Fyn VANDRETUR

TOUR DE HELNÆS

“Walking On The Rocks”

En vandretur langs kysten på Helnæs, blev til en travetur over stok og sten i vandkanten (cirka 18 km)

Rigtig god fornøjelse
Mange vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

LYT til Helnæs on the rocks

Helnæs rejser sig som en vold over vandet da vi kommer kørende fra Fyn ad Langøre-dæmningen. Den cirka en kilometer lange vej-dæmning er akkurat bred nok til den tosporede Helnæsvej, der via Agernæs fører fra Brydegård til Helnæs.

Vandet bruser til den ene side – og er blikstille til den anden.  

Fra ‘vold-bakken’ på Helnæs er der en flot udsigt tilbage på Fyn.

Langøre-dæmningen er naturskabt, men blev i slutningen af 1800-tallet beskyttet af sten fra markskel på Helnæs og sten, der stammede fra områdets oldtidsgrave.

KAN MAN VANDRE OMKRING HELNÆS LANGS KYSTEN?

Det spørgsmål har vi flere gange stillet os selv.
Ingen af os er så stedkendt på det sydvestlige Fyn, at vi kendte svaret før vi drog afsted. Søgninger på nettet gav intet brugbart resultat.  

En smuk fredag i maj besluttede vi at gøre forsøget.
Vi pakkede de små turrygsække med vådt og tørt til turen.

EN HERLIG VANDRETUR PÅ HELNÆS

  • Vi går på stranden, langs med vandet hele vejen rundt
  • Turen byder på varieret terræn, og flere udfordringer
  • Sten, mange sten og STORE sten
  • Sand, tang og siv.

Vejret er med os.  Forårssolen skinner fra en himmel, der for det meste er skyfri.

FODTØJClaus: vandresko
Dorte: vandrestøvler
Anne Sofie: trail løbesko
Forskellige valg, der passer til hver vores fødder og humør
  • Hele tiden har vi havet på vores højre hånd og den fantastiske blå himmel over vore hoveder.
  • Vi lytter til havet, til havfuglene, til bækkes rislen. Vi går til musikken af skurrende sten og knasende skaller under vores fødder.
  • Vi dufter til syrener, til tang, til tjære, til ramsløg og til den friske luft.

VI GÅR I RETNINGEN: “MOD URET”

Vi vælger at slå ind på den lille sti, der starter ved p-pladsen, hvor vi efterlader vores bil.
P-pladsen ligger ret til højre da vi kommer til Helnæs, efter at have kørt over dæmningen.

FRA LANGØRE TIL HELNÆS FYR

Det første stykke går vi for foden af de høje klinter ved Bobakkerne.  Det er en smule køligt i skyggen fra de høje klinter ved 10-tiden.

Vi kan skimte Helnæs fyr i det fjerne. Det er første ‘pejlepæl’. 

Der er mange sten på stranden, så da muligheden byder sig smutter vi op på den lille trampesti, der er en del af Bobakkernes afmærkede 2 kilometer “gule rute”.
Da stien, kort efter drejer ind i land, fortsætter vi videre ud ad sten-stranden.  

Flere steder vokser der klynger af flotte strandkål. Kålen stortrives på denne side af Helnæs. Strandkål smager fantastisk.
(Hvis du planlægger at bruge strandkålen til din frokost, skal den plukkes hér)

EN DANSK BOUNTY-STRAND

Vi lægger de høje klinter bag os, og bevæger os ud i et fladt landskab. Formiddagssolen er ikke længere skjult bag skyggende skrænter.

Solen på en skyfri himmel, det lave vand og den lækre sandstrand i den langstrakte bugt, sender tankerne hen på mere eksotiske himmelstrøg.
Spanien og Caribien, – fjerne destinationer, som i corona-året 2020, synes uendeligt meget længere væk end de plejer.

Vi skal hoppe over et lille vandløb. Åen er udløb fra den gamle sø, Åledybet, der ligger inde på det bagvedliggende Helnæs Made.
Maden er et naturområde med græsland, strandenge, moser, søer og kær på inddæmmet havbund.

I dag er vandløbet blot en bæk… hvem ved om den på andre tider både bredere og dybere? Vi traver videre med Maden på vores venstre hånd. Stranden er igen stenet.
Den består af en blanding af sten, sand og opskyllet tang.

Inden længe passerer vi den sidste af Madens søer.

Vi følger trampestien op på en mindre skrænt, væk fra stranden og de hornfiske-fiskende fiskere.

Heroppefra kan vi rigtigt nyde udsigten over vandet og det bagvedliggende landskab.

HELNÆS FYR

Det er efterhånden en 1 times tid siden vi gik afsted. Nu har vi Helnæs Fyr ret fremme. Med ‘blot’ 5-6 kilometer i benene, vælger vi at fortsætte forbi det 28 meter høje fyr, uden stop.

Stien går tæt forbi fyret, der er bygget i 1901 og er 28 m højt.

WALKING ON THE ROCKS

Fra fyret ændrer stranden karakter.
Herfra og videre frem skal vi gå på 1000-vis af sten!

De næste mange kilometer er belagt med sten, sten og atter sten. Vi får øvet balancekunst og føler os flere gange som Bambi på glatis. Stenene findes i alverdens størresler.

Nogle sten er grønne og alge-slimmede, andre rokker når man træder på dem.
Et par gange må vi kravle og klatre over store stenblokke for at komme videre.

Ude i vandet har et par hornfiskefiskere fundet deres perfekte fiskespot. “Har I held med fangsten?”, spørger vi. “Jeps, vi har allerede fanget TO fine hornfisk – og vi går ikke hjem endnu”, lød det glade hilsen.

Flere steder pibler små kilder ud fra skrænten og videre ud over stranden. Den fine lyd af kildevandsrislen blander sig med småbølgerne, der skvulper mod standsten. Det er stadig muligt at nyde den smukke, velsmagende strandkål.

Så kommer vi til dyngerne af store stenblokke. De er højst sandsynligt væltet ned fra markerne højere oppe og blokerer nu stranden helt og aldeles. Vi må, med tungen lige i munden, forsigtigt forcere forhindringerne, før vi lander sikkert på den anden side.

PAUSE MELLEM STENENE

Efter en times stenet vandring er vi blot nået 3-4 km væk fra fyret og vi beslutter os for at det nu er tid til at holde pause…på en lille sandplet mellem stenene.

Næsten ubemærket er der dukket skyer op på himlen. Vi sidder på denne fredelige plet og nyder kigget ud over vandet, og færgen der sejler mellem Bøjden og Fynshav.

Det er hyggeligt at sidde og sludre, vrikke med tæerne og drikke primuskaffe.

Det er dejligt at få luftet vandrefødderne! De er ikke for kønne lige nu. Når vi kommer hjem skal de nusses med creme og kærlig pleje.

STEN, STEN, STEN

Flere sten følger, og på et lille rev har skarver og edderfugle slået sig ned i havstokken. Skarverne letter hurtigt og flyver ud over vandet, da vi nærmer os. Edderfuglene betragter os roligt og svømmer dovent væk.

Stenene fortsætter nogle hundrede meter endnu før vi med ét, igen træder ud på, hvad der føles som, det fineste sand.

HELNÆS SOMMERLAND

Vi er fremme ved Helnæs Sommerland, et sommerhusområde med 500 meter sandstrand og flere badebroer.

Vi sender et sidste blik tilbage på stenene, før vi fortsætter videre frem.

Området er fredeligt, vi møder ikke mange mennesker på en fredag i maj.

Der er shelters, som vi dog ikke benyttede

Vi kigger forgæves efter en iskiosk.
(Psst: Der er en iskiosk ved campingpladsen, efter “Tjæregryden”)

ILLUM OG DEN SORTE GRYDE

Ud for Helnæs Strand ligger en lille ø, der hedder Illum. Bagved anes Damsboskovene og Falsled.

Illum, også kaldet Illumø, er ubeboet i dag. Tidligere levede her folk.
I 1870’erne solgte den daværende ejer, Hvedholm Gods, øen til den daværende fæster.
A.C. Illum, der grundlagde stormagasinet Illum i København stammer fra denne slægt.

ILLUM Ø

Vores vandretur på Helnæs går langs kysten, men for at komme til den sorte tjæregryde er det nødvendigt at gå lidt væk fra stranden. Vi krydser hen over et grønt område. “Og den som kommer allersidst skal i den sorte gryde“.

Indtil 1960’erne imprægnerede fiskerne de store bundgarn med tjære. Tidligere var garnene lavet af naturmateriale, der ville rådne hvis de ikke blev dyppet i tjæren, som blev letflydende ved opvarmning i gryden. Man kan stadig ane den svage duft af det sorte beg, hvis man stikker næsen tæt på.

Tjæregryden på Helnæs

Tjæregryden er restaureret af lokale til minde om de arbejdsomme fiskere, der brugte den.

Lidt længere fremme kommer vi til et andet sommerhusområde. Her er der lidt flere folk. Lives leves ‘langsomt’ i den hyggelige sommerhusidyl ved strandvejen, der har navnet: Strandbakken.

Grusvejen, som vi går på, ender i en have.

Et skilt og en lille trappe leder os ned på stranden.

DET SPEJLBLANKE VAND I HELNÆS BUGT

Vandet i Helnæs Bugt stille og roligt. Skoven når ned til sandet, og flere har slået sig ned for at nyde det fine vejr og roen ved vandet. To børn fisker efter rejer og småfisk – med plasticskovle. De er meget koncentrede, men de afslører at de ikke rigtigt har haft held til at hale fangst i land….endnu.

Længere fremme ad stranden vader et par voksne lystfiskere ud mod dybere vand. Helnæs Bugt er et stort havørred revir.

FÆLLESSANG OG GLÆDEN VED DANMARK

Vores tur fortsætter. Skoven har vi til venstre og bugten til højre. Det er så smukt, at vi pludselig går og synger det vi husker fra vor danske fædrelandssang.

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
/:Nær salten Østerstrand:/
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark
/:Og, det er Frejas Sal:/

Hvor vi tidligere gik over de mange sten, er vi nu nået til sandstranden med sprøde strandskaller. Det er ganske meditativt at lytte til tørre skaller, der knaser under vore skosåler for hvert skridt vi tager.

SIVENE

Stranden bliver til sivskov.

Det er ikke længere muligt at gå ved vandet og vi overvejer om vi skal bevæge os ind mellem sivene. Det har længe været tørt i vejret, men underlaget føles blødt hist og her. Vi aner en sti, tilsynelandende har andre gået her før os. Vi smutter videre ind blandt de høje, gyldne græsser.

Efter en kortere ekspedition er vi tilbage langs med vandet.

Vi kommer til et skovbryn med blomstrende ramsløg. Grønne blade og tusindevis af hvide blomster dækker skovbunden.

Den skarpe hvidløgsduft hvirvler ind i vore næsebor da vi går forbi.

SHELTER VED HELNÆS MØLLE

Vi passerer et shelter. Det ligger ugenert nede ved vandet. Der er bålplads.

VANDGANG I DET KLARE VAND

Sten blander sig med skaller. Det skurrer og knaser når vi går.

Det er vanskeligt terræn, og nu også med væltede småtræer.

En pludselig indskydelse får os til at smide skoene, og gå et stykke i det lave vand.

Hov, der ligger et par violette brandmænd på lur. Bedst at være på vagt for lange brændende tentakler fra de amorfe kroppe, der blander sig med de mere venligtsindede vandmænd.

Vandet er krystalklart.

På sandbunder ligger spredte småsten og skaller. Et par krabber forstyrres og smutter væk. Nogle steder må vi bevæge os uden om tangbevoksede stenklynger.

Åh – hvor er det fantastik at gå i det forårskølige vand.

RINGEN BLIVER SLUTTET

Vi runder vi en skrænt, før vi væger os ud på det sidste flade stykke.
Snart er tilbage ved bilen.

Stranden er dækket af et dybt lag tang, det gør vores gang tung. Vi synker i, og snakken falder helt naturligt på de corona-lukkede fitnesscentre (2020).

Et tykt lag tang, naturens ‘step-maskine’

Dette er en naturlige version af fitness-centrenes ‘step-maskiner’ – ganske gratis og mindst lige så effektivt for baller og lår.

Et par damer samler sten i vandkanten. I dag har vi erfaret at det er vælidg let at finde sten på Helnæs. Det er tydeligt, at damerne hygger sig med at finde de allersmukkeste blandt de mange.

Skotsk højlandskvæg sørger for den vigtige naturpleje. De har nogle imponerende horn, og trods dyrenes størrelse ser de utroligt nuttede ud med deres lange pels. De kigger lidt da vi går forbi, men snart er de igen i gang med det de er allerbedst til, at gumle græs og kigge ud over det smukke landskab.

Fuglereservatet Flødebøtten ligger lige før vi når tilbage til dæmningen.

Vores “Tour de Helnæs” er til ende. Det har været en fantastisk tur.
– har du lyst til at opleve flere af vores vandreeventyr, så klik hér.

VANDRETUR PÅ HELNÆS – i vandkanten
Distance18 km
Sværhedsgrad☀️☀️☀️☀️☀️Mange sten, glatte sten og store sten undervejs. Desuden en sivskov, en vandløb og væltede træer på ruten.
En kyst-vandretur på Helnæs er IKKE egnet til gangbesværede
Badetur☀️☀️☀️Vandet er klart og friskt. Mange sten, – men også fine sandstrande + badebroer
BEDSTE ETAPE☀️☀️☀️☀️☀️Vores vandretur på Helnæs var fantastisk.
Turen byder på dejligt varieret terræn og flotte udsigter over vandet

Vi er tilbage ved bilen. Glade og veltilpasse efter herlig vellykket vandretur på Helnæs, vender vi næsen hjemad mod Odense.

Links til overnatning:
Hacienda Helnæsbugten (shelter)
Helnæs Mølle (shelter)
Helnæs Sommerland (shelter)