RUDKØBING TIL SVENDBORG
Tag med på vandreturen “over broerne og øerne”, fra Rudkøbing til Svendborg. På vores Øhavsstien-odyssé har vi tidligere gået flere ruter på både Langeland og Fyn, men vi havde aldrig forbundet ruterne via Tåsinge-Siø-forbindelsen, som også er en del af Øhavsstien (kort 4). Nu var tiden endelig kommet til at få styr på det.
Vi havde hørt fra andre, at ruten er en smule kedelig, med meget asfalt, hovedvej og trafik. En ligeud-rute uden megen adspredning, bortset fra udsigterne fra Langelandsbroen, Siødæmningen og Svendborgsundbroen. Disse påstande skulle naturligvis ikke afholde os fra at få det efterprøvet. Og heldigvis for det! Vi havde en eventyrlig dagstur, hvor vi besøgte byerne Rudkøbing, Troense og Svendborg, strand, broer og skov. Vi oplevede endog at gå forkert. Vi tilføjede også et par ekstra seværdigheder, som vi mener skal ses, når man vandrer i dette område: Elvira Madigans Lund samt Valdemar Slot.
OBS: SIØ ER LUKKET I FUGLENES YNGLEPERIODE
I yngletiden fra 1. marts – 15. juli er Øhavsstien langs kysten PÅ SIØ lukket for færdsel
I denne periode undgår man ikke, at gå langs den lange lige landevej!
MED TOG TIL SVENDBORG OG BUS TIL RUDKØBING
Det er let at komme fra Odense til Svendborg med Svendborgbanen. Vi drog afsted fra den fynske hovedstad ved 9-tiden og ankom til Svenborg Station lidt før klokken 10. Det var planen, at tage bussen videre til Rudkøbing, og herfra ville vi vandre hele vejen retur til Svendborg.
I ventetiden, fra vi ankom med toget til vi skulle videre med bussen, gik vi et tur ned og hilste på den gamle veteranfærge “Helge”. Den sejler i rutefart mellem flere anløbspladser i Øhavet, med Svendborg som udgangspunkt. Vi overvejede muligheden for at sejle det sidste stykke tilbage, når vi skulle fra Troense på Tåsinge til Svendborg. Men, det blev ved drømmen for, 1: Vi nåede ikke den planlagte afgang. 2: Godt for det, for så havde vi jo stadig ikke vandret hele turen.
METEROLOGERNE SPÅEDE SKYBRUD, LYN OG TORDEN
Vi havde hver især pakket et solidt regnslag i vores lille turrygsæk før denne vandretur. Alle vejrudsigter forudsagde regn i store mængder. Vi overvejede, at aflyse turen, men heldigvis så det ikke så slemt ud for det sydlige Fyn, så vi håbede, at den prognose ville ‘holde vand’.
Det regnede en hel del, da toget forlod banegården i Odense. Det tegnede ikke godt, men vi holdt fast i troen på, at vejret ville bedre sig. I Svendborg var der store vandpytter, som gjorde det klart for os, at det bestemt også kunne regne på Sydfyn!
SOMMERSOL I RUDKØBING
Vi var heldige. Fra regnvåde Svendborg ankom vi med bussen til solrige Rudkøbing, hvor vi oplevede det dejligste sommervejr. Det er utroligt hvordan vejret kan være så forskelligt inden for korte afstande.
I det tidligere mejeri fandt vi et shoppingparadis for dyr og deres ejere. Vi troede, at vi gik ind i en lille lokal butik for at købe lidt godbidder til hundi, men det hele viste sig at være kæmpestort. Vi købte hundehapserne, og fortsatte herfra videre ind i den langelandske hovedstad, Rudkøbing.
EN FLODHEST OG H.C. ØRSTED
- Klokken var lidt over 11.
Torvedagen var i fuld gang. Det var svært ikke at lade sig friste af de mange lokale varer, men vi havde jo kun os selv til at bære dem videre til Svendborg.
I stedet beundrede vi den frodige bronzeflodhest i ballerinaskørt, der var kommet til, siden vi sidst havde været på visit. Skulpturen er skabt af den langelandskfødte kunstner Bjørn Okholm Skaarup, og er planlagt til at stå i Rudkøbing i sommeren 2024.
Før vi fortsatte vores tur til Svendborg, hilste vi på elektromagnetismens (1820) verdenskendte ‘far’, H.C. Ørsted. Han blev født i en apotekerfamilie nær Gaasetorvet i 1777.
Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen, og de interesserede sig begge meget for det danske sprog.
H.C. Ørsted opfandt mange nye danske ord. For eksempel skabte han ordet “ilt” fordi det er centralt for dannelsen af ild, og “brint” der udspringer af ordet “brænde.” Andre ord, han opfandt, er blandt andre “faldskærm” og “billedkunst.”
LANGELANDSBROEN
På andre ture har vi af og til haft lidt besvær med at finde begyndelsen på en afmærket rute, men det var ikke tilfældet på denne tur. For det første havde vi gået her tidligere, da vi gik fra Henninge Nor til Spodsbjerg, og for det andet vidste vi, at vi skulle over Langelandsbroen. Og den er let at finde!
Langelandsbroen forbinder Langeland med den lille ø Siø. Gennemsejlingsfaget (26 m) er konstrueret som en bue. Broen blev indviet i 1962, to år efter Siødæmningen mellem Siø og Tåsinge, der åbnede i 1960.
- Klokken 11.45 begyndte vi vores 774 meter lange tur over broen.
Vejret var dejligt, og humøret var højt. Fra broen er der en fantastisk udsigt til Rudkøbing, Rudkøbing Løb og Siø. Et flot gammelt skib sejlede under broen, netop som vi krydsede, og færgen fra Ærø stævnede ind i Rudkøbing Havn.
SIØ – Ø nr. 2 – HERE WE COME (cirka 4 km)
- Det tog os 30 minutter at gå over Langelandsbroen
- Klokken 12.15 satte vi fod på Siø.
- Vi havde nu gået 5,5 kilometer siden vi stod af bussen i Rudkøbing
I bil tager det kun et par minutter at krydse Siø. Mange opdager knap nok, at de kører 3 kilometer tværs over den lille ø, før de er videre på Langeland eller Tåsinge. Vi glædede os til at opleve ‘den lille oversete ø’ (‘trædestenen’) på tæt hold. Gerne langt væk fra landevejen. Vandreruten (4 km) er en smule længere end turen langs hovedvejen, og på gåben ville vi også komme til at bruge betydelige længere tid end bare et par minutter. Nu var det bare spændende, hvad vi ville komme til at opleve.
Nogle dage før turen havde vi set et opslag på Facebook, der advarede om, at græsset ikke var slået, og området generelt ikke ryddet. Vi vandrede turen den 6. juli, kun få dage efter at fuglenes yngletids-lukkeperiode var slut. Ville vi mon kunne komme frem uden at skulle kæmpe os gennem vildtvoksende vegetation?
Siø er ikke en naturlig ø. Indtil midten af 1800-tallet lå der flere småøer, som i et fugtigt område, kaldes et sylt. Derfra stammer også navnet Sidø (Siø), hvor »sid« betyder vådt eller fugtigt. Øerne blev brugt til sommergræsning indtil de i 1861 blev inddæmmet, og der blev skabt dyrkbar jord på en sammenhængende ø.
Siø er i privateje, og de få huse rundt på øen var oprindelig medarbejderboliger til Siøgårds folk.
NYSLÅET GRÆS OG BLØDT SAND
Vores nervøsitet for ufarbart krat viste sig heldigvis hurtigt at være ubegrundet. Det var tydeligt, at der for nylig havde været en en effektiv trimmer forbi. En nyslået sti førte os let gennem brombærkrat, højt græs og andre vækster. Vi kunne sagtens forestille os det vildnis, der havde været indtil for kort tid siden.
Vi gik helt ude ved kysten. Det var dejligt, at komme tæt på det rolige vand. I starten havde vi udsigt til Langelandsbroen, men snart drejede vi mod nord og lagde dermed broen bag os.
LANDBRUG OG LYSTFISKERE
Siø var i den samme families eje fra 1921 til 2018, hvor landbrugsøen blev solgt. Den nye ejer udtalte ved overtagelsen, at planen var at dyrke majs på hele øen. Selvom der dyrkes en hel del majs, er Siø ikke blevet en ren majs-ø. Vi så også de gode gamle foderroer, som vi husker fra vores barndom.
Ude i vandet, tæt ved kysten, stod tre lystfiskere med snøren ude. Den ene, ham som var med for allerførste gang, fortalte stolt, at han havde fanget tre flotte havørreder. Klokken var 12.30, og de havde været i vandet i mange timer. Hans fiskemakkere mente, det bare var begynderheld. Den heldige fisker grinte bare.
HELT UDE I DET VÅDE SAND
Det blev ikke ved med at være let at gå naturvejen omkring Siø. På et tidspunkt blev vi ledt helt ned til strandkanten, hvor siv, små moler og et væltet træ gjorde det lidt mere udfordrende at komme frem. Det viste sig også at være en forsmag på de store sten, vi snart skulle balancere videre på.
Det var så stille og roligt. To strandskader lettede og fløj væk da vi nærmede os, men ellers havde vi hele ‘verden’ for os selv.
STORE STEN SÅ LANGT ØJET RÆKKER
Hmmmm, pludselig vidste vi ikke rigtigt hvad vi skulle gøre?
– Gå ind i krattet virkede ikke som en løsning
– Vade ud i vandet virkede heller ikke som den bedste løsning, der var også mange sten
– Fortsætte henover de store, til tider glatte og rokkende sten
– Flyve kunne vi ikke…
Vi valgte den tredje løsning, og med tungen lige i munden stavrede vi afsted skridt for skridt.
Blandt de mange store sten var der undtagelsesvis et par steder hvor vi kunne tage et enkelt skridt i sand. Det var så vidt ganske forventeligt, da sandet jo ligger lige under stenene, og derfor til tider kan være blotlagt. Hvad der derimod undrede os, var at der andre steder var store stykker med sten lagt i en cementeret brolægning. Hvor kom de fra?
Uanset hvor de brolagte stykker kom fra, var det herligt gå et par skridt uden at skulle klatre koncentreret afsted.
Da vi havde overvundet forhindringsbanen fejrede vi, at vi alle var kommet sikkert over stenene uden forstuvede ankler. Vores “fest” bestod i at holde en kort pause.
- Klokken var lidt i 13
- Vi havde gået 8 km.
HØJT GRÆS OG DIGE
Terrænet ændrede sig igen. Sten blev til højt græs, hvor vi kun lige anede en trampesti skjult i alt det grønne. Og så var der ‘overraskelsesangrebet’ af 1000-vis af bittesmå fluer. På billedet herunder ses træet, som var fyldt med disse små bæster. Jeg skriver “var”, fordi jeg kom til at sluge langt de fleste! De er der således ikke længere! At få mund og svælg fyldt med de små kryb er absolut ikke rart. Mens jeg stod og hakkede, gylpede og spyttede, kom en meget sportsligt udseende fyr drønende forbi i modsatte retning af vores. Han havde langt mere fart på end den typiske vandrer. Hvad mon han har tænkt? Og hvor mon han skulle hen i den fart?
Det sidste stykke til landevejen gik vi på et af Siøs mange diger, som sammen med pumper har holdt øen tør siden inddæmningerne. Vi mødte efterhånden flere, der enten gik i rask trav eller småløb i modsatte retning. Nysgerrige spurgte vi, om de deltog i et arrangeret event. Og det gjorde de: Øhavssti Etape Marathon. Så gav det hele pludselig mening.
SIØDÆMNINGEN
- Efter 9 kilometers vandring nåede vi Siø-dæmningen over til Tåsinge.
- Klokken var 13.30, og vejret var stadig helt perfekt.
Ville vi få brug for de regnslag, vi havde pakket til turen? Vi håbede det ikke, men begyndte det at regne som meteorologerne havde spået, så var vi klar.
Siødæmningen blev bygget i 1960 og efterfulgt af Langelandsbroen to år senere. Dengang var der stadig ingen bro, der forbandt Fyn med Tåsinge.
Siødæmningen er 1,4 km lang og flad som en pandekage. Ingen store skibe kan sejle under den, kun småbåde, kajakker og lignende.
TÅSINGE – Ø nr. 3
Tåsinge er en betydeligt større ø end Siø. Landevejen tværs over Tåsinge er 10 km, hvilket er en del mere end de 3 kilometer på Siø. I areal er Tåsinge også betydelig større end den lille Siø (70 km2 / 1,3 km2).
Krønikeskriveren Saxo kaldte i 1200-tallet Tåsinge for Thioslind, og I kong Valdemars jordebog fra samme periode (år 1231) omtales øen som Thosland. Det er senere blevet til Thosind og nu Tåsinge.
Netop som vi var kommet til Tåsinge stod der et lille Øhavsskilt, der pegede os til højre, væk fra vejen. Endnu engang blev vi positivt overraskede over, at turen ikke, som vi var blevet advaret imod, var en ørkesløs ‘ligeud-vandring’ i vejsiden. Vi gik et stykke langs vandet, hvorfra der var udsigt til den lange, lave Siødæmning. Området kan vist godt være lidt vådt, der var en fin træbro, så vi kunne komme tørskoede forbi et lidt sumpet område.
Øhavsstien “kapper en hæl og klipper en tå” på Tåsinge, hvilket betyder, at man ikke går hele vejen rundt langs kysten. Efter blot en halv kilometer langs vandet drejede stien væk fra Siø Sund og ind i Tvede Skov, direkte videre i retning af Lunkebugten. Vi fik således en fin skovtur på en lille kilometers penge, i stedet for at tage hele Vemmenæs med.
KUNSTNERISKE GRENE
Da vi trådte ud af skoven var det slut med at gå i naturen for en tid. Nu skulle vi i stedet gå i kanten af en mindre landevej. Der kom en bil i ny og næ, men det var ikke voldsomt trafikeret. Vi havde ikke gået længe, før vi kom til et rødt murstenshus, Glasmagernes base. Fra tidligere besøg har jeg set nogle af deres fine ting i glas, men uden for huset havde de lavet noget finurlig kunst.
Nogle tynde afskårne grene var malet sort- og hvidstribede. Det var vældig interessant. Desværre fik det mig til at tænke på tigermyggen, som jeg ikke har lyst til at tænke på i Danmark.
Fra vores vejside-tur kunne vi sagtens se ud over Lunkebugten. En familie var ude at bade. Det så vel nok dejligt ud!
- Vi havde gået 3,5 kilometer på Tåsinge, heraf 2 kilometer i vejsiden af den stille asfaltvej, da vi nåede den gennemgående hovedvej henover øen.
MØLLER PÅ FYNSK
“Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til,” sang John Mogensen. Og Egeskov Mølle kunne vi tidligere beundre på bagsiden af 10-kronesedlerne fra 1952-serien. (På forsiden var der et portræt af H. C. Andersen og en storkerede).
Vi fynboer har altid vores egen “mølle” med os, hvor end vi går. Den følger ligesom bare med!
(Ordet ‘mølle’ betyder nemlig numse på fynsk!)
Men hvis man vil se en rigtig mølle, altså med møllevinger, kan man slå et smut forbi “mølle-manden” på Tåsinge. Han ligger lige ved hovedvejen, og er svær at overse, med alle de små hvide vindmøller han har udstillet. Vi blev enige om, at vi kunne nøjes med vores egne møller denne gang.
LANGS LUNDBY BÆK
Vi havde kun gået en god kilometer, før vi igen blev ledt væk fra hovedvejen. Vi gik ind bag et smukt blomsterhav og en bølgende bygmark, som skærmede trampestien fra vejen. Stien fulgte en lille bæk i retning mod landsbyerne Lundby og Landet. Desværre går Øhavsstien ikke forbi Landet kirkegård, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet, og vi fravalgte at gå de få ekstra kilometer dertil. Vi ville gerne forbi Valdemar Slot, der heller ikke er på ruten, og vores tid var ikke til begge dele. Nogle gange må man jo prioritere!
EN BUS I GRÆSSET
I det høje, gule græs for enden af marken stod en udslidt AMU-bus og en gammel jernbanevogn. Det så ud som om de var kørt derhen, for derefter at blive glemt. Ingen af dem virkede ramponerede, eller som om de havde været udsat for hærværk. De stod bare dér, som om de var sat i venteposition til noget bedre – og så var der aldrig sket andet, end at græsset voksede op omkring dem begge.
HVOR SKAL VI HEN?
- Vi havde tilbagelagt 15,5 km
- Klokken var lidt i tre, og vi stod ved en skillevej, som vi ikke helt kunne gennemskue.
Tilbage ved hovedvejen, krydsede stien over på den anden side, og vi stod nu med to muligheder: Vi kunne gå ned ad den lille landevej til venstre, eller vælge den ‘blinde vej’ til højre. Skilte var der nok af, men de var sat lidt skævt i forhold til retningerne. Det viste sig senere, at vi valgte den forkerte vej (mod Valdemar Slot) da vi fravalgte den ‘blinde vej’.
Efter halvanden kilometer langs den rolige landevej besluttede vi os for at tage en bevidst afstikker fra den rute vi havde valgt. Da Øhavsstien ikke havde ført os til Landet kirke, ville vi i stedet gå ind i Nørreskoven og besøge den lille lund, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre afsluttede deres korte liv i 1889 efter deres skæbnesvangre kærlighedshistorie.
ELVIRA MADIGANS STEN
Den 20. juli 1889 skød den svenske løjtnant Sixten Sparre først sin unge danske elskerinde, cirkusprinsessen Elvira Madigan, og derefter sig selv. Deres tragiske kærlighedsforhold og dramatiske afslutning er skildret i teaterstykker, romaner og på film. Mozarts smukke, melankolske klaverkoncert nr. 21 i C-dur var med i den svenske film Elvira Madigan fra 1967 og er i dag stadig kendt som Elvira Madigan-melodien. (lyt til den, den er så smuk)
I en lille lund står en mindesten ved det sted, hvor parret blev fundet.
Stenen blev placeret i lunden i starten af 1960’erne, hvor den erstattede en anden sten fra 1940’erne. Uvist af hvilken årsag, er det blevet en ‘ting’ at placere “okkulte genstande” ved og på stenen; kviste placeret i mønstre, dyreknogler, stearinlys, mønter, smykker, blomster osv.
BULDREN I DET FJERNE
Efter besøget i den lille lund i Nørreskoven gik vi tilbage til vejen, samme vej som vi kom fra.
Vi fortsatte et lille stykke under træernes kroner. Alt så lyst ud. Men da vi nåede skovens ende og trådte ud i det åbne land, var virkeligheden noget anderledes. Et hurtigt kig mod nord, i retning af Bregninge Kirke, afslørede en mørk og truende himmel. Vi må også selv have virket lidt skumle, for pludselig så vi noget hoppe langs skovbrynet i en vældig fart, væk fra os. I et splitsekund røg det ud af munden: “Se, en hjort og en hare!“… Og så brød vi grinende sammen, for det var selvfølgelig en rå med sit lillebitte rålam.
Bregninge Kirke er en af Danmarks højest beliggende kirker, med en placering 74 meter over havet. Fra kirketårnet, som det er muligt at besøge, er der den smukkeste udsigt over Tåsinge, Svendborg og Det Sydfynske Øhav. På en klar dag siges det, at man kan se 28 øer, 65 kirker og 20 slotte. Nogle påstår endda, at man kan se helt til Kiel!
- Klokken var 15.30 og i det fjerne lød rumlen fra torden.
Himlen blev mørkere, og vi begyndte at se i øjnene, at vi nok ikke nåede helt så tørre frem, som vi efterhånden var begyndt at håbe på.
AMBROSIUS EGEN
Et gammelt egetræ står i ensom majestæt kort før Valdemar Slot. Det har stået der i århundreder, og er kendt som værende ét af Danmarks ældste egetræer. Træet er opkaldt efter Ambrosius Stub, der i 1700-tallet var husdigter på slottet.
VALDEMARS SLOT BLEV BYGGET TIL EN PRINS
- Klokken 16 stod vi på Valdemars Slots store gårdsplads med det flotte spejlbassin mellem de store staldbygninger, lysthuset ved vandet, og ikke mindst det imponerende renaissanceslot i røde sten.
Valdemars Slot blev opført af Kong Christian d. 4. til sønnen, grev Valdemar Christian, efter hvem slottet har fået sit navn. Danmarks byggekonge sparede ingen anstrengelser for at give sin søn en fyrstebolig af rang.
Men Valdemar, hvis mor var Kirsten Munk, fik aldrig gavn af sit flotte slot. Han ville hellere rejse rundt i Europa som feltherre. Han slog sig aldrig ned på Tåsinge, men døde på en slagmark i Polen i 1656, blot 33 år gammel.
Det var søhelten Niels Juel, der reddede slottet fra ruin. Han overtog hele herligheden efter søslaget i Køge Bugt 1677. Det er hans slægt, 11. generation, der stadig ejer slottet.
I dag bor Louise “Duddi” Iuel Albinus med sin familie på Valdemars Slot, der siges at være Danmarks største private bolig. Hun overtog slottet i maj 2022 efter en lang strid med sin søster Caroline Fleming.
Øhavsstien har ikke Valdemars Slot med på ruten. Vi valgte alligevel, at gå denne lille ekstra sløjfe trods det truende vejr, da vi begge synes at det hører med, når man besøger Tåsinge.
Herfra gik vi videre ad slotsalléen til den hyggelige skipperby Troense.
ØL PÅ KANTEN I TROENSE
Det var efterhånden ved at være længe siden vi holdt det lille hvil på Siø.
- Klokken var blevet 16.30.
- Vi havde gået 23 kilometer.
- Det var 5 1/2 time siden vi startede vandreturen i Rudkøbing.
Egentligt havde vi talt om, at lave en kop primuskaffe når vi nåede Troense. Men, efterhånden som vi nærmede os den lille by, fik vi mere og mere lyst til kolde øl.
Fra tanke til handling er der ikke langt. Der var åbent i den Troenses lille købmand, og 1-2-3 så havde vi indkøbt to Ærø-øl, som vi tog med ned til lystbådehavnen.
(Vi besluttede at øl fra Ærø var okay, selvom vi var på Tåsinge)
Siddende med fødderne i det kølige vand, skålede vi for vores dejlige vandredag.
Et par lynglimt gnistrede på den mørke himmel. Det var en påmindelse om, at selv om vi sad i tørvejr, så var det ved at være en stakket frist hvis vi skulle nå banegården i Svendborg før uvejret fik ram på os.
DE HYGGELIGE HUSE I TROENSE
Troense er tæt knyttet til skibsbygning og søfart, og dertil kendt for sin charmerende bindingsværksidyl.
Tidligere var mændene ofte borte det meste af året, og byen var præget af kvinder, børn og gamle mænd. Mange af Troenses kvinder blev aldrig gift, for de kunne ikke drømme om at gifte sig med en gårdmandssøn.
Skellet mellem Troense og det øvrige Tåsinge var stor. Det var to kulturer med hver sit verdensbillede.
FRA TROENSE TIL VINDEBY I LYN OG TORDEN
En pludselig blæst varslede det vejrskifte vi ventede på. Lyn oplyste himlen, efterfulgt af rungende brag. Endnu holdt det tørt, men vi begyndte at grue for at krydse den høje Svendborgsundbro. Ingen af os havde lyst til at blive fanget i lyn og torden midt ude på broen.
Fra Troense til Vindeby er der omkring 2 kilometer, og vi tog dem i rask trav, mens vi håbede, at uvejret ville stilne af. Ja, det måtte gerne stoppe helt.
Endelig nåede vi til Vindeby, der er opkaldt efter venderne.
Navnet sigter således til, at i en fjern fortid var dette sted beboet af vendere, der ellers var hjemhørende ved de sydlige østersøkyster. Kong Valdemar 1. den Store og hans fosterbror, biskop Absalon, havde som hovedopgave at bekæmpe dette hedenske krigerfolk, der gang på gang hærgede de danske øer. Det hele kulminerede med erobringen af Rügen og borgen Arkona samt ødelæggelsen af vendernes firehovedede helligdom Svantevit i 1168.
I nyere tid har der være færgeforbindelse mellem Vindeby og Svendborg.
SVENDBORGSUNDBROEN I SIKKERT VEJR
Vores håb og bønner blev hørt. Da vi nåede Svendborgsundbroen var tordenen hørt op, og vi gik over på den anden side af sundet.
Broen er 1200 meter lang, så vi satte det lange ben forrest, og hastede hjem til Fyn. Vejret var så fredeligt, at der også var tid til at tage et par fotos undervejs.
Svendborgsundbroen blev indviet i 1966 og hermed var det muligt at køre, cykle og vandre hele vejen fra Svendborg til Langeland, via Tåsinge og Siø.
SKT. JØRGENS KIRKE OG SØJLEHALLEN
Fra Svendborgsundbroen kan man kigge ned på en fin hvid middelalderkirke, der ligger ud til Svendborgsund. Der knytter sig en pandemisk historie til denne idyliske plet.
Svendborgs Skt. Jørgenskirke er Danmarks eneste bevarede sikkert kendte spedalskhedskirke. Kirken var blev sin opførelse en del af spedalskhedshospitalet, en Skt. Jørgensgård. Spedalskhed toppede i Danmark i 1200-1300-tallet, og anses for at have være udryddet herhjemme og i Europa siden 1500-tallet.
På kirkegården findes Mærsk Møllers familiegravsted.
Blandt andet hviler Peter Mærsk Møller på kirkegården. Han stiftede sammen med sønnen, A.P. Møller Aktieselskabet Dampskibsselskabet Svendborg i april 1904
Broen går over jernbanen, der inden for den næste time skulle bringe os tilbage til Odense.
Vi havde fanget Øhavsstien igen, efter at have forladt den ved Valdemars Slot og Troense, og nu tog den os med ned under Svendborgssundebroen. Bropillerne står som var de sat i en antik søjlehal. Det er et flot syn, også selvom der har været en graffitimaler eller to forbi.
Fra en god ven har jeg fået fortalt, at arkitekten fik idéen til bropillerne, da han – eller datteren – stillede en række blyanter op skrivebordet. Måske er det en vandrehistorie?, men vi er vel også på vandretur 🙂
SVENDBORG I STYRTENDE REGN
Fra de første store vanddråber faldt, til det styrtede ned, gik der 10 sekunder. Vi nåede knapt nok at få regnslagene halet frem før regnen væltede ned over os.
Heldigvis havde vi begge nogle gode solide og 100% tætte regnslag med på denne tur. NU skulle de stå deres prøve. De bestod, og ingen af os blev synderligt våde, trods det voldsomme vejr. Nærmest upåvirkede gik vi videre. Humøret var højt og vi var faktisk super tilfredse med at 1) vi ikke havde slæbt regnslagene med forgæves, og 2) regnen først kom så ganske kort før vi var helt i mål.
Alting sejlede! Jord og himmel stod i ét!
- Klokken 17:50
SVENDBORG I TØRVEJR
Efter 10 minutter holdt regnen op lige så hurtigt som den var begyndt.
- Klokken 18
Vi gik ind i et næsten mennesketomt Svendborg, der var fyldt med vandpytter.
Svendborg er en gammel by, der også er præget af skibsfart som mange af byerne i det sydfynske. Bynavnet Svendborg kommer af Swineburg, der muligvis betyder “borgen med svin“. Men om det er tamsvin inden for murene eller vildsvin uden for murene, vides ikke. Det kan endog også være marsvin, der henvises til.
Svendborg nævnes første gang i 1229 da Eleonora af Portugal fik en rig morgengave af sine svigerforældre Kong Valdemar 2. Sejr og Dronning Dagmar. Udover Svendborg, fik hun også Faaborg samt halvdelen af indtægterne fra det sydlige Fyn og Odense by. Senere fik hun to børn med sin mand Valdemar den unge, men døde i barselsseng allerede i 1231, kun 20 år gammel.
I 1200-tallet fik Svenborg også et gråbrødrekloster, der lå der hvor banegården er i dag. Til minde om dette kloster, og for at synliggøre byens kulturarv, er der opsat nogle livagtige bronzemunke. De er skabt af den odenseanske kunstner Jens Galschiøt.
SVENDBORG BANEGÅRD – TILBAGE HVOR VI STARTEDE
- Kl. 18:22 hoppede vi på toget til Odense
- Vandretur fra Rudkøbing til Svendborg: 29 km (inklusiv Elvira Madigans Lund, Valdemar Slot og Troense)
- Varighed: cirka 7 1/2 time
En dejlig vandringsdag var til ende. Vi havde været på en tur, som havde overrasket os utrolig positivt. Hvem var det lige, der advarede os om, at det ville være en vandring langs den endeløse lige landevej? Det har vi heldigvis glemt, for denne tur var helt i orden. Blot man lige er opmærksom på fuglenes yngletid på Siø.
Vi var eventyrligt heldige med vejret. Den kraftige skylle vi fik, var hurtigt overstået. Vores regnslag holdt vand, og vi holdt os varme og tørre.
Leave a Reply