Sjælland VANDRETUR

SKJOLDUNGEMARCHEN – 60KM

Ved en konfirmation i foråret 2024 spurgte min fætter, om jeg ville med ud at gå Skjoldungemarchen i området omkring Lejre på Sjælland.
Det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Han fortalte mig, at det drejede sig om et nyt vandre-event, der skulle løbe af stablen for allerførste gang d. 8. juni: Skjoldungemarchen, med start i Lejre.

Der var 4 ruter at vælge imellem: 20 km, 40 km, 60 km og 75 km.
Vi skulle gå 60 km. Denne rute ville være ‘åben’ i tidsrummet kl. 7-22.

Min fætter opsatte TO regler
1) Korte pauser i turens to depoter
2) Ingen fotopauser (Min fætter ved, at jeg er en ivrig amatørfotograf, der gerne skal have det hele med)

Det lykkedes mig at omgå regel nummer 2 ved at fotografere i farten. Og jeg er mægtig tilfreds med, at jeg takkede ja-tak til denne vandreoplevelse.

Ingen af os havde tidligere gået 60 km på en enkelt dag. Begge er vi imidlertid i besiddelse af en god grundform; vi cykler, går, løber osv. som en naturlig del af vores hverdage.

Min fætter er bedre end mig til at få vandretrænet de lange strækninger, så jeg var lidt smigret over, at han havde tillid til mine evner på 60 km. Jeg var imidlertid ikke i tvivl om, at vi nok skulle klare det. Jeg lænede mig op ad føromtalte grundform og lysten til et nyt vandreeventyr. Samt ikke mindst, det vandrestunt jeg og to andre gode vandrevenner gennemførte (læs: overlevede) i ‘ørken-sommeren’ 2018: Vores vandredebut fra ‘KYST TIL KYST‘ , 135 km på på 3 dage i den hedeste varme!
Dengang gik vi med fuld oppakning, inklusiv telt. Det var en hård debut!

Nu gjalt det 60 kilometer, med let oppakning og depoter undervejs. Det skulle nok .

Over 1000 deltagere var tilmeldt eventet. De fleste gik 20 km og 40 km. Så var der os på 60 km og de virkelig seje, der gik 75 km.

KLOKKEN 7 GIK STARTEN

Vi var ved godt mod fra morgenstunden. Min fætter havde nogle rigtig fine vandresko på. Jeg gik i mine (ældre) trailrunners, som jeg har gjort så ofte før. Det var muligvis ikke det bedste valg, men indtil videre har det virket fint for mig. Jeg har prøvet til med vandrestøvler, men det er slet ikke noget for mine fødder.

Skjoldungemarchen 60 km blev skudt i gang kl. 7 fra sportshallen i Lejre. Vi var i gang.

Den første strækning gik vi langs med Holbækbanen, der løber mellem Roskilde og Kalundborg via Holbæk. Vejret var fint. Jeg kunne ikke lade være med, gang på gang, at prise os heldige med vejrgudernes overraskende gode humør. Vi var dog forberedt på, at tørvejret ikke ville vare ved. Alle vejrudsigter spåede et skrækkeligt regnvejr, startende vestover fra Jylland. Spørgsmålet var blot, hvornår det ville ramme alle os på Skjoldungemarchen?

SAGNLANDET

Saxo, gamle sagn og islandske sagaer fortæller, at skjoldungerne var efterkommere af den mytiske Kong Skjold. I en fjern fortid, da der ufred i området omkring Lejre, bad folket Odin om hjælp, og en morgen sejlede et mystisk, ubemandet skib gennem Roskilde Fjord. På dækket lå en lille dreng omgivet af våben. Overbevist om, at han var Odins søn, udråbte de ham til deres konge, Kong Skjold.

Drengen voksede op og blev både mægtig og stærk. Han forenede folket, udvidede riget til at omfatte hele Sjælland og blev stamfar til legendariske konger …og til alle skjoldungerne.

Vi krydsede jernbanen og fortsatte vores vandring ad skovstierne omkring Ledreborg Slot og Ledreborg Palace Golf Club. Vi vandrede langs de grønne golfplæner, men kunne ikke se selve slottet.

Formidlingscenteret Sagnlandet passerede vi uden at stoppe, selvom det ellers ville have været værd at besøge. Heldigvis var det også lukket på det tidspunkt, da klokken endnu ikke var 8, så der var intet for os at komme efter. Og vi var jo på vandretur med et andet mål for øje.

GRAVHØJEN MYSSELHØJ (5 km)

Herefter gik det ud over det åbne land, hvor vi nød den vidunderlige udsigt over det vidstrakte land til begge sider. Vi gik forbi den gamle gravhøj, Mysselhøj, som er den eneste tilbageværende af en række bronzealder gravhøje i området. I 1800-tallet havde højen nær lidt samme skæbne som de øvrige, nu sløjfede og overpløjede høje. En død ko og gammel overtro om beskyttende kræfter fik imidlertid bonden til at ombestemme sig, og lade Mysselhøj stå.

Ikke langt fra gravhøjen, lidt længere henne mod Gl. Lejre, udgravede arkæologer i 2009 resterne af Danmarks største vikingetidshus. Vi fik dog ikke øje på sporene af den over 600 m2 store kongehal, som man har rekonstrueret i formidlingscenteret Sagnlandet Lejre.

Selvom vi havde planlagt at vandre uden mange pauser, og uden nogen form for sightseeing, fornemmede jeg de gamle vikingesjæle omkring mig.

GL. LEJRE ER VIRKELIG GAMMEL (6 km)

Vi havde påbegyndt vores vandretur ved sportshallen i Lejre Stationsby, der voksede frem i forbindelse med etableringen af jernbanen i 1874. Nu var vi, efter en times vandring ad en længere omvej, nået til nabobyen Gl. Lejre. Ifølge gamle sagn blev denne gamle landsby grundlagt af selveste Odins søn, Skjold. Saxo er imidlertid ikke helt enig i den antagelse, han skriver at Gl. Lejre blev etableret en smule senere som en kongeby af Skjolds søn, den legendariske konge Rolf Krake. I følge egnens egen Lejrekrønike fungerede byen som hovedsæde for danske konger frem til det 9. eller 10. århundrede.

Jeg vidste slet ikke hvilket ben jeg skal træde på, med det var fascinerende at gå rundt i område, der er omtalt i så mange gamle sagn og krøniker.

Klokken 8 passerede vi Gl. Kongsgård, som navnet til trods ikke er særlig royalt. Det er et gammelt stuehus fra en tidligere fæstegård under Ledreborg Slot. Gården blev en slægtsgård i 1749, og er nu en del af Lejre Museum.

NEXT STOP GEVNINGE (10 km)

På den anden side af byen drejede vi væk fra vejen, og gik videre gennem grønne områder. Vejret var stadig smukt, solen skinnede og vi var helt høje af bare at gå. Vi talte om løst og fast, blev opdateret på hinandens liv og færden. Min fætter fortalte om områderne omkring Roskilde og Lejre, hvor han så ofte både cykler og vandrer. Han hyggede sig med at gætte hvordan ruten var lagt. Det blev til en del gætværk, og nogle gange ramte han plet. Andre gange gjorde han ikke, men vi hyggede os hele vejen frem.

Ruten var fint markeret med røde flag, og derudover havde vi andre deltagere i sigte som vi kunne følge. Som en ekstra sikkerhed havde vi også downloadet app’en Komoot, hvor ruten var lagt ind.

Klokken 8.40 travede vi igennem Gevninge med raske skridt. En lille hyggelig landsby, hvor der ligger flere charmerende huse. Også Gevninge kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Arkæologiske fund peger på, at byen fungerede som en forpost for Lejre-kongerne i vikingeperioden.

Vi krydsede broen over Gevninge Å, der på dette sted var så tilvokset, at vi slet ikke kunne se hverken å eller vand, men kun noget tilvokset krat. Herfra gik det videre ud ad landvejen hvor vi heldigvis kunne gå på en cykelsti.

VANDRING LANGS VANDET (14 km)

Vi gik små to kilometer, før vi drejede ned ad en trampesti langs en grøn kornmark. Det var dejligt at komme væk fra vejen og snart havde vi vandet ved Herslev Strand i sigte. At gå langs med vandet er noget af det bedste. Det blå, det grønne…og sandet under sålerne. Vidunderligt!

Før vi vidste af det, var vi fremme ved det første depot, der lå smukt ved Herslev Lystbådehavn.

DEPOT OG FODPLEJE (14,5 km)

Som tidligere nævnt, havde vi indgået en aftale om ikke at holde for lange pauser. Den pagt skulle naturligvis overholdes, men da jeg så at der var samaritter, der tog sig af fødder og vabler, kunne jeg ikke modstå fristelsen for lidt kærlig omsorg af mine fusser. Med en nutellamad i den ene hånd og en stor håndfuld lakrids-mix i lommen, satte jeg mig til rette og fik fine små forbindinger på den højre fod, der var begyndt at vise tegn på vabeldannelser. Det var en fornøjelse at blive klargjort til den videre færd, og jeg var da heller ikke den eneste, der tog imod dette tilbud.

Vores pause i depot varede omkring 15 minutter, alt inklusive (tissepause, fodpleje og proviantering). Snart var vi på farten igen. Min højre fod var så god som ny.

HERSLEV ØL & CHOKOLADE (15 km)

Umiddelbart efter vi havde forladt depotet kom vi til landsbyen Herslev, der også har årtusinders historie bag sig. Udgravninger har vist at byens historie strækker sig tilbage til jernalderen, og at kirken er opført på et gammelt hedensk offersted. Skjoldungemarchen gik ikke forbi kirken, til gengæld passerede vi både Herslev Bryghus og Friis Holm’s Chokoladefabrik. Og det er jo heller ikke så ringe endda…

KATTINGE (17 km)

De næste 3 kilometer gik vi langs en mindre landevej, på cykelstien, i sikker afstand for de relativt få biler, som kørte forbi i den ene og anden retning. Cirka halvvejs gik vi igennem landsbyen Kattinge, hvor et fint Dannebrog vajede fra en flagstang ved det lille runde gadekær.

Kattinge kan som så mange andre af områdets småbyer, spore sin historie tilbage til jernalderen.

SKJOLDUNGERNES LAND (18 km)

Det var dejligt da vi endelig kunne forlade landevejen og dreje til venstre ind på Skjoldungestien.

Nationalpark Skjoldungerns Land er en af Danmarks fem nationalparker. Skjoldungernes Land ligger ved Roskilde Fjord på Midtsjælland og dækker et område på 170 km2. Nationalparken er en kombination af natur, fortidsminder og kulturhistorie, med fjordlandskabet og godslandskabet som omdrejningspunkter.

Skjoldungerne har muligvis haft en form for “trækpramme” når de skulle krydse vand, men vindyrkning har de nok ikke kendt til. I dag er det blevet vældig populært at være dansk vinbonde, i større eller mindre omfang. På vej til trækfærgen passerede vi det økologiske landbrug Hesselbjerggaard, som i 1798 blev udflyttet fra Kattinge landsby. De havde tilplantet et indhegnet areal med vinstokke, og bygget en låge hvorpå der var skrevet, at dette var Hesselbjerggaard Vinmark.

Vi kom også forbi et lille shelter, som vi ved første øjekast troede var et overnatningssted til vandringsfolk på Skjoldungemarchen og andet godtfolk. Ved nærmere øjesyn var shelteret nærmere tiltænkt gårdens bestand af pelsfår.

FÆRGEN OVER KORNERUP Å (20 km)

Da vi modtog linket til Skjoldungemarchen på 60 kilometer, bemærkede jeg, at ruten inkluderede en færgeoverfart. I et øjeblik nåede jeg at glæde mig til en lille pause undervejs. Men ved nærmere kig på kortet fandt jeg ingen længere færgeoverfarter på ruten.

Vi var nu nået til ‘færgen’ som viste sig at være en trækfærge, der er en del af Nationalparkprojektet Skjoldungelandet. På grund af fårene og køerne på Hesselbjerggaard må hunde ikke komme med på denne del af turen. Dette var altså årsagen til at min hundi, viszla’en Rikja, sad hjemme i Odense på denne skønne vandredag, som hun ville have elsket at deltage i.

Trækfærgen var en flaskehals da der hurtigt dannede sig en lille gruppe vandringsfolk, der gerne ville ombord. Vi nåede frem netop som ‘færgen’ var ved at blive fyldt op, og vi fornemmede at der var lidt uro indtil de sidste hoppede tilbage på land. Da ‘færgen’ var trukket tur/retur, og det var vores tur til at trække os over, forstod vi hvorfor de sidste var blevet smidt ind på land igen. Færgen gik simpelthen under vand når vægten blev for tung. Og der var ingen, som havde lyst til at forsætte vandringen med sjaskvåde sko og strømper. HIV-OHØJ…og, så var vi tørskoede ovre på den anden side af åen.

KORNERUP ÅDAL

Turen fortsatte gennem den frodiggrønne Kornerup Ådal. Åen løber i en smal, dyb dal gennem flere søer, før den strømmer ud i Kattinge Vig ved Roskilde Fjord. Vi gik på en sti af nyslået græs omgivet af bølgende grønne marker, enge og træer. Vi bemærkede slet ikke at vi går ved siden af både Svogerslev Sø og Kornerup Å. Først da stien drejede op ad en bakke, og vi på toppen vendte os om for at få et sidste blik over ådalen, kunne vi ane søens spejl.

LYNGHØJSØERNE (24 km)

Lynghøjsøerne i den tidligere Svogerslev Grusgrav er til gengæld ikke til at overse. Grusgravningen ophørte i slutningen af 2019 og i dag er området forvandlet til et fint naturparadis, med tre smukke søer: Lyngager Sø, Flæng Sø og Vejgård Sø.

Vejrudsigten på denne dag, hvor Skjoldungemarchen var i fuld gang, lovede ikke godt. Der var ikke mange badegæster ved Lyngager Sø, den første af de tre grusgravsøer. Endnu holdt det tørt, men meteorologerne havde spået voldsom regn over Danmark.

OVERSVØMMELSE & KRATVANDRING

Ved den midterste af søerne viste de røde markeringsflag os ind i et tæt, nærmest ufremkommeligt vildnis. Først havde jeg ikke bemærket den lille røde vimpel, og troede først at min fætter ville træde af på naturens vegne. Dette var imidlertid ingenlunde tilfældet. I stedet handlede det om at undgå våde sokker og sko!

Den ‘rigtige’ sti var oversvømmet, og trods et ihærdigt forsøg på at etablere en trædebro af EU-paller, så gav det ingen mening at bevæge sig ud på de druknede paller. Kratvandringen var langt at foretrække fremfor en tur i Flæng Sø

TROLDEN RUNDE RIE (25 km)

Da vi slap ud af det tætte junglekrat, var vi nær havnet på krogen af en trolds fiskestang.

Kæmpetrolden Runde Rie sidder ved vandkanten og nyder stilheden. Måske fanger hun noget, måske ikke… Jeg tror, hun finder ro i at se ud over vandets beroligende krusninger. Jeg holder selv meget af at se ud over vand, så hvorfor skulle en kæmpetrold, født ud af Thomas Damsbos fantasifulde univers, ikke også gøre det?

Det lykkedes mig at få min fætter med på en selfie. Vi knipsede os selv, nærmest i flyvende fart. Vi havde jo lovet hinanden ikke at holde unødige pauser. Ama’r og halshug, vi holdt hvad vi havde givet håndslag på.

Efter besøget hos troldkvinden, gik turen næsten lodret op ad en skrænt. Snart havde vi en flot udsigt over den opalblå sø. Snart rundede vi også den sidste af de tre søer, Vejgård Sø, og herfra gik det retur. Blot på den modsatte side, hvor stien var lagt på toppen af motorvejsvolden ved Holbækmotorvejen.

Det var ikke så charmerende at gå og kigge på bilerne, der susede afsted på motorvejen til den ene side, og grusgravssøerne til den anden. Der var bred enighed om, at vi meget hellere ville have været blevet på stien ved søerne.

BEFRIELSESSTENEN I SVOGERSLEV (30 km)

HALVVEJS

Rundt omkring i Danmark er der rejst mange mindesten for Genforeningen med Sønderjylland i 1920 og Befrielsen i 1945. Det er fint at få en lille hilsen fra fortiden. Fælles for disse mindesmærker er, at de er en fysisk markering af det, der virkeligt rørte folk. Vi passerede flere befrielsessten da vi gik Skjoldungemarchen.

Rent mentalt var det dejligt at være halvgående. De første 30 kilometer havde være lette, fordi vi havde friske ben. De næste 30 kilometer ville ben og fødder være mere brugte, til gengæld gik det nu ‘ned ad bakke’. Der var kun det korteste stykke vej tilbage.

SKIBSSÆTNINGEN (33 km)

Og så var vi tilbage ved Gl. Lejre, nu på østsiden af den lille landsby. Min fætter havde nævnt, at der lå en imponerende skibssætning på dette sted. Nu var vi her. Vi stoppede ikke, men nåede alligevel at få et fint indtryk af den tidligere 100 meter lange skibssætning, som var en gravplads fra 900-tallet. Ved siden af lå Grydehøj, en gravhøj, der en af landets sjældne stormandsgrave fra sen jernalder (500-tallet)

Skibssætningen er lavet af tætstillede granitsten, hvoraf 28 sten stadig står tilbage. Stenene er sat i form af et skib, der symboliserede rejsen til dødsriget. Der har været mindst fire skibssætninger på dette sted, og mellem skibssætningen og Grydehøjen er der fundet ikke mindre end 55 grave fra vikingetiden.

LANGS KORNERUP Å

Lidt længere fremme krydsede vi igen Kornerup Å. Denne gang skulle vi ikke med trækfærge, men derimod op over en mini-højbro for at kommer over på den anden side.

Det næste stykke af turen var en dejlig vandring langs åen. Underlaget var let fjedrende uden at være vådt og glat. Vi var omgivet af grønt løv i alle nuancer, og gik helt tæt ved åens blanke vand.

UNDER JERNBANEBROEN (35 km)

Vi krydsede også Holbækbanen mellem Roskilde/Lejre og Holbæk/Kalundborg igen. Denne gang gik vi ikke over en bro, men fulgte stien og åen ind gennem en tunnel.

VIDERE LANGS ÅEN

Vores andet depot, start/-slutstrege / hovedbasen var ved at være inden for rækkevidde. Benene var okay, og humøret var helt i top.

DEPOT NUMMER TO (37 km)

Klokken 13.40 (6t 40 minutter efter start) var vi fremme ved vores udgangspunkt, der samtidig var vores andet depot. (Skjoldungemarchen var lagt som et 8-tal og nu ventede det andet loop).

Endnu engang besluttede vi at pausen skulle være kort, men igen kunne jeg ikke modstå fristelsen for en tur på samaritter-briksen. Af med sko og sokker. Det var bestemt ikke et kønt syn, der mødte mig. Samtidig blev jeg bekræftet i, at det jeg de sidste kilometer havde haft en anelse om, virkelig var en irriterende blodvabel på storetåens inderside.

Et lille prik med en nål, desinficering, en rask lille forbinding og et par friske sokker, så var jeg vandreklar igen. For mit indre blik begyndte jeg at fantasere om et dejligt karbad, fodpleje, sæbebobler og total afslapning. Min søde fodplejeveninde ryster altid på hovedet ad mine fødder, som hun ihærdigt holder fine og velplejede.

Vi var i pitstop i næsten 30 minutter på grund af samaritternes omhyggelige patientpleje.

PÅ FARTEN IGEN

Endnu en gang blev vi ledt til Holbækbanen for en kortere strækning, der denne gang gik lidt vestligere end tidligere på dagen. Herefter gik det gennem skov og åbne landskaber, videre skridt for skridt.

Vejret holdt stadig tørt og temperaturen var perfekt, ikke for varmt og ikke for koldt. Vi var enige om, at solen godt måtte have skinnet en smule mere, men det var en lillebitte detalje i forhold til de truende regnmængder, der var stillet os i udsigt. Med den prognose, kunne vi kun være jublende lykkelige for det tørvejr vi indtil nu havde være beriget med.

AVNSØ (45 km)

Vi bemærkede ikke at vi bevægede os højere og højere op. Det gik først rigtig op for os, da vi skulle ned ad en stejl skovskråning til Avnsø.

Avnsø er en af Sjællands reneste søer og ligger i Bidstrup Skovene. Mange af søerne, moserne og lavningerne opstod, da store isklumper fra sidste istid blev begravet og først smeltede meget senere. Det fik jorden til at synke og danne såkaldte dødishuller. Avnsø er et eksempel på et stort dødishul.

60 KM OG 75 KM DELER SIG I BIDSTRUPSKOVENE (46 km)

Bidstrupskovene i Skovhøjlandet, består af en række mindre skovområder omkring 100 moh. Skovene, der blev foræret til Københavns borgere af Frederik III i midten af 1600-tallet som belønning for deres indsats under svenskekrigene, er en del af Sjællands næststørste skovområde.

Bidstrupskovene er udpeget til at blive en af Danmarks nye nationalparker.

Tidligere var der flere vandringfolk på ruten. Nu gik vi nærmest alene. Det var et stykke tid siden, at vi sidst havde haft kending med andre vandringsfolk. Vi nåede til et skilt, der om muligt bidrog til at tynde yderligere ud i 60-kilometer deltagerne. Skiltet, der angav retningen til henholdsvis 60 kilometer- og 75 kilometeruterne, satte gang i en overvejelse om hvorvidt vi en anden gang skulle prøve den lidt længere strækning. Umiddelbart gik denne tur jo ganske fornuftigt, og vi var stadig super glade for, at vi havde meldt os til start.

STENDYSSE VED KIRKE HVALSØ (50 km)

Turen gik videre gennem skoven og ud over grønne arealer. Da vi nåede til en vej, Roskildevej, kom vi imidlertid på Herrens Mark. Vi vidste ikke om vi skulle gå til højre, eller til venstre. For første gang var vi helt alene, der var ingen vi kunne følge efter, og der var ingen røde vimpler. Vi manglede blot 10 km for at nå i mål. Ingen af os havde lyst til at gå i den forkerte retning.

Indtil nu havde vi ikke haft bruge for vores digitale komoot-kort, men nu fandt vi mobilen frem og fandt app’en frem. Snart var vi på vej. Vi skulle til venstre.

4-500 meter længere fremme fik vi endnu et bevis på at befandt os i det gamle skjoldungeland. En stendysse, Hvalsø-dyssen, fra omkring 3.500 år f.Kr., stod som en påmindelse om svundne tider på en plæne, tæt ved vejen.

KISSERUP KIRKE (52 km) – det regner på FYN

Jeg fik et opkald fra min far, direkte fra Odense. “Hvordan går det? Regner det?

Heldigvis holdt det stadig tørt over Skjoldungernes Land, men som tidligere nævnt så var vi godt klar over at vi gik med en våd vejrprognose hængene over vores hoveder. “Det styrtregner i Odense“, fortsatte min far “Det har regner i flere timer“.

Vi skulle mod vest, i retning af Fyn. Det var egentligt ikke truende, alligevel fornemmede vi, at heldet var ved at slippe op.

For enden af en længere, snorlige grusvej mellem grønne marker tronede Kisserup Kirke, der som mange andre af landets landsbykirker er bygget omkring år 1200.

Ifølge en myte byggede to velhavende søstre hver sin kirke, Kisserup Kirke og Særløse Kirke, for at undgå at den anden arvede. De brugte således hver især hele formuen og endte begge med at leve i fattigdom.

VI TÆLLER NED – og der kommer varslingsdryp

Jeg kunne godt mærke at benene begyndte at være tunge. Det var ikke noget, der bekymrede mig, men tempoet var ikke helt så hurtigt som tidligere på dagen. Jeg tror. at der er noget mentalt involveret i, at energien daler, når jeg nærmer mig mål efter en længere dagstur.

Da vi krydsede hen over et større engareal, faldt de første dråber. Hvis det begyndte at styrtregne nu, ville der ikke være en chance for at finde hverken læ eller ly. På dette tidspunkt havde vi indhentet en anden vandreflok, og vi gik i rask march afsted for at nå ind i skoven, der lå ret fremme. Til alt held holdt det snart op med at støvregne igen. Vi krydsede fingre for, at vi ville nå i mål før uvejret brød løs.

LEDREBORG SLOT (57 km)

Vi nåede Ledreborg Slot i tørvejr. Herregården blev bygget i midten af 1700-tallet af  Lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, og har i været Holstein-Ledreborg eje i over 250 år. I dag er det 8. generation, der har overtaget tøjlerne. I dag er Ledreborg Slot nok mest kendt for udendørs havekoncerter, parken og golf.

REGNEN VÆLTER NED (57,5 km)

Inden vi havde passeret Ledreborg slotsområde, væltede regnen ned over os. Mit regnslag, et no-brand, af ringe herkomst kunne slet ikke holde tæt. Regnen plaskede ned, det blæste… og det blev hundekoldt.

Vi gik ned ad Ledreborg Allé, Danmarks længste på næsten 6 km, i silende regn. Vores held var opbrugt i en grad så jeg takkede alverdens guder for, at vi ikke skulle gå samtlige 6 allé-kilometer. Vi kunne nøjes med en enkelt kilometer, før vi drejede af i retning af Lejre. og det nu meget savnede målområde.

MÅL (60 km) kl. 18.15

Sjaskvåde og pivkolde nåede vi målområdet, der var som støvsuget for glade deltager og højt humør.

Alle var krøbet i tørvejr inde i Lejrehallen, hvor der var disket op med varm kaffe og kage. Stemningen var afslappet, glad og temmelig våd. Jeg klaprede tænder og frøs i en grad så jeg knap kunne skrue låget af instant-kaffen, hælde op og lave mig en kop kaffe.

Målfotoet blev taget fra døråbningen, hvor jeg måtte bruge flere forsøg før mine iskolde fingre kunne få mobilkameraet touch-funktion til at fungere. Jeg priste mig lykkelig, for at vi ikke havde valgt at gå 75 kilometer i denne omgang.

11 timer og 15 minutter havde det taget os at tilbagelægge de 60 kilometer, inklusive de to depot-/samaritterpauser og et enkelt troldeselfie med Runde Rie.

Vi var begge yderst tilfredse, og trods de sidste par kilometer med regn, så havde vi haft en eventyrlig oplevelse på Skjoldungemarchen i Skjoldungernes Land. Vi var enige om, at denne marathon-vandring ikke nødvendigvis skal være vores eneste og sidste. Vi er begge klar til et nyt vandreevent, når tid og mulighed viser sig igen.