Himmelbjerg-bestigningen.
MINDESTENENE PÅ BJERGET
På vores vej videre gik vi henover det store lysåbne græstæppe, hvor vi stiftede bekendtskab med kendte, og for os også ukendte personligheder fra 1800-tallet. Af forskellige årsager har disse mænd fortjent hver deres mindesten her på Himmelbjerget.
Blandt dem vi kendte, var digterpræsten Steen Steensen Blicher, der blandt andet skrev novellen “Himmelbjerget“. Blicher var ophavsmand til Himmelbjergfesterne (1839-1844), Danmarks første store folkemøder med politisk demokratiske undertoner. På stenen står skrevet “I 1839 stævnede St. St. Blicher her for første Gang til dansk Folkemøde“.
Himmelbjerget blev et samlingssted, og i 1854, 6 år efter Grundlovens indførelse, 5. juni 1849, begyndte man at afholde grundlovsfest på Himmelbjerget.
Og, så var der dem vi ikke kendte. Blandt andet Ørslevpræsten Vilhelm Bech, der var en af de bærende kræfter i dansk Indre Mission. På hans gravsten i Slagelse, står der: “Så længe jeg lever, vil jeg gale”. Han nåede at ‘gale’ flere gange til Grundlovsmøderne (5. Juni) på Himmelbjerget fra 1869, hvor Indre Mission gjorde deres indtog blandt grundtvigianske højskolefolk og præster.
Der var også en mindesten for Leopold Budde. Også ukendt for os. Han grundlagde i 1896 skolehjemmet Himmelbjerggården. Himmelbjerggården blev oprettet som rent drengehjem. Senere fungerede det i mange år, frem til 2016, som døgninstitution for børn og unge med socialpsykiatriske og adfærdsmæssige vanskeligheder.
Vi blev også introduceret til A. F. Tscherning, officer og bondeven. På stenen står skrevet: “Det store menige Folks Talsmand – den politiske Ligheds Forsvarer indtil sin Død (1874). Menigmand fra hele Landet reiste denne Steen“.
Himmelsk afslapning på bjerget
Det er dét som mindesten formår, de pirrer til nysgerrigheden og minder os om den fortid vi kommer fra. På godt og på ondt. Jeg synes det er spændende, således at få genopfrisket gammel lærdom, såvel som at få tilføjet ny viden til ‘dannelsens bibliotek’.
Der er også en talerstol, og en mindesten til minde om indførelsen af kvindernes valgret i 1915. Desuden kan man købe vandrestokke, der sælges som værende Danmarks ældste souvenirs. Der var ingen af os, der lige stod og manglede sådan en fin stok, men jeg tog da et billede af dem.
På et skilt var der en pil, der pegede i retning af H.C.Andersens bænk. Den vej måtte vi, man er vel fra O’ense!. Som HCA-guide i Odense gennem 20 år, så trækker den gamle digter altid i mig.
Det var heldigvis også den vej vi skulle, eftersom der på skiltet også var en pil der pegede i retning mod Ry Station, hvor vores bil holdt parkeret.
I Danmark er jeg født…
For en stund var denne vandring blevet en rejse, i et rum fyldt med historie og fædrelandsstolthed. Prikken over i’et blev sat, da vi ved H. C. Andersens bænk, sagte reciterede den gamle eventyrdigters hyldest til sit hjemland: “I DANMARK ER JEG FØDT, DER HAR JEG HJEMME, HER HAR JEG ROD, HERFRA MIN MIN VERDEN GÅR”
Et bogstavhus for Grundloven
Ikke langt fra H.C.Andersens bænk og ‘verse’-sten, kom vi forbi endnu et mindemærke, det sidste af Himmelbjerg-minderne, og det senest anbragte.
‘Bogstavhuset’ fra 1999 er skabt som en 150-års hyldest til Grundloven af 1949. Tidens tand har sat sit spor på værket, der efterhånden har over 20 år på bagen. Men, jeg kunne egentlig godt lide ideen om et bogstavhus, til trods for at vi ikke gav os tid til at udforske om der var skåret et egentligt budskab i det gamle ‘træhus’.
Alene i skoven
Som vi har oplevet det på flere andre vandreture, så har vi strækningerne uden for de store seværdigheder, mere eller mindre for os selv. På toppen af Himmelbjerget var der, ganske forventeligt mange mennesker. Langt de fleste var kørt til toppen i bil, og parkerede på den store p-plads.
Nu var vi ganske alene. Efterhånden var vi kommet længere ned ad bjerget, og videre ind blandt høje træer i Rye Nørskov.
Stribbede ‘vildbasser”
Der var ingen af os der havde forstillet os at vi, efter et par kilometer, skulle møde vildsvin. Vi vandrede afsted på en skovvej, småsludrende og i egne tanker, og pludselig myldrede det med de sødeste stribede vildsvinebasser. De sprintede omkring, tumlede og legede så det var en lyst. De ældre vildsvin gik fredeligt omkring og lod sig ikke bemærke med de yngstes løjer. De ænsede heller ikke os!
Vildsvinene befandt sig i en stor indhegning, og vi følte os meget heldige, at vi fik dem at se. Dyrene har et kæmpe område at boltre sig på. Vildsvinene er en del af et privat biodiversitetsprojekt, støttet af midler fra Den Danske Naturfond. Meningen er at de skal æde en masse skyggende ørnebregner, og derved skabe plads til nye levesteder for dyr- og planter.
Efter at have glædet os over synet af den store vildsvineflok, gik vi videre i retning af Ry. Stien, eller retter skovvejen, løb langs med vildthegnet og håbefuldt spejdede vi ind mellem træerne bag hegnet. Mon vi kunne være så heldige at se flere ‘vildbasser’? Ak, nej …. men, der kom et par mountainbikere susende forbi. Derudover, var vi igen ganske ene på ruten frem til Ry.
Vi bandt sløjfe i Ry
Hvor Gudenåen løber gennem Ry, ligger stemmeværket ved Ry Mølle. Vi gik over dæmningen, og på den anden side lå en rød træbygning med et blåt skilt med indskriften: “Kgl. Privilegeret Åleret 1735”. Det gav en solid ekstra indtægt til Ry Mølles ejer.
Klokken 13.30 nåede vi bilen i Ry. (5 og en halv time siden vi forlod teltpladsen ved Vestre Gåsekær i vandkanten af Borresø)
Dagens kilometerantal nåede på godt og vel 14 kilometer
Således nåede vi omkring silkeborgsøerne på to vandredage med i alt 42 kilometer i benene, og masser af gode oplevelser på eventyrkontoen.
LINKS
Leave a Reply