VANDRETUR PÅ SYDFYNSKE ØER
Vandretur på sydfynske øer
5 øer – med rygsæk, telt og tarp
(66 km, 3 dage)
STRYNØ – DREJØ – AVERNAKØ – LYØ – SKARØ
Sommerferiedage og Ø-hop på fem sydfynske øer (3. juli – 5. juli 2019)
Det sydfynske øhav består af 55 øer og holme.
Det er verdens største oversvømmede istidslandskab. Det er forunderligt at tænke på at, øerne består af landskabets højeste bakketoppe.
Rigtig god fornøjelse
Mange vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk
Der er fast færgeforbindelse fra småøerne.
Mange øboere pendler dagligt over vandet når de skal til og fra arbejde. Andre har deres dagligliv på øerne. Der er landbrug med bølgende marker, der er dyr, der er forretninger og ikke mindst skønne spisesteder – altsammen omgivet af vand til alle sider.
BEMÆRK: Den gule Sea Hawk sejler ikke i 2022
Det fynske øhavs mange dejlige øer kan heldigvis stadig besøges med de ordinære færgeruter til- og fra øerne.
Tiden må vise om den vender tilbage på et senere tidspunkt
2022: Du kan få et overblik over alle færgeruter i ”Det Sydfynske Øhav” under hjemmesiden www.Ø-hop.dk
Rigtig god fornøjelse – NYD EVENTYRET PÅ DE SYDFYNSKE ØER
ÆRØ i 2021
Sommeren 2021: Ærø, på en kombineret vandre- og cyketur.
(50 km / 2 dage – overnatning i telt)
Ø-HOP: 7 øer på 7 dage – hvad skal vi vælge?
Vi valgte 5 øer på 3 dage
Min søn og jeg tilbragte tre dage med at vandre og hoppe fra ø til ø.
Vores dejlige hund, vizsla’en Zif’en var selvfølgelig også med.
Vi studerede øer og sejlplaner og bookede billetter til bestemte afgange. Således var vi sikret plads ombord.
Vores plan var at gå flest mulige kilometer.
Samtidig ønskede vi også tid og mulighed for at slappe af og nyde øerne.
| VORES VANDRE- og REJSELOG (2019) STRYNØ – DREJØ – AVERNAKØ – LYØ – SKARØ | I ALT 66 km |
| STRYNØ | 10 km |
| DREJØ | 13 km |
| AVERNAKØ (OVERNATNING) | 18 km |
| LYØ (OVERNATNING) | 5+15 km |
| SKARØ | 5 km |
VORES REJSE I SYDHAVET
dag 1: STRYNØ – første hop (10 km)
EN HEKTISK START I SVENDBORG
Vores første dag startede lidt for hektisk. Ikke fordi, vi ikke var i god tid til Sea Hawk’ens afgang, men fordi det var uventet svært at finde en parkeringsplads til bilen. Turistbureauet havde ellers anbefalet flere gode parkeringsmuligheder i nærheden af havnen. Desværre var p-pladserne enten ‘firma-ejede’, eller optagede af andre biler. Det lykkedes til sidst!
Næste udfordring: at finde den gule Sea Hawk. Dét var heller ikke let! Ingen af de adspurgte svendborgensere vi mødte, kendte noget til en gul katamaran fra Hirtshals. Vi gik søgende omkring. før det lykkes os at lokalisere anløbsbroen, hvor også veteranskibet M/S Helge ligger til.
Det var på et hængende hår! Få minutter efter var der afgang!
Normalt skal man til Rudkøbing for at komme med en færge til Strynø, men med Sea Hawk’en skabes nye sommerforbindelser.
Kort efter var vi på vej over vandet med 23 knob.
ER DER ELGE PÅ STRYNØ?
- Strynø er 5-6 km2 og har cirka 200 beboere
Det første vi bemærkede var stilheden.
Den hektiske start på havnen i Svendborg, efterfulgt af en hurtig sejltur med skumsprøjt og vind i håret, var lagt bag os.
På Strynø åndede alt fred og ro.
Så så vi skiltet! En ELG på Strynø?!?!
Skiltet var fyldt med SKUDHULLER!!!!
Jamen, Jøsses dog… vi kiggede på hinanden og spejdede efter Sea Hawk’en. Den susede allerede videre, på vej til næste ø.
Hvad var det dog for en ø vi var havnet på?
Skulle vi tilbringe de næste timer i selskab med elge og skydegale øboer?
Vi besluttede os for at følge vores første indtryk, om at være ankommet til en fredelig ø, beboet af gode mennesker!
STRYNØ – FRA HAVN TIL MØLLE
Fra havnen er der cirka 1 kilometer til Strynø by, der ligger midt på øen.
På vejen passerede vi Smakkecentret, med udstillingsbygning, telt- og shelterovernatning, køkken og sejlfaciliteter.
Et vejpileskilt angiver distancer og retninger til andre øer, nære og fjerne. En slags “gammeldaws” GPS.
I byens lille centrum, ved købmanden, står den høje majstang, som strynø-boerne kalder for et ‘majtræ’.
Majtræet burdet ifølge traditionen være et træ, men da øen ikke har skov, rejses der i stedet en mastestang.
Fra centrum fulgte vi Møllevejen tværs over øen, til vi nåede vestkysten og Strynø Mølle. Vi oplevede hverken store elge eller skydegale øboere på vor vej. Biler så vi heller ikke!
(Der er omtrendt 2,5 km fra havnen til Strynø Mølle)
STRYNØ MØLLE – ØHAVETS ÆLDSTE VINDMØLLE
Møllen ligger ved et lille moleanlæg.
Det er en fantastisk smuk beliggenhed.
Den 8-kantede mølle er beklædt med tagpap og meget velbevaret.
Den stammer fra første halvdel af 1800-tallet og blev taget ud af drift i 1967.
Herfra fortsatte vi nordpå langs med kysten.
Efter omtrent en kilometer slog vi ind i land ad en lille sti.
Det var et heldigt valg eftersom vi snart efter stod foran en vejbod og vores første “ø-specialitet”: lækre, forfriskende saftdrikke hos Mettes Most. Vi købte og drak straks hver en flaske. Og, trods tung flaskevægt(glas) valgte vi at tage et tage yderligere et par flasker med videre, i rygsækken.
Mettes Most er et “must” og giver god energi!
STRYNØS STORE SKOLE
Vejene er lige og lange på Strynø.
Vi gik forbi Strynøs skole. Det er ikke er en lille, ydmyg ø-skole, men en stor majestætisk bygning, som skiller sig meget ud fra øens øvrige huse.
Strynø skole er opført i 1905 og blev fredet i 1999.
Strynøbørnene kan, som de eneste børn i øhavet, gå i skole på deres ø til-og-med 4. klasse. I de ældre klasser må de tage færgen til Rudkøbing på Langeland.
Tilbage i Strynø by holdt vi et kort hvil ved Genforeningsstenen foran kirken.
Genforeningsstenen står under et stor træ og er omkranset af 56 mindre sten. En sten for hvert år Sønderjylland var under fremmed herredømme.
KIRKENS LOFT MED INSPIRATION FRA HOVEDBANEGÅRDEN
Kirken blev opført i 1867. I 1860 fik den tidligere kirke, følgende tvivlsomme bedømmelse i en synsprotokol: “Strynø kirke er uden tvivl Danmarks slettest holdte kirke“. Det var selvfølgelig ikke så godt, derfor blev den gamle middelalderkirke fra 1500-tallet nedrevet og erstattet med en ny.
Arkitekten fik inspiration fra Københavns Hovedbanegård, da han konstruerede loftet. Kirkerummets flotte træarbejder fik mig til at tænke på en vikingehal.
Besøget på Strynø lakkede mod enden, og vi bevægede os i retning af havnen.
Afstande er små, og vi ankom i alt for god tid til havnen. Dermed fik vi tid til et dejligt middagshvil i solen. Vi smed os i græsset ved makkecenteret med udsigt til vand og havn. 10 kilometer fik vi gået på Strynø.
Hér på den første ø, fik vi hurtigt lagt den kaotiske start i Svendborg bag os. Ø-livets ro indfangede os med sin stilhed og langsomhed.
Vi drak vores most fra Mette vejbod, og spiste lidt snacks. Vi nød de sidste minutter af timerne på Strynø og glædede os til at komme frem i vores næste ø: Drejø.
Snart dukkede en lille gul prik op i det fjerne: Sea Hawk’en er på vej. Det blev samtidig et gensyn med de to ‘kaptajner’, som vi havde mødt tidligere på dagen. De var en del af Hirtshals-sjakket, der var hyret ind til at hoppe fra ø til ø.
Sea Hawk’en lå kun i havn i den meget korte tid det tog at sætte et nye ø-hoppere med cykler i land, og få os ombord.
1-2-3, så var vi på farten igen, i flyvefart over øhavet.
Farvel til Strynø – Next stop: DREJØ
Vi fik vandret 18 kilometer på STRYNØ
Det så vi:
– STRYNØ BY
– MAJTRÆET
– MØLLEN
– SKOLEN
– KIRKEN
– MOST hos METTE MOST (vejbod)
– SMAKKECENTRET, hvor vi nød solen og livet
Dag 1: DREJØ (13 km)
– andet hop
- Drejø er 4 km2 og har cirka 70 beboere
- Drejø er en dobbeltø, bestående af øerne Drejø og Skoven. Øerne er forbundne af et drej.
Efter endnu en hurtig tur over øhavets småbølger ankom vi til havnen på Drejø. Herfra er der, som vi oplevede på Strynø, et stykke vej op til byen.
Det var efterhånden blevet først på eftermiddagen og vi havde oparbejdet en eventyrlig lyst til at få ‘lidt lækkert’.
HAVEHYGGE PÅ GL. ELMEGAARD
Vi satte kursen mod Gl. Elmegaard, en af Drejøs ældste gårde der i dag drives som museum og café.
Vi gik forventningsfulde ind i den hyggelige have.
Desværre holdt caféen onsdagslukket. Vi kunne desværre ikke udsætte vores besøg til torsdag, så den oplevelse vi må have til gode. En dame stak hovedet ud af døren og oplyste at hun var midt i en rundvisning. Hun tilføjede at vi var velkomne til at slå os ned i haven, hvis vi trænger til et lille hvil. Det tilbud tog vi imod, og heldigvis havde vi da selv lidt chokolade i rygsækkene.
Inden vi gik videre lånte vi toilettet inde i huset. Rundvisningen var stadig i fuld gang på gårdspladsen. Det så alt sammen så hyggeligt ud. Desværre havde vi ikke tid til at få en lignende tur.
Jeg fik lov til at tage et foto af Drejø-modellen, der viser hvordan byen så ud før en tragisk brand. Størstedelen af gårdene nedbrændte Sankt Hans aften i 1942. Den gamle firlængede gård Gl. Elmegaard var en af de få gård, der overlevede flammernes hærgen.
DEN NØGNE KVINDE I KIRKETÅRNET
Vi havde planlagt at tilbringe omkring 4 timer på Drejø. Det var, fandt vi ud af, i underkanten. Vi kunne ikke nå at se alt det vi gerne ville OG samtidig trave en længere tur. Vi enedes om at droppe det kulturelle, og i stedet satse på vandreturen!
Jeg, der elsker at besøge kirker, bøjede mig for Rune. Han ønskede blot at få gået en masse kilometer – hvilket også var helt i tråd med vores aftalte plan.
Det nyttede ikke engang at friste ham med en nøgen kvinde, der skulle være malet i det hvidkalkede kirketårn engang i fordums tid.
DREJØS DREJ OG SKOVEN UDEN SKOV
Drejø består af to sammenvoksede øer, den flade Drejø og den kuperede Skoven. De to øer er forbundne af en smal tange, der er aflejringer af sten og grus. Tangen, der i dag er asfalteret, kaldes for Drejet og har givet navn til ‘fællesøen’ Drejø.
Vi satte kurs mod Skoven. Fra byen er der cirka 2 kilometer ud ad lige vej. Ved det flade området ved Drejet åbnede naturen og landskabet op for al sin herlighed. Farverne var utrolig fine og afdæmpede. Himlen bredte sig hele horisonten rundt. Det var først nu vi bemærkede de mørke skyer, der var ved at trække sammen.
Vi gik i siden af vejen, der løber som en smal, lysegrå linie henover det flotte natursceneri . På begge sider har vi flade strandenge. Således gik vi videre mod Skoven.
Det går op ad bakke på Skoven, der hovedsageligt består af dyrkede marker. Måske var området tidligere, tilbage i middelalderen, bevokset med skov. Dengang var Drejø, som så mange andre sydfynske øer, kongens ejendom og vildtreservat.
Vejen sluttede ved en spærring. Og, godt for det!
Herfra er der et 17 meter dybt, lodret klintefald ned til stenstranden. Der er også et flot kig ud over øhavet.
NÅR MAN IKKE ER MOBIL
Når jeg går med Rune, må jeg finde mig i at blive hægtet af gang på gang.
På sydhavsøerne havde vi hver vores mål for den fælles tur.
Han ønskede kilometer og fart!
Jeg, derimod, ville gerne dvæle ved øernes ro og mange oplevelser. Derudover var det mig der gik med hunden, og mig der tog fotos.
Nogle gange endte vi med at gå sammen, men hver for sig:
På vej tilbage over Drejet, satte Rune “turbo” på sine lange skridt.
Rune stak af med 7-mile-skridt. Han kan gå i et imponerende tempo og samtidig se helt afslappet ud.
Det var ikke muligt at ringe ham op!
Han havde valgt at hoppe rundt på øerne ‘på gammeldags manér’, hvilket vil sige at han efterlod mobiltelefonen hjemme i Odense.
Han ventede ved vinstokkene, der stod ud til vejen, lidt længere fremme. Græsset stod højt, barken var mosbegroet og bladene friske og lysegrønne. Hvilke druer mon voksede her? Og, hvilken vin byder de mon uventede gæster?
Vinbonden fik ikke chancen for at byde på et glas. Vi bankede ikke på hans dør.
DREJØS GAMLE HAVN
Lidt længere fremme drejede vi til venstre ved et skilt, der pegede os ind på en sti. Vi gik i retning af den nordlige kyst.
Stien viste sig snart at blive til en temmelig tilgroet trampesti.
Enten var det alt for længe siden at der var blevet “trampet” på denne sti…eller også var vi kommet på afveje?
Heldigvis er det nærmest umuligt at blive væk på Drejø! Vi øjnede snart vores næste mål: Drejøs gamle havn !!
Den gamle havn ligger i en vig og er øens første havn. Det er en hyggelig intim havn. Småbåde lå og vuggede i vandet. Vanddybden er kun omkring 2 meter, så større både skal til Drejøs nye havn, hvor også færgen anløber.
Der står et stort rødt skur på havnen. Indenfor emmede det af maritim hygge. Udsmykningen bestod af ålejern, gamle sort/hvide fotos og andre spændende sager. Der var bord og stole, samt et køleskab beregnet til kolde ‘selvbetjening-drikkevarer’….- bortset fra at skabet var gabende tomt!
MØDET MED DE STRANDEDE
Forklaringen fik vi da vi faldt i snak med 4 unge fyre. De fortalte, at de var kommet sejlende hertil i en mindre motorbåd nogle dage tidligere. Hen på eftermiddagen, da de ville sejle tilbage til fastlandet, var det blæst op og vejret blevet for farligt. Heldigvis havde de fornuft nok til at slå sig ned i Drejø Gammel Havn, fremfor at vove pelsen i usikkert farvand.
Selvfølgelig havde de tømt køleskabet for våde varer, og det var dem vel forundt.
Under opholdet, der var blevet til to overnatninger i det røde skur, var de efterhånden ved at være godt trætte af det ufrivillige ø-liv.
De glædede sig til at blive hentet af nogle venner, der snart ville komme dem til undsætning med en større båd.
Deres eget fartøj skulle foreløbigt forblive på Drejø.
Med godt en time til vores egen afsked med Drejø brød vi op og gik videre mod den anden havn, hvor både Sea Hawk’en, de større både og færgen M/F Højestene fra Svendborg lægger til.
Der var flere ting vi ikke nåede at se på Drejø, men vi nåede vort eget mål; at vandre nogle gode kilometer. Det blev til 13 km. Vi var glade for det vi trods alt nåede at se på øen.
Vi nød i fulde drag, at være afsted og bare tage tingene som de kom.
Sea Hawk’en ankom.
Samme båd, samme besætning… Vi nød både kaffe, sodavand og snacks ombord. Siddende indenfor i varmen, fløj vi videre over øhavet, på vej mod nye eventyr.
Next stop: Avernakø
Vi fik vandret 13 kilometer på Drejø
Det så vi:
– DREJØ BY
– HJEMSTAVNSGÅRDEN “GL. ELMEGAARD”
– DREJET, der har givet navn til DREJØ
– SKOVEN (med Drejøs højeste punkt 17 moh)
– GAMMEL HAVN
Dag 1: AVERNAKØ (18 km)
– trejde hop
- Avernakø er cirka 6 km2 og har omkring 110 faste beboere
- Avernakø er en 8 km lang dobbeltø, der består af øerne Avernakø og Korshavn. Øerne er, som på Drejø, forbundne af et drej.
Det var planen at finde et sted at overnatte så snart vi kom i land.
På Havnecaféen var de flinke at henvise os til et lille strandstykke ved bådehavnen, umiddelbart syd for færgehavnen.
Det var et godt sted. (pris: kr. 40 /person)
Vi slog os ned med udsigt til vandet, og vi havde let adgang til havnens toilet og vandfaciliteter.
OVERNATNING I TELT OG TARP
En 16-årig søn, hund og moren sover ikke i sammen!
Aftensmaden var også individuel.
Rune:
– Overnattede i tarp, en kæmpe armygrøn pressening der blev bundet til nogle hybenbuske.
– Aftensmad: Pasta og tomatsovs – tilberedt på trangia.
– Drikkelse: Faxe Kondi.
Moren:
– Overnattede i et lille to-mandstelt (Jeg sov i ske med Zif’en. Vi tilbragte natten med en kærlig skubbe-fight, der handlede om ejerskabet af henholdsvis liggeunderlag og sovepose.
– Aftensmad: Frysetørret jägergryde, blandet med medbragt grønt.
– Drikkelse: Rødvin (hældt på vandflaske) + primuskaffe
Det var også muligt at spise på havne-caféen. Deres mad så rigtig godt ud.
Vi småsnakkede, nød aftenstunden, vandet og ikke mindst det snolder som vi havde medbragt til dessert. Dagen gik på hæld og snart valgte Rune at gå til ro.
Zif’en og jeg slog et smut hen til havnen. Færgen fra Faaborg var på vej ind.
Det er dagens sidste anløb til Avernakø. Færgen synede stor i den lille havn.
Et par tomme affaldsbeholdere blev skramlende skubbet fra borde, og en enlig ejendomsmægler kørte ombord, han skulle som den eneste med retur til Fyn.
Da færgen sejlede væk, lå havnen allerede øde.
Selv havnearbejderne syntes at være forsvundne, som ved et trylleslag.
Jeg gik over til havnens lille venteskur. Her sad jeg lidt og betragtede skumringen gennem glasruden. Der lå et par fine sten på bænken. “Velkommen til Avernakø” og “På gensyn“. Teksten var skrevet med fin håndskrift.
På engen, der ligger ved havnen, gumlede skotsk højlandskvæg græs til den store guldmedalje. Solens sidste stråler omkransede dyrene med en lysende glorie. Det var en dejlig sommeraften.
Alting får en ende! Zif’en og jeg gik de få skridt tilbage til teltet.
Det skulle gøre godt med en god nattesøvn.
Hen på natten blæste det op! Det ruskede gevaldigt i både telt og tarp.
Indendøre var det lunt og godt og jeg nød at lytte til lyden af vindens hylen og bølgernes brus.
Dag 2: AVERNAKØ (fortsat)
EN BLÆSENDE OPVÅGEN
Vi vågnede til en dag, der var helt anderledes end den vi havde sagt godnat til aftenen før. Det var nødvendigt at krybe i læ bag buskene for at spise morgenmad, uden fare for at det hele fløj væk.
Vinden susede i flag og vindposer.
Efter morgenmaden pakkede vi vores lille lejr sammen og tog fat på dagens første travetur.
Avernakø skulle erobres!
EN STEN OG EN ØDELÆGGENDE SYNDFLOD
Vi fulgte Hovedvejen, der løber fra havnen i den ene ende af Avernakø til kysten på den anden side af øen. På vores vej ind til Avernak By, der ligger cirka 1 km fra havnen, bemærkede vi en flodmærkesten i vejkanten.
Sten er sat som et minde om at livet i det sydfynske øhav ikke altid er, eller har været, idyllisk og sorgløst.
I november 1872 hærgede en voldsom stormflod det sydlige Danmark.
81 mennesker samt massevis af dyr omkom på øerne i øhavet samt ved Lolland og Falster.
450 skibe forliste.
AVERNAKØ-SKÅLE I EN SÆRLIG KIRKE
På den anden side af Avernak By ligger øens kirke. Den lavloftede kirke blev bygget som den første kirke i Danmark efter Reformationen i 1536. Kirken på Avernakø har således aldrig været katolsk.
Årstallet, 1876, på kirkens tårn – er året hvor kirken blev totalrenoveret og fik sit nuværende udseende, med klokketårn.
Kirkerummet er usædvanligt lavloftet!
Inde i kirken, udstilles 3 gyldne kopier af bronzealder-skåle.
Guldskålene blev fundet på Avernakø i slutningen af 1600-tallet.
Det var en fæstebonde der gjorde det sjældne fund. Han stødte på en stor sten, da han den 16. april 1685 var ved at pløje.
Under stenen stod seks små guldskåle, to og to oven i hinanden”
I dag opbevares de fem af skålene på Nationalmuseet i København.
Den sjette skål blev foræret til en fransk minister i Napoleonstiden, og forsvandt sammen med ham ud af Danmark.
Vi stod en kort stund og betragtede de tre flotte kopiskåle.
De er udført i messing, ikke i guld!
Samtidig undrede vi os over, at der kun er fremstillet kopier af 3 skåle?
MUNKES MAJTRÆ
I landsbyen Munke, der blot består af nogle få huse, holdt vi en lille pause ved majtræet.
Traditionen med pyntning af majtræer = mastestænger, holdes i hævd på både Strynø og Avernakø.
På den anden side af ‘Munke-husene’, stødte vi på Avernakøs flodmærke nummer to. Endnu et minde om den skæbnesvangre dag i 1872, hvor oversvømmede jorde blev ødelagt af salt. I flere efterfølgende år kunne
markerne ikke dyrkes.
Røde valmuer lyste op i hvedemarken. .
OVER DREJET TIL KORSHAVN
Vi havde gået 3,5 kilometer siden vi forlod det forblæste havneområde. Nu stod vi ved Avernakøs modsatte side, klar til at krydse over den 700 meter lange dæmning til Korshavn. Avernakø og Korshavn var tidligere to selvstændige øer, forbundne via et drej – en tange, som på Drejø.
Mange har tidligere lidt druknedøden når de skulle fra ø til ø i stormvejr.
Vejret var også truende på vores vandredag, men for os var der ingen fare. Det eneste vi udsatte os selv for, var risikoen for at blive sjaskvåde i tilfælde af styrtregn!
Under den økonomiske krise i 1930erne blev der, som led i Danmarks beskæftigelsesarbejder, bevilget penge til anlæg af en dæmning mellem de to øer. Siden dengang har øerne ‘hængt sammen’.
“Anno Domini” (Det Herrens år) 1937 – “Ved fælles virke blev drej til vej”
KORSHAVN
Ved den lille bådehavn i Korshavn, kunne vi ikke stå for muligheden for en tur i den lækre gynge. Når en gynge hænger i en lang snor, giver det et ‘super godt sving’. I Korshavn svinger gyngeturen ud over en skrænt.
En flot båd lå for svaj.
Den var indregistreret i det caribiske skattely Cayman Island.
MUNKENE PÅ AVERNAKØ
Vi fortsatte ud ad landevejen og endte ved en lille stenet strand, der kaldes for Kapelodde. I middelalderen byggede munke et lille kapel på dette sted. Flere af Avernakøs stednavne kan spores tilbage til disse hellige mænd; Kapelodde, Korshavn, Munke.
Helt herude på Avernakøs vestligste kyst ligger Mærsk-villaen. Den ligger gemt væk fra offentligheden, bag en lille privat havn. Det er en gren af Mærsk-familien, der bruger huset som sommerhus.
På vandet sejlede en flot to-master forbi.
HIMLEN ÅBNER SIG – REGNEN VÆLTER NED
På vej tilbage over Korshavn gik der hul på de mørke skyer. De havde truet os længe. Regnen væltede ned!
I starten forsøgte vi at gå videre, eftersom der alligevel ikke var læ-steder at finde. Pludselig blev der skruet ekstra op for himlens vandhaner! Himmel og jord stod i ét!
Zif’en og jeg valgte at krybe i ly ved en busk. Rune gik ufortrødent videre og var snart væk i regnmasserne.
Ti minutter senere var det tørvejr igen. Regnen forsvandt lige så hurtigt som den kom. Vi var sjaskvåde som druknede mus!
Zif’en og jeg trissede efter sønniken med de lange ben. Ringe til ham kunne jeg ikke. Han havde medbragt sangbog, og ikke mobiltelefon.
Snart var vi tørre igen. Vi frøs aldrig og indenlænge havde vi næsten glemt at det havde regnet.
Som på de andre ø, mødte vi heller ikke på Avernakø mange biler.
BESØG HOS FARMOR
Rune var virkelig gået i forvejen! Han var slet ikke at se….
Zif’en og jeg stak hovedet ind hos Farmor, der blandt andet sælger fine hånd-dekorerede sten fra sin lille stalddørsbutik “Made-by-Farmor“.
Nu vidste jeg hvem der havde lavet Avernakø-stenene i havnens venteskur.
Inden jeg nåede at tænke tanken, at Rune nok var fortsat til Avernakøs havn, sad han pludselig og vinkede til mig ved købmanden i udkanten af Avernak By.
Han håbede nok på en is.
I LÆ HOS GITTE “GED”
Vi blev enige om at vi i stedet ville spise lidt godt hos Gitte ‘Ged‘ (Avernakø Landhotel). Vi gik cirka 100 meter tilbage og drejede op ad hendes indkørsel. Gitte har sit “gede-tilnavn” efter sit dyrehold; gederne.
Inde på gårdspladsen stod et stort hvidt partytelt, der fungerede som Gittes sommerrestaurant.
Det var skønt at komme i læ for blæsten! Snart sad vi godt placeret ved et af teltets plastikvinduer og spiste de lækreste burgers med nye kartofler. Til maden drak vi hjemmelavet hyldeblomstsaft.
Der var bare Rune og mig i ‘restauranten’, men vi kunne se at Gitte forventede stort ryk-ind senere på dagen. Hun og hendes to piger havde travlt med at forme bøffer i køkkenet. De var meget opmærksomme på at døren blev holdt lukket, så fluer ikke kom ind til det hakkede kød.
Inden vi forlod gårdspladsen, kiggede vi ind i Gitte strikkebutik. Hun klipper og spinder selv garn af uld fra sine geder og alpaca’er.
Snart måtte vi går atter ud på den forblæste landevej.
ROYAL KUNST
7. juni 2012 besøgte Dronning Margrethe II og Prins Henrik Avernakø. Undervejs på vores travetur så vi flere flotte udsmykninger, der antydede at dette royale besøg stadig står i frisk erindring.
FLADE FUGLEOMRÅDER VED HAVNEN
I Avernak By drejede vi af fra Hovedvejen og fulgte Oddevej, i retning af kysten.
Efter et stykke blev vejen til markvej der fører igennem beskyttede naturområder.
Vi kom nu ud i et område, der består af engdrag og lavtstående vand.
Avernakø Hoved er Natura2000-område, hvilket vil sige at det er en del af et netværk af beskyttede EU-naturområder.
Avernakø Hoved er et yngleparadis for mange slags fugle og fra markvejen var der et fint kig til det mangfoldige fugleliv.
Det var fantastisk at være omgivet af strandengens farvespil, under de tunghængende skyer.
I LÆ BAG EN PRESENING
Da vi ankom til havnen var der næsten en time til Sea Hawk’ens ankomst. Vi havde tilbagelagt 18 go’e kilometer. Nu glædede vi os til at komme videre til Lyø, hvor vi havde en middagsaftale.
Vinden havde ikke lagt sig i løbet af dagen. Her ved 15-tiden susede blæsten over ø-havet.
Rune bandt sin tarp op ved havnens bord-og-bænkesæt. Det var herligt at kunne sidde i læ mens vi ventede på at blive samlet op. Rune er ‘tarp-mand’ og han havde nægtet at medbringe telt på turen. På den forblæste havneplads, var jeg taknemmelig for den store presennings dobbeltfunktion som både sove-shelter og læsejl.
Der var småt med sejlfolket på Øhavet.
Vores kaptajner på Sea Hawk’en, fortalte at de også havde sejlet uden passagerer på flere strækninger. Vi var de eneste passagerer fra Avernakø.
Fra Odense fik vi bekymrede opkald. Venner og familie ringede og spurgte hvordan vi klarede det dårlige vejr. Størstedelen af Danmark skuttede sig indendøre i varmen.
Hos os var der ingen tvivl, vi nød hvert sekund!
Vi sad godt i læ bag presenningen, og ingen af os overvejede at søge varme og læ på caféen.
Vi fik vandret 18 kilometer på AVERNAKØ’
Det så vi:
– AVERNAKØ KIRKE
– GULDSKÅLS-KOPIER
– STORMFLODS-STEN
– DÆMNINGEN
– AVERNAK og KORSHAVN
– MADE-BY-FARMOR
– GITTE GED (AVERNAKØ LANDHOTEL)
– MAJTRÆET
– YNGLEOMRÅDER FOR FUGLE
– DRONNING MARGRETHE
Next stop: Lyø
Dag 2: LYØ (5+15 km)
– fjerde hop
- Lyø er cirka 6 km² og har omkring 80 faste beboere, også kaldet ‘lyboer’.
Som på de andre øer, skulle vi trave en kilometers penge for at komme til selve byen.
Undervejs kom vi forbi en dobbelt mindesten. Hele to historiske hændelser er nævnt på store sten; Valdemar Sejrs tilfangetagelse på Lyø, samt de mørke år hvor Danmark var foruden Sønderjylland.
Oppe i byen mødtes vi med tre dejlige familiemedlemmer.
De var kommet sejlende færgen fra Faaborg.
Nu sad de ved gadekæret ved købmanden og fangede haletudser. Nettet havde de lånt i et lille skur overfor købmanden. De blev senere sat fri igen, haletudserne!
“HAN GJORDE HVAD HAN KUNNE”
Sammen fulgtes vi det korte stykke til landsbyens hvidkalkede kirke. Kirken blev bygget midt i 1500-tallet og har en sjælden rund kirkegård, omkranset af et stendige. Der er flere spændende gravsten. Blandt andet stenen over en tidligere præst, “der gjorde hvad han kunne” og en anden sten sat til minde om byens klodsemager.
Klodsemager ! Det er spændende at kigge på gamle gravsten. De fleste kender en “klodsmajor”… men, en klodsemager? Jo, han lavede såmænd “klodser” = trætøfler (træsko)
PIZZA FRA ILDEN
Fra kirken skråede vi over plænen til “Café Lyø”, hvor de lavede de skønneste pizza’er i en brændefyret stenovn (2019).
De havde imidlertid ikke plads til os i den populære og fuldtbookede restaurant.
Heldigvis tilbød de friske Nørrebrodrenge os et alternativ, nemlig et madpakkehus på det grønne område ved siden af restauranten.
Vi fik serveret ‘pizza to-go’ i pap-æsker og hvidvin i fine glas. Vi lånte de dejligste varme tæpper til at lægge om benene og kunne ikke have ønsket os et bedre sted at spise ude!
SHELTER OG BÅLSANG
Efter en hyggelig familiemiddag fulgte Rune og jeg de tilrejsende tilbage til havnen. De tog tilbage til Fyn, vi blev.
Syngende gik vi videre til vores overnatning: shelteret, der ligger omkring 2,5 km fra havnen. (dette shelter er muligvis ikke længere tilgængeligt/ 2021) Undervejs sang vi det bedste vi kunne huske af Leonard Cohen, Beatles og Kim Larsen. Sammen forsøgte vi at huske sangteksterne bedst muligt. Det var vældig morsomt at fumle rundt i halvglemte tekster og det var herligt at synge sammen, mens vi gik ud ad landevejen.
Senere omkring bålet fandt Rune sin spejdersangbog frem. Nu kunne vi endelig synge alle sangene. Vores repertoire bestod af blandt andet: “When I’m sixty-four”, “Yesterday”, “Sangen om Larsen” og “House of the rising Sun”.
Vi holdt en hel lille fest.
Dag 3: LYØ (fortsat)
FUGLETÅRN OG KLOKKESTEN
Vi vågnede til en smuk morgen. Det var stadig overskyet, men vinden have lagt sig, og dagen tegnede tør og god. Efter morgenmad og pakken-sammen gik vi til fuglereservatet ved Vestersjo. Fra fugletårnet er der en flot udsigt over hele området, og ud over vandet til Nordals og Horneland.
Jeg havde efterhånden vænnet mig til at Rune tog de hurtige støvler i brug og skridtede i forvejen. Zif’en og jeg traskede efter i vores eget rolige tempo.
Han ventede lidt længere fremme. Sammen fortsatte vi til Lyøs berømte Klokkesten.
Klokkestenen er et et gammelt dyssekammer og en af de fem gravhøje, der stadig findes på Lyø. Det særlige ved stenen er den klokkelignende lyd, der fremkommer når man slår på dækstenen med en anden sten.
Det siges at man kan få et ønske opfyldt ved at slå på stenen.
Vi ringede ivrigt med klokkerne. Lydene er forskellige alt afhængig hvor på stenen man rammer. Det var næsten som at slå torskesmut, man ved med det samme når man rammer den helt perfekte klang.
LANGS STRANDEN
Efter besøget ved Klokkestenen gik vi videre på stranden. Stranden er temmelig stenet på dette sted, til gengæld har vi udsigt til færgen Bøjden-Fynshav, der sejler mellem Fyn og Als.
Et stykke længere fremme kom vi til Ø-lejren. Der har været ø-lejr på Lyø siden 1970, og deltagerne ser ud til at hygge sig gevaldigt.
SKRUMPEHOVEDER OG LÅRBENSKNOGLER
Lyøs Skrønemuseum er ‘ø-autoriseret skrønologi’. Det ligger i køkkenet, i huset på den dejligste adresse: KÆRLIGHEDSSTIEN nr. 1.
Kaptajnsenken svingede med lårbensknoglerne mens hun fortalte skipperskrøner og underholdt med fortællinger fra sine mange oplevelser omkring i verden. Skibsfart har altid været en vigtig del af ø-livet. Vi fik også historien om Lyøheksen Ane og om hendes eget, hjemmelavet skrumpehoved. Munden er syet sammen for at sjælen ikke kan slippe ud.
Vi har besøgt skrønemuseet flere gang. Det er altid sjovt at høre hendes spændende fortællinger og eventyr.
SKOVEN, BJERGET OG ØSTERSJÓ
Efter endt fortælling anbefalede kaptajnsenken os at gå til Skoven. Det var en skøn tur langs marker, i kanten af noget nyskov, plantet i 1990. Det er Lyøs eneste skov og der er en flot udsigt til øhavet fra det højtliggende område.
Vi kunne se over til Fyn og Dyreborg. Og, Ø-færgen,der forbinder Lyø, Avernakø med Faaborg. Sønnike stak af igen og kunne snart kun ses som en prik i det fjerne.
Nede ved kysten slog vi ind på en markvej langs, og gik langs græsklædte strandenge og søen Østersjó. Det var hyggeligt at gå ad ‘bagvejen’ til havnen. Der var mange også fugle at kigge på.
TID TIL GELATO
Turen omkring Skoven, og videre op langs kysten til havnen, tog slet ikke så lang tid som vi havde regnet med.
Vi nåede færgelejet længe før afgang og havde derfor stadig masser af tid til rådighed. I stedet for at sætte os til at vente, valgte vi at gå tibage til Lyø By igen-igen.
En rigtig god grund til denne meget fornuftige beslutning var isen !
Hos Café Lyø hvor vi spiste pizza i går aftes, kunne man købe italiensk is (gelato). Isen er ‘importeret’ fra ismageriet “Oluf” i København (2019), hvor den håndfremstilles. Den is havde vi naturligvis den største lyst til at smage
Jeg valgte en lakrids gelato dyppet i citronchokolade! Mums, det var godt!
LYØS VINGELØSE MØLLE
Med dejlig is i maven, gik vi tilbage i retning af havnen. På vejen slog vi en lille afstikker forbi møllen, der ligger højt placeret på øen.
Den i dag vingeløse mølle blev bygget i 1876 hvor den erstattede en tidligere stubmølle. Siden 1930’erne har møllen ikke malet korn.
I 1990’erne blev møllen indrettet til sommerhus, men har de senere år været så forfalden at den ikke har kunne bruges som bolig.
Da vi besøgte møllen, var der fuld gang i restaureringsarbejdet. Udenlandske håndværkere fortalte at det måske i fremtiden ville blive muligt at nyde udsigten over hele øen fra møllens flotte nyrenoverede galleri (omgang).
Vores tid på Lyø var ved at nå til vejs ende.
Da vi vågnede i morges var vejret overskyet, men i løbet af dagen havde skydækket trukket væk. Nu skinnede solen igen fra en skyfri himmel.
Snart kunne vi se vores gule Sea Hawk på vej mod Lyø.
Det var tid til at komme videre til den næste ø.
Vi fik vandret 5+15 kilometer på LYØ
Det så vi:
– FUGLETÅRNET, VESTERSJÓ
– KLOKKESTENEN
– SKRØNE-MUSEET
– “VALDEMAR SEJR-STENEN”
– LYØ IS
– BJERGET, SKOVEN, ØSTERSJÓ
– MØLLEN
– LYØ KIRKE
– MINDESTEN
– Ø-LEJR
– CAFÉ LYØ (sæsonen 2020 ændret til Hlý)
– SHELTER
Next stop: Skarø
Turen fra Lyø til Skarø tager, selv med den hurtige katamaran, næsten en time. Undervejs kunne vi til Fynsiden se ind på Knoldens skrænter (Horne Land) og vi fik også et kig ind til Faaborg. På vores modsatte side havde vi et gensyn med Avernakø.
Dag 3: SKARØ (5 km)
– femte hop
- Skarø er cirka 2 km² og har omkring 30 faste beboere
Så snart vi lagde til kaj, hoppede vi i land og påbegyndte vores vandring på Skarø.
Også på denne ø er der et stykke vej ind til byen, dog kun godt 500 meter.
Skarø er en lille ø, så vi var hurtigt igennem byen og videre ud til stenstranden. Vi gik mest oppe på trampestien langs markerne.
Det blæste og vinden lavede flotte striber i bygmarkens langhårde aks.
Vi havde kun få timer på Skarø. Derfor havde vi en smule travlt med vandre vores tur.
Der skulle også være tid til at spise nyrøget laks i “Sommersildens” have.
FAREFULDE KIRKETURE
Ved et lille hvidt skur, drejede vi væk fra kysten og bevægede os i retning af Skarøs lille bitte kirke.
I gamle dage foregik alle Skarøs kirkelige handlinger i Drejø Kirke. Sejladsen melle øerne foregik i åbne joller. Især om vinteren kunne det være en farefuld færd. I 1900 fik skarøboerne endelige opført deres eget lille kapel. Kapellet fik i 1920 status af kirke.
For at komme op til Skarø Kirke måtte vi ind på marken til nogle nysgerrige vikingefår, også kaldet for “guterne”. De betragtede os dovent før de gumlede videre på deres græstotter.
Vi var tilsyneladende ikke særligt spændende.
SOMMERSILDENS LAKS
Fra kirken er der blot en lille kilometer til vi er tilbage i Skarø by. Vi gik direkte hen til Sommersilden Gitte.
MUMS for en dejlig frokosttallerken, der blev serveret i hendes hyggelige have under gamle træer. Friskrøget laks, ledsaget af små lynhapsere.
Det passede perfekt til den dejlige sommertid.
Gitte havde travlt med at styre gæster og køkken, men ikke mere travlt end at hun også havde tid til at fortælle om de gedelignende gutefår. De tilhørte hende. Sommersilden Gitte, på Skarø, er som sin navnesøster Gitte Ged, på Avarnakø, en driftig kvinde med mange jern ilden.
En sammenligning, man skal vare sig for at lufte for de to damer! Der hersker en historisk modvilje mellem øfolkene. Følelser og traditioner, som man nok skal være øbo for helt at forstå. Det sitrer lidt i hårrødderne, og øjnene mørknes, når talen falder på øboerne på af de andre øer.
Inden færge-afgang gik Rune og jeg en lille tur i området. Vi kom forbi en lille rød hytte, Skarø-hytten, der ejes af Svendborg Roklub.
På vores sidste sejltur fravalgte vi den gule Sea-Hawk.
Istedet gik vi ombord på den ordinære ø-færge “M/F Højestene”, der sejler mellem Skarø og Svenborg.
DET SIDSTE Ø-STEMPEL
Inden vi gik ombord på færgen, stemplede vi vores Ø-pas for sidste gang.
Ø-passet stemples ved at kalkere den ø man besøger, over i passet ved hjælp af en metalpind.
Vi fik 5 stempler i passet.
Der er i alt 38 øer i passet.
Danmark er et land af øer, det eksakte antal kendes ikke, men 398 er navngivet og 75 øer er beboede.
Vi fik vandret 5 kilometer på SKARØ
Det så vi:
– GUTEFÅR
– CAFE SOMMERSILD og RØGET LAKS
– KAPELLET
– REVET
Next stop: Svendborg
TILBAGE TIL FYN
Stille og roligt sejlede vi under Svendborgsundbroen, og omkring klokken 20 var vi tilbage på ‘fastlandet’ Fyn.
- Vi kunne se tilbage på tre usædvanligt dejlige dage.
- Vi travede, hyggede os, spiste god mad og fik masser af frisk luft.
- Vi oplevede 5 skønne sydfynske småøer, der hver især har efterladt deres eget uudslettelige minde i vores erindring.
Det var været et eventyr at opleve øerne, der ligger så tæt på min hjemby Odense. Det som at blive budt velkommen til en lidt anden verden.
Har du lyst til at se flere fotos og læse om andre vandreture, så kan du læse videre hér
Tak for en rigtig oplevelse, både billeder og fortælling. Det er du bare super god til.
Har med bl.a. En gruppe fra Sct. Georgs gildet besøgt et par af øerne.
Hej Ulla – 1000 tak for din hilsen. Det Sydfynske Øhav er en skøn oplevelse.