Tag med på vandreturen “over broerne og øerne”, fra Rudkøbing til Svendborg. På vores Øhavsstien-odyssé har vi tidligere gået flere ruter på både Langeland og Fyn, men vi havde aldrig forbundet ruterne via Tåsinge-Siø-forbindelsen, som også er en del af Øhavsstien (kort 4). Nu var tiden endelig kommet til at få styr på det.

Du kan lytte til hele eventyret ved at trykke lydfilen
RUDKØBING TIL SVENDBORG – VANDRETUR 29 km

Alle fotos kan du nyde her på siden.
Rigtig god fornøjelse
Hilsen fra Anne Sofie

Vi havde hørt fra andre, at ruten kunne være lidt kedelig, med meget asfalt, hovedvej og trafik. Det blev beskrevet som en ligeud-rute uden meget variation, bortset fra de flotte udsigter fra Langelandsbroen, Siødæmningen og Svendborgsundbroen. Men vi lod os ikke afskrække og besluttede at tjekke det selv – og heldigvis for det! Vi fik en fantastisk dagstur, hvor vi besøgte byerne Rudkøbing, Troense og Svendborg, samt nød naturen med både strand, broer og skov. Vi kom endda til at gå forkert undervejs, men det gjorde kun oplevelsen endnu mere eventyrlig. Vi tilføjede også et par ekstra seværdigheder, som vi mener er et must, når man vandrer i området: Elvira Madigans Lund og Valdemar Slot.

OBS: SIØ ER LUKKET I FUGLENES YNGLEPERIODE

I yngletiden fra 15. marts til 1. juli er Øhavsstien langs kysten ved Siø lukket for færdsel.

Det betyder, at man i denne periode ikke kan følge stien langs vandet, og i stedet må tage den føromtalte landevej. Selvom det ikke er lige så naturskønt som naturstien, giver det stadig mulighed for at udforske området, omend uden de samme dejlige kystlandskaber.

MED TOG TIL SVENDBORG OG BUS TIL RUDKØBING

Det er nemt og hurtigt at komme fra Odense til Svendborg med Svendborgbanen. Vi satte kursen mod Svendborg fra den fynske hovedstad omkring kl. 9 og var fremme på Svendborg Station en time senere, lidt før 10. Planen var at tage bussen videre til Rudkøbing, og derfra vandre tilbage til Svendborg ad Øhavsstiens rute.

I ventetiden, fra vi ankom med toget til bussen skulle afsted, besluttede vi at tage en lille afstikker og hilse på den charmerende veteranfærge “Helge”.

Den gamle færge sejler rutefart mellem flere anløbssteder i Øhavet, med Svendborg som udgangspunkt. Det var naturligvis en fristende tanke at sejle den sidste del af ruten, fra Troense på Tåsinge til Svendborg når vi var på tilbagevejen. Men det blev kun drømmen, for sejlplanen passede ikke med vores tidshorisont. Og heldigvis, for det, for vores mission var jo netop at vandre hele vejen retur til stationen. Ikke at sejle!

SKYBRUD, LYN OG TORDEN TRUEDE VORES DAGSMARCH

Vi havde hver især pakket et solidt regnslag i vores små turrygsække, da vi forberedte os på vandreturen. Alle vejrudsigter, fra YR til DMI, lovede store mængder regn, og vi overvejede kortvarigt at aflyse. Heldigvis så det ikke så slemt ud for det sydlige Fyn, så vi besluttede at håbe på, at vejrudsigten ville ‘holde vand’.

Regnen silede ned, da toget forlod banegården i Odense. Det var ikke et godt tegn, men vi fastholdt troen på det gode vejr. Da vi ankom til Svendborg var det tørvejr, men vi mødte store vandpytter, som mindede os om, at det bestemt også kunne regne på Sydfyn!

SOMMERSOL I RUDKØBING

Vi var virkelig heldige! Fra regnvåde Svendborg satte vi kursen mod solrige Rudkøbing, og kun 20 kilometer senere blev vi mødt af det smukkeste sommervejr. Det er fascinerende, hvordan vejret kan ændre sig så markant på så kort en afstand.

I det tidligere mejeri stødte vi på et sandt shoppingparadis for dyr og deres ejere. Vi havde regnet med at finde en lille lokal butik, hvor vi kunne købe nogle godbidder til min hundi, men det viste sig at være et helt lille supermarked for dyr. Efter at have købt hundehapsere, fortsatte vi videre ind i den charmerende langelandske hovedstad, Rudkøbing.

EN FLODHEST OG H.C. ØRSTED

• Klokken var lidt over 11.

Torvedagen var i fuld gang, og det var svært ikke at lade sig friste af de mange lækre lokale varer. Men med kun os selv til at bære dem retur til Svendborg, fik vi tøjlet vores købetrang.

I stedet beundrede vi den imponerende bronzeflodhest i ballerinaskørt, som er blevet en ny del af bybilledet siden vores sidste besøg. (Øhavsstien: Klæsø/Henninge Nor til Spodsbjerg) Vi syntes begge at skulpturen, skabt af den langelandskfødte kunstner Bjørn Okholm Skaarup, er en fantastisk tilføjelse til Rudkøbing. Det er ikke alle, der af samme mening har jeg hørt.

Før vi fortsatte vores tur, tog vi et øjeblik til at hilse på elektromagnetismens verdenskendte “far”, H.C. Ørsted. Han blev født i 1777 i en apotekerfamilie nær Gaasetorvet og satte varige spor både i videnskaben og i kulturen.

Ørsted var ikke kun en fremragende videnskabsmand, men også en nær ven af H.C. Andersen, og de delte begge en dyb interesse for det danske sprog. Ørsted var en kreativ sprogmager, og han opfandt mange nye danske ord. Han skabte blandt andet ordet “ilt“, som refererer til det, der er essentielt for dannelsen af ild, samt ordet “brint“, der stammer fra ordet “brænde”.
Andre af hans ord, der lever videre den dag i dag, er “faldskærm“, “fagmand” og “billedkunst“. Han var virkelig en forgangsmand, både indenfor videnskab og som sproglig fornyer. Det siges også at Ørsted opfandt ordet “sommerfugl“. Hvert år uddeler Ørsted Selskabet en sommerfugl-statuette på hans fødselsdag, – og i Rudkøbing har man også taget sommerfuglene til sig – mange huse er udsmykket med dem!
(Alligevel er det nok en flyvsk tanke, da ordet ‘sommerfugl’ står skrevet i en ordbog fra 1700-tallet)

LANGELANDSBROEN

På andre ture har vi af og til haft lidt besvær med at finde begyndelsen på en afmærket rute, men det var ikke tilfældet på denne tur. For det første havde vi gået her tidligere, da vi gik fra Henninge Nor til Spodsbjerg, og for det andet vidste vi, at vi skulle over Langelandsbroen. Og den er let at finde!

Langelandsbroen forbinder Langeland med den lille ø Siø. Den store bue, der udgør gennemsejlingsfaget på 26 meter, giver broen et unikt præg. Broen blev indviet i 1962 som en vigtig del af infrastrukturen, kun to år efter Siødæmningen fra 1960, der forbinder Siø med Tåsinge.

• Klokken 11.45 begyndte vi vores 774 meter lange tur over broen.

Vejret var strålende, og humøret var højt. Fra broen er der en fantastisk udsigt til Rudkøbing, Rudkøbing Løb og Siø. Lige som vi krydsede broen, sejlede et flot gammelt sejlskib under os, og samtidig stævnede færgen fra Ærø ind mod Rudkøbing Havn.

SIØ – Ø nr. 2 – HERE WE COME

• Det tog os 30 minutter at gå over Langelandsbroen
• Klokken 12.15 satte vi fod på Siø.
• Vi havde nu gået 5,5 kilometer siden vi stod af bussen i Rudkøbing

I bil tager det kun et par minutter at krydse Siø, og mange opdager knap nok, at de kører de 3 kilometer tværs over den lille ø, før de fortsætter mod Langeland eller Tåsinge. Vi glædede os til at opleve ‘den lille oversete ø’ – også kaldet ‘trædestenen’ – på tæt hold, langt væk fra landevejen. Vandreruten på 4 km er selvfølgelig længere end turen langs hovedvejen, og vi vidste, at vi ville komme til at bruge langt mere tid end bare et par minutter. Nu var det bare spændende at finde ud af, hvad der ventede os.

Nogle dage tidligere havde vi set et opslag på Facebook, der advarede om, at græsset ikke var slået, og området ikke var blevet ryddet for brombærkrat og lignende forhindringer. Vi vandrede turen den 6. juli, lige efter yngletids-lukkeperioden var overstået.

Spørgsmålet var: Hvad kunne vi forvente?
Ville vi kunne komme frem uden at kæmpe os gennem vildtvoksende vegetation, eller ville turen blive en leg? Jeg kan allerede nu afsløre, at vi stødte på lidt af begge dele – men heldigvis var der også steder, hvor der var blevet både klippet og slået, så vi kunne nyde ruten uden alt for mange forhindringer.

Siø er ikke en naturlig ø, men derimod et resultat af menneskets indgriben. Indtil midten af 1800-tallet bestod området af flere småøer i et fugtigt landskab, der kaldes et sylt. Derfra stammer navnet Sidø (Siø), hvor »sid« betyder vådt eller fugtigt. Øerne blev brugt til sommergræsning, indtil de i 1861 blev inddæmmet og omdannet til én sammenhængende ø med dyrkbar jord.

Siø er privat ejet, og de få huse på øen var oprindeligt medarbejderboliger til folkene på Siøgård.

NYSLÅET GRÆS OG BLØDT SAND

Vores nervøsitet for at skulle kæmpe os gennem ufarbart var heldigvis ubegrundet. Det var tydeligt, at en effektiv trimmer havde været forbi for nylig, og en nyslået sti tog os let gennem brombærkrat, højt græs og anden velvoksen vegetation.

Vi kunne sagtens forestille os det vildnis, der havde været indtil for få dage siden.

Vi fulgte kysten, og det var en fryd at gå så tæt på det rolige vand. I starten kunne vi se tilbage på Langelandsbroen, men snart drejede vi mod nord og efterlod broen bag os.

LANDBRUG OG LYSTFISKERE

Siø var i samme families eje fra 1921 til 2018, hvor den blev solgt og overtaget af en ny ejer, der ved overtagelsen afslørede, at planen var at dyrke majs på hele øen. Selvom majs nu vokser på store dele af øen, er Siø langt fra blevet en ren majs-ø. Vi kom også forbi marker med med foderroer, som vækkede minder fra barndommens landskaber. Jeg synes ikke det er så tit, at jeg ser foderroer mere. Jeg husker at vi lavede roe-lanterner som barn, – i dag er denne tradition skiftet ud med græskarhoveder til Halloween.

Ude i vandet, tæt ved kysten, stod tre lystfiskere med snørene ude. Den ene, ham, der var med for allerførste gang, kunne ikke skjule sin stolthed: Han havde fanget tre flotte havørreder!

Klokken var 12.30, og de havde stået i vandet i flere timer. Hans mere erfarne fiskemakkere havde intet fanget. De rystede på hovedet og hævdede, det var ren begynderheld. Men den heldige fisker kunne kun grine tilbage – og nyde sin fangst. Vi ønskede ham tillykke, – og gik videre!

HELT UDE I DET VÅDE SAND

Turen rundt om Siø blev pludselig mere udfordrende, da vi kom ned til strandkanten. Siv, små moler og et væltet træ gjorde det sværere at komme frem, og det var kun en forsmag på, hvad der senere ventede. Snart skulle vi balancere videre over store, glatte sten, der krævede både fokus og præcision.

Det var helt stille og roligt.
To strandskader lettede og fløj væk, da vi nærmede os, men ellers havde vi hele verden for os selv.

STORE STEN SÅ LANGT ØJET RÆKKER

Hmmmm, pludselig stod vi der og vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre?
– Gå ind i krattet, var ikke en løsning, det virkede som en fælde af vildtvoksende grene.
– Vade ud i vandet virkede heller ikke som den bedste løsning, der var også mange sten
– Flyve kunne vi desværre ikke…
– At fortsætte henover de store, til tider glatte og rokkende sten virkede som den mest praktiske løsning.

Med tungen lige i munden og et fast greb om modet, stavrede vi videre, skridt for skridt.

Blandt de mange store sten fandt vi undtagelsesvis små steder, hvor vi kunne træde i sand. Det var så vidt ganske forventeligt, da sandet jo ligger lige under stenene, og derfor til tider kan være blotlagt. Hvad der derimod undrede os, var at der andre steder var store stykker med sten lagt i en cementeret brolægning. Hvor kom de fra? Det var et lille mysterium, som vi aldrig fik svar på…

Uanset hvor de brolagte brokker kom fra, var det skønt at kunne tage et par skridt uden at skulle klatre koncentreret videre. Det var som et lille øjebliks lethed midt i en forhindringsbane.

Da vi endelig havde overvundet strabadserne, fejrede vi vores lille bedrift – alle var kommet sikkert over stenene uden forstuvede ankler eller skrabede knæ. Vores “fest” bestod i en kort, men velfortjent pause, hvor vi nød sejren og og ladede op til næste etape.

• Klokken var lidt i 13
• Vi havde gået 8 km.

HØJT GRÆS OG DIGE

Terrænet ændrede sig hurtigt, og stenene blev erstattet af højt græs, hvor en skjult trampesti kun lige kunne anes i det grønne hav. Og så kom overraskelsen – et angreb af tusindvis af bittesmå fluer! På billedet herunder kan du se træet, der var helt fyldt med de små bæster. Jeg skriver “var“, fordi jeg kom til at sluge dem alle sammen! Sådan føltes det i hvert fald! De er der således ikke længere! At få mund og svælg fyldt med de små kryb var absolut ikke rart. Mens jeg stod og hakkede, gylpede og spyttede, kom en meget sportsligt udseende fyr drønende forbi i modsatte retning af vores.
Han havde langt mere fart på end den typiske vandrer. Hvad mon han har tænkt? Og hvor mon han skulle hen i den fart?

Det sidste stykke til landevejen gik vi på et af Siøs mange diger, som sammen med pumper har holdt øen tør siden inddæmningerne. Vi mødte efterhånden flere, der enten gik i rask trav eller småløb i modsatte retning. Nysgerrige spurgte vi, om de deltog i et arrangeret event. Og det gjorde de: Øhavssti Etape Marathon. Så gav det hele pludselig mening.

SIØDÆMNINGEN

• Efter 9 kilometers vandring nåede vi Siø-dæmningen til Tåsinge.
• Klokken var 13.30, og vejret var stadig helt perfekt.

Ville vi få brug for de regnslag, vi havde pakket? Vi håbede det naturligvis ikke, men hvis regnen kom, som alle meteorologerne havde forudset, var vi klar.

Siødæmningen blev, som tidligere nævnt, bygget i 1960, og to år senere fulgte Langelandsbroen. Dengang var der stadig ingen broforbindelse til Fyn, og det var en af de mange faktorer, der gjorde, at alt dengang var helt anderledes. I dag glemmer vi så let, at vi bor i et helt fantastisk land med masser af øer og vand, og at mange rejser tidligere indebar sejladser. Nu suser vi hurtigt afsted på broer, over dæmninger og gennem tunneller, og vi tager for givet, at vi kan komme frem med en hastighed, der dengang ville have været utænkelig.

Siødæmningen er 1,4 km lang og strækker sig fladt og jævnt hen over vandet. Dæmningen er ikke høj nok til at lade store skibe sejle under den, men der er passage for mindre både, kajakker og lignende.

TÅSINGE – Ø nr. 3

Tåsinge er en langt større ø end Siø. Landevejen tværs over Tåsinge strækker sig over 10 km, hvilket er betragteligt mere end de 3 km på Siø. Også i areal er Tåsinge betydeligt større, med sine 70 km², mod Siøs 1,3 km².

I 1200-tallet kaldte krønikeskriveren Saxo Tåsinge for Thioslind, og i kong Valdemars jordebog fra 1231 omtales øen som Thosland. Over tid blev navnet ændret til Thosind og til sidst til det velkendte Tåsinge, som vi kender i dag.

Lige som vi nåede Tåsinge, stødte vi på et lille Øhavsskilt, der pegede os til højre, væk fra vejen. Endnu engang blev vi positivt overraskede – turen var langt fra den ørkesløse “ligeud-vandring” langs vejen, som vi var blevet advaret imod. I stedet gik vi et stykke langs vandet, hvor vi kunne nyde udsigten til den lange, lave Siødæmning. Området kunne til tider være lidt vådt, men heldigvis var der en fin træbro, der lod os passere et sumpet område uden at blive våde.

Øhavsstien “kapper en hæl og klipper en tå” på Tåsinge, hvilket betyder, at man ikke går hele vejen rundt langs kysten. Efter blot en halv kilometer langs vandet drejede stien væk fra Siø Sund og ind i Tvede Skov, og fortsatte direkte i retning af Lunkebugten. Vi fik derfor en fin skovtur på et par kilometer, i stedet for at gå hele vejen omkring Vemmenæs.

KUNSTNERISKE GRENE

Da vi trådte ud af skoven, var det slut med at gå i den vilde natur for en stund. Nu skulle vi i stedet følge kanten af en mindre landevej. Der kom en bil en gang imellem, men trafikken var ikke voldsom. Vi havde ikke gået længe, før vi passerede et charmerende rødt murstenshus, Glasmagernes base. Fra tidligere besøg har jeg set nogle af de fine ting i glas de laver derinde, men denne gang blev vores opmærksomhed fanget af noget helt andet, – noget finurligt kunst, der lå udenfor huset.

Nogle tynde afskårne grene var malet sort- og hvidstribede. Det var vældig interessant. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på tigermyggen – noget jeg helst ikke ville forbinde med Danmark.

Fra videre vandring langs vejen kunne vi se ud over Lunkebugten, hvor en familie var ude at bade i strandkanten. Det så virkelig dejligt ud!

• Vi havde gået 3,5 kilometer på Tåsinge, heraf 2 kilometer i vejsiden af den stille asfaltvej, da vi nåede den gennemgående hovedvej henover øen.

FYNSKE MØLLER

Vi fynboer har altid vores egen “mølle” med os, uanset hvor vi går. Den følger ligesom bare med! Og nej, det er ikke en gammel vindmølle, vi taler om – på fynsk betyder “mølle” nemlig numse!

Men hvis man virkelig vil opleve en ægte mølle – altså med de karakteristiske møllevinger, der drejer i vinden – kan man tage et smut forbi “mølle-manden” på Tåsinge. Han holder til lige ved hovedvejen og er umulig at overse, med de mange små, hvide vindmøller, han har udstillet til salg.

“Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til,” sang John Mogensen og en anden af Danmarks berømte møller, Egeskov Mølle, prydede tidligere bagsiden af 10-kronesedlerne fra 1952-serien. Det var de sedler, der også havde et portræt af H. C. Andersen og en storkerede.
Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at vi kunne nøjes med vores egne fynske “møller” denne gang.

LANGS LUNDBY BÆK

Vi havde kun gået en kilometer, før stien igen førte os væk fra hovedvejen. Vi drejede ind i et vidunderligt blomsterhav, hvor farverne spillede i solen, og en bølgende bygmark skærmede stien fra trafikken. Her fulgte vi en lille bæk, der snoede sig i retning af landsbyerne Lundby og Landet. Desværre gik Øhavsstien ikke forbi Landet Kirkegård, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet, og vi valgte at fravælge de ekstra kilometer dertil. Vi havde en anden skøn destination i tankerne – Valdemar Slot – og tiden var simpelthen ikke til begge dele. Nogle gange må man prioritere sine eventyr!

EN BUS I GRÆSSET

I det høje, gyldne græs ved markens ende stod en gammel AMU-bus og en jernbanevogn, begge udslidte. Det så ud, som om de var kørt dertil for aldrig blive taget videre. Der var ingen tegn på hærværk eller forfald, kun en fornemmelse af, at de stod i et limbo – som om ventede på noget bedre, der aldrig kom. I stedet havde græsset vokset sig højere og højere omkring dem, og så var der ikke sket andet, end at græsset voksede op omkring dem begge.

HVOR SKAL VI HEN?

• Vi havde tilbagelagt 15,5 km
• Klokken var lidt i tre, og vi stod ved en skillevej, som vi ikke helt kunne gennemskue.

Tilbage ved hovedvejen stod vi med to muligheder: en lille landevej til venstre og en “blind” vej til højre. Skiltene var der, men de var sat lidt skævt, og retningerne kunne være svære at tyde. Vi kunne gå ned ad den lille landevej til venstre, eller vælge den ‘blinde vej’ til højre. Det var dog først senere, vi opdagede, at vi havde valgt den forkerte vej. Den “blinde vej” havde nok ført os på den rette rute, men sådan er det jo nogle gange – på tur som i livet er det ikke altid den snorlige vej, der bringer de bedste oplevelser.

Efter halvanden kilometer på den stille landevej besluttede vi os for en lille afstikker. Øhavsstien havde ikke ført os til Landet Kirke, så vi trak i stedet ind i Nørreskoven. Her fandt vi den lille lund, hvor Sixten Sparre i 1889 afsluttede hans og Elvira Madigans tragiske kærlighedshistorie. Vi havde begge været her før, men det er altid en helt særlig oplevelse at stå på dette sted – midt i skovens rolige, grønne lys. Det er som at besøge et kultsted – fyldt med både historie, kærlighed og afmagt.

ELVIRA MADIGANS STEN

Den 20. juli 1889 skød den svenske løjtnant Sixten Sparre først sin unge danske elskerinde, cirkusprinsessen Elvira Madigan, og derefter sig selv. Deres tragiske kærlighedsforhold og dramatiske afslutning er skildret i teaterstykker, romaner og på film. Mozarts smukke, melankolske klaverkoncert nr. 21 i C-dur var med i den svenske film Elvira Madigan fra 1967 og er i dag stadig kendt som Elvira Madigan-melodien. (lyt til den, den er så smuk)

I en lille lund står en mindesten ved det sted, hvor parret blev fundet.

I begyndelsen af 1960’erne blev den nuværende sten anbragt i lunden, hvor den erstattede en ældre sten fra 1940’erne. Stedet udstråler en mystisk energi, som synes at trække folk til sig. Uforklarligt er det blevet en ritualistisk praksis at placere okkulte genstande på og omkring stenen – kviste arrangeres i mønstre, stearinlys tændes, og mønter, smykker og blomster lægges som gaver til det unge par.

BULDREN I DET FJERNE

Efter besøget i den lille lund i Nørreskoven vendte vi tilbage ad samme vej, vi var kommet. Vi vandrede et stykke under de tætte trækroner, hvor sollyset sivede ned og fik alt til at synes lyst og rart. Men da vi trådte ud i det åbne landskab, ændrede stemningen sig hurtigt.

Mod nord, i retning af Bregninge Kirke, så vi en himmel, der var mørk og truende. Pludselig sprang noget hurtigt og uventet forbi langs skovbrynet. I et splitsekund råbte vi: “Se, en hjort og en hare!” Og så brød vi sammen af grin – for selvfølgelig var det en rå og hendes lillebitte rålam, der havde taget flugten ved vores tilsynekomst. (Vi synes nu ellers selv, at vi er ganske fredelige)

Bregninge Kirke er en af Danmarks højest beliggende kirker, og ligger hele 74 meter over havet. Fra kirkens tårn, som det er muligt at besøge, er der sig en fantastisk panoramaudsigt ud over Tåsinge, Svendborg og det Sydfynske Øhav. De lokale siger at man på en klar dag kan se hele 28 øer, 65 kirker og 20 slotte. Nogle påstår endda, at man kan spotte de fjerne horisonter helt til Kiel!

• Klokken var 15.30, og i det fjerne kunne vi høre en dyb rumlen fra torden

Himlen blev mørkere og mørkere, og vi mærkede, hvordan luften omkring os begyndte at ændre sig. Vi måtte erkende, at den tørre rejse, vi havde håbet på, nok ikke ville holde helt til banegården i Svendborg.

AMBROSIUS EGEN

Et gammelt egetræ står alene og stolt nær Valdemar Slot. Det har set århundreder passere. Det er et af Danmarks ældste egetræer, hvis rødder dykker dybt i Tåsinges historie. Træet kaldes for Ambrosius-egen, opkaldt efter Ambrosius Stub, der var husdigter på slottet i 1700-tallet.

AMBROSIUS-EGEN VED VALDEMARS SLOT

VALDEMARS SLOT BLEV BYGGET TIL EN PRINS

• Klokken 16 stod vi på Valdemars Slots store gårdsplads med det flotte spejlbassin mellem de store staldbygninger, lysthuset og ikke mindst det imponerende renaissanceslot i røde sten.

Valdemars Slot blev opført af Kong Christian IV til sønnen, grev Valdemar Christian. For at sikre sin søn en fyrstebolig af rang sparede han ikke på kræfterne.

Men den unge grev Valdemar, hvis mor var Kirsten Munk, nåede aldrig at bo i sit flotte slot. I stedet valgte han at rejse rundt i Europa som feltherre. Han slog sig aldrig ned på Tåsinge, men døde på en slagmark i Polen i 1656, blot 33 år gammel.

Det var søhelten Niels Juel, der reddede slottet fra ruin. Efter den afgørende sejr i søslaget i Køge Bugt i 1677 overtog han hele herligheden, og det er hans slægt, der stadig ejer slottet – nu i 11. generation.

I dag er det Louise “Duddi” Iuel Albinus, der ejer slottet som hun overtog i maj 2022 efter en lang strid med sin søster, Caroline Fleming. Det siges at være Danmarks største private bolig.

Selvom Øhavsstiens rute ikke passerer Valdemars Slot, valgte vi alligevel at tage den lille ekstra sløjfe, trods det truende vejr. For os hører slottet med, når man besøger Tåsinge.

Fra slottet fortsatte vi ad den smukke slotsallé, der førte os videre til den hyggelige skipperby Troense, hvor de gamle velholdte stråtagshuse ligger side om side og hvor der er en hyggelig havn.

ØL PÅ KANTEN I TROENSE

Det var efterhånden længe siden, vi havde holdt vores lille hvil på Siø.

• Klokken var blevet 16.30.
• Vi havde gået 23 kilometer.
• Det var 5 1/2 time siden vi startede vandreturen i Rudkøbing.

Oprindeligt havde vi planlagt at lave en kop primuskaffe, når vi nåede Troense. Men efterhånden som vi kom tættere på den lille by, begyndte vi i stedet at længes mere og mere efter kolde øl.

Fra tanke til handling var der ikke langt.
I Troenses lille købmand var der åbent, og 1-2-3 havde vi fået fat i to Ærø-øl, som vi tog med ned til lystbådehavnen. (Vi besluttede, at øl fra Ærø var helt i orden, selvom vi befandt os på Tåsinge.)

Med fødderne i det kølige vand skålede vi for en fantastisk vandredag.

Over os gnistrede et par lynglimt på den mørke himmel – en påmindelse om, at selv om vi sad i tørvejr, så nærmede uvejret sig hurtigt.
Hvis vi skulle nå banegården i Svendborg, før det ramte, måtte vi ikke spilde mere tid.

DE HYGGELIGE HUSE I TROENSE

Troense er tæt knyttet til skibsbygning og søfart, og dertil kendt for sin charmerende bindingsværksidyl.
Tidligere var mændene ofte borte det meste af året, og byen var præget af kvinder, børn og gamle mænd. Mange af Troenses kvinder blev aldrig gift, for de kunne ikke drømme om at gifte sig med en gårdmandssøn.
Skellet mellem Troense og det øvrige Tåsinge var stor. Det var to kulturer med hver sit verdensbillede.

FRA TROENSE TIL VINDEBY I LYN OG TORDEN

En pludselig blæst varslede det vejrskifte, vi havde håbet at undgå.
Lyn oplyste himlen, efterfulgt af rungende tordenbrag. Vi var stadig heldige og holdt os tørre, men bekymringen for at krydse den høje Svendborgsundbro begyndte at melde sig. Ingen af os havde lyst til at blive fanget midt ude på broen, i lyn og torden.

Fra Troense til Vindeby er der omkring 2 kilometer, og vi tog dem i rask trav, håbende på, at uvejret ville stilne af – eller endnu bedre, stoppe helt.

Bynavnet Vindeby sigter til, at stedet i en fjern fortid var beboet af vendere, der ellers var hjemhørende ved de sydlige østersøkyster. Kong Valdemar den Store og hans fosterbror, biskop Absalon, havde som hovedopgave at bekæmpe disse hedenske krigerfolk, der gang på gang hærgede vores danske øer. Det hele kulminerede med erobringen af Rügen og borgen Arkona samt ødelæggelsen af vendernes firehovedede helligdom Svantevit i 1168.

SVENDBORGSUNDBROEN I SIKKERT VEJR

Vores håb og bønner blev hørt. Da vi nåede Svendborgsundbroen, var tordenen stilnet af, og vi krydsede sundet med en følelse af lettelse.

Broen er 1200 meter lang og vi satte det lange ben forrest for hurtigt at komme over på den anden side. Vejret var nu så fredeligt, at vi endda havde tid til at stoppe op og tage et par fotos undervejs.

Svendborgsundbroen blev indviet i 1966 færgerne indstillet. Fra da af var det muligt at køre, cykle og vandre hele vejen fra Svendborg til Langeland, via Tåsinge og Siø.

SKT. JØRGENS KIRKE OG SØJLEHALLEN

Fra Svendborgsundbroen kan man kigge ned på en fin hvid middelalderkirke, der ligger ud til Svendborgsund. Der knytter sig en pandemisk historie til denne idyliske plet.

Svendborgs Skt. Jørgenskirke er Danmarks eneste bevarede, sikkert kendte spedalskhedskirke. Kirken blev ved sin opførelse en del af spedalskhedshospitalet, Skt. Jørgensgård. Spedalskhed toppede i Danmark i 1200-1300-tallet og anses for at være udryddet både i Danmark og Europa siden 1500-tallet.

På kirkegården finder man Mærsk Møllers familiegravsted. Blandt andet hviler Peter Mærsk Møller på kirkegården. Han stiftede sammen med sønnen, A.P. Møller Aktieselskabet Dampskibsselskabet Svendborg i april 1904

Gående over Svendborgsundbroen krydsede vi jernbanen, som inden for den næste time skulle bringe os tilbage til Odense.

Vi havde genoptaget Øhavsstien i Troense, efter at have været på egen hånd et stykke tid, og nu fulgte vi den ned under broen. Bropillerne står som antikke søjler, næsten som en gammel tempelhal. Det er et imponerende syn, selvom et par graffitimalere har sat deres spor.

En god ven har fortalt mig, at arkitekten fik idéen til pillerne, da han – eller måske hans datter – stillede en række blyanter op på skrivebordet. Måske er det bare en vandrehistorie? Men vi er vel også på vandretur 🙂

SVENDBORG I STYRTENDE REGN

Fra de første dråber ramte jorden, til det brød løs i en uforlignelig styrtregn, gik der ikke engang ti sekunder. Som et vandfald væltede regnen ned over os før vi vidste af det.

Vi nåede knapt nok at få fat i regnslagene, før de enorme mængder vand skyllede over os. Heldigvis havde vi forberedt os godt, og de solide, 100% tætte regnslag stod deres prøve med bravur. Vi blev næsten ikke våde.

Og vi fortsatte videre – nærmest upåvirkede. Humøret var stadig højt, for vi kunne nu være glade for, at regnslagene ikke var slæbt med forgæves. Og, endnu mere glade for at vi først fik regnen nu.

Alting sejlede! Jord og himmel stod i ét!

• Klokken 17:50

SVENDBORG I TØRVEJR

Efter 10 minutter holdt regnen op lige så hurtigt som den var begyndt.

• Klokken 18

Vi gik ind i et næsten mennesketomt Svendborg, der var fyldt med vandpytter.

Svendborg er en gammel købstad, der bærer tydelige spor af sin maritime fortid, som mange af byerne i det sydfynske. Navnet Svendborg stammer fra Swineburg, hvilket muligvis betyder “borgen med svin”. Om det henviser til tamsvin inden for murene, vildsvin udenfor, eller måske endda marsvin, er der delte meninger om.

Svendborg nævnes første gang i 1229, da Eleonora af Portugal modtog en generøs morgengave fra sine svigerforældre, Kong Valdemar Sejr og Dronning Dagmar. Ud over Svendborg inkluderede gaven også Faaborg samt halvdelen af indtægterne fra det sydlige Fyn og Odense by. Eleonora fik senere to børn med sin mand, Valdemar den Unge, men døde i barselssengen allerede i 1231, kun 20 år gammel.

I 1200-tallet blev der opført et gråbrødrekloster i Svendborg. For at mindes dette kloster og synliggøre byens rige kulturarv, er der blevet opsat livagtige bronzemunke, skabt af den odenseanske kunstner Jens Galschiøt.

SVENDBORG BANEGÅRD – TILBAGE HVOR VI STARTEDE

• Kl. 18:22 hoppede vi på toget til Odense
• Vandretur fra Rudkøbing til Svendborg: 29 km (inklusiv Elvira Madigans Lund, Valdemar Slot og Troense)
• Varighed: cirka 7 1/2 time

En herlig vandredag var nu forbi. Vi havde tilbagelagt en rute, der havde overgået vores forventninger på alle måder. Hvem var det nu, der advarede os om den lange, monotone landevej? Det er for længst glemt, for denne tur var en fornøjelse

Blot man lige er opmærksom på fuglenes yngletid på Siø.

Vi havde været heldige med vejret – den kraftige regnbyge, der havde meldt sin ankomst, var hurtigt ovre, og vores regnslag havde gjort deres arbejde.

Det havde været en dag fyldt med smukke landskaber, god stemning og den skønne glæde ved at være ude i naturen. En tur, vi sent vil glemme.

TIDLIGERE TURE OMKRING SVENDBORG SUND

• Lundeborg til Svendborg (50 km / 2-dagstur t/r)
• Svanninge Bakker til Ballen/ Præstens Skov (22 km / 1-dagstur)
• Ballen til Svendborg (27 km / 1-dagstur)
• Syltemade Ådal til Rantzausminde (44 km / 2-dagstur t/r)